Chapter, Paragraph
1 0,1 | til at erindre fortiden med taknem-lighed, leve nutiden
2 0,1 | taknem-lighed, leve nutiden med begejstring og se fremad
3 0,1 | se fremad til fremtiden med tillid: »Jesus Kristus er
4 0,1 | store hyrde« (Heb 13,20). Med usædvanlig energi gik så
5 0,1 | sikkert og vist, at »en flod med livets vand«, det vand,
6 0,1 | afslut-ningen af dette år kan vi med fornyet jubel gentage de
7 0,2 | for at dele denne lovsang med jer. Fra begyndelsen af
8 0,2 | den havde fornyet sig for med ny begejstring at kunne
9 0,2 | at kunne give sig i lag med sin evangeliserende opgave.
10 0,2 | Men vi kan ikke lade være med at takke for de »undere«,
11 0,3 | store jubilæums. Det er med tanken for dette, at jeg
12 I | I. MØDET MED KRISTUS DET STORE JUBILÆUMS
13 I,4 | håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær af Gud,
14 I,4 | Gud, der ikke er tilfreds med blot at skabe verden og
15 I,4 | vidunderlige begivenhed med Jesu fødsel i Betlehem. »
16 I,4 | dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,43). ~
17 I,5 | Dette jubilæums sammenfald med begyndelsen af et nyt årtusinde
18 I,5 | valgte at stifte en pagt med Israel og således forberede
19 I,5 | dag og til alle tider«. Med denne sang gentaget tusinder
20 I,7 | tyvende århundrede. Sammen med repræsentanter for de andre
21 I,8 | har mødt, og som i samtale med ham igen drog afsted på
22 I,9 | skulle vi kunne lade være med især at mindes de unges
23 I,9 | sikkert de masser af unge, med hvem jeg har kunnet indgå
24 I,9 | uge, hvor Rom blev »ung med de unge«. Det vil ikke være
25 I,9 | når vi betragter de unge med de problemer og svagheder,
26 I,9 | Derfor tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring
27 I,9 | troens og livets valg og med at forelægge dem en vældig
28 I,10 | kan jeg ikke gå i detaljer med hver enkelt af jubilæets
29 I,10 | forstand betød det at begynde med børnene at respektere Kristi
30 I,10 | at bekræfte, at meningen med deres militærtjeneste var
31 I,10 | også lejlighed til at komme med en stærk opfordring til
32 I,10 | skyldes ethvert menneske. Børn med deres overvældende sans
33 I,10 | over Guds oprin-delige plan med dem (sml. Mark 10,6-8; Matt
34 I,10 | synet for selve meningen med ægteskabet og familien som
35 I,10 | mest bevægende møder det med fangerne i fængslet Regina
36 I,10 | mødet i årets sidste dage med underholdnings-verdenen,
37 I,11 | Hvordan skulle vi, samtidigt med at vi mindedes Sønnens fødsel,
38 I,11 | fødsel, kunne lade være med at mindes Moderen? Maria
39 I,12 | aflad, der var forbundet med jubelåret. Ikke desto mindre
40 I,12 | være til stede her i Rom med store grupper af troende.
41 I,12 | fællesskab? Der blev gjort meget med henblik herpå, og et af
42 I,12 | også andre vigtige møder med ortodokse pa-triarker og
43 I,13 | hvordan kan jeg lade være med at mindes mit personlige
44 I,13 | Jeg måtte imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse
45 I,13 | valfart i ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets
46 I,13 | kan jeg ikke lade være med at give udtryk for mit dybtfølte
47 I,14 | plager verden. Problemet med fattige landes internationale
48 I,14 | Spørgsmålet i forbindelse med multilateral gæld, som de
49 I,14 | landes fremskridt afhænger med alvorlige konsekvenser for
50 I,15 | fejring. Det har efterladt os med mange min-der. Men hvis
51 I,15 | efterlader os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som betragtningen
52 I,15 | og bekendt som hensigten med historien og livsløbets
53 I,15 | og derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv pastoral
