Chapter, Paragraph
1 0,1 | med tillid: »Jesus Kristus er den samme i går og i dag
2 0,1 | pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes store hyrde« (Heb
3 0,1 | gennem den »hellige dør«, som er Kristus. Til ham, som er
4 0,1 | er Kristus. Til ham, som er historiens mål og verdens
5 0,1 | 17.20; 1 Kor 16,22). Det er umuligt at måle resultatet
6 0,1 | menneskers hjerter. Men det er sikkert og vist, at »en
7 0,1 | Lammets trone« (sml. Åb 22,1), er blevet udøst over Kirken.
8 0,1 | udøst over Kirken. Dette er det Åndens vand, som slukker
9 0,1 | fornyer (jf. Joh 4,14). Dette er den Faderens barmhjertige
10 0,1 | kærlighed, som endnu engang er blevet kundgjort og givet
11 0,1 | taksigelsesord: »Tak Herren, for han er god, hans tro-fasthed varer
12 0,2 | evangeliserende opgave. Er dette lykkedes for Jubelåret?
13 0,3 | Kære Brødre og Søstre.! Det er særlig nødvendigt for os
14 0,3 | imod det nye årtusind, som er ved at begynde, mens vi
15 0,3 | profeti om fremtiden. Nu er det nødvendigt, at vi drager
16 0,3 | retningslinier for hand-ling. Dette er en opgave, som jeg opfordrer
17 0,3 | til at påtage sig. Når de er samlede omkring deres bi-skop,
18 0,3 | brødet« (ApG 2, 42), da er i hver lokalkirke» i sand-hed
19 0,3 | katolske og apostoliske Kirke er til stede og virker«.1 Det
20 0,3 | til stede og virker«.1 Det er frem for alt i enhver lokalkirkes
21 0,3 | menneskevordelsens udvikling. Nu er det derfor tiden for enhver
22 0,3 | det store jubilæums. Det er med tanken for dette, at
23 I,4 | lovprisningens dimension. Denne er udgangspunktet for enhver
24 I,4 | i Kristus. Kristendommen er nåde; det er det underværk,
25 I,4 | Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres
26 I,4 | udføres af en Gud, der ikke er tilfreds med blot at skabe
27 I,4 | to tusinde års historie er gået uden at formindske
28 I,4 | fødsel i Betlehem. »I dag er der født jer en frelser
29 I,4 | frelser i Davids by, han er Kristus, Herren« (Luk 2,
30 I,4 | Herren« (Luk 2,11). Der er gået to tusinde år, men
31 I,4 | Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende som nogen sinde: »
32 I,4 | som nogen sinde: »I dag er det skriftord, som lød i
33 I,4 | opfyldelse« (Luk 4,21). Der er gået to tusinde år, men
34 I,5 | tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion, der er rodfæstet
35 I,5 | Kristendommen er en religion, der er rodfæstet i historien! Det
36 I,5 | og menneskelige mysterium er Kristus historiens grundlag
37 I,5 | grundlag og midt-punkt, han er dens mening og endelige
38 I,5 | mening og endelige mål. Det er netop i ham, Faderens Ord
39 I,5 | påske-mysteriet og Åndens gave, er tidens pulse-rende hjerte,
40 I,5 | betragtet Kristus i år, som han er skildret i Johannes' Åbenbaring: »
41 I,6 | indbefatter syn-dere i sit skød, er på én gang hellig og har
42 I,7 | helgenkå-ret. Hvad enten hellighed er tillagt paver, der er velkendte
43 I,7 | hellighed er tillagt paver, der er velkendte i historien, eller
44 I,7 | af klodens kontinenter, er den mere end nogensinde
45 I,7 | budskab, der ikke behøver ord, er den levende genspejling
46 I,7 | anledning af det hellige år er der også blevet gjort meget
47 I,7 | oldtidens forfølgelser. Dette er en arv, der ikke må gå tabt;
48 I,8 | Som i helgenernes fodspor er talløse af Kirkens sønner
49 I,8 | stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset for at betragte
50 I,8 | lidelser, den historie, der er oplevet af en, som Kristus
51 I,8 | de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter?
52 I,8 | bevirket i menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede
53 I,9 | Men bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget
54 I,9 | inspirerende møde? Hvis der er noget billede fra jubelåret
