1-500 | 501-525
Chapter, Paragraph
1 0,1 | dag - efter fra Simons båd at have talt til folkeskaren -
2 0,1 | opfordrede apostlen til at »lægge ud på dybet« for
3 0,1 | lægge ud på dybet« for at få fangst: »Duc in altum,
4 0,1 | og de opfordrer os til at erindre fortiden med taknem-lighed,
5 0,1 | mens den viede sig til at betragte sin Brudgoms og
6 0,1 | Kor 16,22). Det er umuligt at måle resultatet af denne
7 0,1 | det er sikkert og vist, at »en flod med livets vand«,
8 0,2 | 2. Jeg føler trang til at skrive til jer, I kære,
9 0,2 | skrive til jer, I kære, for at dele denne lovsang med jer.
10 0,2 | sig for med ny begejstring at kunne give sig i lag med
11 0,2 | vi kan ikke lade være med at takke for de »undere«, som
12 0,2 | 89,2). Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje,
13 0,2 | på en måde »tydes«, for at høre, hvad Ånden har sagt
14 0,3 | særlig nødvendigt for os at rette vore tanker mod den
15 0,3 | nye årtusind, som er ved at begynde, mens vi gennemlevede
16 0,3 | fremtiden. Nu er det nødvendigt, at vi drager fordel af den
17 0,3 | modtaget, ved i praksis at omsætte den i beslutninger
18 0,3 | opfordrer alle lokalkirker til at påtage sig. Når de er samlede
19 0,3 | lokalkirkes særlige situation, at Guds ene folks mysterium
20 0,3 | for enhver lokalkirke til at vurdere sin begejstring
21 0,3 | og pasto-rale indsats ved at overveje, hvad Ånden har
22 0,3 | er med tanken for dette, at jeg i dette brev ved afslut-ningen
23 0,3 | det store jubilæum ønsker at fremføre mit Petrus-embedes
24 0,3 | Petrus-embedes bidrag, således at Kirken kan stråle endnu
25 I,4 | jeg udtryk for det håb, at den totusindårets fejring
26 I,4 | ikke er tilfreds med blot at skabe verden og mennesket,
27 I,4 | og på mangfoldige måder at have talt gennem profeterne,
28 I,4 | jubilæet har fået os til at forstå, at to tusinde års
29 I,4 | har fået os til at forstå, at to tusinde års historie
30 I,4 | års historie er gået uden at formindske nyhe-den ved
31 I,5 | sandhed hjulpet mennesker til at blive mere opmærksomme på
32 I,5 | horisont – uden på nogen måde at give efter for tusindårs-fantasier.
33 I,5 | Det var på historisk jord, at Gud valgte at stifte en
34 I,5 | historisk jord, at Gud valgte at stifte en pagt med Israel
35 I,5 | Faderens Ord og afbillede, at »alt blev til« (Joh 1,3;
36 I,5 | sædekorn, der var bestemt til at blive et stort træ (sml.
37 I,6 | Renselsen af erindringen ~6. For at rense vort syn til at betragte
38 I,6 | For at rense vort syn til at betragte mysteriet har dette
39 I,6 | deres eget liv nøjere for at bede om nåde og modtage
40 I,6 | Kirken, som har besluttet at minde om så mange af dens
41 I,6 | samvittighedsransagelse i bevidstheden om, at »Kirken, som indbefatter
42 I,6 | Studiekongresser hjalp os til at identificere de aspekter,
43 I,6 | aspekter, som bidrog til, at evangeliet i løbet af de
44 I,6 | årtusinder ikke altid kom til at fremstå i et strålende lys.
45 I,7 | imidlertid ikke forhindret os i at give Herren ære for, hvad
46 I,7 | lige har lagt bag os, ved at skænke sin kirke en stor
47 I,7 | også blevet gjort meget for at samle de dyrebare minder
48 I,7 | forny vor beslutning om at efterligne den. ~
49 I,8 | grave, fordi de ønskede at aflægge vidnesbyrd om deres
50 I,8 | Jeg er ofte standset for at betragte den lange kø af
51 I,8 | der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hel-lige Dør.
52 I,8 | hver af disse pilgrimme at forestille mig en livshistorie
53 I,8 | har kun væ-ret i stand til at iagttage det ydre af denne
54 I,8 | menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid
55 I,8 | hemmelighedsfulde måder at ar- bejde på og uden ophør
56 I,9 | kunne lade være med især at mindes de unges glade og
57 I,9 | eftertænksomme, ivrige efter at bede, søgende efter »mening«
58 I,9 | så dem, vil det være let at glemme denne uge, hvor Rom
59 I,9 | Det vil ikke være muligt at glemme messen ved Tor Vergata.
60 I,9 | engang har de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds
61 I,9 | samfund, en tilbøjelighed til at blive pessimistiske. De
62 I,9 | ændrede imidlertid dette ved at vise os, at unge, lige me-get
63 I,9 | imidlertid dette ved at vise os, at unge, lige me-get hvilke
64 I,9 | svar på deres begejstring at bede dem om at foretage
65 I,9 | begejstring at bede dem om at foretage et radi-kalt troens
