Chapter, Paragraph
1 0,1 | lægfolk. ~1. Ved indgangen til det nye årtusind og ved afslutningen
2 0,1 | årtusind og ved afslutningen af det store jubilæum, hvor vi
3 0,1 | og ka-stede garnene ud. »Det gjorde de og fangede en
4 0,1 | 22,17.20; 1 Kor 16,22). Det er umuligt at måle resultatet
5 0,1 | menneskers hjerter. Men det er sikkert og vist, at »
6 0,1 | en flod med livets vand«, det vand, som bestandigt »vælder
7 0,1 | udøst over Kirken. Dette er det Åndens vand, som slukker
8 0,2 | Jeg tænkte på fejringen af det som en af forsynet bestemt
9 0,2 | Kirken femogtredive år efter Det andet Vatikankoncil kunne
10 0,2 | Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje, tages
11 0,3 | Kære Brødre og Søstre.! Det er særlig nødvendigt for
12 0,3 | har vi ofte set hen imod det nye årtusind, som er ved
13 0,3 | profeti om fremtiden. Nu er det nødvendigt, at vi drager
14 0,3 | er til stede og virker«.1 Det er frem for alt i enhver
15 0,3 | menneskevordelsens udvikling. Nu er det derfor tiden for enhver
16 0,3 | særlige nådens år og endda i det længere tids-rum fra Det
17 0,3 | det længere tids-rum fra Det andet Vatikankoncil til
18 0,3 | andet Vatikankoncil til det store jubilæums. Det er
19 0,3 | til det store jubilæums. Det er med tanken for dette,
20 0,3 | brev ved afslut-ningen af det store jubilæum ønsker at
21 0,3(1) | Det andet Vatikankoncil, Dekret
22 I | I. MØDET MED KRISTUS DET STORE JUBILÆUMS ARV ~
23 I,4 | jubilæet, gav jeg udtryk for det håb, at den totusindårets
24 I,4 | intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt
25 I,4 | håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær af Gud, fra
26 I,4 | Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres
27 I,4 | Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres af
28 I,4 | formindske nyhe-den ved det »i dag«, da englene forkyndte
29 I,4 | som nogen sinde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres
30 I,4 | barmhjertighed - og hvem har ikke det? - oplever stadig trøsten
31 I,4 | oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«, som på
32 I,5 | er rodfæstet i historien! Det var på historisk jord, at
33 I,5 | mening og endelige mål. Det er netop i ham, Faderens
34 I,5 | slog rod i histo-rien som det sædekorn, der var bestemt
35 I,5 | ene og udelte Treenighed, det uudsige-lige mysterium,
36 I,6 | afla-dens særlige gave, men det gælder for hele Kirken,
37 I,6(4) | Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
38 I,7 | århundrede og specielt i det århundrede, som vi lige
39 I,7 | dem har jubelåret været det år, hvor de blev saligkåret
40 I,7 | enkle læg- og ordensfolk fra det ene el-ler det andet af
41 I,7 | ordensfolk fra det ene el-ler det andet af klodens kontinenter,
42 I,7 | Kristi åsyn. I anledning af det hellige år er der også blevet
43 I,7 | minder om troens vidner i det tyvende århundrede. Sammen
44 I,8 | i stand til at iagttage det ydre af denne enestående
45 I,8 | bevirket i menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede
46 I,8(5) | 51, 2: PL 41, 614; sml. Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
47 I,9 | bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget
48 I,9 | leve i min erindring, er det sikkert de masser af unge,
49 I,9 | dyb forståelse. Sådan var det lige fra det øjeblik, hvor
50 I,9 | Sådan var det lige fra det øjeblik, hvor jeg bød dem
51 I,9 | for dem, der så dem, vil det være let at glemme denne
52 I,9 | blev »ung med de unge«. Det vil ikke være muligt at
53 I,9 | karakteristiske for dem i det nuværende samfund, en tilbøjelighed
54 I,9 | acceptere hans budskab, selv om det er krævende og mærket af
55 I,9 | sml. Es 21,11- 12) i det nye millenniums daggry.. ~