55 I,9 | vil leve i min erindring, er det sikkert de masser af
56 I,9 | problemer og svagheder, som er karakteristiske for dem
57 I,9 | hvilke deres holdninger måske er, har en dyb længsel efter
58 I,9 | finder deres fylde i Kristus. Er Kristus ikke hemmeligheden
59 I,9 | sande frihed og dybe glæde? Er Kristus ikke den ædleste
60 I,9 | mennesker, som han virkeligt er, oplever de ham som et svar,
61 I,9 | de ham som et svar, der er overbevisende, og de kan
62 I,9 | hans budskab, selv om det er krævende og mærket af korset.
63 I,10 | den dag, der traditionelt er viet til arbejdets verden.
64 I,10 | globaliserings processer er behørigt opmærksom på solidaritet
65 I,10 | positivt budskab, som både er moralsk gavnligt og i stand
66 I,11 | fik den! Da eukaristien er Kristi offer, der gøres
67 I,11 | intenst eukaristisk«,6 og det er således vi forsøgte at gennemføre
68 I,12 | jubelåret. Ikke desto mindre er det betyd-ningsfuldt, at
69 I,12 | Den økumeniske vandring er bestemt stadig vanskelig,
70 I,12 | utrættelige magt, der altid er i stand til at overraske
71 I,13 | han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk
72 I,13 | disse steder, der stadig er så urolige og igen for nyligt
73 I,13 | urolige og igen for nyligt er blevet ramt af vold, fik
74 I,14 | forgæl-dede landes gæld. Det er mit håb, at de respektive
75 I,15 | Nye kræfter 15. Dette er kun nogle af de mere væsentlige
76 I,15 | hvis vi spørger, hvad der er kernen i den store arv,
77 I,15 | ploven og ser sig til-bage, er egnet for Guds rige« (Luk
78 I,15 | drejer sig om Guds Rige, er der ikke tid til at se sig
79 I,15 | tiden efter Jubilæet. Det er imidlertid vigtigt, at hvad
80 I,15 | i sinde, med Guds hjælp, er dybt rodfæstet i kontemplation
81 I,15 | kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse,
82 I,15 | Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men
83 I,15 | urolig for mange ting. Men ét er fornødent« (Luk 10,41- 42).
84 II,16 | at »vise« dem Kristus. Og er det ikke Kirkens opgave
85 II,16 | ganske særlige tids rigdomme, er vort blik mere end nogen
86 II,17 | som fra først til sidst er gennemtrængt af hans mysterium,
87 II,17 | gennemtrængt af hans mysterium, som er bebudet på en tilsløret
88 II,17 | Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed om Kristus«.8
89 II,17 | uvidenhed om Kristus«.8 Når vi er fast forankrede i Den hellige
90 II,17 | Det, vi modtager fra dem, er et troens syn, der bygger
91 II,18 | afslutning på Golgata. Dette er den mør-kets time, som efterfølges
92 II,19 | fra sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme
93 II,19 | fængslende måde, men de er ikke i stand til at sætte
94 II,19 | Israels historie. Jesus er virkelig meget anderledes!
95 II,19 | virkelig meget anderledes! Det er netop denne yderlige erkendel-se,
96 II,19 | I, hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16,15). Kun den
97 II,19 | ved mysteriets dyb: »Du er Kristus, den levende Guds
98 II,20 | Udtrykket »kød og blod« er en henvisning til mennesket
99 II,20 | på. I tilfældet med Jesus er denne almindelige må-de
100 II,20 | som kommer fra Faderen, er nødvendig (jf. sammesteds).
101 II,21 | tagen bolig iblandt os! Det er i disse to aspekters intime
102 II,21 | i to naturer«. Personen er, og den alene, Det evige
103 II,21 | nogen som helst adskillelse, er den guddommelige og den
104 II,21 | vore begreber og vore ord er begrænsede. Skønt formlen
105 II,21 | altid forbliver menneskelig, er den ikke desto mindre omhyggeligt
106 II,21 | mysteriets dybder. Ja, Jesus er sand Gud og sandt menneske!
107 II,21 | sår, til at opdage, at det er hele hans menneskelighed,
