Chapter,  Paragraph

  1  0,1     |            det store jubilæum, hvor vi fejrede den to-tusinde års-dag
  2  0,1     |       afslut-ningen af dette år kan vi med fornyet jubel gentage
  3  0,2     |          uundgåelige svagheder. Men vi kan ikke lade være med at
  4  0,3     |            Gennem disse måneder har vi ofte set hen imod det nye
  5  0,3     |             er ved at begynde, mens vi gennemlevede dette jubelår
  6  0,3     |            Nu er det nødvendigt, at vi drager fordel af den nåde,
  7  0,3     |          drager fordel af den nåde, vi har modtaget, ved i praksis
  8  I,4     |                                 4. »Vi takker dig, Herre, Gud,
  9  I,4     |             fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som om vi
 10  I,4     |           vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt var i kontakt
 11  I,5     |      gentaget tusinder af gange har vi betragtet Kristus i år,
 12  I,5     |          sidste« (Åb 22,13). Og når vi betragtede Kristus, tilbad
 13  I,5     |          betragtede Kristus, tilbad vi også Faderen og Ånden, den
 14  I,6     |         Kristi brud. I lang tid har vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse
 15  I,6     |       strålende lys. Hvordan skulle vi kunne glemme den bevægende
 16  I,7     |      specielt i det århundrede, som vi lige har lagt bag os, ved
 17  I,7     |          kirkelige samfund mindedes vi dem den 7. maj 2000 i de
 18  I,7     |           arv, der ikke må gå tabt; vi bør altid være taknemlige
 19  I,7     |         være taknemlige for den, og vi bør forny vor beslutning
 20  I,8     |       forfølgelser og Guds trøst«.5 Vi har kun væ-ret i stand til
 21  I,9     |          frembød. Og hvordan skulle vi kunne lade være med især
 22  I,9     |            Kirken. Undertiden føler vi, når vi betragter de unge
 23  I,9     |            Undertiden føler vi, når vi betragter de unge med de
 24  I,10    |          medierne. Men hvordan skal vi nogen sinde kunne glemme
 25  I,10    |         symbolet på den indstilling vi bør have, hvis vi ønsker
 26  I,10    |       indstilling vi bør have, hvis vi ønsker at komme ind i Himmeriget (
 27  I,11    |    eukaristisk«,6 og det er således vi forsøgte at gennemføre det.
 28  I,11    |      gennemføre det. Hvordan skulle vi, samtidigt med at vi mindedes
 29  I,11    |         skulle vi, samtidigt med at vi mindedes Sønnens fødsel,
 30  I,12    |            vil måske være lang, men vi opmuntres af det håb, der
 31  I,13    |          februar blev fejret i Paul VI's audienssal. Den virkelige
 32  I,15    |             mange min-der. Men hvis vi spørger, hvad der er kernen
 33  I,15    |            og livsløbets lys. Nu må vi se fremad, vi må »lægge
 34  I,15    |            lys. Nu må vi se fremad, vi må »lægge ud på dybet« i
 35  I,15    |             ord: Duc in altum! Hvad vi har udrettet i dette år
 36  I,15    |          kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed,
 37  I,15    |        Tværtimod bør de erfaringer, vi har gjort, indgive os nye
 38  I,15    |         investere den begej-string, vi har følt, i konkrete initiativer.
 39  I,15    |           meget af os, og derfor må vi gå i gang med at lægge en
 40  I,15    |         imidlertid vigtigt, at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp,
 41  I,15    |            handlingens egen skyld«. Vi må modstå denne fristelse
 42  I,15    |      fristelse ved »at være«, inden vi »handler«. I den henseende
 43  I,15    |       handler«. I den henseende bør vi huske på, hvordan Jesus
 44 II,16    |                                16. »Vi vil gerne se Jesus« (Joh
 45 II,16    |       håbløst utilstrækkeligt, hvis vi ikke selv først havde betragtet
 46 II,16    |      afslutningen af jubilæet, mens vi vender tilbage til vort
 47 II,16    |    sædvanlige liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer
 48 II,17    |        blive inspireret af alt det, vi har fået fortalt om ham
 49 II,17    |         uvidenhed om Kristus«.8 Når vi er fast forankrede i Den
 50 II,17    |           Den hellige Skrift, åbner vi os for Åndens virk-ning (
 51 II,17    |        hænder (jf. 1 Joh 1,1). Det, vi modtager fra dem, er et
 52 II,20    |         hvad kræves der af os, hvis vi ønsker at følge i hans fodspor
 53 II,20    |           for at gøre det klart, at vi ikke kan nå til den fulde
 54 II,20    |            egne kræfter, men ved at vi tillader nåden at tage os