56 I,10 | I en vis forstand betød det at begynde med børnene at
57 I,10 | Mark 10,14). Måske betød det endnu mere at gøre, hvad
58 I,10 | iblandt disciplene og gjorde det til selve symbolet på den
59 I,10 | Matt 18,2-4). Således var det på en vis måde i børnenes
60 I,10 | at få ny inspiration fra det lys, som Kristus kaster
61 I,10 | sig til at sørge for, at det lys får ind flydelse på
62 I,10 | de mest bevægende møder det med fangerne i fængslet
63 I,11 | eukaristiske kongres ~11. Det var hensigten, at den internationale
64 I,11 | i dette jubilæumsår. Og det fik den! Da eukaristien
65 I,11 | andet end være midtpunktet i det hellige år, der var viet
66 I,11 | intenst eukaristisk«,6 og det er således vi forsøgte at
67 I,11 | vi forsøgte at gennemføre det. Hvordan skulle vi, samtidigt
68 I,11 | verdens biskopper betroede det nye årtusinds mænds og kvinders
69 I,12 | fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet af de
70 I,12 | jubelåret. Ikke desto mindre er det betyd-ningsfuldt, at mange
71 I,12 | forsynet bestemte rolle som det sted, hvor hver enkelt kirkes
72 I,12 | taget særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvil-ken
73 I,12 | et af højdepunkterne var det økumeniske møde 18. januar
74 I,12 | lang, men vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive
75 I,12(7) | Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
76 I,13 | Valfart til Det hellige land ~13. Og hvordan
77 I,13 | personlige jubelår hen ad Det hellige Lands veje? Jeg
78 I,13 | som han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk
79 I,13 | eukaristien i »Nadversalen«, netop det sted, hvor den blev indstiftet,
80 I,14 | oplevelse af næstekærlighed - og det kunne ikke være anderledes.
81 I,14 | forgæl-dede landes gæld. Det er mit håb, at de respektive
82 I,14 | spørgsmål. Man må håbe, at det må lykkes for disse orga-nisationers
83 I,15 | bestanddele af jubelårets fejring. Det har efterladt os med mange
84 I,15 | kernen i den store arv, det efterlader os, vil jeg ikke
85 I,15 | selvtilfredshed, og endnu mindre bør det få os til at slække på vor
86 I,15 | Guds rige« (Luk 9,62). Når det drejer sig om Guds Rige,
87 I,15 | for tiden efter Jubilæet. Det er imidlertid vigtigt, at
88 I,15 | jer over Kristi mysterium, det absolutte grundlag for al
89 II,16 | vise« dem Kristus. Og er det ikke Kirkens opgave at genspejle
90 II,16 | ansigt til at stråle også for det nye årtusinds generati-oner?
91 II,16 | havde betragtet hans ansigt. Det store jubilæum har absolut
92 II,17 | blive inspireret af alt det, vi har fået fortalt om
93 II,17 | bebudet på en tilsløret måde i Det gam-le Testamente og åbenbaret
94 II,17 | Testamente og åbenbaret i Det nye Testamente, således,
95 II,17 | hænder (jf. 1 Joh 1,1). Det, vi modtager fra dem, er
96 II,17(9) | Sml. Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
97 II,18 | omhyggelig kirkelig gransken. Det var på grundlag af sådanne
98 II,18 | meget mere indholdsrige fra det øjeblik af, hvor den unge
99 II,18 | Styrket af vidnesbyrdet fra det høje og bevidst om at være
100 II,19 | så Herren« (Joh 20,20). Det ansigt, som apostlene betragtede
101 II,19 | med i næsten tre år, og det var ham, der nu overbeviste
102 II,19 | sammesteds). Vist var det ikke let at tro. Det var
103 II,19 | var det ikke let at tro. Det var først efter en lang
104 II,19 | 29). I virke-ligheden var det ligegyldigt, hvor meget
105 II,19 | blevet set eller berørt: det var kun tro, der helt kunne
106 II,19 | virkelig meget anderledes! Det er netop denne yderlige
107 II,19 | erkendel-se, der gælder det dybere plan af hans væsen,
108 II,20 | imod Peters bekendelse. »Det har kød og blod ikke åbenbaret