66 I,9 | troens og livets valg og med at forelægge dem en vældig
67 I,9 | forelægge dem en vældig opgave: at blive »morgenvægtere!« (
68 I,10 | en vis forstand betød det at begynde med børnene at respektere
69 I,10 | det at begynde med børnene at respektere Kristi befaling: »
70 I,10 | Måske betød det endnu mere at gøre, hvad han gjorde, da
71 I,10 | bør have, hvis vi ønsker at komme ind i Himmeriget (
72 I,10 | måde i børnenes fodspor, at alle de forskellige grupper
73 I,10 | grupper af voksne kom for at søge jubilæ-ets nåde: fra
74 I,10 | militærfolk, der kom for at bekræfte, at meningen med
75 I,10 | der kom for at bekræfte, at meningen med deres militærtjeneste
76 I,10 | verden. Jeg indbød dem til at praktisere en arbejdets
77 I,10 | gav mig også lejlighed til at komme med en stærk opfordring
78 I,10 | en stærk opfordring til at bøde på den økonomiske og
79 I,10 | arbejdsverdenen, og til at virke beslutsomt for, at
80 I,10 | at virke beslutsomt for, at man i den økonomi-ske globaliserings
81 I,10 | dele af verden mødtes for at få ny inspiration fra det
82 I,10 | 8; Matt 19,4-6), og for at forpligte sig til at sørge
83 I,10 | for at forpligte sig til at sørge for, at det lys får
84 I,10 | forpligte sig til at sørge for, at det lys får ind flydelse
85 I,10 | forvirrende måde risikerer at miste synet for selve meningen
86 I,10 | om deres store ansvar for at benytte under-holdningen
87 I,10 | benytte under-holdningen til at fremsætte et positivt budskab,
88 I,10 | gavnligt og i stand til at formidle tillid og kær-lighed
89 I,11 | 11. Det var hensigten, at den internationale eukaristiske
90 I,11 | grund netop til hensigt at være »intenst eukaristisk«,6
91 I,11 | det er således vi forsøgte at gennemføre det. Hvordan
92 I,11 | skulle vi, samtidigt med at vi mindedes Sønnens fødsel,
93 I,11 | fødsel, kunne lade være med at mindes Moderen? Maria var
94 I,12 | dimension ~12. Man vil forstå, at jeg har lettere ved at tale
95 I,12 | at jeg har lettere ved at tale om jubilæet set ud
96 I,12 | imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet
97 I,12 | ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet skulle fejres i
98 I,12 | troende var i stand til at opnå dets specielle nådegaver
99 I,12 | er det betyd-ningsfuldt, at mange bispedømmer ønskede
100 I,12 | bispedømmer ønskede også at være til stede her i Rom
101 I,12 | katolske« harmoni, således at Kristi ene kirke endnu klarere
102 I,12 | Jeg havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret
103 I,12 | kunne være mere egnet til at opmuntre til fremgang på
104 I,12 | af det håb, der kommer af at blive ledet af Den Opstandnes
105 I,12 | der altid er i stand til at overraske på ny. ~
106 I,13 | hvordan kan jeg lade være med at mindes mit personlige jubelår
107 I,13 | rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom bogstaveligt,
108 I,13 | Således havde jeg den glæde at besøge Sinaj-bjerget, hvor
109 I,13 | hellige. Det er vanskeligt at give udtryk for den bevæ-gelse,
110 I,13 | bevæ-gelse, jeg følte ved at kunne ære stederne, hvor
111 I,13 | levede, Betlehem og Nazaret, at fejre eukaristien i »Nadversalen«,
112 I,13 | kan jeg ikke lade være med at give udtryk for mit dybtfølte
113 I,14 | samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed
114 I,14 | andre. Jeg glæder mig over at konstatere, at i den senere
115 I,14 | mig over at konstatere, at i den senere tid har mange
116 I,14 | landes gæld. Det er mit håb, at de respektive regeringer
117 I,14 | finans-organisationer, har vist sig at være et mere problematisk
118 I,14 | spørgsmål. Man må håbe, at det må lykkes for disse
119 I,14 | større afgørende indflydelse, at nå til den nødvendige consensus
120 I,14 | nødvendige consensus for at opnå en hurtig løsning på
121 I,15 | os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som betragtningen
122 I,15 | kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed,
123 I,15 | mindre bør det få os til at slække på vor for-pligtelse.
124 I,15 | kræfter og tilskynde os til at investere den begej-string,
125 I,15 | Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu
126 I,15 | tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab.
127 I,15 | derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv pastoral
128 I,15 | Det er imidlertid vigtigt, at hvad vi har i sinde, med
129 I,15 | modstå denne fristelse ved »at være«, inden vi »handler«.
