Chapter, Paragraph
1 0,1 | Til mine brødre i bispeembedet,~
2 0,1 | mine brødre i bispeembedet,~til præster og diakoner,~til
3 0,1 | til præster og diakoner,~til mandlige~og kvindelige ordensfolk ~
4 0,1 | kvindelige ordensfolk ~og til alle troende lægfolk. ~1.
5 0,1 | lægfolk. ~1. Ved indgangen til det nye årtusind og ved
6 0,1 | Simons båd at have talt til folkeskaren - opfordrede
7 0,1 | folkeskaren - opfordrede apostlen til at »lægge ud på dybet« for
8 0,1 | på dybet! Disse ord lyder til os i dag, og de opfordrer
9 0,1 | dag, og de opfordrer os til at erindre fortiden med
10 0,1 | begejstring og se fremad til fremtiden med tillid: »Jesus
11 0,1 | samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,8). Kirkens
12 0,1 | dette år, mens den viede sig til at betragte sin Brudgoms
13 0,1 | blev mere end nogen sinde til et pilgrimsfolk, ledet af
14 0,1 | hellige dør«, som er Kristus. Til ham, som er historiens mål
15 0,1 | hans tro-fasthed varer til evig tid« (Sl 118,1). ~
16 0,2 | 2. Jeg føler trang til at skrive til jer, I kære,
17 0,2 | føler trang til at skrive til jer, I kære, for at dele
18 0,2 | stod os for øje, tages op til fornyet overvejelse og på
19 0,2 | høre, hvad Ånden har sagt til Kirken (sml. Åb 2,7.11.17
20 0,3 | opfordrer alle lokalkirker til at påtage sig. Når de er
21 0,3 | deres bi-skop, når de lytter til ordet i broderligt fællesskab
22 0,3 | og apostoliske Kirke er til stede og virker«.1 Det er
23 0,3 | særlige skikkelse, som passer til hver enkelt kontekst og
24 0,3 | enkelt kontekst og kul-tur. Til syvende og sidst afspejler
25 0,3 | tiden for enhver lokalkirke til at vurdere sin begejstring
26 0,3 | og finde ny inspiration til sin åndelige og pasto-rale
27 0,3 | overveje, hvad Ånden har sagt til Guds folk i dette særlige
28 0,3 | Det andet Vatikankoncil til det store jubilæums. Det
29 I,4 | håb for alle, som ser hen til Kristus og hans kirke«.3
30 I,4 | ved dage-nes ende ... talt til os gennem sin søn« (Heb
31 I,4 | Ja, jubilæet har fået os til at forstå, at to tusinde
32 I,5 | sandhed hjulpet mennesker til at blive mere opmærksomme
33 I,5 | afbillede, at »alt blev til« (Joh 1,3; sml. Kol 1,15).
34 I,5 | time, hvori Guds Rige kom til os (sml. Mark 1,15), ja
35 I,5 | sædekorn, der var bestemt til at blive et stort træ (sml.
36 I,5 | for du regerer i dag og til alle tider«. Med denne sang
37 I,6 | 6. For at rense vort syn til at betragte mysteriet har
38 I,6 | tid har vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse
39 I,6 | Studiekongresser hjalp os til at identificere de aspekter,
40 I,6 | de aspekter, som bidrog til, at evangeliet i løbet af
41 I,6 | årtusinder ikke altid kom til at fremstå i et strålende
42 I,6 | har styrket vore skridt til vandringen mod fremtiden
43 I,8 | Kirkens sønner og døtre kommet til Rom, til apostlenes grave,
44 I,8 | og døtre kommet til Rom, til apostlenes grave, fordi
45 I,8 | Vi har kun væ-ret i stand til at iagttage det ydre af
46 I,8 | og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde måder
47 I,8 | bejde på og uden ophør synge til hans pris: »Misericordias
48 I,9 | hjertelige taknemlighed til dem alle. Men bortset fra
49 I,9 | en særlig Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden
50 I,9 | Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden føler
51 I,9 | samfund, en tilbøjelighed til at blive pessimistiske.
52 I,10 | efterladt sit budskab, ikke blot til dem, der direkte deltog,
53 I,10 | direkte deltog, men også til dem, der hørte derom eller
54 I,10 | Lad de små børn komme til mig« (Mark 10,14). Måske
55 I,10 | disciplene og gjorde det til selve symbolet på den indstilling
56 I,10 | nåde: fra gamle mennesker til de syge og de handicappede,
57 I,10 | fabriks- og landarbejdere til sportsfolk, fra kunstnere
58 I,10 | sportsfolk, fra kunstnere til universitetslærere, fra
