Chapter, Paragraph
1 0,1 | jubilæum, hvor vi fejrede den to-tusinde års-dag for Jesu
2 0,1 | tillid: »Jesus Kristus er den samme i går og i dag og
3 0,1 | var stor i dette år, mens den viede sig til at betragte
4 0,1 | Brudgoms og Herres ansigt. Den blev mere end nogen sinde
5 0,1 | enkelte lokalkirker, gennem den »hellige dør«, som er Kristus.
6 0,1 | jf. Joh 4,14). Dette er den Faderens barmhjertige kærlighed,
7 0,2 | kunne undersøge, hvor me-get den havde fornyet sig for med
8 0,3 | at rette vore tanker mod den fremtid, der ligger foran
9 0,3 | at vi drager fordel af den nåde, vi har modtaget, ved
10 0,3 | ved i praksis at omsætte den i beslutninger og retningslinier
11 I,4 | jeg udtryk for det håb, at den totusindårets fejring af
12 I,4 | selv på samme niveau som den skabning, han har skabt,
13 I,4 | englene forkyndte hyrderne den vidunderlige begivenhed
14 I,4 | åbnede Guds Riges porte for den angrende røver: »Sandelig
15 I,5 | tidens pulse-rende hjerte, den hemmelighedsfulde time,
16 I,5 | Åbenbaring: »Alfa og Omega, den første og den sidste« (Åb
17 I,5 | og Omega, den første og den sidste« (Åb 22,13). Og når
18 I,5 | vi også Faderen og Ånden, den ene og udelte Treenighed,
19 I,6 | Hvordan skulle vi kunne glemme den bevægende liturgi 12. marts
20 I,6 | hvor jeg, idet jeg så op på den korsfæstede Kristus, i Kirkens
21 I,7 | klodens kontinenter, er den mere end nogensinde fremstået
22 I,7 | nogensinde fremstået klarere som den dimension, der bedst udtrykker
23 I,7 | der ikke behøver ord, er den levende genspejling af Kristi
24 I,7 | samfund mindedes vi dem den 7. maj 2000 i de talende
25 I,7 | altid være taknemlige for den, og vi bør forny vor beslutning
26 I,7 | beslutning om at efterligne den. ~
27 I,8 | deres synder og modtage den nåde, som frelser. De menne-skemængder,
28 I,8 | standset for at betragte den lange kø af pilgrimme, der
29 I,8 | ventede på at gå gennem Den hel-lige Dør. Jeg gjorde
30 I,8 | bekymringer, lidelser, den historie, der er oplevet
31 I,8 | rejse. Når jeg betragtede den uafbrudte strøm af pilgrimme,
32 I,8 | billede af Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin
33 I,9 | dybe glæde? Er Kristus ikke den ædleste og mest ophøjede
34 I,9 | og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt
35 I,10 | nogen sinde kunne glemme den måde, hvorpå den første
36 I,10 | glemme den måde, hvorpå den første store forsamling,
37 I,10 | det til selve symbolet på den indstilling vi bør have,
38 I,10 | begivenheder var arbejderskaren den 1. maj, den dag, der traditionelt
39 I,10 | arbejderskaren den 1. maj, den dag, der traditionelt er
40 I,10 | arbejdets spiritualitet efter den hellige Josefs og Jesu eget
41 I,10 | og Jesu eget ek-sempel. Den jubilæums-forsamling gav
42 I,10 | opfordring til at bøde på den økonomiske og sociale ulighed,
43 I,10 | beslutsomt for, at man i den økonomi-ske globaliserings
44 I,10 | opmærksom på solidaritet og den respekt, der skyldes ethvert
45 I,11 | Den internationale eukaristiske
46 I,11 | 11. Det var hensigten, at den internationale eukaristiske
47 I,11 | jubilæumsår. Og det fik den! Da eukaristien er Kristi
48 I,11 | plan, men frem for alt i den store indvielses-handling,
49 I,12 | Den økumeniske dimension ~12.
50 I,12 | specielle nådegaver og især den aflad, der var forbundet
51 I,12 | store grupper af troende. Den evi-ge Stad har således
52 I,12 | arrangeret for andre grupper. Den økumeniske vandring er bestemt
53 I,12 | kommer af at blive ledet af Den Opstandnes nærvær og hans
54 I,13 | ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets liturgi,
55 I,13 | i Paul VI's audienssal. Den virkelige valfart fandt
56 I,13 | etaper. Således havde jeg den glæde at besøge Sinaj-bjerget,