54 I,15 | at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp, er dybt rodfæstet
55 I,15 | ofte fører til rastløshed med risiko for »handling for
56 I,15 | nogle meditationstanker med jer over Kristi mysterium,
57 II,16 | sædvanlige liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer
58 II,17 | Kristus, livets Ord: de så ham med deres øjne, hørte ham med
59 II,17 | med deres øjne, hørte ham med deres øren, rørte ved ham
60 II,17 | deres øren, rørte ved ham med deres hænder (jf. 1 Joh
61 II,18 | Jesus i overensstemmelse med moderne historisk vi-denskabs
62 II,18 | Evangelisterne gjorde sig umage med at beskrive ham på grundlag
63 II,18 | 3), og idet de arbejdede med dokumenter, som var genstand
64 II,18 | som fik ham til sammen med sin familie at foretage
65 II,18 | for-klarer dets krav og dets magt med nådefulde og barmhjertige
66 II,18 | som lytter til hans ord med forskelligt udbytte. Evangeliernes
67 II,18 | indtil den endelige krise med dens dramatiske afslutning
68 II,18 | Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise Nazaræeren sejrende
69 II,18 | og følger ham i perioden med rækken af åben-baringer,
70 II,18 | forvirrede, derpå fyldte med usigelig glæde - erfarer
71 II,19 | ham havde de levet sammen med i næsten tre år, og det
72 II,19 | der forkyndes af Peter og med ham af Kirken til alle tider,
73 II,20 | at følge i hans fodspor med stør-re og større overbevisning?
74 II,20 | forstå ting på. I tilfældet med Jesus er denne almindelige
75 II,20 | bemærker, at denne samtale med disciplene fandt sted, mens
76 II,21 | findes, i overensstemmelse med den klassiske formel fra
77 II,21 | gør os det muligt, omend med skælven, på en måde at stirre
78 II,21 | og den hører aldrig op med at udbryde: »Min Herre og
79 II,21(10)| I overensstemmelse med fædrene lærer og bekender
80 II,23(12)| Mennesket, stadig forenet med en skabning, kunne ikke
81 II,24 | guddommelige-menneskelige identitet fremgår med styrke af evangelierne.
82 II,25 | ansigt, konfronteres vi med det mest paradoksale aspekt
83 II,25 | vil aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette
84 II,25 | der henvendes til Faderen med begyndel-sesordene til den
85 II,26 | da han identificerer sig med vor synd, »forladt« af Faderen, »
86 II,26 | modstå Faderens kærlighed med synd. Mere end en oplevelse
87 II,26 | kunne opleve sin dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde
88 II,27 | sin dødskamp i forening med Jesu dødskamp ved i sig
89 II,27 | selv at »opleve« paradokset med Jesu egen lyksalighed og
90 II,28 | påskelørdag fortsætter Kirken med at betragte dette blødende
91 II,28 | og som begyndte på ny ved med forståelig bæven at bekende
92 II,28 | Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som blev overvundet,
93 II,28 | som om de var sket i dag. Med blikket fæstet på Kristi
94 III,29 | 29. »Jeg er med jer alle dage indtil verdens
95 III,29 | Vi stiller spørgsmålet med tillidsfuld optimisme, men
96 III,29 | tilsagn, han giver os: Jeg er med jer! Det drejer sig derfor
97 III,29 | leve Treenighedens liv og med ham forvandle historien
98 III,29 | program, der ikke ændres med tiders og kulturers skiften,
99 III,29 | en kateke-tisk vandring med Treenigheden som tema, ledsaget
100 III,29 | normal pastoral aktivitet. Med dets universale og absolut
101 III,29 | evangeliets program fortsætte med, som det altid har gjort,
102 III,29 | delkirkernes hyrder til med hjælp fra alle udsnit af
103 III,29 | valg til at stemme overens med nabo-kirkernes og den universelle
104 III,29 | det ikke netop hensigten med bispesynodens kontinentale