59 I,10 | fra biskopper og præster til ordensfolk, fra politikere
60 I,10 | ordensfolk, fra politikere til journalister, til militærfolk,
61 I,10 | politikere til journalister, til militærfolk, der kom for
62 I,10 | der traditionelt er viet til arbejdets verden. Jeg indbød
63 I,10 | arbejdets verden. Jeg indbød dem til at praktisere en arbejdets
64 I,10 | jubilæums-forsamling gav mig også lejlighed til at komme med en stærk opfordring
65 I,10 | med en stærk opfordring til at bøde på den økonomiske
66 I,10 | findes i arbejdsverdenen, og til at virke beslutsomt for,
67 I,10 | for festivitas var igen til stede ved familiernes jubilæum,
68 I,10 | og for at forpligte sig til at sørge for, at det lys
69 I,10 | benytte under-holdningen til at fremsætte et positivt
70 I,10 | moralsk gavnligt og i stand til at formidle tillid og kær-lighed
71 I,10 | formidle tillid og kær-lighed til livet. ~
72 I,11 | hellige år, der var viet til Ordets menneskevordelse?
73 I,11 | havde af denne grund netop til hensigt at være »intenst
74 I,11 | mindes Moderen? Maria var til stede i fejringen af jubilæet,
75 I,11 | årtusinds mænds og kvinders liv til hendes moderlige omsorg. ~
76 I,12 | af de troende var i stand til at opnå dets specielle nådegaver
77 I,12 | bispedømmer ønskede også at være til stede her i Rom med store
78 I,12 | blev taget særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvil-ken
79 I,12 | fødsel kunne være mere egnet til at opmuntre til fremgang
80 I,12 | mere egnet til at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt
81 I,12 | opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab? Der blev
82 I,12 | magt, der altid er i stand til at overraske på ny. ~
83 I,13 | Valfart til Det hellige land ~13. Og
84 I,13 | måned senere, hvor jeg nåede til Nebo-bjerget og derpå drog
85 I,13 | Nebo-bjerget og derpå drog videre til selve de steder, hvor Forløseren
86 I,14 | forbere-delsesårene havde jeg opfordret til en større og mere aktiv
87 I,14 | samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed
88 I,14 | afgørende indflydelse, at nå til den nødvendige consensus
89 I,15 | lægge ud på dybet« i tillid til Kristi ord: Duc in altum!
90 I,15 | retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed, og endnu
91 I,15 | endnu mindre bør det få os til at slække på vor for-pligtelse.
92 I,15 | kræfter og tilskynde os til at investere den begej-string,
93 I,15 | Guds Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu
94 I,15 | tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab.
95 I,15 | endnu mindre til at forfalde til dovenskab. Der forventes
96 I,15 | bevægelse, hvad der ofte fører til rastløshed med risiko for »
97 II,16 | Denne anmodning rettet til apostlen Filip af nogle
98 II,16 | fore-taget en pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning af
99 II,16 | periode for at få hans ansigt til at stråle også for det nye
100 II,16 | jubilæum har absolut hjulpet os til at gøre dette. Ved afslutningen
101 II,16 | mens vi vender tilbage til vort sædvanlige liv, samtidigt
102 II,17 | helli-ge Skrift, som fra først til sidst er gennemtrængt af
103 II,17 | kan erklære: »Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed
104 II,17 | kateketiske formål, giver videre til os på en fuldstændig troværdig
105 II,18 | religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin familie at
106 II,18 | foretage årlige valfarter til templet i Jeru-salem (jf.
107 II,18 | Luk 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen
108 II,18 | gruppe kvinder, som går dem til hånde (jf. Luk 8,2-3), af
109 II,18 | af mennesker, som lytter til hans ord med forskelligt
110 II,18 | om at forkynde evangeliet til »alle folkeslagene« (Matt
111 II,19 | disciplene, der var på vej til Emmaus, kom til at tro (
112 II,19 | var på vej til Emmaus, kom til at tro (jf. Luk 24,13-35).
