Chapter, Paragraph
1 0,1 | hjerter atter Jesu ord, da han en dag - efter fra Simons båd
2 0,1 | Det gjorde de og fangede en stor mængde fisk« (Luk 5,
3 0,1 | er sikkert og vist, at »en flod med livets vand«, det
4 0,2 | dette hellige år 2000 som en vigtig milepæl. Jeg tænkte
5 0,2 | på fejringen af det som en af forsynet bestemt lejlighed,
6 0,2 | fornyet overvejelse og på en måde »tydes«, for at høre,
7 0,3 | om fortiden, men også som en profeti om fremtiden. Nu
8 0,3 | for hand-ling. Dette er en opgave, som jeg opfordrer
9 I,4 | mysterium ville blive levet som »en uophørlig lovprisning af
10 I,4 | Treenigheden«2 og tillige som en »forsoningens vej og et
11 I,4 | Dette jubelår har også været en erfaring af disse væsentlige
12 I,4 | underværk, der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds
13 I,4 | I dag er der født jer en frelser i Davids by, han
14 I,5 | tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion, der er rodfæstet
15 I,5 | at Gud valgte at stifte en pagt med Israel og således
16 I,6 | utroskab, der har kastet en skygge over dens ansigt
17 I,7 | ved at skænke sin kirke en stor skare af helgener og
18 I,7 | oldtidens forfølgelser. Dette er en arv, der ikke må gå tabt;
19 I,8 | pilgrimme at forestille mig en livshistorie sammensat af
20 I,8 | historie, der er oplevet af en, som Kristus har mødt, og
21 I,8 | ham igen drog afsted på en håbets rejse. Når jeg betragtede
22 I,8 | pilgrimme, så jeg dem som en slags konkret billede af
23 I,9 | imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både kirkelige
24 I,9 | hvem jeg har kunnet indgå en helt særlig dialog, fuld
25 I,9 | de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds gave til
26 I,9 | i det nuværende samfund, en tilbøjelighed til at blive
27 I,9 | holdninger måske er, har en dyb længsel efter de ægte
28 I,9 | og med at forelægge dem en vældig opgave: at blive »
29 I,10 | tilegnet børn, blev fejret. I en vis forstand betød det at
30 I,10 | 2-4). Således var det på en vis måde i børnenes fodspor,
31 I,10 | deres militærtjeneste var en tjeneste for freden. En
32 I,10 | en tjeneste for freden. En af de mest bemærkelsesværdige
33 I,10 | indbød dem til at praktisere en arbejdets spiritualitet
34 I,10 | lejlighed til at komme med en stærk opfordring til at
35 I,10 | lys får ind flydelse på en kultur, som på en mere og
36 I,10 | flydelse på en kultur, som på en mere og mere forvirrende
37 I,10 | ægteskabet og familien som en institution. For mig var
38 I,10 | For dem var jubilæet på en særlig måde et »nådens år«.
39 I,10 | underholdnings-verdenen, som udøver så mægtig en indflydelse på men-nesker,
40 I,10 | indflydelse på men-nesker, en fornøjelig begivenhed. Jeg
41 I,12 | første gang i historien en hellig dør blev åbnet af
42 I,12 | åbnet af Peters efterfølger, en anglikansk ærkebiskop og
43 I,12 | anglikansk ærkebiskop og en metropolit af Konstantinopels
44 I,13 | måtte imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse
45 I,13 | blev givet. Jeg fortsatte en måned senere, hvor jeg nåede
46 I,13 | blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig velkomst
47 I,13 | jeg mindes den gerne som en af de smukkeste gaver fra
48 I,13 | for mit dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning
49 I,14 | 14. Jubelåret var også en stor oplevelse af næstekærlighed -
50 I,14 | havde jeg opfordret til en større og mere aktiv opmærksomhed
51 I,14 | internationale gæld fik en særlig betydning i denne
52 I,14 | betydning i denne sammen-hæng. En generøs gestus overfor disse
53 I,14 | bibelske ramme net-op var en tid, hvor samfundet forpligtede
54 I,14 | kreditorstaters parlamenter stemt for en væsentlig eftergivelse af
55 I,14 | nødvendige consensus for at opnå en hurtig løsning på dette
56 I,15 | vi gå i gang med at lægge en effektiv pastoral plan for
57 I,15 | kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse,
58 I,15 | jeg, inden jeg fremsætter en række praktiske retningslinier
59 II,16 | grækere, der havde fore-taget en pilgrimsrejse til Jerusalem
60 II,16 | tale« om Kristus, men i en vis forstand at »vise« dem
61 II,17 | mysterium, som er bebudet på en tilsløret måde i Det gam-le
