Chapter,  Paragraph

 1  0,1     |        berørt menneskers hjerter. Men det er sikkert og vist,
 2  0,2     |         og uundgåelige svagheder. Men vi kan ikke lade være med
 3  0,3     |         som et minde om fortiden, men også som en profeti om fremtiden.
 4  I,4     |        skabe verden og mennesket, men sætter sig selv på samme
 5  I,4     |        Der er gået to tusinde år, men Jesu proklamation af hans
 6  I,4     |        Der er gået to tusinde år, men syndere, der har behov for
 7  I,6     |           afla-dens særlige gave, men det gælder for hele Kirken,
 8  I,9     |        taknemlighed til dem alle. Men bortset fra antallet er
 9  I,9     |     lykkelige, som unge bør være, men også eftertænksomme, ivrige
10  I,10    |          dem, der direkte deltog, men også til dem, der hørte
11  I,10    |        borte fra gennem medierne. Men hvordan skal vi nogen sinde
12  I,10    |        deres øjne så jeg lidelse, men også anger og håb. For dem
13  I,11    |    akademiske møder på højt plan, men frem for alt i den store
14  I,12    |           set ud fra Peters Stol. Men imidlertid glemmer jeg ikke,
15  I,12    |           og vil måske være lang, men vi opmuntres af det håb,
16  I,13    |       blot fra Kirkens medlemmer, men også fra de israelske og
17  I,15    |   efterladt os med mange min-der. Men hvis vi spørger, hvad der
18  I,15    |         er urolig for mange ting. Men ét er fornødent« (Luk 10,
19 II,16    |        blot at »tale« om Kristus, men i en vis forstand at »vise«
20 II,19    |             Absolut et godt svar, men sta-dig langt - meget langt -
21 II,19    |         på en så fængslende måde, men de er ikke i stand til at
22 II,19    |           dem, der står ham nær: »Men I, hvem siger I, at jeg
23 II,20    |          blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene« (Matt
24 II,20    |      alene ved vore egne kræfter, men ved at vi tillader nåden
25 II,21    |         som helst sammenblanding, men også uden nogen som helst
26 II,21(10)|      eller adskilt i to personer, men han er den ene og samme
27 II,22    |           hi-storiske konkrethed. Men for Kirkens tro er det væsentligt
28 II,24    |          blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin
29 II,24    |         sat på den yderste prøve. Men ikke en-gang hans lidelse
30 II,25    |         fra ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen synes ikke villig
31 II,25    |         antage menneskets ansigt, men tillige påtage sig syndens »
32 II,25    |  uudsigelige pines hele realisme; men det er også oplyst af hele
33 II,26    |          menneske der fortvivler, men Sønnens bøn, som i kærlighed
34 II,27    |       blot af teologisk forskning men også af den store arv, som
35 II,27    |     grufuld. Det er et mysterium, men jeg forsikrer jer, at på
36 II,28    |          giver frelse til verden. Men dens betragtning af Kristi
37 III,29   |        med tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de
38 III,29   |           frelste af en formular, men af en person og af det tilsagn,
39 III,29   |          for det tredje årtusind. Men det må oversættes til pastorale
40 III,29   |      Tertio Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et
41 III,29   | umiddelbart mål, vi står overfor, men den største og mest krævende
42 III,29   |          få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres i praksis.
43 III,30   |          igen på vor normale vej, men i bevidsthed om, at det
44 III,30   |         en slags åndelig politur, men snarere for at få kaldet
45 III,30   |         er så at sige »objektiv«, men den tilbydes enhver, der
46 III,30   |     tilbydes enhver, der er døbt. Men gaven bliver på den anden
47 III,32   |        personlig og i fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke
48 III,32   |         kilden til Kirkens liv,17 men også i personlig erfaring,
49 III,33   |        det på tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget den
50 III,33   |       rejse totalt båret af nåde, men som ikke desto mindre kræver
51 III,33   |      lutringer (den »mørke nat«). Men den fører ad forskellige
52 III,33   |        blot ved at bede om hjælp, men også ved taksigelse, lovprisning,
53 III,33   |     forelsket«. Inderlig bøn, ja, men det bortleder os ikke fra
54 III,34   |     udvikler den med særlig omhu. Men det ville være forkert at
55 III,34   |        være middelmådige kristne, men »kristne udsat for fare«.
56 III,34   |        ikke blot i ordenssamfund, men også i sogne blev gjort
57 III,35   |           årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger
58 III,35   |         ikke kun én gang om året, men hver søndag, vedbliver Kir-ken
59 III,36   |        for at overholde et påbud, men som noget, der opfattes
60 III,37   |    tydelig i vore dages kultur.23 Men jeg var endnu mere ivrig
61 III,37   |        tid, der er gået siden da. Men jubelåret, der har været
62 III,38   |          at tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at
63 III,39   |  teologiske og bi-belske studier. Men det er først og fremmest
64 III,40   |         en gruppe »specialister«, men må medføre, at alle medlemmer
65 III,40   |       ethvert folkeslag, afvises, men renses og bringes til deres
66 III,40   |       krav i evangeliets budskab, men efter Paulus' eksempel tage
67 IV,42    |           i dette nye århundrede; men uden kærlighed (agape) vil
68 IV,42    |          der kan »flytte bjerge«, men ikke har kærlighed, er det
69 IV,43    |         verdens dybeste længsler. Men hvad betyder dette i praksis?
70 IV,43    |     handling, der skal foretages, men det ville ikke være den
71 IV,43    |         direkte har modtaget den, men også som en »gave til mig«.
72 IV,44    |           egen plan for Kirken,28 men som må studeres konstant
73 IV,44    |  bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt meget mere,
74 IV,46    |        enhed er ikke ensartethed, men en organisk integration
75 IV,46    |  hyrdernes officielle direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte
76 IV,47    |           vort »hjertes hårdhed«, men som Kristus kom for at gengive
77 IV,48    |     bevægende og profetiske tegn, men der er stadig en lang vej
78 IV,50    |         fremskridtets yderkanter, men i livsbetin-gelser, som
79 IV,50    |          forgangne to årtusinder, men som i vore dage kræver endnu
80 IV,50    |           at hjælpen er effektiv, men også ved at være solidariske
81 IV,50    |           ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem søskende.
82 IV,51    |          tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto mindre må
83 IV,51    |    opfattelse, der bygger på tro, men om at forklare og forsvare
84 IV,52    |  negligere medmenneskers velfærd, men forpligter dem snarere så
85 IV,53    |       gennem historien. En lille, men betydningsfuld strøm: fordi
86 IV,54    |           åbner sig i Kristi lys. Men det er ikke enhver, der
87 IV,54    |          kaster skyg-ger over os. Men det er en opgave, vi kan
88 IV,56    |         hen erstatte forkyndelse, men er altid orienteret mod
89 IV,56    |           af den kristne sandhed, men også for den kristne dialog
90 IV,56    |          blot har ydet noget til, men også »hvor meget den selv
91 Slut,58  |           kirker må tilbagelægge, men der er ingen afstand mellem
92 Slut,59  |          symbol lukkes nu bag os, men kun for at lade den levende