108 II,21 | Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din
109 II,21 | foran Den Opstandne, der er klædt i sin guddommelige
110 II,21(10)| udelelig, uadskillelig ... han er ikke delt eller adskilt
111 II,21(10)| adskilt i to personer, men han er den ene og samme Søn, den
112 II,22 | at Guds Søn »som menneske er kommet af Davids slægt« (
113 II,22 | af nutidens kultur, især er tro på Kristi guddommelighed,
114 II,22 | Kristi guddommelighed, der er blevet problematisk, så
115 II,22 | konkrethed. Men for Kirkens tro er det væsentligt og absolut
116 II,22 | Ud fra dette perspektiv er men-neskevordelsen virkelig
117 II,22 | vedkommende på den herlighed, som er hans fra al evighed (jf.
118 II,22 | 3,18). På den anden side er denne Guds Søns ydmygelse
119 II,22 | tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære« (
120 II,23 | 1). Fordi han samtidigt er Gud og menneske, åbenbarer
121 II,23 | mennesket selv«.11 Jesus er »det nye menneske« (jf.
122 II,23 | menneskevordelsens mysterium: det er kun, fordi Guds Søn virkeligt
123 II,24 | hans egen bevidsthed derom. Er dette ikke, hvad Lukas ønsker
124 II,24 | de første Jesu-ord, der er optegnet, og som blev udtalt
125 II,24 | tidspunkt viser han, at han er bevidst om et unikt forhold
126 II,24 | fader?« (Luk 2,49). Det er derfor ikke noget under,
127 II,24 | hans sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt
128 II,24 | eget mysterium, som det er aldeles tydeligt både i
129 II,24 | selvbevidsthed ingen tvivl: »Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (
130 II,24 | Hvor velbegrundet det end er at tro - på grund af de
131 II,24 | herliggjorte menneskelighed - så er der ingen tvivl om, at allerede
132 II,25 | sin sædvanlige måde, der er udtryk for kærlig tillid; »
133 II,25 | Han beder ham om, hvis det er muligt, at tage lidelsens
134 II,25 | forladt mig?« (Mark 15,34). Er det muligt at forestille
135 II,25 | pines hele realisme; men det er også oplyst af hele bønnens
136 II,25 | borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig« (
137 II,26 | søstre! Jesu råb på korset er ikke udtryk for angsten
138 II,26 | Faderens hænder. Hans øjne er stadig fæstnede på Faderen.
139 II,26 | oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld
140 II,27 | overfor dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot
141 II,27 | også af den store arv, som er helgenernes »levede teologi«.
142 II,27 | hellige sjæle: »Således er sjælen lyksalig og bedrøvet
143 II,27 | ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men jeg forsikrer
144 II,28 | af den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det
145 II,28 | adlyder ham« (Heb 5,7-9). Det er den opstandne Kristus, som
146 II,28 | til Damaskus: »Thi for mig er livet Kristus, og døden
147 II,28 | cordis gaudia«: hvor lifligt er mindet om Jesus, kilden
148 II,28 | årtusinds begyndelse: han »er den samme i går og i dag
149 III,29 | 29. »Jeg er med jer alle dage indtil
150 III,29 | Kirken i to tusinde år, og er nu blevet fornyet i vore
151 III,29 | tilsagn, han giver os: Jeg er med jer! Det drejer sig
152 III,29 | eksisterer allerede: det er den plan, der fin-des i
153 III,29 | den levende tradition, den er den samme som altid. Til
154 III,29 | i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende, elske
155 III,29 | himmelske Jerusalem. Det er et program, der ikke ændres
156 III,29 | Dette program for alle tider er vort program for det tredje
157 III,29 | pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds
158 III,29 | følges ad på en vandring, der er fælles for hele Kirken,
159 III,29 | udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne
160 III,29 | Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et umiddelbart
