Chapter,  Paragraph

 1  I,5   |       Kristus, tilbad vi også Faderen og Ånden, den ene og udelte
 2 II,20  |   åbenbaring«, som kommer fra Faderen, er nødvendig (jf. sammesteds).
 3 II,20  |       den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (
 4 II,24  |  selvbevidsthed ingen tvivl: »Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (
 5 II,25  |  venter ham, og alene overfor Faderen, råber Jesus til ham på
 6 II,25  |     ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen synes ikke villig til at
 7 II,25  |   hvorfor«, der henvendes til Faderen med begyndel-sesordene til
 8 II,26  |   kærlighed ofrer sit liv til Faderen, for alles frelse. I selve
 9 II,26  |    med vor synd, »forladt« af Faderen, »overlader« han sig i Faderens
10 II,26  |    øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund af den viden
11 II,26  |       viden om og erfaring af Faderen, som han alene har, ser
12 II,26  |      af den. Kun han, der ser Faderen og glæder sig helt i ham,
13 II,26  |     opleve sin dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til
14 II,27  |     34), og idet han over for Faderen gav udtryk for sin sønlige
15 III,33 |    Kristus, som har åbenbaret Faderen og er menneskenes Frelser,
16 IV,48  | åbenbarer os Kristi enhed med Faderen som kildespringet til Kirkens
17 Slut,59|      taksigelse hæ-ve sig til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden.