Chapter, Paragraph
1 0,1 | for Jesu fødsel, og hvor der begynder et nyt afsnit af
2 0,2 | Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje, tages op
3 0,3 | tanker mod den fremtid, der ligger foran os. Gennem
4 I,4 | Almægtige« (Åb 11,17). I bullen, der indvarslede jubilæet, gav
5 I,4 | og har opnået øjeblikke, der var så fulde af intensitet,
6 I,4 | nåde; det er det underværk, der udføres af en Gud, der ikke
7 I,4 | der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds med blot
8 I,4 | fødsel i Betlehem. »I dag er der født jer en frelser i Davids
9 I,4 | Kristus, Herren« (Luk 2,11). Der er gået to tusinde år, men
10 I,4 | opfyldelse« (Luk 4,21). Der er gået to tusinde år, men
11 I,4 | tusinde år, men syndere, der har behov for barmhjertighed -
12 I,5 | Kristendommen er en religion, der er rodfæstet i historien!
13 I,5 | Hans menneskevordelse, der kulminerede i påske-mysteriet
14 I,5 | histo-rien som det sædekorn, der var bestemt til at blive
15 I,6 | historien, former for utroskab, der har kastet en skygge over
16 I,7 | hellighed er tillagt paver, der er velkendte i historien,
17 I,7 | klarere som den dimension, der bedst udtrykker Kirkens
18 I,7 | Hellighed, et budskab, der ikke behøver ord, er den
19 I,7 | anledning af det hellige år er der også blevet gjort meget
20 I,7 | forfølgelser. Dette er en arv, der ikke må gå tabt; vi bør
21 I,8 | frelser. De menne-skemængder, der har fyldt Peterspladsen
22 I,8 | den lange kø af pilgrimme, der tålmodigt ventede på at
23 I,8 | lidelser, den historie, der er oplevet af en, som Kristus
24 I,8 | Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin siger, befinder
25 I,8 | bedømme de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter?
26 I,9 | bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget mig,
27 I,9 | inspirerende møde? Hvis der er noget billede fra jubelåret
28 I,9 | dem selv eller for dem, der så dem, vil det være let
29 I,9 | mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt venskab?
30 I,9 | oplever de ham som et svar, der er overbevisende, og de
31 I,10 | budskab, ikke blot til dem, der direkte deltog, men også
32 I,10 | deltog, men også til dem, der hørte derom eller del-tog
33 I,10 | første store forsamling, der var tilegnet børn, blev
34 I,10 | journalister, til militærfolk, der kom for at bekræfte, at
35 I,10 | arbejderskaren den 1. maj, den dag, der traditionelt er viet til
36 I,10 | økonomiske og sociale ulighed, der findes i arbejdsverdenen,
37 I,10 | solidaritet og den respekt, der skyldes ethvert menneske.
38 I,11 | eukaristien er Kristi offer, der gøres nærværende blandt
39 I,11 | midtpunktet i det hellige år, der var viet til Ordets menneskevordelse?
40 I,12 | nådegaver og især den aflad, der var forbundet med jubelåret.
41 I,12 | Jeg havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret
42 I,12 | vejen til fuldt fællesskab? Der blev gjort meget med henblik
43 I,12 | samfund fra hele verden. Der var også andre vigtige møder
44 I,12 | kirkesamfund i jubelårets møder, der var arrangeret for andre
45 I,12 | vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive ledet
46 I,12 | hans Ånds utrættelige magt, der altid er i stand til at
47 I,13 | for os. På disse steder, der stadig er så urolige og
48 I,14 | tilbagegivelse af alt, hvad der tilhørte andre. Jeg glæder
49 I,14 | medlemsstater, især for dem, der har større afgørende indflydelse,
50 I,15 | Men hvis vi spørger, hvad der er kernen i den store arv,
51 I,15 | advarer os selv: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven
52 I,15 | drejer sig om Guds Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage
53 I,15 | forfalde til dovenskab. Der forventes meget af os, og
54 I,15 | bestandig bevægelse, hvad der ofte fører til rastløshed
55 II,16 | Filip af nogle grækere, der havde fore-taget en pilgrimsrejse
56 II,17 | fra dem, er et troens syn, der bygger på et sikkert historisk
57 II,18 | Josefs hustru. Fra dem, der havde kendt Jesus gennem
58 II,18 | viser ham for os som en, der vandrer gennem byer og landsbyer,
59 II,18 | Luk 8,2-3), af skarer, der opsøger ham og følger ham,
60 II,18 | om den voksende spænding, der opstår mellem Jesus og de
61 II,19 | tre år, og det var ham, der nu overbeviste dem om den
62 II,19 | åndelig rejse, at disciplene, der var på vej til Emmaus, kom
63 II,19 | berørt: det var kun tro, der helt kunne trænge ind i
64 II,19 | denne yderlige erkendel-se, der gælder det dybere plan af
65 II,19 | som han venter fra dem, der står ham nær: »Men I, hvem
66 II,19 | Matt 16,15). Kun den tro, der forkyndes af Peter og med
67 II,20 | denne tro? Og hvad kræves der af os, hvis vi ønsker at
68 II,21 | har mod-taget fra Maria, der hengives i døden, forklares
69 II,21 | tilbedelse foran Den Opstandne, der er klædt i sin guddommelige
70 II,22 | grund af den rationalisme, der findes i så meget af nutidens
71 II,22 | på Kristi guddommelighed, der er blevet problematisk,
72 II,22 | blevet problematisk, så var der i andre historiske og kulturelle
73 II,24 | mysteriets »grænsezone«, der repræsenteres af Kristi
74 II,24 | gengiver de første Jesu-ord, der er optegnet, og som blev
75 II,24 | herliggjorte menneskelighed - så er der ingen tvivl om, at allerede
76 II,25 | forudviden om de prøvelser, der venter ham, og alene overfor
77 II,25 | på sin sædvanlige måde, der er udtryk for kærlig tillid; »
78 II,25 | syndens »ansigt«. »Ham, der ikke kendte til synd, har
79 II,25 | det forpinte »hvorfor«, der henvendes til Faderen med
80 II,26 | for angsten af et menneske der fortvivler, men Sønnens
81 II,26 | på grund af den. Kun han, der ser Faderen og glæder sig
82 II,26 | lykke, og en dødsangst, der strækker sig lige til forladthedsråbet.
83 II,27 | os en værdifuld indsigt, der gør os i stand til lettere
84 III,29 | bør gøre det til en kraft, der inspirerer vor tros vandring.
85 III,29 | selv det samme spørgsmål, der blev stillet til Peter i
86 III,29 | allerede: det er den plan, der fin-des i evangeliet og
87 III,29 | Jerusalem. Det er et program, der ikke ændres med tiders og
88 III,29 | til pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds
89 III,29 | følges ad på en vandring, der er fælles for hele Kirken,
90 III,29 | virkeliggøres i praksis. Det, der venter os, er derfor et
91 III,29 | fornyelse - et arbejde, der involverer os alle. Som
92 III,30 | mit håb, at mange af dem, der har deltaget i jubilæet,
93 III,30 | betydning af at høre til ham, der i sit inderste væsen er
94 III,30 | men den tilbydes enhver, der er døbt. Men gaven bliver
95 III,31 | usædvanligt heltemodige« hellige. Der er mange måder at være hellig
96 III,31 | integrere de hjælpekilder, der tilbydes enhver med både
97 III,31 | nyere former for støtte, der tilbydes i foreninger og
98 III,31 | foreninger og bevægelser, der er anerkendt af Kirken. ~
99 III,32 | kræver et kristent liv, der frem for alt er kendetegnet
100 III,33 | at i vore dages verden er der, trods den fremskredne sekulariseringsproces,
101 III,33 | om åndelighed, et ønske, der for en stor del kommer til
102 III,33 | tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget den nåde at
103 III,33 | erfaring af Kristi løfte: »Den, der elsker mig, skal elskes
104 III,33 | kende for ham« (Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt
105 III,34 | 34. Kristne, der som gave har modtaget et
106 III,34 | med en overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde
107 III,34 | ville det ikke være, hvis der ikke blot i ordenssamfund,
108 III,34 | og vesper. Den erfaring, der er gjort af mange kristne
109 III,34 | kristne grup-per, også af dem, der hovedsageligt består af
110 III,35 | især efter Kon-cilet, er der foregået en stor udvikling
111 III,36 | en grundlæggende pligt, der skal opfyldes ikke blot
112 III,36 | et påbud, men som noget, der opfattes som væsentligt
113 III,36 | religioner selv i lande, der har været kristne i mange
114 III,37 | resultaterne fra en bispesynode, der beskæftigede sig med dette
115 III,37 | ud på at gøre alt, hvad der var muligt, for at imødegå »
116 III,37 | syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig i vore dages
117 III,37 | er dette Kristi ansigt, der må blive genopdaget gennem
118 III,37 | syndsforladelse for alvorlige synder, der er begået efter dåben«.24
119 III,37 | forsvundet i den korte tid, der er gået siden da. Men jubelåret,
120 III,37 | siden da. Men jubelåret, der har været særlig præget
121 III,37 | et opmun-trende budskab, der ikke bør ignoreres: hvis
122 III,38 | Hvis vi i den planlægning, der venter os, forpligter os
123 III,38 | tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig og fælles
124 III,38 | livssyn: nådens forrang. Der eksi-sterer en fristelse,
125 III,38 | lejlighed var det Peter, der udtalte troens ord: »På
126 III,39 | Lytte til ordet ~39. Der er ingen tvivl om, at denne
127 III,39 | altovervejende betydning i Kirken, er der be-stemt sket store fremskridt
128 III,39 | grad, og blandt lægfolk er der mange, som beskæftiger sig
129 III,39 | tradition med lectio divina, der af den bibelske tekst uddrager
130 III,40 | begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange
131 III,40 | ansigt med en si-tuation, der bliver mere og mere forskelligartet
132 III,40 | fyldte med den glød, som der var over den apostoliske
133 III,40 | påtager sig dette ansvar. De, der vir-kelig har mødt Kristus,
134 III,40 | selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk
135 III,40 | af de specielle værdier, der findes hos ethvert folkeslag,
136 III,41 | århundrede og det årtusind, der nu begynder? Måske var vi
137 III,41 | blod. I dem gav Guds ord, der var sået i god jord, hundrede
138 IV,42 | andet vigtige område, hvor der må være engagement og planlægning
139 IV,42 | beviset for den kærlighed, der vokser frem fra Den evige
140 IV,42 | reducere deres betydning. Der er mange ting, der er nødven-dige
141 IV,42 | betydning. Der er mange ting, der er nødven-dige for Kirkens
142 IV,42 | tunger og hvis vi har tro, der kan »flytte bjerge«, men
143 IV,43 | er den store udfordring, der møder os i det årtusind,
144 IV,43 | straks gå til den handling, der skal foretages, men det
145 IV,43 | enhed og derfor som dem, »der er en del af mig selv«.
146 IV,43 | også evnen til at se, hvad der er positivt hos andre, til
147 IV,44 | kollegialitet? Det er realiteter, der har deres grundlag og indhold
148 IV,44 | Det andet Vatikankoncil er der også blevet gjort meget
149 IV,44 | bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt meget mere, som
150 IV,44 | redskaber for fællesskabet, hvad der er særligt nødvendigt i
151 IV,44 | i øjnene i disse tider, der ændrer sig så hurtigt. ~
152 IV,45 | strukturer for delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske
153 IV,45 | at forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt, og ved på
154 IV,45 | overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion.
155 IV,45 | gamle pastorale visdom, der opmuntrede hyrder til, uden
156 IV,45 | en yngre, som ved, hvad der er bedst«.30 Og Paulinus
157 IV,45 | til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse
158 IV,46 | for kærlighedsgerninger. Der er i sandhed behov for et
159 IV,46 | verdslig forbrugermentalitet. Der er et presserende behov
160 IV,46 | som de er i det nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente.
161 IV,46 | opdage kaldet hos lægfolk, der er kaldede til at »søge
162 IV,46 | nyere kirkelige bevægelser, der vedbliver med at give Kirken
163 IV,47 | idet han åbenbarede, hvad der var Guds vilje »fra begyndelsen« (
164 IV,47 | ægtefællerne, og for børnene, der er mere skrøbelige. Familierne
165 IV,47 | bevidste om den omsorg, der tilkommer børn, og spille
166 IV,48 | og profetiske tegn, men der er stadig en lang vej tilbage.