130 I,15 | retningslinier for jeres overvejelse, at dele nogle meditationstanker
131 II | II. ET ANSIGT AT BETRAGTE ~
132 II,16 | tro-ende om ikke blot at »tale« om Kristus, men i
133 II,16 | Kristus, men i en vis forstand at »vise« dem Kristus. Og er
134 II,16 | det ikke Kirkens opgave at genspejle Kristi lys i enhver
135 II,16 | enhver historisk periode for at få hans ansigt til at stråle
136 II,16 | for at få hans ansigt til at stråle også for det nye
137 II,16 | har absolut hjulpet os til at gøre dette. Ved afslutningen
138 II,16 | sædvanlige liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer
139 II,17 | nye Testamente, således, at Hieronymus så kraftigt kan
140 II,18 | Evangelierne hævder ikke at være en komplet biografi
141 II,18 | Evangelisterne gjorde sig umage med at beskrive ham på grundlag
142 II,18 | førstehånds vidnesbyrd, at de, oplyste ved Helligåndens
143 II,18 | forbløffende kendsgerning, at Je-sus var født af en jomfru,
144 II,18 | til sammen med sin familie at foretage årlige valfarter
145 II,18 | by (jf. Luk 4,16). Uden at være komplette og detaljerede
146 II,18 | fra det høje og bevidst om at være den »elskede søn« (
147 II,18 | Luk 3,22) begynder han at prædike om Guds Riges komme
148 II,18 | Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise Nazaræeren sejrende
149 II,18 | 20,22) og befalingen om at forkynde evangeliet til »
150 II,19 | sandhed om hans nye liv ved at vise dem »sine hænder og
151 II,19 | Vist var det ikke let at tro. Det var først efter
152 II,19 | efter en lang åndelig rejse, at disciplene, der var på vej
153 II,19 | vej til Emmaus, kom til at tro (jf. Luk 24,13-35).
154 II,19 | Thomas troede først, efter at han selv havde efterprøvet
155 II,19 | vandring, hvor stadierne synes at blive vist os af evangeliet
156 II,19 | Skarerne er i stand til at fornemme en absolut usædvanlig
157 II,19 | men de er ikke i stand til at sætte ham over de Guds mænd,
158 II,19 | nær: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16,15). Kun
159 II,20 | der af os, hvis vi ønsker at følge i hans fodspor med
160 II,20 | og den almindelige måde at forstå ting på. I tilfældet
161 II,20 | retning, når han bemærker, at denne samtale med disciplene
162 II,20 | trukket sig tilbage for at bede« (Luk 9,18). De to
163 II,20 | peger i samme retning for at gøre det klart, at vi ikke
164 II,20 | retning for at gøre det klart, at vi ikke kan nå til den fulde
165 II,20 | vore egne kræfter, men ved at vi tillader nåden at tage
166 II,20 | ved at vi tillader nåden at tage os ved hånden. Kun
167 II,21 | uadskillelige forening, at Kristi identitet findes,
168 II,21 | menneskelige.10 Vi ved, at vore begreber og vore ord
169 II,21 | med skælven, på en måde at stirre ind i mysteriets
170 II,21 | bestandigt af Kristus til at berøre hans sår, til at
171 II,21 | at berøre hans sår, til at opdage, at det er hele hans
172 II,21 | hans sår, til at opdage, at det er hele hans menneskelighed,
173 II,21 | den hører aldrig op med at udbryde: »Min Herre og min
174 II,21(10)| bekender vi enstemmigt, at den samme Søn, Vor Herre
175 II,22 | fremgangsmåde, når han erklærer, at Guds Søn »som menneske er
176 II,22 | sammenhænge en tilbøjelighed til at formindske og opgive Jesu
177 II,22 | væsentligt og absolut nødvendigt at erklære, at Ordet virkelig »
178 II,22 | absolut nødvendigt at erklære, at Ordet virkelig »blev kød«
179 II,22 | navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal
180 II,23 | forløste menneskehed til at deltage i hans gud-dommelige
181 II,23 | guddommeliggørel-se«. Dette sker ved, at de forløste podes ind på
182 II,23 | virkeligt blev menneske, at mennesket i ham og gennem
183 II,24 | som gør det muligt for os at trænge ind i mysteriets »
184 II,24 | Kirken nærer ingen tvivl om, at evangelisterne i deres beretninger,
185 II,24 | ikke, hvad Lukas ønsker at fortælle os, når han gengiver
186 II,24 | dette tidspunkt viser han, at han er bevidst om et unikt
187 II,24 | efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (
188 II,24 | derfor ikke noget under, at hans sprog senere, da han
189 II,24 | velbegrundet det end er at tro - på grund af de menneskelige
190 II,24 | betingelser, som fik ham til at vokse »i visdom og vækst
191 II,24 | og mennesker« (Luk 2,52), at hans menneskelige bevidsthed
192 II,24 | så er der ingen tvivl om, at allerede i sin jordiske