113 II,19 | sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme en absolut usædvanlig
114 II,19 | men de er ikke i stand til at sætte ham over de Guds
115 II,19 | Peter og med ham af Kirken til alle tider, går virkeligt
116 II,19 | alle tider, går virkeligt til ker-nen og rører ved mysteriets
117 II,20 | Hvordan var Peter nået til denne tro? Og hvad kræves
118 II,20 | og blod« er en henvisning til mennesket og den almindelige
119 II,20 | klart, at vi ikke kan nå til den fulde betragtning af
120 II,20 | bøn giver det rette milieu til vækst og udvikling af en
121 II,21 | Kir-ken bestandigt af Kristus til at berøre hans sår, til
122 II,21 | til at berøre hans sår, til at opdage, at det er hele
123 II,22 | sammenhænge en tilbøjelighed til at formindske og opgive
124 II,22 | selv, den tjener snarere til den fulde forherligel-se
125 II,22 | Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære« (Fil 2,9-
126 II,23 | den forløste menneskehed til at deltage i hans gud-dommelige
127 II,23 | mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som, idet
128 II,23 | på Kristus og får adgang til den fortroligheden i det
129 II,24 | bevidst om et unikt forhold til Gud, et forhold, som netop
130 II,24 | betingelser, som fik ham til at vokse »i visdom og vækst
131 II,24 | mysterium også har udviklet sig til sit fulde udtryk i hans
132 II,24 | at han erklærer, at det til syvende og sidst var på
133 II,24 | døds drama vil være i stand til at ryste hans klare vished
134 II,25 | overfor Faderen, råber Jesus til ham på sin sædvanlige måde,
135 II,25 | Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb. For
136 II,25 | Faderens ansigt tilbage til mennesket, måtte Jesus ikke
137 II,25 | Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til
138 II,25 | til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne
139 II,25 | hvorfor«, der henvendes til Faderen med begyndel-sesordene
140 II,25 | Faderen med begyndel-sesordene til den toogtyvende Salme, den
141 II,26 | kærlighed ofrer sit liv til Faderen, for alles frelse.
142 II,26 | glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå, hvad det betyder
143 II,26 | Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke, og en dødsangst,
144 II,26 | dødsangst, der strækker sig lige til forladthedsråbet. Denne
145 II,27 | indsigt, der gør os i stand til lettere at forstå troens
146 II,27 | glæde og lidelse kan være til stede samtidigt i hellige
147 II,28 | Guds liv og giver frelse til verden. Men dens betragtning
148 II,28 | tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham
149 II,28 | nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem,
150 II,28 | Kristus, som Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters
151 II,28 | at bekende sin kærlighed til Kristus: »Du ved, at jeg
152 II,28 | han mødte Herren på vejen til Damaskus: »Thi for mig er
153 II,28 | mindet om Jesus, kilden til hjertets glæde! Opmuntret
154 II,28 | for at forkynde Kristus til verden ved det tredje årtusinds
155 II,28 | samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,6). ~
156 III,29 | vi opnå en ny driv-kraft til det kristne liv; ja, vi
157 III,29 | liv; ja, vi bør gøre det til en kraft, der inspirerer
158 III,29 | spørgsmål, der blev stillet til Peter i Jerusalem lige efter
159 III,29 | er den samme som altid. Til syvende og sidst har den
160 III,29 | selv om det tager hensyn til tid og kultur af hensyn
161 III,29 | tid og kultur af hensyn til sand dialog og effektiv
162 III,29 | årtusind. Men det må oversættes til pastorale initiativer, der
163 III,29 | den enestående lejlighed til i flere år at følges ad
164 III,29 | pastorale initiativer, beregnet til at sikre, at jubilæet vil
165 III,29 | alvorligt delkirkernes hyrder til med hjælp fra alle udsnit
166 III,29 | enkelt bispedømmes valg til at stemme overens med nabo-kirkernes