161 III,29 | rod overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en
162 III,29 | praksis. Det, der venter os, er derfor et spændende arbejde
163 III,30 | og grundigt fornyet? Det er mit håb, at mange af dem,
164 III,30 | dens krav. Nu, da jubilæet er overstået, begynder vi igen
165 III,30 | det mere end no-gen sinde er en vigtig pastoral opgave
166 III,30 | lægge vægt på hellighed. Det er derfor nødvendigt at genopdage
167 III,30 | Kirken Lu-men Gentium, som er viet til »det universelle
168 III,30 | der i sit inderste væsen er den hellige, den »trefoldigt
169 III,30 | Denne hellighedens gave er så at sige »objektiv«, men
170 III,30 | den tilbydes enhver, der er døbt. Men gaven bliver på
171 III,30 | kristne liv: »For dette er Guds vilje, at I skal helliges« (
172 III,30 | helliges« (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer
173 III,31 | pastorale planlægning, som vi er optaget af ved det nye årtusinds
174 III,31 | pastoral plan? I virkeligheden er det at sætte pastoral planlægning
175 III,31 | overbevisning at, siden dåb er en virkelig indtræden i
176 III,31 | som jeres himmelske fader er fuldkommen« (Matt 5,48).
177 III,31 | ekstraordinært liv, som kun er muligt for få »usædvanligt
178 III,31 | heltemodige« hellige. Der er mange måder at være hellig
179 III,31 | almindelige livs-forhold. Tiden er kommet til igen uforbeholdent
180 III,31 | føre i den retning. Det er imidlertid klart, at vejene
181 III,31 | at vejene til hellighed er individuelle og kræver en
182 III,31 | foreninger og bevægelser, der er anerkendt af Kirken. ~
183 III,32 | kristent liv, der frem for alt er kendetegnet af bønnens kunst.
184 III,32 | 15,4). Denne gen-sidighed er selve hovedindholdet og
185 III,32 | også i personlig erfaring, er hemmeligheden ved en virkelig
186 III,33 | 33. Er det ikke et af »tidens tegn«,
187 III,33 | at i vore dages verden er der, trods den fremskredne
188 III,33 | som nu i vid udstrækning er til stede i gamle kristne
189 III,33 | har åbenbaret Faderen og er menneskenes Frelser, har
190 III,33 | i Faderens hjerte. Dette er den levede erfaring af Kristi
191 III,33 | for ham« (Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt
192 III,34 | et kald til ordenslivet, er naturligvis kaldede til
193 III,34 | af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler
194 III,34 | en overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde
195 III,34 | former for overtro. Det er derfor væsentligt, at undervisning
196 III,34 | fællesskabs gennemsnits-dag er det måske mere tænke-ligt,
197 III,34 | vesper. Den erfaring, der er gjort af mange kristne grup-per,
198 III,34 | hovedsageligt består af lægfolk, er bevis for det. ~
199 III,35 | Søndagens eukaristi~35. Det er derfor klart, at vor vigtigste
200 III,35 | århundrede, især efter Kon-cilet, er der foregået en stor udvikling
201 III,35 | specielt euka-ristien. Det er nødvendigt at fortsætte
202 III,35 | påske.20 I to tusind år er den kristne tid blevet målt
203 III,35 | Sandheden om Kristi opstan-delse er den oprindelige kendsgerning,
204 III,35 | årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger
205 III,36 | ethvert døbt menneske. Det er en grundlæggende pligt,
206 III,36 | konsekvent kristent liv. Vi er ved at træde ind i et årtusind,
207 III,36 | århundreder. I mange områder er kristne ved at blive en »
208 III,36 | eukaristien hver søn-dag er et af dem. Søndagens eukaristi,
209 III,36 | ordets bord og livets brød, er også den mest naturlige
210 III,36 | modgift mod adsplittelse. Den er det privilegerede sted,
211 III,37 | syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig i vore dages
212 III,37 | os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt, der