57 I,13 | vanskeligt at give udtryk for den bevæ-gelse, jeg følte ved
58 I,13 | Nadversalen«, netop det sted, hvor den blev indstiftet, meditere
59 I,13 | broderlighed og fred, og jeg mindes den gerne som en af de smukkeste
60 I,13 | Når jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg ikke
61 I,14 | Den internationale gældsbyrde ~
62 I,14 | over at konstatere, at i den senere tid har mange kreditorstaters
63 I,14 | afgørende indflydelse, at nå til den nødvendige consensus for
64 I,15 | spørger, hvad der er kernen i den store arv, det efterlader
65 I,15 | ikke tøve med at beskrive den som betragtningen af Kristi
66 I,15 | tilskynde os til at investere den begej-string, vi har følt,
67 I,15 | inden vi »handler«. I den henseende bør vi huske på,
68 II,17 | har fået fortalt om ham i Den helli-ge Skrift, som fra
69 II,17 | vi er fast forankrede i Den hellige Skrift, åbner vi
70 II,18 | Helligåndens vejledning, erfarede den forbløffende kendsgerning,
71 II,18 | fra det øjeblik af, hvor den unge galilæer bliver døbt
72 II,18 | høje og bevidst om at være den »elskede søn« (Luk 3,22)
73 II,18 | beretning samler sig om den voksende spænding, der opstår
74 II,18 | religiøse samfund, indtil den endelige krise med dens
75 II,18 | afslutning på Golgata. Dette er den mør-kets time, som efterfølges
76 II,18 | over døden. De peger på den tomme grav og følger ham
77 II,19 | der nu overbeviste dem om den forbløffende sandhed om
78 II,19 | os af evangeliet selv i den velkendte scene ved Cæsarea
79 II,19 | jeg er?« (Matt 16,15). Kun den tro, der forkyndes af Peter
80 II,19 | mysteriets dyb: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matt
81 II,20 | henvisning til mennesket og den almindelige måde at forstå
82 II,20 | klart, at vi ikke kan nå til den fulde betragtning af Herrens
83 II,20 | herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen,
84 II,20 | herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde
85 II,21 | dyb ~21. Ordet og kødet, den guddommelige herlighed og
86 II,21 | i overensstemmelse med den klassiske formel fra Koncilet
87 II,21 | naturer«. Personen er, og den alene, Det evige Ord, Faderens
88 II,21 | som helst adskillelse, er den guddommelige og den menneskelige.10
89 II,21 | er den guddommelige og den menneskelige.10 Vi ved,
90 II,21 | forbliver menneskelig, er den ikke desto mindre omhyggeligt
91 II,21 | ræk din hånd frem og stik den i min side« (Joh 20,27).
92 II,21 | dybt i tilbedelse foran Den Opstandne, der er klædt
93 II,21 | sin guddommelige glans, og den hører aldrig op med at udbryde: »
94 II,21(10)| bekender vi enstemmigt, at den samme Søn, Vor Herre Je-sus
95 II,21(10)| og samme Kristus, Herren, den enbårne, skal forstås i
96 II,21(10)| to personer, men han er den ene og samme Søn, den enbårne,
97 II,21(10)| er den ene og samme Søn, den enbårne, Gud, Ord og Herre
98 II,22 | Apostlen Paulus benytter den samme fremgangsmåde, når
99 II,22 | i vore dage på grund af den rationalisme, der findes
100 II,22 | Guds Søns vedkommende på den herlighed, som er hans fra
101 II,22 | 8; sml. 1 Pet 3,18). På den anden side er denne Guds
102 II,22 | ikke et mål i sig selv, den tjener snarere til den fulde
103 II,22 | den tjener snarere til den fulde forherligel-se af
104 II,23 | 24; Kol 3,10), som kalder den forløste menneskehed til
105 II,23 | en antropologi, som, idet den når ud over sine egne begrænsninger
106 II,23 | Kristus og får adgang til den fortroligheden i det trinitariske
107 II,23(11)| Det andet Vatikankoncil, Den pastorale konstitution om
108 II,23(11)| konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et
109 II,23(12)| Athanasius bemærker i den forbindelse: »Mennesket,
110 II,24 | viden herom blive sat på den yderste prøve. Men ikke