167 III,29 | overvejelser må ikke få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres
168 III,30 | Lu-men Gentium, som er viet til »det universelle kald til
169 III,30 | til »det universelle kald til hellighed«. Når nu koncilsfædrene
170 III,30 | snarere for at få kaldet til hellighed til at stå frem
171 III,30 | få kaldet til hellighed til at stå frem som en indre
172 III,30 | måtte nødvendigvis føre til en genopdagelse af Kirkens »
173 III,30 | grundlæggende betydning af at høre til ham, der i sit inderste
174 III,30 | bliver på den anden side til en opgave, som skal forme
175 III,30 | stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og
176 III,31 | livs-forhold. Tiden er kommet til igen uforbeholdent at foreslå
177 III,31 | imidlertid klart, at vejene til hellighed er individuelle
178 III,32 | med Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: »
179 III,32 | gennem Kristus og i Kristus, til at betragte Faderens ansigt.
180 III,32 | højdepunktet af og kilden til Kirkens liv,17 men også
181 III,32 | som ikke har nogen grund til at frygte fremtiden, fordi
182 III,32 | bestandigt vender tilbage til kilderne og finder nyt liv
183 III,33 | der for en stor del kommer til udtryk som et fornyet behov
184 III,33 | nu i vid udstrækning er til stede i gamle kristne lande,
185 III,33 | menneskenes Frelser, har en pligt til at vise til hvilke dybder,
186 III,33 | har en pligt til at vise til hvilke dybder, forholdet
187 III,33 | skal elske ham og give mig til kende for ham« (Joh 14,21).
188 III,33 | forskellige muli-ge veje til den uudsigelige glæde, som
189 III,33 | vort hjerte for kærligheden til Gud, åbnes det også for
190 III,33 | åbnes det også for kærlighed til vore brødre og søstre og
191 III,33 | søstre og gør os i stand til at forme historie i overensstemmelse
192 III,34 | gave har modtaget et kald til ordenslivet, er naturligvis
193 III,34 | er naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde:
194 III,34 | bøn, der er ude af stand til at fylde hele deres liv.
195 III,34 | tilbud og endda hengive sig til meget unatur-lige former
196 III,34 | kommende onsdagskatekeser til overvejelser over Davids
197 III,34 | officielle bøn indbyder os til at hellige og lede vor dag.
198 III,35 | det nye årtusind gemmer til os, men vi er visse på,
199 III,35 | skæbnes mysterium fører hen til«.21 ~
200 III,36 | egen identitet. Pligten til at deltage i eukaristien
201 III,36 | privilegerede sted, hvor fællesskab til stadig-hed forkyndes og
202 III,37 | om fornyet pastoralt mod til at sikre, at den daglige
203 III,37 | mere ivrig med at indbyde til en genopdagelse af Kristus
204 III,37 | troende er den »ordinære måde til at få tilgivelse og syndsforladelse
205 III,37 | dele af verden. Årsagerne til krisen er ikke forsvundet
206 III,37 | præget af en tilbagevenden til bodens sakramente, har givet
207 III,37 | tilbyde det og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre
208 III,38 | forpligter os mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver
209 III,38 | afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge.
210 III,38 | dygtighed til at handle og til at planlægge. Det er rigtig,
211 III,38 | Gud indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde
212 III,38 | nåde og opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens'
213 III,38 | 5). Dette er øjeblikket til tro, til bøn, til samtale
214 III,38 | Dette er øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud
215 III,38 | øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne
216 III,38 | at opfordre hele Kirken til at foretage denne troens
217 III,38 | en fornyet forpligtelse til bøn. ~
218 III,39 | Lytte til ordet ~39. Der er ingen
219 III,39 | utænkelig uden en fornyet lytten til Guds ord. Lige siden Det
220 III,39 | store fremskridt i at lytte til Den hellige Skrift og studere