109 II,20 | samme retning for at gøre det klart, at vi ikke kan nå
110 II,20 | af stilhed og bøn giver det rette milieu til vækst og
111 II,20 | sammenhængende erkendelse af det mysterium, som finder sit
112 II,21 | tagen bolig iblandt os! Det er i disse to aspekters
113 II,21 | Personen er, og den alene, Det evige Ord, Faderens Søn.
114 II,21 | dogmatiske indhold og gør os det muligt, omend med skælven,
115 II,21 | hans sår, til at opdage, at det er hele hans menneskelighed,
116 II,22 | mysterium bekræftes af hele Det nye Testamente. Apostlen
117 II,22 | Rom 1,3; jf. 9,5). Hvis det i vore dage på grund af
118 II,22 | Men for Kirkens tro er det væsentligt og absolut nødvendigt
119 II,23 | mennesket selv«.11 Jesus er »det nye menneske« (jf. Ef 4,
120 II,23 | til den fortroligheden i det trinitariske liv. Kir-kefædrene
121 II,23 | menneskevordelsens mysterium: det er kun, fordi Guds Søn virkeligt
122 II,23(11) | Det andet Vatikankoncil, Den
123 II,24 | række ele-menter, som gør det muligt for os at trænge
124 II,24 | beretninger, og inspirerede fra det høje, i Jesu ord korrekt
125 II,24 | min fader?« (Luk 2,49). Det er derfor ikke noget under,
126 II,24 | hans eget mysterium, som det er aldeles tydeligt både
127 II,24 | 10,38). Hvor velbegrundet det end er at tro - på grund
128 II,24 | meget, at han erklærer, at det til syvende og sidst var
129 II,25 | ansigt, konfronteres vi med det mest paradoksale aspekt
130 II,25 | aspekt af hans mysterium, som det dukker op i hans sidste
131 II,25 | Han beder ham om, hvis det er muligt, at tage lidelsens
132 II,25 | Eloí! lamá sabaktáni?« - det betyder : »Min Gud, min
133 II,25 | forladt mig?« (Mark 15,34). Er det muligt at forestille sig
134 II,25 | virkeligheden udtrykker det forpinte »hvorfor«, der
135 II,25 | pines hele realisme; men det er også oplyst af hele bønnens
136 II,26 | for alles frelse. I selve det øjeblik, da han identificerer
137 II,26 | kan til fulde forstå, hvad det betyder at modstå Faderens
138 II,26 | har ikke undladt at stille det spørgsmål, hvordan Jesus
139 II,27 | lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige Forsyn viser
140 II,27 | modtaget. Disse sjæle ligner det uplettede lam, min enbårne
141 II,27 | dødsangst ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men jeg
142 II,27 | kan jeg forstå noget af det«.14 Hvilket oplysende vidnesbyrd!
143 II,27 | sønlige hengivelse indtil det sidste: »Fader, i dine hænder
144 II,28 | Han er den opstandne! Hvis det ikke var sådan, ville vor
145 II,28 | måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde
146 II,28 | adlyder ham« (Heb 5,7-9). Det er den opstandne Kristus,
147 II,28 | Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters eksempel,
148 II,28 | forkynde Kristus til verden ved det tredje årtusinds begyndelse:
149 III,29 | opnå en ny driv-kraft til det kristne liv; ja, vi bør
150 III,29 | kristne liv; ja, vi bør gøre det til en kraft, der inspirerer
151 III,29 | stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål, der blev
152 III,29 | men af en person og af det tilsagn, han giver os: Jeg
153 III,29 | giver os: Jeg er med jer! Det drejer sig derfor ikke om
154 III,29 | Programmet eksisterer allerede: det er den plan, der fin-des
155 III,29 | centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende,
156 III,29 | indtil dens fuldbyrdelse i det himmelske Jerusalem. Det
157 III,29 | det himmelske Jerusalem. Det er et program, der ikke
158 III,29 | kulturers skiften, selv om det tager hensyn til tid og
159 III,29 | tider er vort program for det tredje årtusind. Men det
160 III,29 | det tredje årtusind. Men det må oversættes til pastorale
161 III,29 | Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et umiddelbart