 55 II,20    |            tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed,
 56 II,21    | guddommelige og den menneskelige.10 Vi ved, at vore begreber og
 57 II,21(10)|           fædrene lærer og bekender vi enstemmigt, at den samme
 58 II,25    |             sorgens ansigt ~25. Når vi betragter Kristi ansigt,
 59 II,25    |         Kristi ansigt, konfronteres vi med det mest paradoksale
 60 II,25    |          Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan andet end kaste
 61 II,25    |             til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed
 62 II,25    |   retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Vi vil aldrig kunne ophøre
 63 II,27    |          overfor dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot af
 64 II,28    |             på Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »
 65 III,29   |    fejringen af jubilæet. Derfra må vi opnå en ny driv-kraft til
 66 III,29   |            til det kristne liv; ja, vi bør gøre det til en kraft,
 67 III,29   |          nærvær iblandt os, stiller vi i dag os selv det samme
 68 III,29   |          hans pinsetale: »Hvad skal vi gøre?« (ApG 2,37). Vi stiller
 69 III,29   |          skal vi gøre?« (ApG 2,37). Vi stiller spørgsmålet med
 70 III,29   |          undervurdere de problemer, vi står overfor. Vi lader os
 71 III,29   |         problemer, vi står overfor. Vi lader os bestemt ikke friste
 72 III,29   |            naive forventning om, at vi, når vi står over for vor
 73 III,29   |          forventning om, at vi, når vi står over for vor tids store
 74 III,29   |          anden trylleformular. Nej, vi vil ikke blive frelste af
 75 III,29   |             elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens
 76 III,29   |         længere et umiddelbart mål, vi står overfor, men den største
 77 III,30   |     jubilæet er overstået, begynder vi igen på vor normale vej,
 78 III,31   |          pastorale planlægning, som vi er optaget af ved det nye
 79 III,32   |      personlig og i fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan
 80 III,32   |           ikke kan tages for given. Vi må alle lære at bede: ligesom
 81 III,32   |            lære at bede: ligesom om vi igen og igen på ny skulle
 82 III,33   |             tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget den nåde
 83 III,33   |           forening«. Hvordan skulle vi her kunne glemme, blandt
 84 III,34   |          måske mere tænke-ligt, end vi almindeligvis antager, at
 85 III,35   |          vende tilbage i herlighed. Vi ved ikke, hvad det nye årtusind
 86 III,35   |         årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger
 87 III,36   |            konsekvent kristent liv. Vi er ved at træde ind i et
 88 III,37   |         Kære brødre i præstedømmet, vi må ikke give efter for forbigående
 89 III,38   |            Nådens forrang ~38. Hvis vi i den planlægning, der venter
 90 III,38   |           bøn dens rette plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel
 91 III,38   |        glemme, at »uden Kristus kan vi intet gøre« (sml. Joh 15,
 92 III,38   |            af frustration? Så deler vi disciplenes erfaring i evangeliets
 93 III,38   |            mirakuløse fiskefangst: »Vi har slidt hele natten og
 94 III,40   |             nu forsvundet. I dag må vi modigt stille os ansigt
 95 III,40   |           for at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække
 96 III,40   |   apostoliske prædiken efter pinse. Vi må i os selv genoplive den
 97 III,40   |            rod. I dette jubelår har vi på en særlig måde glædet
 98 III,40   |            ved at forberede til os. Vi må tillidsfuldt fremstille
 99 III,40   |         Kristus for alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne,
100 III,40   |            stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette opmuntrende
101 III,40   |            har givet os i hænde, så vi kan få et rigt udbytte. ~
102 III,41   |            de mange trosvidner, som vi har erindret under jubilæet,
103 III,41   |          der nu begynder? Måske var vi blevet for vante til at
104 III,41   |           til fremti-den. Alt, hvad vi skal gøre, er, med Guds
105 IV,42    |             brødre og sø-stre! Hvis vi virkelig har betragtet Kristi
106 IV,42    |          sag er for præcise, til at vi kan reducere deres betydning.
107 IV,42    |      kærligheden minder os: selv om vi taler med menneskers og
108 IV,42    |            og engles tunger og hvis vi har tro, der kan »flytte
109 IV,43    |     årtusind, som nu begynder, hvis vi ønsker at være trofaste
110 IV,43    |        tilskyndelse at følge. Inden vi lægger praktiske planer,
111 IV,43    |         lægger praktiske planer, må vi fremme en fællesska-bets
112 IV,43    |  fællesska-bets spiritualitet, idet vi gør den til det ledende
113 IV,43    |           som bor i os, og hvis lys vi også må kunne se skinne
114 IV,43    |         nogen illusioner: medmindre vi følger denne åndelige vej,
115 IV,44    |           fællesskabet. Hvordan kan vi for det første glemme de
116 IV,45    |    diskussion. Med dette for øje må vi tilegne os den gamle pastorale
117 IV,46    |           er i dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre
118 IV,48    |        engagement ~48. Og hvad skal vi sige om den påtrængende
119 IV,48    |         område? Desværre medbringer vi, når vi går over tærsklen
120 IV,48    |         Desværre medbringer vi, når vi går over tærsklen til det
121 IV,48    |         tror på den ene kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen
122 IV,48    |          svaghed i den måde, hvorpå vi modtager den gave, der strømmer
123 IV,48    |            ikke på vor egen styrke, vi baserer håbet om, at allerede
124 IV,48    |       allerede i historiens løb vil vi være i stand til at nå det
125 IV,48    |            I mellemtiden fortsætter vi tillidsfuldt vor pilgrims-vandring,
126 IV,48    |             pilgrims-vandring, idet vi længes efter den tid, hvor
127 IV,48    |          længes efter den tid, hvor vi sammen med hver og en af
128 IV,49    |    kærlighed til de fattigste. Hvis vi virkeligt er be-gyndt på
129 IV,49    |        betragtningen af Kristus, må vi lære at se ham specielt
130 IV,49    |            troskab som Kristi brud. Vi er i sandhed nødt til at
131 IV,50    |            udvides ubegrænset, hvis vi foruden dens traditionelle
132 IV,50    |           en delen mellem søskende. Vi må derfor sikre, at de fattige
133 IV,51    |    udfordringer ~51. Og hvordan kan vi forblive ligegyldige overfor
134 IV,52    |             det kristne vidnesbyrd; vi må afvise fristelsen til
135 IV,52    |      medfører den på ingen måde, at vi giver afkald på at »bygge«
136 IV,54    |             skræmmende opgave, hvis vi ser på vor menneskelige
137 IV,54    |           os. Men det er en opgave, vi kan udføre, hvis vi vender
138 IV,54    |         opgave, vi kan udføre, hvis vi vender os til Kristi lys
139 IV,55    |           er i denne sammenhæng, at vi bør betragte den interreligiøse
140 IV,55    |       dialogs store udfordring, som vi stadig vil væ-re forpligtet
141 IV,56    |            religiøs indifferens; og vi kristne er, mens vi deltager
142 IV,56    |              og vi kristne er, mens vi deltager i dialog, for-pligtede
143 IV,56    |             vidne klart om det håb, vi har (jf. 1 Pet 3,15). Vi
144 IV,56    |            vi har (jf. 1 Pet 3,15). Vi bør ikke frygte for, at
145 IV,56    |     forstået som diskussion, som om vi betragtede det blot som
146 IV,56    |          med glæde, et budskab, som vi har en pligt til at forkynde.
147 IV,56    |             villighed til at lytte. Vi ved faktisk, at fordi nådens
148 IV,57    |      tyvende århundrede: dér finder vi et sikkert kompas, hvormed
149 IV,57    |             sikkert kompas, hvormed vi kan orientere os i det århundrede,
150 Slut,58  |             et umådeligt ocean, som vi skal vove os ud på, idet
151 Slut,58  |            skal vove os ud på, idet vi stoler på Kristi hjælp.
152 Slut,58  | menneskeheden, arbejder også i dag: vi må have vågne øjne for at
153 Slut,58  |             i hans arbejde. Fejrede vi ikke jubelåret for at forny
154 Slut,58  |           indbyder den Kristus, som vi har betragtet og elsket,
155 Slut,58  |  allerførste kristnes begej-string: Vi kan regne med den samme
156 Slut,58  |             dette nye århundrede må vi gå hurtigere, når vi vandrer
157 Slut,58  |             må vi gå hurtigere, når vi vandrer ad verdens landeveje.
158 Slut,58  |    evangeliet. På denne vandring er vi ledsagede af Den salige
159 Slut,59  |       kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage til. Tværtimod,
160 Slut,59  |             stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne
161 Slut,59  |             3,13-14). I forening må vi alle efterligne Marias betragtning,
162 Slut,59  |             med det glade budskab: »Vi har set Herren!« (Joh 20,