Chapter, Paragraph
1 0,1 | apostlen til at »lægge ud på dybet« for at få fangst: »
2 0,1 | fangst: »Duc in altum, Læg ud på dybet« (Luk 5,4). Peter
3 0,1 | første ledsagere stolede på Jesu ord og ka-stede garnene
4 0,1 | 6). Duc in altum, Læg ud på dybet! Disse ord lyder til
5 0,2 | vigtig milepæl. Jeg tænkte på fejringen af det som en
6 0,2 | Guds blik hviler opmærksomt på vort engagement, på dets
7 0,2 | opmærksomt på vort engagement, på dets store kraftanstrengelser
8 0,2 | til fornyet overvejelse og på en måde »tydes«, for at
9 0,3 | mangfoldighed og i sin enhed på vandringen. ~
10 I,4 | forsoningens vej og et tegn på sandt håb for alle, som
11 I,4 | tænker først og fremmest på lovprisningens dimension.
12 I,4 | enhver ægte troens reakti-on på Guds åbenbaring i Kristus.
13 I,4 | mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som den skabning,
14 I,4 | efter mangfoldige gange og på mangfoldige måder at have
15 I,4 | anvendte Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende
16 I,4 | det frelsens »i dag«, som på korset åbnede Guds Riges
17 I,5 | at blive mere opmærksomme på Kristi mysterium inden for
18 I,5 | frelseshistoriens store horisont – uden på nogen måde at give efter
19 I,5 | rodfæstet i historien! Det var på historisk jord, at Gud valgte
20 I,6 | syn-dere i sit skød, er på én gang hellig og har altid
21 I,6 | hvor jeg, idet jeg så op på den korsfæstede Kristus,
22 I,7 | omgivelser i Colosseum, symbolet på oldtidens forfølgelser.
23 I,8 | gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset
24 I,8 | pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hel-lige
25 I,8 | med ham igen drog afsted på en håbets rejse. Når jeg
26 I,8 | hemmelighedsfulde måder at ar- bejde på og uden ophør synge til
27 I,9 | hvor jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken
28 I,9 | pladsen ved Laterankirken og på Peterspladsen. Derefter
29 I,9 | tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring at bede
30 I,10 | gjorde det til selve symbolet på den indstilling vi bør have,
31 I,10 | 18,2-4). Således var det på en vis måde i børnenes fodspor,
32 I,10 | stærk opfordring til at bøde på den økonomiske og sociale
33 I,10 | processer er behørigt opmærksom på solidaritet og den respekt,
34 I,10 | det lys får ind flydelse på en kultur, som på en mere
35 I,10 | flydelse på en kultur, som på en mere og mere forvirrende
36 I,10 | håb. For dem var jubilæet på en særlig måde et »nådens
37 I,10 | så mægtig en indflydelse på men-nesker, en fornøjelig
38 I,11 | tema ved akademiske møder på højt plan, men frem for
39 I,12 | at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab?
40 I,12 | i stand til at overraske på ny. ~
41 I,13 | meditere over Korsets mysterium på Golgata, hvor han gav sit
42 I,13 | han gav sit liv for os. På disse steder, der stadig
43 I,13 | Når jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg
44 I,14 | at opnå en hurtig løsning på dette spørgsmål, af hvis
45 I,15 | fremad, vi må »lægge ud på dybet« i tillid til Kristi
46 I,15 | det få os til at slække på vor for-pligtelse. Tværtimod
47 I,15 | Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig til-bage,
48 I,15 | den henseende bør vi huske på, hvordan Jesus irettesatte
49 II,17 | mysterium, som er bebudet på en tilsløret måde i Det
50 II,17 | et troens syn, der bygger på et sikkert historisk vidnesbyrd:
51 II,17 | formål, giver videre til os på en fuldstændig troværdig
52 II,18 | Nazaræerens ansigt frem af dem på et solidt historisk grundlag.
53 II,18 | umage med at beskrive ham på grundlag af pålidelige vidnesbyrd,
54 II,18 | kirkelig gransken. Det var på grundlag af sådanne førstehånds
55 II,18 | dens dramatiske afslutning på Golgata. Dette er den mør-kets
56 II,18 | sejrende over døden. De peger på den tomme grav og følger
57 II,19 | at disciplene, der var på vej til Emmaus, kom til
58 II,19 | Jesus uden ad troens vej, på en vandring, hvor stadierne
59 II,19 | ved denne rabbi, som taler på en så fængslende måde, men
60 II,20 | almindelige måde at forstå ting på. I tilfældet med Jesus er
61 II,21 | muligt, omend med skælven, på en måde at stirre ind i
62 II,22 | 5). Hvis det i vore dage på grund af den rationalisme,
63 II,22 | nutidens kultur, især er tro på Kristi guddommelighed, der
64 II,22 | for Guds Søns vedkommende på den herlighed, som er hans
65 II,22 | 2,6-8; sml. 1 Pet 3,18). På den anden side er denne