162 III,29 | program fortsætte med, som det altid har gjort, at slå
163 III,29 | slå rod overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at
164 III,29 | midler. En plan, som vil gøre det muligt, for forkyndelsen
165 III,29 | bestemt blive lettet af det kollegiale arbejde, som
166 III,29 | bispekonferencer og bispesynoder. Var det ikke netop hensigten med
167 III,29 | virkeliggøres i praksis. Det, der venter os, er derfor
168 III,29 | pastorale prioriteringer, som det store jubilæum tydeligere
169 III,30 | forbindelse med hellighed. Var det ikke den oprindelige mening
170 III,30 | renset og grundigt fornyet? Det er mit håb, at mange af
171 III,30 | men i bevidsthed om, at det mere end no-gen sinde er
172 III,30 | lægge vægt på hellighed. Det er derfor nødvendigt at
173 III,30 | Gentium, som er viet til »det universelle kald til hellighed«.
174 III,30 | eftertryk på dette punkt, var det ikke for at udsmykke ekklesiologien
175 III,30 | opgave, som skal forme hele det kristne liv: »For dette
176 III,30 | helliges« (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun
177 III,30 | eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens
178 III,30(16)| Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
179 III,31 | 31. Ved første blik kan det synes næsten ørkesløst at
180 III,31 | som vi er optaget af ved det nye årtusinds begyndelse.
181 III,31 | plan? I virkeligheden er det at sætte pastoral planlægning
182 III,31 | valg fuldt af konsekvenser. Det indebærer den overbevisning
183 III,31 | og hans Ånds iboen, ville det være selvmodsigende at stille
184 III,31 | Ønsker I at blive hellige?« Det betyder at stille dem overfor
185 III,31 | ikke misforstås, som om det var forbundet med en slags
186 III,31 | denne høje standard for det almindelige kristne liv:
187 III,31 | almindelige kristne liv: hele det kirkelige fællesskabs og
188 III,31 | liv må føre i den retning. Det er imidlertid klart, at
189 III,32 | hovedindholdet og sjælen i det kristne liv, og betingelsen
190 III,32(17)| Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
191 III,33 | 33. Er det ikke et af »tidens tegn«,
192 III,33 | behov, og un-dertiden gør de det på tiltrækkende måder. Men
193 III,33 | Inderlig bøn, ja, men det bortleder os ikke fra vor
194 III,33 | kærligheden til Gud, åbnes det også for kærlighed til vore
195 III,34 | erfaringen af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler
196 III,34 | den med særlig omhu. Men det ville være forkert at mene,
197 III,34 | unatur-lige former for overtro. Det er derfor væsentligt, at
198 III,34 | dag. Hvor nyttigt ville det ikke være, hvis der ikke
199 III,34 | fællesskabs gennemsnits-dag er det måske mere tænke-ligt, end
200 III,34 | af lægfolk, er bevis for det. ~
201 III,35 | Søndagens eukaristi~35. Det er derfor klart, at vor
202 III,35 | opmærksomhed må vies liturgien, »det højdepunkt, som Kirkens
203 III,35 | kraft strømmer fra«.19 I det tyvende århundrede, især
204 III,35 | specielt euka-ristien. Det er nødvendigt at fortsætte
205 III,35(19)| Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
206 III,35 | herlighed. Vi ved ikke, hvad det nye årtusind gemmer til
207 III,35 | men vi er visse på, at det ligger sikkert i Kristi
208 III,36 | for ethvert døbt menneske. Det er en grundlæggende pligt,
209 III,36 | mod adsplittelse. Den er det privilegerede sted, hvor
210 III,37 | forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt,
211 III,37 | sig dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt, at
212 III,37 | dette sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at
213 III,37 | mennesker til at påskønne det. Kære brødre i præstedømmet,