221 III,39 | nødvendigt, at denne lytten til Guds ord bliver til et livgivende
222 III,39 | lytten til Guds ord bliver til et livgivende møde i den
223 III,40 | modigt stille os ansigt til ansigt med en si-tuation,
224 III,40 | tit gentaget opfordringen til ny-evangeliseringen. Dette
225 III,40 | mission kan ikke overlades til en gruppe »specialister«,
226 III,40 | afvises, men renses og bringes til deres fulde udfoldelse.
227 III,40 | årtusind er ktistenheden nødt til at reagere mere effektivt
228 III,40 | Ånd er ved at forberede til os. Vi må tillidsfuldt fremstille
229 III,40 | folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier, til
230 III,40 | henvende os til voksne, til familier, til unge, til
231 III,40 | til voksne, til familier, til unge, til børn uden at skjule
232 III,40 | til familier, til unge, til børn uden at skjule de mest
233 III,40 | enkelts behov med hensyn til modtagelighed og sprog: »
234 III,40 | deres storsindede vilje til at stille sig til rådighed.
235 III,40 | vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære at
236 III,41 | var vi blevet for vante til at tænke på martyrerne i
237 III,41 | forskellige måder var i stand til at praktisere evangeliet
238 III,41 | og forfølgelse, ofte lige til den største prøvelse, at
239 III,41 | sige vist os og banet vejen til fremti-den. Alt, hvad vi
240 IV,42 | disciple, hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13,35). Kære
241 IV,42 | 5,5) for at gøre os alle til »ét hjerte og sind« (ApG
242 IV,42 | denne sag er for præcise, til at vi kan reducere deres
243 IV,42 | apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder os: selv
244 IV,42 | bevæ-ger Kirkens medlemmer til at handle ... Jeg forstod,
245 IV,43 | spiritualitet ~43. At gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab:
246 IV,43 | kunne vore tanker straks gå til den handling, der skal foretages,
247 IV,43 | spiritualitet, idet vi gør den til det ledende princip for
248 IV,43 | spiritualitet betyder også en evne til at tænke på vore brødre
249 IV,43 | selv«. Dette gør os i stand til at dele deres glæder og
250 IV,43 | deres glæder og lidelser, til at fornemme deres ønsker
251 IV,43 | opmærksomme på deres behov, til at tilbyde dem dybt og ægte
252 IV,43 | spiritualitet indbefatter også evnen til at se, hvad der er positivt
253 IV,43 | der er positivt hos andre, til at være glad for det og
254 IV,43 | fra Gud: ikke kun en gave til broderen eller søsteren,
255 IV,43 | den, men også som en »gave til mig«. En fællesskabets spiritualitet
256 IV,43 | fællesskabs strukturer ikke være til megen nytte. De vil blive
257 IV,43 | megen nytte. De vil blive til mekanismer uden sjæl, fællesskabets »
258 IV,43 | snarere end dets midler til udtryk og vækst. ~
259 IV,44 | vigtigste direktiver tjener til at sikre og beskytte fællesskabet.
260 IV,44 | Petrus-embedets, og i nær relation til det, den biskoppelige kollegialitet?
261 IV,44 | synoder og få bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt
262 IV,45 | Her må fællesskabet kom-me til udfoldelse i relationerne
263 IV,45 | og kirkelige bevægelser. Til dette formål må de strukturer
264 IV,45 | spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem
265 IV,45 | den anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse
266 IV,45 | visdom, der opmuntrede hyrder til, uden at være forudindta-get
267 IV,45 | lytte i større udstrækning til hele Guds folk. Meget sigende
268 IV,45 | er Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor
269 IV,45 | hvor han opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv
270 IV,45 | ind-stændigt: »Lad os lytte til, hvad alle de troende siger,
271 IV,45 | afværger enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede
272 IV,45 | en sjæl ved at tilskynde til en tillid og åbenhed, der
273 IV,45(31)| spirat«. Epistola 23, 36 til Sulpicius Severus: CSEL