213 III,37 | sakramente, som for de troende er den »ordinære måde til at
214 III,37 | for alvorlige synder, der er begået efter dåben«.24 Da
215 III,37 | verden. Årsagerne til krisen er ikke forsvundet i den korte
216 III,37 | forsvundet i den korte tid, der er gået siden da. Men jubelåret,
217 III,37 | nærme sig dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt,
218 III,37 | gaver - og sakramenterne er blandt de værdifuldeste -
219 III,37 | menneskehjertet godt og er historiens Herre. ~
220 III,38 | og til at planlægge. Det er rigtig, at Gud indbyder
221 III,38 | Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme,
222 III,38 | gøre« (sml. Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os i
223 III,38 | grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale
224 III,38 | ingenting fået« (Luk 5,5). Dette er øjeblikket til tro, til
225 III,39 | Lytte til ordet ~39. Der er ingen tvivl om, at denne
226 III,39 | hellighedens og bønnens forrang er utænkelig uden en fornyet
227 III,39 | altovervejende betydning i Kirken, er der be-stemt sket store
228 III,39 | grad, og blandt lægfolk er der mange, som beskæftiger
229 III,39 | bi-belske studier. Men det er først og fremmest arbejdet
230 III,39 | familie ejer en Bibel. Det er særlig nødvendigt, at denne
231 III,40 | med evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken må
232 III,40 | begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange
233 III,40 | mange århundreder siden, er realiteten, et »kristent
234 III,40 | de må forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk
235 III,40 | udfoldelse. I det tredje årtusind er ktistenheden nødt til at
236 III,40 | og folke-slag, hvori den er blevet modtaget og har fæstet
237 III,40 | forskellige ansigter. Dette er måske kun en begyndelse,
238 III,40 | den fremtid, som Guds Ånd er ved at forberede til os.
239 III,40 | modtagelighed og sprog: »Alt er jeg blevet for alle for
240 III,41 | ved at vise os, at vor tid er særlig rig på vidner, som
241 III,41 | Alt, hvad vi skal gøre, er, med Guds nåde, at følge
242 IV,42 | Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har
243 IV,42 | jer« (Joh 13,34). Dette er det andet vigtige område,
244 IV,42 | Kirkens mysterium. Fællesskab er frugten af og beviset for
245 IV,42 | og sind« (ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens
246 IV,42 | Herrens ord om denne sag er for præcise, til at vi kan
247 IV,42 | reducere deres betydning. Der er mange ting, der er nødven-dige
248 IV,42 | Der er mange ting, der er nødven-dige for Kirkens
249 IV,42 | hele være forgæves. Det er igen apostlen Paulus, som
250 IV,42 | men ikke har kærlighed, er det hele »intet« (jf. 1
251 IV,42 | 1 Kor 13,2). Kærlighed er i sandhed Kirkens »hjerte«,
252 IV,42 | kirkelærer, netop fordi hun er en ekspert i scientia amoris [
253 IV,43 | skolen for fællesskab: det er den store udfordring, der
254 IV,43 | fællesskabets spiritualitet er først og fremmest et tegn
255 IV,43 | og derfor som dem, »der er en del af mig selv«. Dette
256 IV,43 | evnen til at se, hvad der er positivt hos andre, til
257 IV,44 | tjenester for fællesskabet, som er Petrus-embedets, og i nær
258 IV,44 | biskoppelige kollegialitet? Det er realiteter, der har deres
259 IV,44 | Det andet Vatikankoncil er der også blevet gjort meget
260 IV,44 | til at fungere. Men der er bestemt meget mere, som
261 IV,44 | for fællesskabet, hvad der er særligt nødvendigt i dag
262 IV,45 | strukturer for delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske
263 IV,45 | sættes meget højt. Disse råd er naturligvis ikke ledet efter
264 IV,45 | demokratis regler, for de er rådgivende mere end planlæggende;29