214 III,38 | en væsentlig grundregel i det kristne livssyn: nådens
215 III,38 | handle og til at planlægge. Det er rigtig, at Gud indbyder
216 III,38 | tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme,
217 III,38 | intet gøre« (sml. Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os
218 III,38 | og i forening med ham, det indre livs og hellighedens
219 III,38 | grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale
220 III,38 | altum! Ved den lejlighed var det Peter, der udtalte troens
221 III,39 | til Guds ord. Lige siden Det andet Vatikankoncil understregede
222 III,39 | og bi-belske studier. Men det er først og fremmest arbejdet
223 III,39 | enhver familie ejer en Bibel. Det er særlig nødvendigt, at
224 III,39 | bibelske tekst uddrager det levende Guds ord, som stiller
225 III,40 | arbejdet med evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken
226 III,40 | evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken må prioritere ved
227 III,40 | Kirken må prioritere ved det nye årtusinds begyndelse.
228 III,40 | forskellige kulturer, hvori det kristne budskab skal plantes
229 III,40 | deres fulde udfoldelse. I det tredje årtusind er ktistenheden
230 III,40 | jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen« (
231 III,41 | dette også være tilfældet i det århundrede og det årtusind,
232 III,41 | tilfældet i det århundrede og det årtusind, der nu begynder?
233 IV,42 | nødvendigvis blive inspireret af det »nye bud«, som han gav os: »
234 IV,42 | jer« (Joh 13,34). Dette er det andet vigtige område, hvor
235 IV,42 | hjerte og sind« (ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens
236 IV,42 | uden kærlighed (agape) vil det hele være forgæves. Det
237 IV,42 | det hele være forgæves. Det er igen apostlen Paulus,
238 IV,42 | men ikke har kærlighed, er det hele »intet« (jf. 1 Kor
239 IV,42 | Lisieux så rigtigt forstod det. Jeg pro-klamerede hende
240 IV,42(26) | Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
241 IV,43 | og skolen for fællesskab: det er den store udfordring,
242 IV,43 | udfordring, der møder os i det årtusind, som nu begynder,
243 IV,43 | der skal foretages, men det ville ikke være den rigtige
244 IV,43 | spiritualitet, idet vi gør den til det ledende princip for pædagogikken,
245 IV,43 | søstre i troen inden for det mysti-ske legemes dybe enhed
246 IV,43 | andre, til at være glad for det og sætte pris på det som
247 IV,43 | for det og sætte pris på det som en gave fra Gud: ikke
248 IV,43 | denne åndelige vej, vil det ydre fællesskabs strukturer
249 IV,44 | 44. Følgelig vil det nye århundrede se os mere
250 IV,44 | som i overensstemmelse med Det andet Vatikankoncils vigtigste
251 IV,44 | fællesskabet. Hvordan kan vi for det første glemme de særlige
252 IV,44 | Petrus-embedets, og i nær relation til det, den biskoppelige kollegialitet?
253 IV,44 | biskoppelige kollegialitet? Det er realiteter, der har deres
254 IV,44 | evangeliske inspiration. Siden Det andet Vatikankoncil er der
255 IV,44(28) | Sml. Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
256 IV,45 | at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: »
257 IV,45 | være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved,
258 IV,46 | fællesskab er tæt forbundet med det kristne fællesskabs evne
259 IV,46 | legitime forskelligheder. Det består i den virkelighed,
260 IV,46 | 1 Kor 12,12). Derfor er det tredje årtusinds kirke nødt
261 IV,46 | Kir-kens liv. Sammen med det ordinerede præsteembede,
262 IV,46 | fællesskabet, og støtte det i alle dets mange behov:
263 IV,46 | til præstedømmet og til det Gudviede liv. Dette er et
264 IV,46 | Disse når deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske
265 IV,46 | kræfter for Guds Riges sag. Det er i dette perspektiv, at
266 IV,46 | rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget
267 IV,46 | sakramente. På en særlig måde vil det være nødvendigt mere og
268 IV,46(32) | Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
269 IV,46 | Prøv alt, hold fast ved det gode« (1 Tess 5,19-21). ~
270 IV,46(33) | Det andet Vatikankoncil, Dekret
271 IV,47 | radikal og udbredt krise. I det kristne syn på ægteska-bet,
272 IV,47 | et sakramente, udtrykker det den »store hemmelighed«,
273 IV,47 | de kan være. Tværtimod er det nødvendigt at sikre, at
274 IV,47 | overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve i ægteskabet
275 IV,47 | overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt gode for mennesket -
276 IV,48 | vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens
277 IV,48 | vort blik på Kristus har det store jubilæum givet os
278 IV,48 | tror på den ene kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen
279 IV,48 | langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på
280 IV,48 | vi være i stand til at nå det fulde og synlige fællesskab
281 IV,48 | berigelse for Kirken igennem det første årtusind, må ven-de
282 IV,48 | og søstre, der hører til det anglikanske fællesskab og
283 IV,48 | vil kunne synge: »Hvor er det godt og herligt, når brødre
284 IV,48(34) | Det andet Vatikankoncil, Konstitutionen
285 IV,49 | overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige fællesskab,
286 IV,49 | aspekt, som må kendetegne det kristne liv, Kirkens hele
287 IV,49 | dens pastorale planlægning. Det århundrede og det årtusind,
288 IV,49 | planlægning. Det århundrede og det årtusind, der nu begynder,
289 IV,49 | hvilken grad af pligttroskab det kristne fællesskab kan gå
290 IV,49 | nærværende i de fattige, og det kræver, at Kirken giver
291 IV,49(35) | Det andet Vatikankoncil, Den
292 IV,50 | sindelag. Vor verden går ind i det nye årtusind bebyrdet af
293 IV,50 | privilegerede, samtidig med at det efterlader andre millioner
294 IV,50 | livsbetin-gelser, som er langt under det minimum, der kræves af menneskelig
295 IV,50 | menneskelig værdighed. Hvordan kan det være muligt, at der endnu
296 IV,50 | at fornemme hans stemme i det råb om hjælp, der stiger
297 IV,50 | større opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næste-kærlighedens »
298 IV,51 | for-stås mindre godt, endda så det ligefrem gør Kirkens tilstedeværelse
299 IV,51 | til en gøren forskel på det ene og det andet liv og
300 IV,51 | gøren forskel på det ene og det andet liv og en ikke tagen
301 IV,51 | ethvert menneske. For at det kristne vidnesbyrd skal
302 IV,51 | kontroversielle områder, er det vigtigt, at man gør sig
303 IV,51 | idet man fremhæver, at det ikke drejer sig om at påtvinge
304 IV,51 | blive til gavn for kulturen, det politiske liv, økonomien
305 IV,52 | 52. Det er klart, at alt dette må
306 IV,52 | bør Kirkens forhold til det borgerlige samfund indret-tes
307 IV,52 | læremyndigheds anstrengelser, især i det tyvende århundrede, for
308 IV,52 | sit bidrag til løsning af det sociale spørgsmål, der nu
309 IV,52 | antaget globale dimensioner. Det etiske og sociale aspekt
310 IV,52 | et afgørende element af det kristne vidnesbyrd; vi må
311 IV,52 | bygge« historie. Her er Det andet Vatikankoncils lære
312 IV,52 | aktuel end nogen sinde: »Det kristne budskab hverken
313 IV,52(36) | Det andet Vatikankoncil, Den
314 IV,53 | høst af næstekærlighed, som det allerede har givet - her
315 IV,53 | givet til godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan
316 IV,53 | Jerusalem gav ikke-kristne det bevægende syn af en spontan
317 IV,53 | skyld (jf. ApG 2,44-45). Det fond, der skal oprettes,
