Chapter, Paragraph
1 0,1 | pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes store hyrde« (
2 0,1 | Guds folk her i Rom så vel som i Jerusalem og de enkelte
3 0,1 | gennem den »hellige dør«, som er Kristus. Til ham, som
4 0,1 | som er Kristus. Til ham, som er historiens mål og verdens
5 0,1 | resultatet af denne nåde, som i årets løb har berørt menneskers
6 0,1 | livets vand«, det vand, som bestandigt »vælder ud fra
7 0,1 | Dette er det Åndens vand, som slukker tørst og fornyer (
8 0,1 | barmhjertige kærlighed, som endnu engang er blevet kundgjort
9 0,2 | mod dette hellige år 2000 som en vigtig milepæl. Jeg tænkte
10 0,2 | tænkte på fejringen af det som en af forsynet bestemt lejlighed,
11 0,2 | at takke for de »undere«, som Gud har udrettet for os: »
12 0,3 | hen imod det nye årtusind, som er ved at begynde, mens
13 0,3 | gennemlevede dette jubelår ikke kun som et minde om fortiden, men
14 0,3 | minde om fortiden, men også som en profeti om fremtiden.
15 0,3 | hand-ling. Dette er en opgave, som jeg opfordrer alle lokalkirker
16 0,3 | får sin særlige skikkelse, som passer til hver enkelt kontekst
17 I,4 | mysterium ville blive levet som »en uophørlig lovprisning
18 I,4 | Treenigheden«2 og tillige som en »forsoningens vej og
19 I,4 | tegn på sandt håb for alle, som ser hen til Kristus og hans
20 I,4 | intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt var
21 I,4 | sig selv på samme niveau som den skabning, han har skabt,
22 I,4 | sig selv, er så levende som nogen sinde: »I dag er det
23 I,4 | I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i
24 I,4 | i det frelsens »i dag«, som på korset åbnede Guds Riges
25 I,5 | endog slog rod i histo-rien som det sædekorn, der var bestemt
26 I,5 | betragtet Kristus i år, som han er skildret i Johannes'
27 I,6 | kun for enkeltpersoner, som har betragtet deres eget
28 I,6 | gælder for hele Kirken, som har besluttet at minde om
29 I,6 | skygge over dens ansigt som Kristi brud. I lang tid
30 I,6 | bevidstheden om, at »Kirken, som indbefatter syn-dere i sit
31 I,6 | identificere de aspekter, som bidrog til, at evangeliet
32 I,7 | specielt i det århundrede, som vi lige har lagt bag os,
33 I,7 | nogensinde fremstået klarere som den dimension, der bedst
34 I,8 | Pilgrimskirken ~8. Som i helgenernes fodspor er
35 I,8 | synder og modtage den nåde, som frelser. De menne-skemængder,
36 I,8 | historie, der er oplevet af en, som Kristus har mødt, og som
37 I,8 | som Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen drog
38 I,8 | af pilgrimme, så jeg dem som en slags konkret billede
39 I,8 | Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin siger, befinder
40 I,9 | imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både
41 I,9 | og fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed
42 I,9 | billede fra jubelåret 2000, som mere end noget andet vil
43 I,9 | gennem byen, lykkelige, som unge bør være, men også
44 I,9 | problemer og svagheder, som er karakteristiske for dem
45 I,9 | længsel efter de ægte værdier, som finder deres fylde i Kristus.
46 I,9 | fremstilles for unge mennesker, som han virkeligt er, oplever
47 I,9 | virkeligt er, oplever de ham som et svar, der er overbevisende,
48 I,9 | Derfor tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring
49 I,10 | fremhævede dem for verden som »familiens og samfundets
50 I,10 | inspiration fra det lys, som Kristus kaster over Guds
51 I,10 | ind flydelse på en kultur, som på en mere og mere forvirrende
52 I,10 | med ægteskabet og familien som en institution. For mig
53 I,10 | underholdnings-verdenen, som udøver så mægtig en indflydelse
54 I,10 | fremsætte et positivt budskab, som både er moralsk gavnligt
55 I,11 | fejringen af jubilæet, ikke kun som et tema ved akademiske møder
56 I,12 | forsynet bestemte rolle som det sted, hvor hver enkelt
57 I,12 | klarere kan vise sit mysterium som et »sakramente ... for hele
58 I,13 | udtryksfulde Ordets liturgi, som d. 23. februar blev fejret
59 I,13 | hvor Forløseren levede, og som han gjorde hellige. Det
60 I,13 | og jeg mindes den gerne som en af de smukkeste gaver
61 I,13 | problemer om de hellige steder, som elskes af både jøder, kristne
62 I,14 | de fattigdomsproblemer, som stadigt plager verden. Problemet