193 II,24 | fremhæver dette så meget, at han erklærer, at det til
194 II,24 | meget, at han erklærer, at det til syvende og sidst
195 II,24 | grund af denne bevidsthed, at Jesus blev forkastet og
196 II,24 | forkastet og dømt: de forsøgte at dræbe ham, »for ikke blot
197 II,24 | drama vil være i stand til at ryste hans klare vished
198 II,24 | ryste hans klare vished om at være den himmelske Faders
199 II,25 | om, hvis det er muligt, at tage lidelsens bæger fra
200 II,25 | Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb. For at
201 II,25 | at ænse Sønnens råb. For at give Faderens ansigt tilbage
202 II,25 | gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed
203 II,25 | aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette
204 II,25 | Mark 15,34). Er det muligt at forestille sig en større
205 II,26 | forstå, hvad det betyder at modstå Faderens kærlighed
206 II,26 | tradition har ikke undladt at stille det spørgsmål, hvordan
207 II,27 | gør os i stand til lettere at forstå troens umiddelbare
208 II,27 | dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset med
209 II,27 | men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad jeg selv
210 II,27 | bevidsthed, når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte
211 II,28 | påskelørdag fortsætter Kirken med at betragte dette blødende
212 II,28 | ved med forståelig bæven at bekende sin kærlighed til
213 II,28 | kærlighed til Kristus: »Du ved, at jeg har dig kær« (Joh 21,
214 II,28 | endnu engang på sin vej for at forkynde Kristus til verden
215 III,29 | tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de problemer,
216 III,29 | den naive forventning om, at vi, når vi står over for
217 III,29 | drejer sig derfor ikke om at opfinde et »nyt program«.
218 III,29 | selv, som det er nødvendigt at kende, elske og efterligne,
219 III,29 | lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring,
220 III,29 | initiativer, beregnet til at sikre, at jubilæet vil være
221 III,29 | beregnet til at sikre, at jubilæet vil være en udbytterig
222 III,29 | som det altid har gjort, at slå rod overalt i Kirken.
223 III,29 | Det er i den lokale kirke, at en detaljeret pastoral plans
224 III,29 | forkyndelsen af Kristus at nå mennesker, danne menigheder
225 III,29 | i samfund og kultur ved at vidne om evangeliets værdier.
226 III,29 | af Guds folk tillidsfuldt at planlægge stadierne af den
227 III,29 | enkelt bispedømmes valg til at stemme overens med nabo-kirkernes
228 III,29 | overvejelser må ikke få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres
229 III,30 | ingen betænkelighed ved at sige, at alle pastorale
230 III,30 | betænkelighed ved at sige, at alle pastorale initiativer
231 III,30 | skænket af Kri-stus, for at enhver døbts liv kunne blive
232 III,30 | fornyet? Det er mit håb, at mange af dem, der har deltaget
233 III,30 | vej, men i bevidsthed om, at det mere end no-gen sinde
234 III,30 | en vigtig pastoral opgave at lægge vægt på hellighed.
235 III,30 | Det er derfor nødvendigt at genopdage hele den praktiske
236 III,30 | punkt, var det ikke for at udsmykke ekklesiologien
237 III,30 | politur, men snarere for at få kaldet til hellighed
238 III,30 | kaldet til hellighed til at stå frem som en indre dynamik
239 III,30 | grundlæggende betydning af at høre til ham, der i sit
240 III,30 | trefoldigt hellige« (jf. Es 6,3). At erklære Kirken for hellig
241 III,30 | Kirken for hellig betyder at fremhæve den som Kristi
242 III,30 | selv hen for, netop for at gøre den hellig (jf. Ef
243 III,30 | hellighedens gave er så at sige »objektiv«, men den
244 III,30 | For dette er Guds vilje, at I skal helliges« (1 Tess
245 III,31 | det synes næsten ørkesløst at minde om denne elementære
246 III,31 | I virkeligheden er det at sætte pastoral planlægning
247 III,31 | indebærer den overbevisning at, siden dåb er en virkelig
248 III,31 | det være selvmodsigende at stille sig tilfreds med
249 III,31 | overfladisk religiøsitet. At spørge katekumener: »Ønsker
250 III,31 | spørge katekumener: »Ønsker I at blive døbt?« betyder samti-digt
251 III,31 | døbt?« betyder samti-digt at spørge dem: »Ønsker I at
252 III,31 | at spørge dem: »Ønsker I at blive hellige?« Det betyder
253 III,31 | blive hellige?« Det betyder at stille dem overfor Bjergprædikenens
254 III,31 | hellige. Der er mange måder at være hellig på, alt efter