111 II,24 | klare vished om at være den himmelske Faders Søn. ~
112 II,25 | med begyndel-sesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige
113 II,25 | til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele realisme;
114 II,26 | Faderen. Netop på grund af den viden om og erfaring af
115 II,26 | alvor og lider på grund af den. Kun han, der ser Faderen
116 II,26 | pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske tradition har
117 II,26 | uforenelige aspekter bunder i den hypostati-ske unions uudgrundelige
118 II,27 | teologisk forskning men også af den store arv, som er helgenernes »
119 II,27 | opfattelse, takket være den særlige indsigt, som nogle
120 II,27 | tradition be-skriver som den »mørke nat«. Ikke så sjældent
121 II,27 | Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding af lyksalighed
122 II,27 | synder, lyksalig på grund af den forening og hengi-venhed
123 II,27 | hengi-venhed af kærlighed, som den har modtaget. Disse sjæle
124 II,28 | Den opstandnes ansigt ~28. Ligesom
125 II,28 | standse ved billedet af den korsfæstede. Han er den
126 II,28 | den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det ikke
127 II,28 | ham« (Heb 5,7-9). Det er den opstandne Kristus, som Kirken
128 II,28 | ser hen til. Og det gør den efter Peters eksempel, han,
129 II,28 | årtusinds begyndelse: han »er den samme i går og i dag og
130 III,29 | vandring. I bevidsthed om den opstand-ne Herres nærvær
131 III,29 | os bestemt ikke friste af den naive forventning om, at
132 III,29 | eksisterer allerede: det er den plan, der fin-des i evangeliet
133 III,29 | fin-des i evangeliet og i den levende tradition, den er
134 III,29 | i den levende tradition, den er den samme som altid.
135 III,29 | levende tradition, den er den samme som altid. Til syvende
136 III,29 | Til syvende og sidst har den sit centrum i Kristus selv,
137 III,29 | omstændigheder. Jubilæet har givet os den enestående lejlighed til
138 III,29 | begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og udbredte
139 III,29 | mål, vi står overfor, men den største og mest krævende
140 III,29 | overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en detaljeret
141 III,29 | at planlægge stadierne af den forestående vandring, idet
142 III,29 | overens med nabo-kirkernes og den universelle kirkes. En sådan
143 III,30 | hellighed. Var det ikke den oprindelige mening med jubilæums-afladen,
144 III,30 | nødvendigt at genopdage hele den praktiske betydning af kapitel
145 III,30 | hellighed«, forstået i den grundlæggende betydning
146 III,30 | i sit inderste væsen er den hellige, den »trefoldigt
147 III,30 | inderste væsen er den hellige, den »trefoldigt hellige« (jf.
148 III,30 | hellig betyder at fremhæve den som Kristi brud, som han
149 III,30 | hen for, netop for at gøre den hellig (jf. Ef 5,25-26).
150 III,30 | at sige »objektiv«, men den tilbydes enhver, der er
151 III,30 | døbt. Men gaven bliver på den anden side til en opgave,
152 III,31 | sandhed som grundlaget for den pastorale planlægning, som
153 III,31 | konsekvenser. Det indebærer den overbevisning at, siden
154 III,31 | familiers liv må føre i den retning. Det er imidlertid
155 III,32 | skulle lære denne kunst fra den gud-dommelige mesters egne
156 III,32 | Luk 11,1). Bøn udvikler den samtale med Kristus, som
157 III,32 | kristen bøn og praktisere den helt og fuldt, først og
158 III,32 | frygte fremtiden, fordi den bestandigt vender tilbage
159 III,33 | dages verden er der, trods den fremskredne sekulariseringsproces,
160 III,33 | Men vi, der har modtaget den nåde at tro på Kristus,
161 III,33 | sige i denne henseende. Den viser, hvordan bøn kan udvikle
162 III,33 | ægte kærligheds dialog i den grad, at mennesket tages