62 II,17 | 27), for apostlene havde en førstehånds erfaring af
63 II,17 | giver videre til os på en fuldstændig troværdig måde.9 ~
64 II,18 | Evangelierne hævder ikke at være en komplet biografi af Jesus
65 II,18 | kendsgerning, at Je-sus var født af en jomfru, af Maria, Josefs
66 II,18 | 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen
67 II,18 | Evangelierne viser ham for os som en, der vandrer gennem byer
68 II,18 | udvalgt (jf. Mark 3,13-19), af en gruppe kvinder, som går
69 II,19 | tro. Det var først efter en lang åndelig rejse, at disciplene,
70 II,19 | ansigts mysterium. Dette var en erfaring, som disciplene
71 II,19 | Jesus uden ad troens vej, på en vandring, hvor stadierne
72 II,19 | Idet han ligesom foretager en første vurdering af sin
73 II,19 | andre igen Jeremias eller en anden af profeterne« (Matt
74 II,19 | i stand til at fornemme en absolut usædvanlig religiøs
75 II,19 | denne rabbi, som taler på en så fængslende måde, men
76 II,20 | overbevisning? Matthæus giver os en oplysning i de ord, hvormed
77 II,20 | Udtrykket »kød og blod« er en henvisning til mennesket
78 II,20 | almindelige må-de ikke nok. En nådefuld »åbenbaring«, som
79 II,20 | til vækst og udvikling af en virkelig, trofast og sammenhængende
80 II,20 | og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne
81 II,21 | muligt, omend med skælven, på en måde at stirre ind i mysteriets
82 II,22 | og kulturelle sammenhænge en tilbøjelighed til at formindske
83 II,22 | men-neskevordelsen virkelig en kenosis - en »given afkald« -
84 II,22 | men-neskevordelsen virkelig en kenosis - en »given afkald« - for Guds
85 II,23 | mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som, idet den
86 II,23(12)| Mennesket, stadig forenet med en skabning, kunne ikke blive
87 II,24 | evangelierne. De tilbyder os en række ele-menter, som gør
88 II,24 | forhold, som netop tilkommer en »søn«. Da hans mor fortæller
89 II,24 | sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt giver
90 II,25 | muligt at forestille sig en større dødsangst, et mere
91 II,25 | samler lidelse og tillid i en bevægende blanding af følelser.
92 II,26 | kærlighed med synd. Mere end en oplevelse af fysisk smerte
93 II,26 | fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse.
94 II,26 | med Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke,
95 II,26 | kilde til glæde og lykke, og en dødsangst, der strækker
96 II,27 | teologi«. Helgenerne giver os en værdifuld indsigt, der gør
97 II,28 | livet Kristus, og døden en vinding« (Fil 1,21). To
98 III,29 | jubilæet. Derfra må vi opnå en ny driv-kraft til det kristne
99 III,29 | ja, vi bør gøre det til en kraft, der inspirerer vor
100 III,29 | udfordringer, vil finde en eller anden trylleformular.
101 III,29 | vil ikke blive frelste af en formular, men af en person
102 III,29 | frelste af en formular, men af en person og af det tilsagn,
103 III,29 | flere år at følges ad på en vandring, der er fælles
104 III,29 | fælles for hele Kirken, en kateke-tisk vandring med
105 III,29 | sikre, at jubilæet vil være en udbytterig begivenhed. Jeg
106 III,29 | er i den lokale kirke, at en detaljeret pastoral plans
107 III,29 | efter de nødvendige midler. En plan, som vil gøre det muligt,
108 III,29 | den universelle kirkes. En sådan overensstemmelse vil
109 III,30 | med jubilæums-afladen, som en særlig nåde skænket af Kri-stus,
110 III,30 | mere end no-gen sinde er en vigtig pastoral opgave at
111 III,30 | udsmykke ekklesiologien med en slags åndelig politur, men
112 III,30 | hellighed til at stå frem som en indre dynamik i denne lære
113 III,30 | måtte nødvendigvis føre til en genopdagelse af Kirkens »
114 III,30 | bliver på den anden side til en opgave, som skal forme hele
115 III,30 | helliges« (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer
116 III,31 | hellighed« i forbindelse med en pastoral plan? I virkeligheden
117 III,31 | overbevisning at, siden dåb er en virkelig indtræden i Guds
118 III,31 | middelmådigt liv, kendetegnet af en minimalistisk etik og en
119 III,31 | en minimalistisk etik og en overfladisk religiøsitet.
120 III,31 | om det var forbundet med en slags ekstraordinært liv,
121 III,31 | er individuelle og kræver en ægte »indøvelse i hellighed«,