318 IV,53 | og et blivende minde om det fællesskab, der blev erfaret
319 IV,53(37) | Forord, De apostolske Fædre, Det danske Bibelsel-skab, København
320 IV,54 | åbner sig i Kristi lys. Men det er ikke enhver, der kan
321 IV,54 | enhver, der kan se dette lys. Det er vor vidunderlige og krævende
322 IV,54 | være en »genspejling« af det. Dette er det mysterium
323 IV,54 | genspejling« af det. Dette er det mysterium lunae, der var
324 IV,54 | hvis lys den genspejler.38 Det var en måde at udtrykke
325 IV,54 | var en måde at udtrykke det på, som Kristus selv sagde,
326 IV,54 | kaster skyg-ger over os. Men det er en opgave, vi kan udføre,
327 IV,55 | 55. Det er i denne sammenhæng, at
328 IV,55 | vil væ-re forpligtet til i det nye årtusind i troskab mod
329 IV,55 | nye årtusind i troskab mod Det andet Vatikankoncils lære.39
330 IV,55 | I forberedelsesårene til det store jubilæum har Kirken
331 IV,55 | Denne dialog må fortsætte. I det klima med forøget kulturel
332 IV,55 | religiøs pluralisme, som det må forventes vil kende-tegne
333 IV,55 | forventes vil kende-tegne det nye årtusinds samfund, er
334 IV,55 | nye årtusinds samfund, er det indlysende, at denne dialog
335 IV,55 | for fred og værge os mod det frygtelige genfærd af de
336 IV,55 | mere og mere blive, hvad det er: et fredens navn og en
337 IV,56 | for-pligtede til at vidne klart om det håb, vi har (jf. 1 Pet 3,
338 IV,56 | bør ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se
339 IV,56 | diskussion, som om vi betragtede det blot som en opfattelse:
340 IV,56 | blot som en opfattelse: det er snarere en nåde, der
341 IV,56 | blandt verdens folkeslag. Det er den primære opgave for
342 IV,56 | ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen og
343 IV,56 | muligheder og konsekvenser for det menneskelige liv og den
344 IV,56 | Joh 14,17), hvis gerning det er, at vejlede den »i hele
345 IV,56 | fundamentalt princip ikke blot for det uudtømmelige teologiske
346 IV,56 | tilhængere til bedre at forstå det budskab, de bringer. Var
347 IV,56 | budskab, de bringer. Var det ikke med den-ne ydmyge og
348 IV,56 | tillidsfulde åbenhed, at Det andet Vatikankoncil forsøgte
349 IV,56(40) | Folkeslagenes Evangelisering og Det pavelige Råd for Dialogen
350 IV,56 | forhold til andre religioner. Det er vor opgave med stor troskab
351 IV,56 | Koncilets lære og at gå den vej det har vist. ~
352 IV,57 | i de retningslinier, som Det andet Vatikankoncil har
353 IV,57 | i forberedelsestiden til det store Jubilæum, at undersøge,
354 IV,57 | der blev skænket Kirken i det tyvende århundrede: dér
355 IV,57 | hvormed vi kan orientere os i det århundrede, der nu begynder. ~
356 Slut,58 | Missionsbefalingen følger os ind i det tredje årtusind og driver
357 Slut,58 | gå i gang igen, båret af det håb, der ikke »gør til skamme« (
358 Slut,58 | dem, der er for-enede i det samme fællesskab, det fællesskab,
359 Slut,58 | i det samme fællesskab, det fællesskab, der dagligt
360 Slut,58 | fællesskab, der dagligt næres ved det eukaristiske brøds og livets
361 Slut,58 | og sætte dem i gang med det store vovestykke at forkynde
362 Slut,58 | samlede i Rom, betroede det tredje årtusind. I løbet
363 Slut,58 | endnu engang på Maria som det strålende morgengry og den
364 Slut,59 | jubilæets begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig
365 Slut,59 | Jeg »strækker mig frem mod det, der ligger forude, stræber
366 Slut,59 | vore brødre og søstre med det glade budskab: »Vi har set
367 Slut,59 | Joh 20,25). Dette vil være det så meget ønskede resultat
368 Slut,59 | resultat af jubilæet år 2000, det jubilæum, som endnu engang
369 Slut,59 | åbenbarelse, i året 2001, det treogtyvende af mit pontificat. ~ ~
|