265 IV,45 | betyder dog ikke, at de er mindre betydningsfulde og
266 IV,45 | forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt, og ved på den
267 IV,45 | overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion. Med
268 IV,45 | Guds folk. Meget sigende er Benedikts påmindelse til
269 IV,45 | være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved,
270 IV,45 | yngre, som ved, hvad der er bedst«.30 Og Paulinus af
271 IV,45 | en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse
272 IV,46 | sådant syn på fællesskab er tæt forbundet med det kristne
273 IV,46 | Åndens gaver. Kirkens enhed er ikke ensartethed, men en
274 IV,46 | virkelighed, at mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme,
275 IV,46 | jf. 1 Kor 12,12). Derfor er det tredje årtusinds kirke
276 IV,46 | andre embeder, hvadenten de er formelt oprettede eller
277 IV,46 | kærlighedsgerninger. Der er i sandhed behov for et storsindet
278 IV,46 | det Gudviede liv. Dette er et spørgsmål af stor betydning
279 IV,46 | traditionelt kristne lande er situationen blevet dramatisk
280 IV,46 | forbrugermentalitet. Der er et presserende behov for
281 IV,46 | svar, som ethvert menneske er opfordret til at give på
282 IV,46 | for Guds Riges sag. Det er i dette perspektiv, at vi
283 IV,46 | kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget
284 IV,46 | de er i det nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente.
285 IV,46 | kaldet hos lægfolk, der er kaldede til at »søge Guds
286 IV,46 | for fællesskabs-aspektet er arbejdet for dannelse af
287 IV,46 | Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt »
288 IV,47 | plan, som i historiens løb er blevet formørket af vort »
289 IV,47 | 19,8). For-di ægteskabet er ophøjet til et sakramente,
290 IV,47 | kær-lighed til hans kirke er (jf. Ef 5,32). På dette
291 IV,47 | militante de kan være. Tværtimod er det nødvendigt at sikre,
292 IV,47 | overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve i ægteskabet
293 IV,47 | ægtefællerne, og for børnene, der er mere skrøbelige. Familierne
294 IV,48 | profetiske tegn, men der er stadig en lang vej tilbage.
295 IV,48 | Kri-stus, i hvem Kirken er udelt (jf. 1 Kor 1,11-13).
296 IV,48 | legeme, i den enhed, der er Åndens gave, forbliver den
297 IV,48 | være i os« (Joh 17,21) - er både åbenbaring og bønfaldelse.
298 IV,48 | tidernes ende. Denne enhed er uophørligt opfyldt i Den
299 IV,48 | minder os om, at denne gave er nødt til at blive modtaget
300 IV,48 | Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et forpligtende
301 IV,48 | langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor
302 IV,48 | kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen.
303 IV,48 | helhjertet vil kunne synge: »Hvor er det godt og herligt, når
304 IV,49 | fællesskab, til en tjeneste, der er universel; den inspirerer
305 IV,49 | ethvert menneske. Dette er også et aspekt, som må kendetegne
306 IV,49 | fattigste. Hvis vi virkeligt er be-gyndt på ny ud fra betragtningen
307 IV,49 | 37). Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring
308 IV,49 | til næstekærlighed: den er en side i kristologien,
309 IV,49 | troskab som Kristi brud. Vi er i sandhed nødt til at huske,
310 IV,49 | ethvert menneske«.35 Alligevel er, som evangeliets utvety-dige
311 IV,49 | fortrinsstil-ling. Dette fortrin er et vidnesbyrd om Guds kærlighed,
312 IV,49 | barmhjertighed, og på en måde er histo-rien fyldt med Guds
313 IV,50 | 50. I vor tid er der så mange behov, som
314 IV,50 | i livsbetin-gelser, som er langt under det minimum,
315 IV,50 | der endnu den dag i dag er mennesker, som dør af sult?
316 IV,50 | mangler mening med deres liv, er afhængige af »stoffer«,