63 I,14 | ville være i jubelårets ånd, som i dets oprindelige bibelske
64 I,14 | forbindelse med multilateral gæld, som de fattigste lande har optaget
65 I,15 | tøve med at beskrive den som betragtningen af Kristi
66 I,15 | Kirken og i verden og bekendt som hensigten med historien
67 II,17 | ham i Den helli-ge Skrift, som fra først til sidst er gennemtrængt
68 II,17 | gennemtrængt af hans mysterium, som er bebudet på en tilsløret
69 II,17 | virk-ning (jf. Joh 15,26), som de hellige tekster har deres
70 II,17 | deres oprindelse fra, så vel som for apostlenes vidnesbyrd (
71 II,17 | vidnesbyrd: et sandt vidnesbyrd, som evangelierne, trods deres
72 II,18 | af pålidelige vidnesbyrd, som de samlede (jf. Luk 1,3),
73 II,18 | arbejdede med dokumenter, som var genstand for omhyggelig
74 II,18 | kendsgerninger om hans liv som »tømrerens søn« (Matt 13,
75 II,18 | tømrerens søn« (Matt 13,55), som selv var »tømrer«, og hvis
76 II,18 | hans religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin
77 II,18 | Evangelierne viser ham for os som en, der vandrer gennem byer
78 II,18 | fulgt af tolv apostle, som han har udvalgt (jf. Mark
79 II,18 | af en gruppe kvinder, som går dem til hånde (jf. Luk
80 II,18 | følger ham, af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende
81 II,18 | helbredende kraft, af mennesker, som lytter til hans ord med
82 II,18 | Dette er den mør-kets time, som efterfølges af et nyt, strålende
83 II,19 | Joh 20,20). Det ansigt, som apostlene betragtede efter
84 II,19 | Dette var en erfaring, som disciplene allerede havde
85 II,19 | histori-ske liv, i de spørgsmål, som faldt dem ind, hver gang
86 II,19 | dimensi-on ved denne rabbi, som taler på en så fængslende
87 II,19 | sætte ham over de Guds mænd, som havde præget Israels historie.
88 II,19 | dybere plan af hans væsen, som han venter fra dem, der
89 II,20 | En nådefuld »åbenbaring«, som kommer fra Faderen, er nødvendig (
90 II,20 | Lukas giver os et fingerpeg, som viser i samme retning, når
91 II,20 | erkendelse af det mysterium, som finder sit kulminerende
92 II,20 | herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra
93 II,21 | De to naturer, uden nogen som helst sammenblanding, men
94 II,21 | sammenblanding, men også uden nogen som helst adskillelse, er den
95 II,21 | hele hans menneskelighed, som han har mod-taget fra Maria,
96 II,22 | han erklærer, at Guds Søn »som menneske er kommet af Davids
97 II,22 | vedkommende på den herlighed, som er hans fra al evighed (
98 II,23 | jf. Ef 4,24; Kol 3,10), som kalder den forløste menneskehed
99 II,23 | grundlagene til en antropologi, som, idet den når ud over sine
100 II,24 | os en række ele-menter, som gør det muligt for os at
101 II,24 | Jesu-ord, der er optegnet, og som blev udtalt i templet i
102 II,24 | forhold til Gud, et forhold, som netop tilkommer en »søn«.
103 II,24 | af hans eget mysterium, som det er aldeles tydeligt
104 II,24 | menneskelige betingelser, som fik ham til at vokse »i
105 II,24 | bevidst om sin identitet som Guds Søn. Johannes fremhæver
106 II,25 | aspekt af hans mysterium, som det dukker op i hans sidste
107 II,25 | Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan andet end kaste
108 II,26 | fortvivler, men Sønnens bøn, som i kærlighed ofrer sit liv
109 II,26 | og erfaring af Faderen, som han alene har, ser han selv
110 II,27 | men også af den store arv, som er helgenernes »levede teologi«.
111 II,27 | være den særlige indsigt, som nogle af dem har modtaget
112 II,27 | frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens tradition be-skriver
113 II,27 | mystikkens tradition be-skriver som den »mørke nat«. Ikke så
114 II,27 | gennemgået noget lignende som Jesu erfaring på korset
115 II,27 | hengi-venhed af kærlighed, som den har modtaget. Disse
116 II,27 | uplettede lam, min enbårne Søn, som på korset var både lyksalig
117 II,28 | betragte dette blødende ansigt, som gemmer Guds liv og giver
118 II,28 | svar på Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »
119 II,28 | bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden,
120 II,28 | evig frelse for alle dem, som adlyder ham« (Heb 5,7-9).
121 II,28 | er den opstandne Kristus, som Kirken nu ser hen til. Og