274 IV,46 | kristne fællesskabs evne til at give plads for alle Åndens
275 IV,46 | tredje årtusinds kirke nødt til at opmuntre alle døbte og
276 IV,46 | opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste om deres
277 IV,46 | blot anerkendte, trives til gavn for hele fællesskabet,
278 IV,46 | mange behov: fra katekese til liturgi, fra undervisning
279 IV,46 | fra undervisning af unge til de mest forskellige former
280 IV,46 | alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt
281 IV,46 | ved at virke for kald til præstedømmet og til det
282 IV,46 | kald til præstedømmet og til det Gudviede liv. Dette
283 IV,46 | ethvert menneske er opfordret til at give på Guds kald, især
284 IV,46 | lægfolk, der er kaldede til at »søge Guds Rige ved at
285 IV,46 | bestemte advarsel henvender sig til alle: »Udsluk ikke Ånden,
286 IV,47 | uopløselig forbindelse - til Guds oprindelige plan, som
287 IV,47 | For-di ægteskabet er ophøjet til et sakramente, udtrykker
288 IV,47 | ægteskabelige kær-lighed til hans kirke er (jf. Ef 5,
289 IV,48 | når vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens
290 IV,48 | uophørligt fra Kristus, hovedet, til hans mystiske legeme. Jesu
291 IV,48 | Faderen som kildespringet til Kirkens enhed og som den
292 IV,48 | begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk, og den virker også
293 IV,48 | om, at denne gave er nødt til at blive modtaget og udviklet
294 IV,48 | løb vil vi være i stand til at nå det fulde og synlige
295 IV,48 | ser jeg med stort håb hen til de østlige kirker, og jeg
296 IV,48 | udveksling af gaver, som var til berigelse for Kirken igennem
297 IV,48 | kristne i Østen og Vesten til at vandre sammen i troens
298 IV,48 | forpligtelse burde føre til fremme af den økumeniske
299 IV,48 | brødre og søstre, der hører til det anglikanske fællesskab
300 IV,49 | indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste, der er universel;
301 IV,49 | universel; den inspirerer os til et engagement for praktisk
302 IV,49 | praktisk og konkret hjælp til ethvert menneske. Dette
303 IV,49 | stadigt større klarhed - til hvilken grad af pligttroskab
304 IV,49 | fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste. Hvis vi virkeligt
305 IV,49 | ikke en simpel opfordring til næstekærlighed: den er en
306 IV,49 | brud. Vi er i sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes
307 IV,49 | reagerede over for dem, der kom til ham med deres åndelige og
308 IV,50 | giver umådelige muligheder til nogle få privilegerede,
309 IV,50 | som dør af sult? Fordømte til an-alfabetisme? Manglende
310 IV,50 | tradition, som er kommet til udtryk på så mange forskellige
311 IV,50 | opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næste-kærlighedens »
312 IV,51 | ligegyldige overfor udsigten til en økologisk krise, som
313 IV,51 | særligt engagement med hensyn til visse aspekter af evangeliets
314 IV,51 | næstekærlighed. Jeg taler om pligten til at gøre en indsats for respekten
315 IV,51 | men-neskeliv, fra undfangelsen til den naturlige død. Ligeledes
316 IV,51 | tjenesten for menneskeheden os til tidligt og silde at hævde,
317 IV,51 | der i sidste instans fører til en gøren forskel på det
318 IV,51 | og en ikke tagen hensyn til den værdighed, der tilkommer
319 IV,51 | virkeligt at forklare grundene til Kirkens standpunkt, idet
320 IV,51 | næstekærligheden nødvendigvis blive til gavn for kulturen, det politiske
321 IV,52 | måde: især lægfolk må være til stede på disse områ-der
322 IV,52 | give efter for fristelsen til at gøre kristne fællesskaber
323 IV,52 | gøre kristne fællesskaber til slet og ret socialkontorer.
324 IV,52 | Især bør Kirkens forhold til det borgerlige samfund indret-tes
325 IV,52 | realiteter i evangeliets lys og til på belejlig og systematisk
326 IV,52 | måde tilbyde sit bidrag til løsning af det sociale spørgsmål,