317 IV,50 | næstekærlighedens tradition, som er kommet til udtryk på så
318 IV,50 | større opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næste-kærlighedens »
319 IV,50 | ved at sikre, at hjælpen er effektiv, men også ved at
320 IV,50 | evangeliet, der i sig selv er den første form for næstekærlighed,
321 IV,51 | en økologisk krise, som er ved at gøre udstrakte om-råder
322 IV,51 | for freden, der så ofte er truet af kata-strofale kriges
323 IV,51 | må være følsomt overfor, er utallige. Der er behov for
324 IV,51 | overfor, er utallige. Der er behov for et særligt engagement
325 IV,51 | kontroversielle områder, er det vigtigt, at man gør
326 IV,52 | 52. Det er klart, at alt dette må realiseres
327 IV,52 | Kirkens sociallære. Vel kendte er Kirkens læremyndigheds anstrengelser,
328 IV,52 | sociale aspekt af spørgsmålet er et afgørende element af
329 IV,52 | at »bygge« historie. Her er Det andet Vatikankoncils
330 IV,53 | jeg især på den hjælp, der er givet til så mange af vore
331 IV,53 | seglet på den kærlighed, der er udløst af jubilæet. Mange
332 IV,53 | udgifterne for dette år er dækkede, vil de penge, der
333 IV,53 | dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til
334 IV,53 | til godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan stor
335 IV,53 | Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved katolicismens
336 IV,53 | gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være en
337 IV,54 | sig i Kristi lys. Men det er ikke enhver, der kan se
338 IV,54 | der kan se dette lys. Det er vor vidunderlige og krævende
339 IV,54 | genspejling« af det. Dette er det mysterium lunae, der
340 IV,54 | lys« (Matt 5,14). Dette er en skræmmende opgave, hvis
341 IV,54 | skyg-ger over os. Men det er en opgave, vi kan udføre,
342 IV,55 | 55. Det er i denne sammenhæng, at vi
343 IV,55 | det nye årtusinds samfund, er det indlysende, at denne
344 IV,55 | og mere blive, hvad det er: et fredens navn og en befaling
345 IV,56 | indifferens; og vi kristne er, mens vi deltager i dialog,
346 IV,56 | frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se af
347 IV,56 | forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt alle, og som skal
348 IV,56 | af andres identitet. Der er jo tale om den gave, som
349 IV,56 | jo tale om den gave, som er åbenbaringen af den Gud,
350 IV,56 | åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den Gud, som
351 IV,56 | blot som en opfattelse: det er snarere en nåde, der fylder
352 IV,56 | blandt verdens folkeslag. Det er den primære opgave for missio
353 IV,56 | gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen og sandheden
354 IV,56 | erstatte forkyndelse, men er altid orienteret mod forkyndelse«40 .
355 IV,56 | den menneskelige historie, er nærværende, vil Kirken selv
356 IV,56 | 14,17), hvis gerning det er, at vejlede den »i hele
357 IV,56 | sandhe-den« (Joh 16,13). Dette er et fundamentalt princip
358 IV,56 | til andre religioner. Det er vor opgave med stor troskab
359 IV,57 | havde taget imod Koncilet.44 Er dette blevet gjort? Den
360 IV,57 | delkirkerne. Alt som årene er gået, har Koncilets dokumenter
361 IV,57 | tradition. Nu da jubilæet er afsluttet, føler jeg mig
362 Slut,58 | verdens landeveje. Mange er de veje, som enhver af os
363 Slut,58 | må tilbagelægge, men der er ingen afstand mellem dem,
364 Slut,58 | afstand mellem dem, der er for-enede i det samme fællesskab,
365 Slut,58 | evangeliet. På denne vandring er vi ledsagede af Den salige
366 Slut,59 | lade den levende dør, som er Kristus, være endnu mere
367 Slut,59 | Efter jubilæets begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig
368 Slut,59 | stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne apostlen
|