122 II,28 | efter Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse,
123 II,28 | over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved med forståelig
124 II,28 | i følgeskab med Paulus, som blev overvundet, da han
125 II,28 | oplever Kirken dem igen, som om de var sket i dag. Med
126 III,29 | tradition, den er den samme som altid. Til syvende og sidst
127 III,29 | centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende,
128 III,29 | vandring med Treenigheden som tema, ledsaget af særlige
129 III,29 | evangeliets program fortsætte med, som det altid har gjort, at
130 III,29 | nødvendige midler. En plan, som vil gøre det muligt, for
131 III,29 | det kollegiale arbejde, som biskopper nu regelmæssigt
132 III,29 | bispesynodens kontinentale møder, som forberedte Jubilæet, og
133 III,29 | forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore
134 III,29 | der involverer os alle. Som vejledning og opmuntring
135 III,29 | pastorale prioriteringer, som det store jubilæum tydeligere
136 III,30 | mening med jubilæums-afladen, som en særlig nåde skænket af
137 III,30 | om Kirken Lu-men Gentium, som er viet til »det universelle
138 III,30 | hellighed til at stå frem som en indre dynamik i denne
139 III,30 | Genopdagelsen af Kirken som »mysteri-um« eller som »
140 III,30 | Kirken som »mysteri-um« eller som »et folk, som får sin enhed
141 III,30 | mysteri-um« eller som »et folk, som får sin enhed fra Faderens
142 III,30 | betyder at fremhæve den som Kristi brud, som han gav
143 III,30 | fremhæve den som Kristi brud, som han gav sig selv hen for,
144 III,30 | anden side til en opgave, som skal forme hele det kristne
145 III,30 | Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer visse
146 III,31 | denne elementære sandhed som grundlaget for den pastorale
147 III,31 | den pastorale planlægning, som vi er optaget af ved det
148 III,31 | be-skaffenhed: »Vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er
149 III,31 | fuldkommen« (Matt 5,48). Som Koncilet selv forklarede,
150 III,31 | fuldkommenhedens ideal ikke misforstås, som om det var forbundet med
151 III,31 | slags ekstraordinært liv, som kun er muligt for få »usædvanligt
152 III,31 | blandt dem mange lægfolk, som opnåede hellighed i de mest
153 III,31 | og grup-pehjælp, så vel som de nyere former for støtte,
154 III,32 | den samtale med Kristus, som gør os til hans fortrolige
155 III,32 | livskraftig kristendom, som ikke har nogen grund til
156 III,33 | stor del kommer til udtryk som et fornyet behov for bøn?
157 III,33 | for bøn? Andre religioner, som nu i vid udstrækning er
158 III,33 | nåde at tro på Kristus, som har åbenbaret Faderen og
159 III,33 | hvordan bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds dialog
160 III,33 | Helligåndens berøring, hvilende som et barn i Faderens hjerte.
161 III,33 | totalt båret af nåde, men som ikke desto mindre kræver
162 III,33 | ån-deligt engagement, og som også kender smertelige lutringer (
163 III,33 | til den uudsigelige glæde, som erfares af mystikerne som »
164 III,33 | som erfares af mystikerne som »ægteskabelig forening«.
165 III,34 | 34. Kristne, der som gave har modtaget et kald
166 III,34 | for de mange prøvelser, som vore da-ges verden udsætter
167 III,35 | liturgien, »det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber
168 III,35 | og søndagen selv op-levet som en særlig troens dag, Den
169 III,35 | oprindelige kendsgerning, som den kristne tro bygger på (
170 III,35 | centrum af tidens mysterium, som bebuder den yderste dag,
171 III,35 | virkelige omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens
172 III,36 | overholde et påbud, men som noget, der opfattes som
173 III,36 | som noget, der opfattes som væsentligt for et virkeligt
174 III,36 | træde ind i et årtusind, som allerede viser tegn på at
175 III,36 | dem. Søndagens eukaristi, som hver uge samler kristne
176 III,36 | hver uge samler kristne som Guds familie omkring ordets
177 III,36 | effek-tivt kan spille sin rolle som enhedens sakramente. ~
178 III,37 | forsoningens sakramente. Som I vil erindre, behandlede
179 III,37 | Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne
180 III,37 | genopdagelse af Kristus som mysterium pietatis [godhedens