255 III,31 | Jeg takker Herren for, at han i disse år har givet
256 III,31 | har givet mig mulighed for at salig- og helgenkåre et
257 III,31 | kommet til igen uforbeholdent at foreslå enhver denne høje
258 III,31 | Det er imidlertid klart, at vejene til hellighed er
259 III,32 | fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan tages for given.
260 III,32 | for given. Vi må alle lære at bede: ligesom om vi igen
261 III,32 | disciple: »Herre, lær os at bede!« (Luk 11,1). Bøn udvikler
262 III,32 | Kristus og i Kristus, til at betragte Faderens ansigt.
263 III,32 | betragte Faderens ansigt. At lære denne trinitariske
264 III,32 | ikke har nogen grund til at frygte fremtiden, fordi
265 III,33 | ikke et af »tidens tegn«, at i vore dages verden er der,
266 III,33 | der har modtaget den nåde at tro på Kristus, som har
267 III,33 | Frelser, har en pligt til at vise til hvilke dybder,
268 III,33 | Østen og i Vesten har meget at sige i denne henseende.
269 III,33 | kærligheds dialog i den grad, at mennesket tages i besiddelse
270 III,33 | ikke udtrykkes blot ved at bede om hjælp, men også
271 III,33 | over for historien: ved at åbne vort hjerte for kærligheden
272 III,33 | søstre og gør os i stand til at forme historie i overensstemmelse
273 III,34 | naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde:
274 III,34 | kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler den med særlig
275 III,34 | Men det ville være forkert at mene, at almindelige kristne
276 III,34 | ville være forkert at mene, at almindelige kristne kan
277 III,34 | der er ude af stand til at fylde hele deres liv. Især
278 III,34 | løbe den snigende fare for at se deres tro langsomt blive
279 III,34 | og ville måske ende med at bukke under for tiltrækningen
280 III,34 | tiltrækningen ved »surrogater«, ved at acceptere alternative religiøse
281 III,34 | Det er derfor væsentligt, at undervisning i bøn i en
282 III,34 | Personligt har jeg besluttet at hellige de kommende onsdagskatekeser
283 III,34 | officielle bøn indbyder os til at hellige og lede vor dag.
284 III,34 | sogne blev gjort mere for at sikre et alt gennemtrængende
285 III,34 | folkefromheden dens rette plads, og at folk blev oplært specielt
286 III,34 | vi almindeligvis antager, at kombinere mange former for
287 III,35 | 35. Det er derfor klart, at vor vigtigste opmærksomhed
288 III,35 | euka-ristien. Det er nødvendigt at fortsætte i den retning,
289 III,35 | den retning, og specielt at betone søndagens eukaristi
290 III,35 | os, men vi er visse på, at det ligger sikkert i Kristi
291 III,35 | Åb 19,16); og netop ved at fejre hans påskefest ikke
292 III,35 | søndag, vedbliver Kir-ken med at vise enhver generation »
293 III,36 | Domini ønsker jeg derfor at fastholde, at deltagelse
294 III,36 | jeg derfor at fastholde, at deltagelse i eukaristien
295 III,36 | skal opfyldes ikke blot for at overholde et påbud, men
296 III,36 | kristent liv. Vi er ved at træde ind i et årtusind,
297 III,36 | som allerede viser tegn på at være kendetegnet af en sammenblanding
298 III,36 | mange områder er kristne ved at blive en »lille hjord« (
299 III,36 | vanskelige situationer, at aflægge et endnu stærkere
300 III,36 | egen identitet. Pligten til at deltage i eukaristien hver
301 III,36 | forkyndes og næres. Netop ved at deltage i eukaristien bliver
302 III,37 | fornyet pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning
303 III,37 | pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning
304 III,37 | opfordring dengang gik ud på at gøre alt, hvad der var muligt,
305 III,37 | hvad der var muligt, for at imødegå »syndsbevidsthedens«
306 III,37 | var endnu mere ivrig med at indbyde til en genopdagelse
307 III,37 | er den »ordinære måde til at få tilgivelse og syndsforladelse
308 III,37 | problemet, kunne alle få øje på, at sakramen-tet var i krise,
309 III,37 | mennesker, har haft gavn af at nærme sig dette sakramente,
310 III,37 | det rimeligvis nødvendigt, at præster ruster sig med mere
311 III,37 | angår dette sakramente, at tilbyde det og at få mennesker
312 III,37 | sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at påskønne
313 III,37 | det og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre
314 III,38 | ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resulta-terne afhænger
315 III,38 | pastoralt arbejde: den at mene, at resulta-terne afhænger af