163 III,33 | mennesket tages i besiddelse af den gud-dommelige elskede, bevæget
164 III,33 | Faderens hjerte. Dette er den levede erfaring af Kristi
165 III,33 | erfaring af Kristi løfte: »Den, der elsker mig, skal elskes
166 III,33 | kender smertelige lutringer (den »mørke nat«). Men den fører
167 III,33 | lutringer (den »mørke nat«). Men den fører ad forskellige muli-ge
168 III,33 | forskellige muli-ge veje til den uudsigelige glæde, som erfares
169 III,33 | mange strålende eksempler, den hellige Johannes af Korsets
170 III,33 | hellige Johannes af Korsets og den hellige Teresa af Avi-las
171 III,34 | vigtigt, at de udvikler den med særlig omhu. Men det
172 III,34 | for fare«. De ville løbe den snigende fare for at se
173 III,34 | recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der er gjort af
174 III,35 | stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer
175 III,35 | foregået en stor udvikling i den måde, hvorpå den kristne
176 III,35 | udvikling i den måde, hvorpå den kristne menighed fejrer
177 III,35 | nødvendigt at fortsætte i den retning, og specielt at
178 III,35 | som en særlig troens dag, Den opstandne Herres og Åndens
179 III,35 | Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige påske.20 I to
180 III,35 | påske.20 I to tusind år er den kristne tid blevet målt
181 III,35 | blevet målt ud fra mindet om »den første dag i ugen« (Mark
182 III,35 | Luk 24,1; Joh 20,1), da den op-standne Kristus ønskede
183 III,35 | om Kristi opstan-delse er den oprindelige kendsgerning,
184 III,35 | oprindelige kendsgerning, som den kristne tro bygger på (jf.
185 III,35 | tidens mysterium, som bebuder den yderste dag, da Kristus
186 III,36 | Dette stiller dem over for den udfordring, ofte i isolerede
187 III,36 | og livets brød, er også den mest naturlige modgift mod
188 III,36 | modgift mod adsplittelse. Den er det privilegerede sted,
189 III,36 | også Kirkens dag,22 hvor den effek-tivt kan spille sin
190 III,37 | pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning af
191 III,37 | jeg i 1984 dette emne i den post-synodale skrivelse
192 III,37 | sakramente, som for de troende er den »ordinære måde til at få
193 III,37 | krisen er ikke forsvundet i den korte tid, der er gået siden
194 III,37 | værdifuldeste - kommer fra den, som kender menneskehjertet
195 III,38 | Nådens forrang ~38. Hvis vi i den planlægning, der venter
196 III,38 | ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resulta-terne
197 III,38 | forankrer os i denne sandhed. Den minder os bestandigt om
198 III,38 | evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »
199 III,38 | magt: Duc in altum! Ved den lejlighed var det Peter,
200 III,39 | fremskridt i at lytte til Den hellige Skrift og studere
201 III,39 | hellige Skrift og studere den omhyggeligt. Biblen har
202 III,39 | beskæftiger sig meget med Den hellige Skrift med værdifuld
203 III,39 | til et livgivende møde i den gamle og altid gyldige tradition
204 III,39 | med lectio divina, der af den bibelske tekst uddrager
205 III,40 | globaliseringen« og af den deraf følgende nye og omskiftelige
206 III,40 | lade os blive fyldte med den glød, som der var over den
207 III,40 | den glød, som der var over den apostoliske prædiken efter
208 III,40 | Vi må i os selv genoplive den brændende overbevisning,
209 III,40 | og Kirkens tradition, vil den også genspejle de karakteristiske
210 III,40 | kulturer og folke-slag, hvori den er blevet modtaget og har
211 III,40 | akkurat skitseret billede af den fremtid, som Guds Ånd er
212 III,40 | tænker jeg specielt på den pastorale omsorg for unge.
213 III,40 | opmuntrende svar ved at investere den begejstring som et nyt ta-lent (
214 III,41 | forbindel-se med de første af den kristne tidsalders århundreder.