327 IV,52 | vi må afvise fristelsen til at tilbyde en privatiseret
328 IV,52 | verden eller tilskynder til at negligere medmenneskers
329 IV,52 | snarere så meget desto mere til at udføre netop disse opgaver«.36 ~
330 IV,53 | tegn på denne forpligtelse til næstekærlighed og menneskelig
331 IV,53 | den hjælp, der er givet til så mange af vore fattigere
332 IV,53 | at de kunne blive i stand til at deltage i jubilæet -
333 IV,53 | finan-sielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs hjælp,
334 IV,53 | generøs hjælp, som har hjulpet til at sikre en passende fejring
335 IV,53 | der er sparet, blive givet til godgørende formål. Det er
336 IV,53 | af penge, vil blive brugt til at fortsætte den erfaring,
337 IV,53 | udveksling af ga-ver, lige til at have alt til fælles,
338 IV,53 | ga-ver, lige til at have alt til fælles, for de fattiges
339 IV,53 | af jubilæet har set hen til Rom, den kirke, »som fører
340 IV,53 | og har bragt sine gaver til Peter. Nu vil den kærlighed,
341 IV,53 | på en måde flyde tilbage til verden, gennem dette tegn,
342 IV,53(37)| Ignatius af Antiokia, Brevet til menigheden i Rom, Forord,
343 IV,54 | opfordrede sine disciple til at være »verdens lys« (Matt
344 IV,54 | udføre, hvis vi vender os til Kristi lys og åbner os for
345 IV,54 | for den nåde, der gør os til en ny skabning. ~
346 IV,55 | stadig vil væ-re forpligtet til i det nye årtusind i troskab
347 IV,55 | I forberedelsesårene til det store jubilæum har Kirken
348 IV,55 | opbygge et forhold med åbenhed til og dialog med andre religioners
349 IV,55(39)| Erklæring om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner
350 IV,56 | deltager i dialog, for-pligtede til at vidne klart om det håb,
351 IV,56 | budskab, som vi har en pligt til at forkynde. Kirken kan
352 IV,56 | holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk,
353 IV,56 | hvorhen den vil« (Joh 3,8), til trods for alle menneskelige
354 IV,56 | hjælper Kristi tilhængere til bedre at forstå det budskab,
355 IV,56 | ikke blot har ydet noget til, men også »hvor meget den
356 IV,56 | Koncilet også i forhold til andre religioner. Det er
357 IV,57 | om, i forberedelsestiden til det store Jubilæum, at undersøge,
358 IV,57 | Vatikanet, var et sådant øjeblik til overvejelse, og jeg håber,
359 IV,57 | end nogen sinde forpligtet til at pege på Koncilet som
360 Slut,58 | blev menneske af kærlighed til menneskeheden, arbejder
361 Slut,58 | og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber
362 Slut,58 | tredje årtusind og driver os til at dele de allerførste kristnes
363 Slut,58 | den Ånd, som blev udgydt til pinse, og som stadigt i
364 Slut,58 | stadigt i dag tilskynder os til at gå i gang igen, båret
365 Slut,58 | af det håb, der ikke »gør til skamme« (Rom 5,5). Ved begyndelsen
366 Slut,58 | den opstandne Kristus os til ligesom endnu engang at
367 Slut,58 | Den salige Jomfru Maria, til hvem jeg for få måneder
368 Slut,58 | siger jeg end-nu engang til hende: »Kvinde, se dine
369 Slut,59 | rutine, vi vender tilbage til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring
370 Slut,59 | ligesom have trænet vore ben til vejen, der stadig ligger
371 Slut,59 | ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne apostlen Paulus'
372 Slut,59 | Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus« (Fil 3,
373 Slut,59 | for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd
374 Slut,59 | Nazaret fra sin pil-grimsfærd til Jerusalem, bevarede hun
375 Slut,59 | vor vej og gør os i stand til at genkende ham, som disciplene
376 Slut,59 | han finde os årvågne, rede til at genkende hans ansigt
377 Slut,59 | genkende hans ansigt og løbe til vore brødre og søstre med
378 Slut,59 | os. Når Jubilæet nu går til ende og viser os en fremtid
379 Slut,59 | og taksigelse hæ-ve sig til Faderen, gennem Sønnen,
|