105 III,29 | derfor et spændende arbejde med pastoral fornyelse - et
106 III,30 | må sættes i forbindelse med hellighed. Var det ikke
107 III,30 | ikke den oprindelige mening med jubilæums-afladen, som en
108 III,30 | udsmykke ekklesiologien med en slags åndelig politur,
109 III,31 | hellighed« i forbindelse med en pastoral plan? I virkeligheden
110 III,31 | selvmodsigende at stille sig tilfreds med et middelmådigt liv, kendetegnet
111 III,31 | som om det var forbundet med en slags ekstraordinært
112 III,31 | hjælpekilder, der tilbydes enhver med både traditionelle former
113 III,32 | Bøn udvikler den samtale med Kristus, som gør os til
114 III,33 | hvilke dybder, forholdet med Kristus kan føre. Kirkens
115 III,33 | bønnens »skoler«, hvor mødet med Kristus ikke udtrykkes blot
116 III,33 | historie i overensstemmelse med Guds plan.18 ~
117 III,34 | vigtigt, at de udvikler den med særlig omhu. Men det ville
118 III,34 | kristne kan lade sig nøje med en overfladisk bøn, der
119 III,34 | undermineret, og ville måske ende med at bukke under for tiltrækningen
120 III,34 | Davids Salmer, begyndende med Laudes' salmer, hvormed
121 III,34 | bønnens klima. Man burde med passende dømmekraft give
122 III,34 | liv og vidnesbyrd i verden med fejrin-gen af eukaristien
123 III,34 | af eukaristien og måske med recitationen af laudes og
124 III,35 | søndag, vedbliver Kir-ken med at vise enhver generation »
125 III,36 | 36. På linie med Dies Domini ønsker jeg derfor
126 III,37 | bispesynode, der beskæftigede sig med dette spørgsmål. Min opfordring
127 III,37 | jeg var endnu mere ivrig med at indbyde til en genopdagelse
128 III,37 | hjerte og forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi
129 III,37 | nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, krea-tivitet
130 III,38 | virkeligt til at samarbejde med hans nåde og opfordrer os
131 III,38 | Kristi forrang, og i forening med ham, det indre livs og hellighedens
132 III,38 | sandet og efterlader os med en nedslående følelse af
133 III,38 | tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne vore hjerter
134 III,39 | som beskæftiger sig meget med Den hellige Skrift med værdifuld
135 III,39 | meget med Den hellige Skrift med værdifuld hjælp af teologiske
136 III,39 | først og fremmest arbejdet med evangelisering og katekese,
137 III,39 | altid gyldige tradition med lectio divina, der af den
138 III,40 | 40. At ernære sig selv med ordet for at blive »ordets
139 III,40 | ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering: det er uden
140 III,40 | stille os ansigt til ansigt med en si-tuation, der bliver
141 III,40 | og krævende i forbindelse med »globaliseringen« og af
142 III,40 | og lade os blive fyldte med den glød, som der var over
143 III,40 | Dette bør imidlertid gøres med respekt for hvert menneskes
144 III,40 | forskelligartet vandring og med opmærksomhed overfor de
145 III,40 | inkulturation. Samtidig med, at kristendommen forbliver
146 III,40 | fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor
147 III,40 | højde for hver enkelts behov med hensyn til modtagelighed
148 III,40 | pastorale omsorg for unge. Netop med hen-blik på de unge har
149 III,41 | fortiden, især i forbindel-se med de første af den kristne
150 III,41 | hvad vi skal gøre, er, med Guds nåde, at følge i deres
151 IV,42 | for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens
152 IV,42 | minder os: selv om vi taler med menneskers og engles tunger
153 IV,44 | som i overensstemmelse med Det andet Vatikankoncils
154 IV,45 | er åbne for diskussion. Med dette for øje må vi tilegne