316 III,38 | afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge.
317 III,38 | dygtighed til at handle og til at planlægge. Det er rigtig,
318 III,38 | planlægge. Det er rigtig, at Gud indbyder os virkeligt
319 III,38 | indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde
320 III,38 | opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens'
321 III,38 | alle vore evners midler for at tjene Guds Riges sag. Men
322 III,38 | Men det er skæbnesvangert at glemme, at »uden Kristus
323 III,38 | skæbnesvangert at glemme, at »uden Kristus kan vi intet
324 III,38 | er det så noget under, at pastorale planer løber ud
325 III,38 | til samtale med Gud for at åbne vore hjerter for nådens
326 III,38 | strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge os i al deres
327 III,38 | begynder, Peters efterfølger at opfordre hele Kirken til
328 III,38 | opfordre hele Kirken til at foretage denne troens handling,
329 III,39 | Der er ingen tvivl om, at denne hellighedens og bønnens
330 III,39 | sket store fremskridt i at lytte til Den hellige Skrift
331 III,39 | styrkes og uddybes også ved at man sikrer sig, at enhver
332 III,39 | også ved at man sikrer sig, at enhver familie ejer en Bibel.
333 III,39 | Det er særlig nødvendigt, at denne lytten til Guds ord
334 III,40 | Forkynde ordet ~40. At ernære sig selv med ordet
335 III,40 | ernære sig selv med ordet for at blive »ordets tjenere« i
336 III,40 | gør jeg nu igen, især for at holde fast ved, at vi i
337 III,40 | især for at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække
338 III,40 | lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for mission
339 III,40 | specialister«, men må medføre, at alle medlemmer af Guds folk
340 III,40 | er ktistenheden nødt til at reagere mere effektivt på
341 III,40 | inkulturation. Samtidig med, at kristendommen forbliver
342 III,40 | fremtid, som Guds Ånd er ved at forberede til os. Vi må
343 III,40 | til unge, til børn uden at skjule de mest radikale
344 III,40 | for alle for i det mindste at frelse nogen« (1 Kor 9,22).
345 III,40 | deres storsindede vilje til at stille sig til rådighed.
346 III,40 | til rådighed. Vi må lære at tolke dette opmuntrende
347 III,40 | dette opmuntrende svar ved at investere den begejstring
348 III,41 | Tertullian har vist sig at være rigtig i alle historiens
349 III,41 | vi blevet for vante til at tænke på martyrerne i ret
350 III,41 | et forbavsende udblik ved at vise os, at vor tid er særlig
351 III,41 | forbavsende udblik ved at vise os, at vor tid er særlig rig på
352 III,41 | forskellige måder var i stand til at praktisere evangeliet midt
353 III,41 | til den største prøvelse, at udgyde deres blod. I dem
354 III,41 | deres eksempel har de så at sige vist os og banet vejen
355 III,41 | gøre, er, med Guds nåde, at følge i deres fodspor. ~
356 IV,42 | 42. »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis
357 IV,42 | skænker os (sml. Rom 5,5) for at gøre os alle til »ét hjerte
358 IV,42 | ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens
359 IV,42 | kærlighedens fællesskab, at Kirken viser sig som »sakramente«,
360 IV,42 | sag er for præcise, til at vi kan reducere deres betydning.
361 IV,42 | videnskab]: »Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte,
362 IV,42 | Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte var optændt
363 IV,42 | kærlighed. Jeg forstod, at alene kærlighed bevæ-ger
364 IV,42 | bevæ-ger Kirkens medlemmer til at handle ... Jeg forstod,
365 IV,42 | handle ... Jeg forstod, at kærlighed rummede alle kald,
366 IV,42 | kærlighed rummede alle kald, at alt var kærlighed«.27 ~
367 IV,43 | fællesskabets spiritualitet ~43. At gøre Kirken til hjemmet
368 IV,43 | begynder, hvis vi ønsker at være trofaste overfor Guds
369 IV,43 | den rigtige tilskyndelse at følge. Inden vi lægger praktiske
370 IV,43 | betyder også en evne til at tænke på vore brødre og
371 IV,43 | Dette gør os i stand til at dele deres glæder og lidelser,
372 IV,43 | glæder og lidelser, til at fornemme deres ønsker og
373 IV,43 | opmærksomme på deres behov, til at tilbyde dem dybt og ægte
374 IV,43 | indbefatter også evnen til at se, hvad der er positivt
375 IV,43 | positivt hos andre, til at være glad for det og sætte
376 IV,43 | spiritualitet betyder endelig at vide, hvordan man »gør plads«
377 IV,43 | for vore brødre og søstre, at bære »hinandens byrder« (