215 III,41 | forfølgelse, ofte lige til den største prøvelse, at udgyde
216 IV,42 | engagement og planlægning for den universelle kirkes og delkirkernes
217 IV,42 | frugten af og beviset for den kærlighed, der vokser frem
218 IV,42 | kærlighed, der vokser frem fra Den evige Faders hjerte og udgydes
219 IV,42 | hjerte og udgydes over os af den Ånd, som Jesus skænker os (
220 IV,42 | som »tegn og red-skab for den inderlige forening med Gud
221 IV,43 | skolen for fællesskab: det er den store udfordring, der møder
222 IV,43 | vore tanker straks gå til den handling, der skal foretages,
223 IV,43 | men det ville ikke være den rigtige tilskyndelse at
224 IV,43 | spiritualitet, idet vi gør den til det ledende princip
225 IV,43 | overalt hvor mennesket og den kristne bliver formet, overalt
226 IV,43 | som direkte har modtaget den, men også som en »gave til
227 IV,44 | i nær relation til det, den biskoppelige kollegialitet?
228 IV,44 | gjort meget for at reformere den romerske kurie, oprette
229 IV,45 | delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske Lov, som præsterådet
230 IV,45 | præster og troende ved på den ene side a priori at forene
231 IV,45 | er væ-sentligt, og ved på den anden side at føre dem til
232 IV,45 | for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom,
233 IV,46 | forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange medlemmer
234 IV,46 | fuld harmoni inden for både den universelle kirke og delkirkerne
235 IV,47 | I en tid i historien som den nuværende, må man også være
236 IV,47 | være særlig opmærksom på den pastorale omsorg for fa-milien,
237 IV,47 | sakramente, udtrykker det den »store hemmelighed«, som
238 IV,47 | mere og mere bevidste om den omsorg, der tilkommer børn,
239 IV,48 | Og hvad skal vi sige om den påtrængende opgave at udvikle
240 IV,48 | mysterium. »Jeg tror på den ene kirke«: det vi bekender
241 IV,48 | 13). Som hans legeme, i den enhed, der er Åndens gave,
242 IV,48 | er Åndens gave, forbliver den udelelig. Den reelle splittelse
243 IV,48 | forbliver den udelelig. Den reelle splittelse opstår
244 IV,48 | af menne-skelig svaghed i den måde, hvorpå vi modtager
245 IV,48 | måde, hvorpå vi modtager den gave, der strømmer uophørligt
246 IV,48 | til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt vil
247 IV,48 | Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt vil vedblive
248 IV,48 | er uophørligt opfyldt i Den katolske Kirke trods dens
249 IV,48 | menneskelige begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk,
250 IV,48 | kommer konkret til udtryk, og den virker også på forskellige
251 IV,48 | kirker, og jeg be-der for, at den gensidige udveksling af
252 IV,48 | omfang. Måtte erindringen om den tid, da Kirken åndede med »
253 IV,48 | burde føre til fremme af den økumeniske dialog med vore
254 IV,48 | arbejde og frem for alt den store hellighedens økumeni,
255 IV,48 | pilgrims-vandring, idet vi længes efter den tid, hvor vi sammen med
256 IV,49 | tjeneste, der er universel; den inspirerer os til et engagement
257 IV,49 | opfordring til næstekærlighed: den er en side i kristologien,
258 IV,49(35)| Det andet Vatikankoncil, Den pastorale konstitution om
259 IV,49(35)| konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et
260 IV,50 | være muligt, at der endnu den dag i dag er mennesker,
261 IV,50 | an-alfabetisme? Manglende den mest basale medicinske pleje?
262 IV,50 | Dette betyder at fortsætte den næstekærlighedens tradition,
263 IV,50 | solidariske med de lidende, så at den hånd, der hjælper, ikke
264 IV,50 | ikke denne indstilling være den bedste og mest effektive
265 IV,50 | gennem næstekærlighed og uden den kristne fattigdoms vidnesbyrd