122 III,32 | erfaring, er hemmeligheden ved en virkelig livskraftig kristendom,
123 III,33 | åndelighed, et ønske, der for en stor del kommer til udtryk
124 III,33 | menneskenes Frelser, har en pligt til at vise til hvilke
125 III,33 | bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds dialog i
126 III,33 | Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt båret af nåde,
127 III,34 | naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde: ifølge sin
128 III,34 | kristne kan lade sig nøje med en overfladisk bøn, der er
129 III,34 | at undervisning i bøn i en vis forstand bliver en central
130 III,34 | i en vis forstand bliver en central bestanddel af al
131 III,34 | specielt i liturgisk bøn. For en kristent fællesskabs gennemsnits-dag
132 III,35 | Kon-cilet, er der foregået en stor udvikling i den måde,
133 III,35 | søndagen selv op-levet som en særlig troens dag, Den opstandne
134 III,35 | bygger på (jf. 1 Kor 15,14), en begivenhed i centrum af
135 III,36 | ethvert døbt menneske. Det er en grundlæggende pligt, der
136 III,36 | på at være kendetegnet af en sammenblanding af kulturer
137 III,36 | er kristne ved at blive en »lille hjord« (Luk 12,32).
138 III,37 | sammenfattede resultaterne fra en bispesynode, der beskæftigede
139 III,37 | ivrig med at indbyde til en genopdagelse af Kristus
140 III,37 | har været særlig præget af en tilbagevenden til bodens
141 III,38 | os mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig
142 III,38 | rette plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel i det
143 III,38 | forrang. Der eksi-sterer en fristelse, som bestandig
144 III,38 | sandet og efterlader os med en nedslående følelse af frustration?
145 III,38 | handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse til
146 III,39 | forrang er utænkelig uden en fornyet lytten til Guds
147 III,39 | at enhver familie ejer en Bibel. Det er særlig nødvendigt,
148 III,40 | os ansigt til ansigt med en si-tuation, der bliver mere
149 III,40 | kan ikke undlade at vække en ny sans for mission i Kirken,
150 III,40 | mission kan ikke overlades til en gruppe »specialister«, men
151 III,40 | forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk dimension,
152 III,40 | budskab skal plantes og på en sådan måde, så ingen af
153 III,40 | dette jubelår har vi på en særlig måde glædet os over
154 III,40 | ansigter. Dette er måske kun en begyndelse, et kun lige
155 III,41 | har martyrerne altid være en livets sæd. Sanguis martyrum
156 III,41 | fjerne tider, som om de var en kategori fra fortiden, især
157 IV,42 | kirkelærer, netop fordi hun er en ekspert i scientia amoris [
158 IV,43 | En fællesskabets spiritualitet ~
159 IV,43 | praktiske planer, må vi fremme en fællesska-bets spiritualitet,
160 IV,43 | fæl-lesskaber opbygges. En fællesskabets spiritualitet
161 IV,43 | brødres og søstres ansigter. En fællesskabets spiritualitet
162 IV,43 | spiritualitet betyder også en evne til at tænke på vore
163 IV,43 | derfor som dem, »der er en del af mig selv«. Dette
164 IV,43 | dem dybt og ægte venskab. En fællesskabets spiritualitet
165 IV,43 | og sætte pris på det som en gave fra Gud: ikke kun en
166 IV,43 | en gave fra Gud: ikke kun en gave til broderen eller
167 IV,43 | modtaget den, men også som en »gave til mig«. En fællesskabets
168 IV,43 | også som en »gave til mig«. En fællesskabets spiritualitet
169 IV,45 | spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster
170 IV,45 | inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der
171 IV,45 | institutionens legeme med en sjæl ved at tilskynde til
172 IV,45 | sjæl ved at tilskynde til en tillid og åbenhed, der er
173 IV,46 | er ikke ensartethed, men en organisk integration af
174 IV,46 | ændrede sociale forhold og en manglende religiøs interesse
175 IV,46 | interesse som resultat af en verdslig forbrugermentalitet.
176 IV,46 | behov for at gennemføre en omfattende plan for at fremme
177 IV,46 | i forsøget på at fremme en mere opmærksom overvejelse
178 IV,46 | især når kaldet medfører en total given sig selv og
179 IV,46 | i dåbens sakramente. På en særlig måde vil det være
180 IV,46 | vedbliver med at give Kirken en vitalitet, som er Guds gave