378 IV,44 | end nogen sinde opsatte på at vurdere og udvikle de områder
379 IV,44 | vigtigste direktiver tjener til at sikre og beskytte fællesskabet.
380 IV,44 | må studeres konstant for at sikre, at de følger deres
381 IV,44 | studeres konstant for at sikre, at de følger deres ægte evangeliske
382 IV,44 | også blevet gjort meget for at reformere den romerske kurie,
383 IV,44 | få bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt
384 IV,44 | mere, som skal gøres for at virkeliggøre mulighe-derne
385 IV,44 | betragtning af behovet for at reagere hurtigt og effektivt
386 IV,45 | det-te betyder dog ikke, at de er mindre betydningsfulde
387 IV,45 | på den ene side a priori at forene dem i alt, hvad der
388 IV,45 | og ved på den anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse
389 IV,45 | opmuntrede hyrder til, uden at være forudindta-get af deres
390 IV,45 | forudindta-get af deres autoritet, at lytte i større udstrækning
391 IV,45 | han opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det
392 IV,45 | Mens lovens visdom ved at give præcise regler for
393 IV,45 | institutionens legeme med en sjæl ved at tilskynde til en tillid
394 IV,46 | kristne fællesskabs evne til at give plads for alle Åndens
395 IV,46 | består i den virkelighed, at mange medlemmer er forenede
396 IV,46 | årtusinds kirke nødt til at opmuntre alle døbte og firmede
397 IV,46 | alle døbte og firmede til at være bevidste om deres aktive
398 IV,46 | Herre (jf. Matt 9,38) - ved at virke for kald til præstedømmet
399 IV,46 | et presserende behov for at gennemføre en omfattende
400 IV,46 | gennemføre en omfattende plan for at fremme kald ved at bygge
401 IV,46 | plan for at fremme kald ved at bygge på personlig kontakt
402 IV,46 | og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom
403 IV,46 | menneske er opfordret til at give på Guds kald, især
404 IV,46 | Det er i dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre
405 IV,46 | mere og mere fuldstændigt at opdage kaldet hos lægfolk,
406 IV,46 | lægfolk, der er kaldede til at »søge Guds Rige ved at tage
407 IV,46 | til at »søge Guds Rige ved at tage sig af de jordiske
408 IV,46 | Guds folks sendelse ... ved at stræbe efter at ud-brede
409 IV,46 | ved at stræbe efter at ud-brede evangeliet og at
410 IV,46 | at ud-brede evangeliet og at helliggøre menneskene«.33
411 IV,46 | bevægelser, der vedbliver med at give Kirken en vitalitet,
412 IV,47 | men som Kristus kom for at gengive dens oprindelig
413 IV,47 | Tværtimod er det nødvendigt at sikre, at de kristne familier
414 IV,47 | det nødvendigt at sikre, at de kristne familier gennem
415 IV,47 | overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve i
416 IV,47 | eksempel på, at det er muligt at leve i ægteskabet i fuld
417 IV,47 | Kir-ken og i samfundet for at sikre børnenes rettigheder. ~
418 IV,48 | om den påtrængende opgave at udvikle fællesskab på økumenismens
419 IV,48 | en lang vej tilbage. Ved at fæstne vort blik på Kristus
420 IV,48 | Jesu bøn i Nadversalen - »at de alle må være ét, ligesom
421 IV,48 | Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os« (Joh
422 IV,48 | bestandigt vil vedblive at modtage på mystisk vis indtil
423 IV,48 | Kristi bøn minder os om, at denne gave er nødt til at
424 IV,48 | at denne gave er nødt til at blive modtaget og udviklet
425 IV,48 | styrke, vi baserer håbet om, at allerede i historiens løb
426 IV,48 | vil vi være i stand til at nå det fulde og synlige
427 IV,48 | kirker, og jeg be-der for, at den gensidige udveksling
428 IV,48 | kristne i Østen og Vesten til at vandre sammen i troens enhed
429 IV,48 | ikke undgå, med Guds hjælp, at give resultater. I mellemtiden
430 IV,49 | nu begynder, har brug for at se - og forhåbentlig med
431 IV,49 | betragtningen af Kristus, må vi lære at se ham specielt i ansigterne
432 IV,49 | hos dem, han selv ønskede at blive identificeret med: »
433 IV,49 | sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig,
434 IV,49 | tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed,
435 IV,49 | Vi er i sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes
436 IV,49 | sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes fra
437 IV,49 | fattige, og det kræver, at Kirken giver dem en fortrinsstil-ling.
438 IV,50 | privilegerede, samtidig med at det efterlader andre millioner