181 III,37 | gennem bodens sakramente, som for de troende er den »ordinære
182 III,37 | værdifuldeste - kommer fra den, som kender menneskehjertet godt
183 III,38 | eksi-sterer en fristelse, som bestandig angriber enhver
184 III,38 | Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os i denne sandhed.
185 III,38 | foretage denne troens handling, som udtrykker sig i en fornyet
186 III,39 | blandt lægfolk er der mange, som beskæftiger sig meget med
187 III,39 | evangelisering og katekese, som henter nyt liv fra inte-ressen
188 III,39 | uddrager det levende Guds ord, som stiller os spørgsmål, leder
189 III,40 | et »kristent samfund«, som midt iblandt alle svagheder
190 III,40 | blive fyldte med den glød, som der var over den apostoliske
191 III,40 | brændende overbevisning, som Paulus var opfyldt af, da
192 III,40 | ny apostolisk dimension, som må leves i kristne menigheders
193 III,40 | billede af den fremtid, som Guds Ånd er ved at forberede
194 III,40 | på de unge har jubilæet, som jeg tidligere har sagt,
195 III,40 | investere den begejstring som et nyt ta-lent (sml. Matt
196 III,40 | ta-lent (sml. Matt 25,15), som Herren har givet os i hænde,
197 III,41 | på de mange trosvidner, som vi har erindret under jubilæet,
198 III,41 | martyrerne i ret fjerne tider, som om de var en kategori fra
199 III,41 | er særlig rig på vidner, som på forskellige måder var
200 IV,42 | inspireret af det »nye bud«, som han gav os: »I skal elske
201 IV,42 | I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer« (Joh
202 IV,42 | Fællesskabets domæne (koinonia), som udtrykker og åbenbarer selve
203 IV,42 | udgydes over os af den Ånd, som Jesus skænker os (sml. Rom
204 IV,42 | fællesskab, at Kirken viser sig som »sakramente«, som »tegn
205 IV,42 | viser sig som »sakramente«, som »tegn og red-skab for den
206 IV,42 | er igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden
207 IV,42 | sandhed Kirkens »hjerte«, som Thérèse af Lisieux så rigtigt
208 IV,42 | Jeg pro-klamerede hende som kirkelærer, netop fordi
209 IV,43 | møder os i det årtusind, som nu begynder, hvis vi ønsker
210 IV,43 | Treenighe-dens mysterium, som bor i os, og hvis lys vi
211 IV,43 | legemes dybe enhed og derfor som dem, »der er en del af mig
212 IV,43 | det og sætte pris på det som en gave fra Gud: ikke kun
213 IV,43 | broderen eller søsteren, som direkte har modtaget den,
214 IV,43 | har modtaget den, men også som en »gave til mig«. En fællesskabets
215 IV,43 | de egoistiske fristelser, som bestandigt plager os og
216 IV,44 | de områder og strukturer, som i overensstemmelse med Det
217 IV,44 | tjenester for fællesskabet, som er Petrus-embedets, og i
218 IV,44 | egen plan for Kirken,28 men som må studeres konstant for
219 IV,44 | der er bestemt meget mere, som skal gøres for at virkeliggøre
220 IV,44 | effektivt på de problemer, som Kirken må se i øjnene i
221 IV,45 | forudset af Den kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet,
222 IV,45 | inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der er bedst«.30
223 IV,46 | situationen blevet dramatisk som følge af ændrede sociale
224 IV,46 | manglende religiøs interesse som resultat af en verdslig
225 IV,46 | deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske er opfordret
226 IV,46 | alle andre kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der
227 IV,46 | og indrette dem med Gud som mål«;32 de »opfylder i Kirken
228 IV,46 | give Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt »
229 IV,47 | 47. I en tid i historien som den nuværende, må man også
230 IV,47 | til Guds oprindelige plan, som i historiens løb er blevet
231 IV,47 | vort »hjertes hårdhed«, men som Kristus kom for at gengive
232 IV,47 | den »store hemmelighed«, som Kristi ægteskabelige kær-lighed
233 IV,48 | levende fornemmelse for Kirken som et enhedens mysterium. »
234 IV,48 | udelt (jf. 1 Kor 1,11-13). Som hans legeme, i den enhed,
235 IV,48 | forholdet mellem Kirkens børn som et resultat af menne-skelig
236 IV,48 | Kristi enhed med Faderen som kildespringet til Kirkens
237 IV,48 | kildespringet til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt
238 IV,48 | kirker og kirkelige samfund. Som gaver, der egent-lig tilhører
239 IV,48 | gensidige udveksling af gaver, som var til berigelse for Kirken