167 IV,48 | hans legeme, i den enhed, der er Åndens gave, forbliver
168 IV,48 | hvorpå vi modtager den gave, der strømmer uophørligt fra
169 IV,48 | af hellighed og sandhed, der findes i de andre kirker
170 IV,48 | kirkelige samfund. Som gaver, der egent-lig tilhører Kristi
171 IV,48 | forpligtende imperativ, en styrke, der støtter os, og en gavnlig
172 IV,48 | med vore brødre og søstre, der hører til det anglikanske
173 IV,48 | kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen.
174 IV,49 | fællesskab, til en tjeneste, der er universel; den inspirerer
175 IV,49 | århundrede og det årtusind, der nu begynder, har brug for
176 IV,49 | reagerede over for dem, der kom til ham med deres åndelige
177 IV,50 | 50. I vor tid er der så mange behov, som kræver
178 IV,50 | langt under det minimum, der kræves af menneskelig værdighed.
179 IV,50 | kan det være muligt, at der endnu den dag i dag er mennesker,
180 IV,50 | stemme i det råb om hjælp, der stiger op fra fattigdommens
181 IV,50 | lidende, så at den hånd, der hjælper, ikke betragtes
182 IV,50 | forkyndelsen af evangeliet, der i sig selv er den første
183 IV,51 | de problemer for freden, der så ofte er truet af kata-strofale
184 IV,51 | følsomt overfor, er utallige. Der er behov for et særligt
185 IV,51 | og silde at hævde, at de, der benytter de nyeste videnskabelige
186 IV,51 | en tvivlsom solidaritet, der i sidste instans fører til
187 IV,51 | hensyn til den værdighed, der tilkommer ethvert menneske.
188 IV,51 | ikke-troende en opfattelse, der bygger på tro, men om at
189 IV,51 | og forsvare de værdier, der bunder i selve menneskets
190 IV,52 | for at udføre den opgave, der følger af deres kald som
191 IV,52 | af det sociale spørgsmål, der nu har antaget globale dimensioner.
192 IV,53 | tænker jeg især på den hjælp, der er givet til så mange af
193 IV,53 | skulle efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten
194 IV,53 | seglet på den kærlighed, der er udløst af jubilæet. Mange
195 IV,53 | er dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til
196 IV,53 | komplet adskilt fra noget, der ligner økonomisk vinding.
197 IV,53 | økonomisk vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge,
198 IV,53 | fortsætte den erfaring, der har gentaget sig så ofte
199 IV,53 | ApG 2,44-45). Det fond, der skal oprettes, vil kun blive
200 IV,53 | kun blive en lille strøm, der flyder ind i den store kristne
201 IV,53 | minde om det fællesskab, der blev erfaret under jubilæet. ~
202 IV,54 | Men det er ikke enhver, der kan se dette lys. Det er
203 IV,54 | er det mysterium lunae, der var en så skat-tet del af
204 IV,54 | vor menneskelige svaghed, der så ofte gør os sløve og
205 IV,54 | og åbner os for den nåde, der gør os til en ny skabning. ~
206 IV,55 | genfærd af de religionskrige, der så ofte har gjort menneskenes
207 IV,56 | forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt alle, og som
208 IV,56 | krænkelse af andres identitet. Der er jo tale om den gave,
209 IV,56 | åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den Gud, som
210 IV,56 | det er snarere en nåde, der fylder os med glæde, et
211 IV,57 | brødre og søstre! Hvor ligger der dog en stor skat i de retningslinier,
212 IV,57 | blevet gjort? Den kongres, der blev holdt her i Vatikanet,
213 IV,57 | Koncilet som den store nåde, der blev skænket Kirken i det
214 IV,57 | orientere os i det århundrede, der nu begynder. ~
215 Slut,58| igen, båret af det håb, der ikke »gør til skamme« (Rom
216 Slut,58| kirker må tilbagelægge, men der er ingen afstand mellem
217 Slut,58| ingen afstand mellem dem, der er for-enede i det samme
218 Slut,58| fællesskab, det fællesskab, der dagligt næres ved det eukaristiske
219 Slut,58| nærvær af man-ge biskopper, der var samlede i Rom, betroede
220 Slut,59| trænet vore ben til vejen, der stadig ligger foran os.
221 Slut,59| strækker mig frem mod det, der ligger forude, stræber mod
|