66 II,22 | skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden,
67 II,23 | at de forløste podes ind på Kristus og får adgang til
68 II,23 | Kir-kefædrene lagde stor vægt på denne soteriologiske dimension
69 II,24 | tolv år gammel? Allerede på dette tidspunkt viser han,
70 II,24 | velbegrundet det end er at tro - på grund af de menneskelige
71 II,24 | til syvende og sidst var på grund af denne bevidsthed,
72 II,24 | Joh 5,18). I Getsemane og på Golgata vil Jesu menneskelige
73 II,24 | menneskelige viden herom blive sat på den yderste prøve. Men ikke
74 II,25 | dukker op i hans sidste time, på korset. Mysteriet i mysteriet,
75 II,25 | Faderen, råber Jesus til ham på sin sædvanlige måde, der
76 II,25 | desperate smertensskrig på korset: »Eloí, Eloí! lamá
77 II,25 | nemlig: »Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig,
78 II,25 | stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem ...
79 II,26 | brødre og søstre! Jesu råb på korset er ikke udtryk for
80 II,26 | øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund
81 II,26 | fæstnede på Faderen. Netop på grund af den viden om og
82 II,26 | syn-dens alvor og lider på grund af den. Kun han, der
83 II,26 | spørgsmål, hvordan Jesus på én og samme tid kunne opleve
84 II,27 | lignende som Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding
85 II,27 | sjælen lyksalig og bedrøvet på samme tid: bedrøvet på grund
86 II,27 | bedrøvet på samme tid: bedrøvet på grund af dens næstes synder,
87 II,27 | næstes synder, lyksalig på grund af den forening og
88 II,27 | lam, min enbårne Søn, som på korset var både lyksalig
89 II,27 | lyksalig og bedrøvet«.13 På samme måde gennemlevede
90 II,27 | men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad jeg selv
91 II,28 | Opstandelsen var Faderens svar på Kristi lydighed, som vi
92 II,28 | Hebræerbrevet: »Mens han levede på jorden, op-sendte han, under
93 II,28 | fornægtelse, og som begyndte på ny ved med forståelig bæven
94 II,28 | overvundet, da han mødte Herren på vejen til Damaskus: »Thi
95 II,28 | dag. Med blikket fæstet på Kristi ansigt betragter
96 II,28 | Kirken sig endnu engang på sin vej for at forkynde
97 III | III. BEGYNDE PÅ NY FRA KRISTUS ~
98 III,29 | i flere år at følges ad på en vandring, der er fælles
99 III,29 | opmuntring for alle vil jeg pege på visse pastorale prioriteringer,
100 III,30 | overstået, begynder vi igen på vor normale vej, men i bevidsthed
101 III,30 | pastoral opgave at lægge vægt på hellighed. Det er derfor
102 III,30 | lagde et sådant eftertryk på dette punkt, var det ikke
103 III,30 | er døbt. Men gaven bliver på den anden side til en opgave,
104 III,31 | mange måder at være hellig på, alt efter hver enkelts
105 III,32 | ligesom om vi igen og igen på ny skulle lære denne kunst
106 III,33 | lande, giver deres egne svar på dette behov, og un-dertiden
107 III,33 | og un-dertiden gør de det på tiltrækkende måder. Men
108 III,33 | modtaget den nåde at tro på Kristus, som har åbenbaret
109 III,34 | naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde: ifølge sin
110 III,35 | som den kristne tro bygger på (jf. 1 Kor 15,14), en begivenhed
111 III,35 | til os, men vi er visse på, at det ligger sikkert i
112 III,36 | 36. På linie med Dies Domini ønsker
113 III,36 | som allerede viser tegn på at være kendetegnet af en
114 III,37 | opfordring dengang gik ud på at gøre alt, hvad der var
115 III,37 | problemet, kunne alle få øje på, at sakramen-tet var i krise,
116 III,38 | der udtalte troens ord: »På dit ord vil jeg kaste garnene
117 III,40 | budskab skal plantes og på en sådan måde, så ingen
118 III,40 | at reagere mere effektivt på dette behov for inkulturation.
119 III,40 | I dette jubelår har vi på en særlig måde glædet os
120 III,40 | anbefalinger, tænker jeg specielt på den pastorale omsorg for
121 III,40 | unge. Netop med hen-blik på de unge har jubilæet, som
122 III,40 | os et opmuntrende bevis på deres storsindede vilje
123 III,41 | Gid de strålende eksempler på de mange trosvidner, som
124 III,41 | blevet for vante til at tænke på martyrerne i ret fjerne
125 III,41 | at vor tid er særlig rig på vidner, som på forskellige
126 III,41 | særlig rig på vidner, som på forskellige måder var i
127 IV,43 | først og fremmest et tegn på hjertets betragtning af
128 IV,43 | også en evne til at tænke på vore brødre og søstre i
129 IV,43 | ønsker og være opmærksomme på deres behov, til at tilbyde
130 IV,43 | glad for det og sætte pris på det som en gave fra Gud:
131 IV,44 | end nogen sinde opsatte på at vurdere og udvikle de
132 IV,44 | reagere hurtigt og effektivt på de problemer, som Kirken
133 IV,45 | udvikles og udvides hver dag og på ethvert niveau af hver kirkes
134 IV,45 | mellem præster og troende ved på den ene side a priori at
135 IV,45 | der er væ-sentligt, og ved på den anden side at føre dem
136 IV,46 | forskellighed ~46. Et sådant syn på fællesskab er tæt forbundet
137 IV,46 | fremme kald ved at bygge på personlig kontakt og inddrage
138 IV,46 | skoler og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom
139 IV,46 | er opfordret til at give på Guds kald, især når kaldet
140 IV,46 | modtaget i dåbens sakramente. På en særlig måde vil det være
141 IV,47 | også være særlig opmærksom på den pastorale omsorg for
142 IV,47 | krise. I det kristne syn på ægteska-bet, svarer forholdet
143 IV,47 | kirke er (jf. Ef 5,32). På dette punkt kan Kirken ikke
144 IV,47 | et overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve
145 IV,48 | opgave at udvikle fællesskab på økumenismens ømtålelige
146 IV,48 | Ved at fæstne vort blik på Kristus har det store jubilæum
147 IV,48 | enhedens mysterium. »Jeg tror på den ene kirke«: det vi bekender
148 IV,48 | reelle splittelse opstår på historiens plan i forholdet
149 IV,48 | vil vedblive at modtage på mystisk vis indtil dens
150 IV,48 | udtryk, og den virker også på forskellige måder i alle
151 IV,48 | Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et forpligtende
152 IV,48 | og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor
153 IV,48 | Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke, vi baserer
154 IV,48 | støtter hinanden som lemmer på Kristi ene legeme. En lignende
155 IV,49 | Sæt alt ind på næstekærlighed ~49. Næstekærligheden
156 IV,49 | vi virkeligt er be-gyndt på ny ud fra betragtningen
157 IV,49 | som kaster stråler af lys på Kristi mysterium. På disse
158 IV,49 | lys på Kristi mysterium. På disse ord, ikke mindre end
159 IV,49 | disse ord, ikke mindre end på dens læres ortodoksi, måler
160 IV,49 | menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig
161 IV,49 | forsyn og barmhjertighed, og på en måde er histo-rien fyldt
162 IV,50 | traditionelle former tænker på dens nye mønstre. Disse
163 IV,50 | at praktisere de-res tro på Kristus ved at fornemme
164 IV,50 | som er kommet til udtryk på så mange forskellige måder
165 IV,51 | fører til en gøren forskel på det ene og det andet liv
166 IV,51 | skal være effektivt, især på disse vanskelige og kontroversielle
167 IV,51 | en opfattelse, der bygger på tro, men om at forklare
168 IV,51 | selve menneskets person. På denne måde vil næstekærligheden
169 IV,52 | alt dette må realiseres på en speciel kristen måde:
170 IV,52 | lægfolk må være til stede på disse områ-der for at udføre
171 IV,52 | i evangeliets lys og til på belejlig og systematisk
172 IV,52 | beskaffenhed, medfører den på ingen måde, at vi giver
173 IV,52 | måde, at vi giver afkald på at »bygge« historie. Her
174 IV,53 | 53. For at give et tegn på denne forpligtelse til næstekærlighed
175 IV,53 | givet - her tænker jeg især på den hjælp, der er givet
176 IV,53 | skulle efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten
177 IV,53 | være frugten af og seglet på den kærlighed, der er udløst
178 IV,53 | betydningsfuld strøm: fordi verden på grund af jubilæet har set
179 IV,53 | ved katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til
180 IV,54 | en måde at udtrykke det på, som Kristus selv sagde,
181 IV,54 | skræmmende opgave, hvis vi ser på vor menneskelige svaghed,
182 IV,56 | imidlertid ikke være baseret på religiøs indifferens; og
183 IV,56 | spørgsmål, idet den stoler på Helligåndens, Sandhedens
184 IV,56 | begrænsninger, ikke sjældent tegn på sit nærvær, som hjælper
185 IV,56 | forstå og tyde de »ægte tegn på Guds nærvær og hen-sigt«,42
186 IV,57 | bestræbelser har fundet sted på forskellige måder i alle
187 IV,57 | og man bør lægge sig dem på sinde som læreembedets vigtige
188 IV,57 | sinde forpligtet til at pege på Koncilet som den store nåde,
189 Slut,58| som vi skal vove os ud på, idet vi stoler på Kristi
190 Slut,58| os ud på, idet vi stoler på Kristi hjælp. Guds Søn,
191 Slut,58| at forkynde evangeliet. På denne vandring er vi ledsagede
192 Slut,58| Nu peger jeg endnu engang på Maria som det strålende
193 Slut,59| opstandne Jesus ledsager os på vor vej og gør os i stand
|