266 IV,50 | evangeliet, der i sig selv er den første form for næstekærlighed,
267 IV,50 | misforstået eller forsvinde i den mængde ord, som vore dages
268 IV,51 | men-neskeliv, fra undfangelsen til den naturlige død. Ligeledes
269 IV,51 | en ikke tagen hensyn til den værdighed, der tilkommer
270 IV,52 | disse områ-der for at udføre den opgave, der følger af deres
271 IV,52 | relative beskaffenhed, medfører den på ingen måde, at vi giver
272 IV,52(36)| Det andet Vatikankoncil, Den pastorale konstitution om
273 IV,52(36)| konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et
274 IV,53 | besluttet, at jubelåret foruden den store høst af næstekærlighed,
275 IV,53 | her tænker jeg især på den hjælp, der er givet til
276 IV,53 | frugten af og seglet på den kærlighed, der er udløst
277 IV,53 | og mange ledere inden for den finan-sielle sektor har
278 IV,53 | blive brugt til at fortsætte den erfaring, der har gentaget
279 IV,53 | strøm, der flyder ind i den store kristne barmhjertighedsflod,
280 IV,53 | jubilæet har set hen til Rom, den kirke, »som fører forsædet
281 IV,53 | gaver til Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for
282 IV,54 | Kristus, solen, hvis lys den genspejler.38 Det var en
283 IV,54 | Kristi lys og åbner os for den nåde, der gør os til en
284 IV,55 | sammenhæng, at vi bør betragte den interreligiøse dialogs store
285 IV,55 | menneskenes historie blodig. Den ene Guds navn må mere og
286 IV,56 | som skal tilbydes alle med den største respekt for den
287 IV,56 | den største respekt for den enkeltes frihed, vil blive
288 IV,56 | identitet. Der er jo tale om den gave, som er åbenbaringen
289 IV,56 | som er åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den
290 IV,56 | den Gud, der er kærlighed, den Gud, som elskede verden
291 IV,56 | enbårne søn« (Joh 3,16). Som den nylig frem-komne erklæring
292 IV,56 | verdens folkeslag. Det er den primære opgave for missio
293 IV,56 | det menneskelige liv og den menneskelige historie, er
294 IV,56 | at stille spørgsmål, idet den stoler på Helligåndens,
295 IV,56 | gerning det er, at vejlede den »i hele sandhe-den« (Joh
296 IV,56 | uudtømmelige teologiske studium af den kristne sandhed, men også
297 IV,56 | kristne sandhed, men også for den kristne dialog med filosofier,
298 IV,56 | Ånd, som »blæser, hvorhen den vil« (Joh 3,8), til trods
299 IV,56 | tidens tegn«?41 Selv når den giver sig af med en aktiv
300 IV,56(41)| Sml. Den pastorale konstitution om
301 IV,56(41)| konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et
302 IV,56 | erkender Kirken, at den ikke blot har ydet noget
303 IV,56 | til, men også »hvor meget den selv har modtaget af menne-skeslægtens
304 IV,56 | Koncilets lære og at gå den vej det har vist. ~
305 IV,57 | Jubilæum, at undersøge, hvordan den selv havde taget imod Koncilet.44
306 IV,57 | Er dette blevet gjort? Den kongres, der blev holdt
307 IV,57 | at pege på Koncilet som den store nåde, der blev skænket
308 Slut,58 | håbets kil-de? Nu indbyder den Kristus, som vi har betragtet
309 Slut,58 | begej-string: Vi kan regne med den samme kraft fra den Ånd,
310 Slut,58 | med den samme kraft fra den Ånd, som blev udgydt til
311 Slut,58 | bord. Hver søndag opfordrer den opstandne Kristus os til
312 Slut,58 | Nadversalen, hvor han om af-tenen »den første dag i ugen« (Joh
313 Slut,58 | vandring er vi ledsagede af Den salige Jomfru Maria, til
314 Slut,58 | det strålende morgengry og den sikre leder af vor vej.
315 Slut,59 | Kære brødre og søstre! Den hellige dørs symbol lukkes
316 Slut,59 | os, men kun for at lade den levende dør, som er Kristus,
317 Slut,59 | pilgrimsvandring har været ægte, vil den ligesom have trænet vore
318 Slut,59 | sit hjerte (jf. Luk 2,51). Den opstandne Jesus ledsager
|