181 IV,47 | 47. I en tid i historien som den
182 IV,47 | grundlæggende institution oplever en radikal og udbredt krise.
183 IV,47 | svarer forholdet mellem en mand og en kvinde - en gensidig,
184 IV,47 | forholdet mellem en mand og en kvinde - en gensidig, absolut,
185 IV,47 | mellem en mand og en kvinde - en gensidig, absolut, enestående
186 IV,47 | kristne familier gennem en stadigt mere fuldkommen
187 IV,47 | tilkommer børn, og spille en aktiv rolle i Kir-ken og
188 IV,48 | tegn, men der er stadig en lang vej tilbage. Ved at
189 IV,48 | store jubilæum givet os en mere levende fornemmelse
190 IV,48 | forpligtende imperativ, en styrke, der støtter os,
191 IV,48 | styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse for
192 IV,48 | lemmer på Kristi ene legeme. En lignende forpligtelse burde
193 IV,48 | hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple helhjertet
194 IV,49 | indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste, der er universel;
195 IV,49 | Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring til næstekærlighed:
196 IV,49 | til næstekærlighed: den er en side i kristologien, som
197 IV,49 | menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv
198 IV,49 | kræver, at Kirken giver dem en fortrinsstil-ling. Dette
199 IV,49 | og barmhjertighed, og på en måde er histo-rien fyldt
200 IV,50 | opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næste-kærlighedens »kreativitet«,
201 IV,50 | hjælper, ikke betragtes som en ydmygende håndsrækning,
202 IV,50 | ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem søskende. Vi
203 IV,50 | sikrer kærlighedens ord en uimodståelig kraft. ~
204 IV,51 | ligegyldige overfor udsigten til en økologisk krise, som er
205 IV,51 | ikke desto mindre må være en del af dens opgave med næstekærlighed.
206 IV,51 | taler om pligten til at gøre en indsats for respekten for
207 IV,51 | krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet, der
208 IV,51 | sidste instans fører til en gøren forskel på det ene
209 IV,51 | ene og det andet liv og en ikke tagen hensyn til den
210 IV,51 | at påtvinge ikke-troende en opfattelse, der bygger på
211 IV,52 | alt dette må realiseres på en speciel kristen måde: især
212 IV,52 | fristelsen til at tilbyde en privatiseret og individualistisk
213 IV,53 | efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten
214 IV,53 | Mange pilgrimme har givet en gave, og mange ledere inden
215 IV,53 | har hjulpet til at sikre en passende fejring af jubilæet.
216 IV,53 | formål. Det er vigtigt, at en sådan stor religiøs begivenhed
217 IV,53 | ikke-kristne det bevægende syn af en spontan udveksling af ga-ver,
218 IV,53 | oprettes, vil kun blive en lille strøm, der flyder
219 IV,53 | løber gennem historien. En lille, men betydningsfuld
220 IV,53 | katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden,
221 IV,53 | er tænkt at skulle være en blivende arv og et blivende
222 IV,54 | krævende opgave at være en »genspejling« af det. Dette
223 IV,54 | mysterium lunae, der var en så skat-tet del af kirkefædrenes
224 IV,54 | den genspejler.38 Det var en måde at udtrykke det på,
225 IV,54 | lys« (Matt 5,14). Dette er en skræmmende opgave, hvis
226 IV,54 | skyg-ger over os. Men det er en opgave, vi kan udføre, hvis
227 IV,54 | den nåde, der gør os til en ny skabning. ~
228 IV,55 | det er: et fredens navn og en befaling om fred. ~
229 IV,56 | frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se af en
230 IV,56 | en glad forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt alle,
231 IV,56 | vil blive betragtet som en krænkelse af andres identitet.
232 IV,56 | betragtede det blot som en opfattelse: det er snarere
233 IV,56 | opfattelse: det er snarere en nåde, der fylder os med
234 IV,56 | et budskab, som vi har en pligt til at forkynde. Kirken
235 IV,56 | gå i gang med dialog med en holdning af dyb villighed
236 IV,56 | når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig sondren
237 IV,57 | søstre! Hvor ligger der dog en stor skat i de retningslinier,
238 Slut,59 | begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig rutine,
239 Slut,59 | går til ende og viser os en fremtid fuld af håb, måtte
|