240 IV,48 | accepterer og støtter hinanden som lemmer på Kristi ene legeme.
241 IV,49 | Dette er også et aspekt, som må kendetegne det kristne
242 IV,49 | en side i kristologien, som kaster stråler af lys på
243 IV,49 | måler Kirken sin troskab som Kristi brud. Vi er i sandhed
244 IV,49 | menneske«.35 Alligevel er, som evangeliets utvety-dige
245 IV,49 | med Guds Riges sædekorn, som Jesus selv udsåede under
246 IV,50 | tid er der så mange behov, som kræver et kristent sindelag.
247 IV,50 | teknologisk fremskridt, som giver umådelige muligheder
248 IV,50 | men i livsbetin-gelser, som er langt under det minimum,
249 IV,50 | dag i dag er mennesker, som dør af sult? Fordømte til
250 IV,50 | velstående milieuer og grupper, som ikke desto mindre trues
251 IV,50 | næstekærlighedens tradition, som er kommet til udtryk på
252 IV,50 | forgangne to årtusinder, men som i vore dage kræver endnu
253 IV,50 | hjælper, ikke betragtes som en ydmygende håndsrækning,
254 IV,50 | ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem søskende.
255 IV,50 | forsvinde i den mængde ord, som vore dages masse-kommunikationssamfund
256 IV,51 | til en økologisk krise, som er ved at gøre udstrakte
257 IV,51 | menneskerettigheder? De nødsituationer, som ethvert kristent hjerte
258 IV,51 | evangeliets radikale budskab, som ofte for-stås mindre godt,
259 IV,51 | tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto mindre må være
260 IV,52 | der følger af deres kald som lægfolk, uden nogen sinde
261 IV,52 | individualistisk spiritualitet, som stemmer dårligt overens
262 IV,53 | høst af næstekærlighed, som det allerede har givet -
263 IV,53 | ved at give generøs hjælp, som har hjulpet til at sikre
264 IV,53 | kristne barmhjertighedsflod, som løber gennem historien.
265 IV,53 | hen til Rom, den kirke, »som fører forsædet i kærlighed«37 ,
266 IV,53 | Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved katolicismens
267 IV,53 | verden, gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være
268 IV,54 | måde at udtrykke det på, som Kristus selv sagde, når
269 IV,55 | dialogs store udfordring, som vi stadig vil væ-re forpligtet
270 IV,55 | og religiøs pluralisme, som det må forventes vil kende-tegne
271 IV,56 | ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se
272 IV,56 | der er tiltænkt alle, og som skal tilbydes alle med den
273 IV,56 | frihed, vil blive betragtet som en krænkelse af andres identitet.
274 IV,56 | er jo tale om den gave, som er åbenbaringen af den Gud,
275 IV,56 | der er kærlighed, den Gud, som elskede verden således, »
276 IV,56 | enbårne søn« (Joh 3,16). Som den nylig frem-komne erklæring
277 IV,56 | genstand for dialog, forstået som diskussion, som om vi betragtede
278 IV,56 | forstået som diskussion, som om vi betragtede det blot
279 IV,56 | om vi betragtede det blot som en opfattelse: det er snarere
280 IV,56 | os med glæde, et budskab, som vi har en pligt til at forkynde.
281 IV,56 | erfaring, opvækker Guds Ånd, som »blæser, hvorhen den vil« (
282 IV,56 | sjældent tegn på sit nærvær, som hjælper Kristi tilhængere
283 IV,57 | skat i de retningslinier, som Det andet Vatikankoncil
284 IV,57 | i alle delkirkerne. Alt som årene er gået, har Koncilets
285 IV,57 | bør lægge sig dem på sinde som læreembedets vigtige og
286 IV,57 | til at pege på Koncilet som den store nåde, der blev
287 Slut,58| ligesom et umådeligt ocean, som vi skal vove os ud på, idet
288 Slut,58| Kristi hjælp. Guds Søn, som for to tusinde år siden
289 Slut,58| Nu indbyder den Kristus, som vi har betragtet og elsket,
290 Slut,58| samme kraft fra den Ånd, som blev udgydt til pinse, og
291 Slut,58| blev udgydt til pinse, og som stadigt i dag tilskynder
292 Slut,58| landeveje. Mange er de veje, som enhver af os og enhver af
293 Slut,58| har jeg ofte påkaldt hende som »Nyevangeliseringens Stjerne«.
294 Slut,58| jeg endnu engang på Maria som det strålende morgengry
295 Slut,59| at lade den levende dør, som er Kristus, være endnu mere
296 Slut,59| målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os
297 Slut,59| stand til at genkende ham, som disciplene fra Emmaus gjor-de,~»
298 Slut,59| jubilæet år 2000, det jubilæum, som endnu engang har stillet
|