439 IV,50 | Hvordan kan det være muligt, at der endnu den dag i dag
440 IV,50 | sammenhæng må kristne lære at praktisere de-res tro på
441 IV,50 | de-res tro på Kristus ved at fornemme hans stemme i det
442 IV,50 | fattigdommens verden. Dette betyder at fortsætte den næstekærlighedens
443 IV,50 | kreativitet«, ikke blot ved at sikre, at hjælpen er effektiv,
444 IV,50 | ikke blot ved at sikre, at hjælpen er effektiv, men
445 IV,50 | er effektiv, men også ved at være solidariske med de
446 IV,50 | solidariske med de lidende, så at den hånd, der hjælper, ikke
447 IV,50 | søskende. Vi må derfor sikre, at de fattige føler sig hjemme
448 IV,50 | form for næstekærlighed, at blive misforstået eller
449 IV,51 | økologisk krise, som er ved at gøre udstrakte om-råder
450 IV,51 | Jeg taler om pligten til at gøre en indsats for respekten
451 IV,51 | os til tidligt og silde at hævde, at de, der benytter
452 IV,51 | tidligt og silde at hævde, at de, der benytter de nyeste
453 IV,51 | fundamentale etiske krav ved at påberåbe sig en tvivlsom
454 IV,51 | tilkommer ethvert menneske. For at det kristne vidnesbyrd skal
455 IV,51 | områder, er det vigtigt, at man gør sig særlig anstrengelse
456 IV,51 | anstrengelse for virkeligt at forklare grundene til Kirkens
457 IV,51 | standpunkt, idet man fremhæver, at det ikke drejer sig om at
458 IV,51 | at det ikke drejer sig om at påtvinge ikke-troende en
459 IV,51 | der bygger på tro, men om at forklare og forsvare de
460 IV,51 | økonomien og familien, således at de fundamentale principper,
461 IV,52 | 52. Det er klart, at alt dette må realiseres
462 IV,52 | stede på disse områ-der for at udføre den opgave, der følger
463 IV,52 | lægfolk, uden nogen sinde at give efter for fristelsen
464 IV,52 | efter for fristelsen til at gøre kristne fællesskaber
465 IV,52 | samfund indret-tes sådan, at alle respekterer dets kompetenceområder
466 IV,52 | tyvende århundrede, for at tolke sociale realiteter
467 IV,52 | må afvise fristelsen til at tilbyde en privatiseret
468 IV,52 | næstekærlighedens krav, for slet ikke at tale om, hvad menneskevordelsen
469 IV,52 | medfører den på ingen måde, at vi giver afkald på at »bygge«
470 IV,52 | måde, at vi giver afkald på at »bygge« historie. Her er
471 IV,52 | menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden eller
472 IV,52 | verden eller tilskynder til at negligere medmenneskers
473 IV,52 | så meget desto mere til at udføre netop disse opgaver«.36 ~
474 IV,53 | Et praktisk tegn ~53. For at give et tegn på denne forpligtelse
475 IV,53 | krav, har jeg besluttet, at jubelåret foruden den store
476 IV,53 | fattigere brødre og søstre, for at de kunne blive i stand til
477 IV,53 | kunne blive i stand til at deltage i jubilæet - skulle
478 IV,53 | har sluttet sig til ved at give generøs hjælp, som
479 IV,53 | hjælp, som har hjulpet til at sikre en passende fejring
480 IV,53 | formål. Det er vigtigt, at en sådan stor religiøs begivenhed
481 IV,53 | penge, vil blive brugt til at fortsætte den erfaring,
482 IV,53 | udveksling af ga-ver, lige til at have alt til fælles, for
483 IV,53 | dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende
484 IV,54 | vidunderlige og krævende opgave at være en »genspejling« af
485 IV,54 | genspejler.38 Det var en måde at udtrykke det på, som Kristus
486 IV,54 | opfordrede sine disciple til at være »verdens lys« (Matt
487 IV,55 | Det er i denne sammenhæng, at vi bør betragte den interreligiøse
488 IV,55 | jubilæum har Kirken forsøgt at opbygge et forhold med åbenhed
489 IV,55 | samfund, er det indlysende, at denne dialog vil være særlig
490 IV,55 | vil være særlig vigtig for at etablere et sikkert grundlag
491 IV,56 | dialog, for-pligtede til at vidne klart om det håb,
492 IV,56 | Vi bør ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se
493 IV,56 | elskede verden således, »at han gav sin enbårne søn« (
494 IV,56 | som vi har en pligt til at forkynde. Kirken kan derfor
495 IV,56 | opgave for missio ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, »
496 IV,56 | missio ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen
497 IV,56 | sandheden og livet« (Joh 14,6), at mennesker finder frelse.
498 IV,56 | forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog med
499 IV,56 | holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk, at
500 IV,56 | at lytte. Vi ved faktisk, at fordi nådens mysterium,
1-500 | 501-525 |