155 IV,45 | abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem af
156 IV,45 | spiritualitet institutionens legeme med en sjæl ved at tilskynde
157 IV,45 | helt i overensstemmelse med ethvert af Guds folks med-lemmers
158 IV,46 | fællesskab er tæt forbundet med det kristne fællesskabs
159 IV,46 | for Kir-kens liv. Sammen med det ordinerede præsteembede,
160 IV,46 | jordiske formål og indrette dem med Gud som mål«;32 de »opfylder
161 IV,46 | bevægelser, der vedbliver med at give Kirken en vitalitet,
162 IV,47 | i fuld overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt
163 IV,47 | overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt gode for mennesket -
164 IV,48 | åbenbarer os Kristi enhed med Faderen som kildespringet
165 IV,48 | fulde og synlige fællesskab med alle kristne. I perspektivet
166 IV,48 | pilgrimsfærd efter jubilæet ser jeg med stort håb hen til de østlige
167 IV,48 | den tid, da Kirken åndede med »begge lunger«, anspore
168 IV,48 | sammen i troens enhed og med respekt for legitim forskellighed,
169 IV,48 | af den økumeniske dialog med vore brødre og søstre, der
170 IV,48 | økumeni, kan ikke undgå, med Guds hjælp, at give resultater.
171 IV,48 | den tid, hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple
172 IV,49 | sig, i overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige
173 IV,49 | at se - og forhåbentlig med stadigt større klarhed -
174 IV,49 | ønskede at blive identificeret med: »Jeg var sulten, og I gav
175 IV,49 | vis måde forenet sig selv med ethvert menneske«.35 Alligevel
176 IV,49 | måde er histo-rien fyldt med Guds Riges sædekorn, som
177 IV,49 | for dem, der kom til ham med deres åndelige og materielle
178 IV,50 | privilegerede, samtidig med at det efterlader andre
179 IV,50 | fordi de mangler mening med deres liv, er afhængige
180 IV,50 | ved at være solidariske med de lidende, så at den hånd,
181 IV,51 | for et særligt engagement med hensyn til visse aspekter
182 IV,51 | være en del af dens opgave med næstekærlighed. Jeg taler
183 IV,52 | kompetenceområder i overensstemmelse med Kirkens sociallære. Vel
184 IV,52 | stemmer dårligt overens med næstekærlighedens krav,
185 IV,52 | menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden
186 IV,54 | kirkefædrenes kontemplation; med dette billede ville de vise
187 IV,55 | forsøgt at opbygge et forhold med åbenhed til og dialog med
188 IV,55 | med åbenhed til og dialog med andre religioners tilhængere.
189 IV,55 | må fortsætte. I det klima med forøget kulturel og religiøs
190 IV,56 | og som skal tilbydes alle med den største respekt for
191 IV,56 | snarere en nåde, der fylder os med glæde, et budskab, som vi
192 IV,56 | dog ikke i at gå i gang med dialog med en holdning af
193 IV,56 | at gå i gang med dialog med en holdning af dyb villighed
194 IV,56 | Kirken selv aldrig holde op med at stille spørgsmål, idet
195 IV,56 | også for den kristne dialog med filosofier, kulturer og
196 IV,56 | de bringer. Var det ikke med den-ne ydmyge og tillidsfulde
197 IV,56 | Selv når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig sondren
198 IV,56 | holdning blev, kombineret med omhyggelig sondren, benyttet
199 IV,56 | religioner. Det er vor opgave med stor troskab at følge imod
200 Slut,58 | at forny vor forbindelse med denne levende håbets kil-de?
201 Slut,58 | begej-string: Vi kan regne med den samme kraft fra den
202 Slut,58 | dem og sætte dem i gang med det store vovestykke at
203 Slut,59 | til vore brødre og søstre med det glade budskab: »Vi har
204 Slut,59 | gennem Sønnen, i Helligånden. Med dette sender jeg jer alle
|