Chapter,  Paragraph

 1  0,1   |           dette år, mens den viede sig til at betragte sin Brudgoms
 2  0,2   |           me-get den havde fornyet sig for med ny begejstring at
 3  0,2   |          begejstring at kunne give sig i lag med sin evangeliserende
 4  0,3   |          lokalkirker til at påtage sig. Når de er samlede omkring
 5  I,4   |           og mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som
 6  I,4   |       anvendte Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende som
 7  I,8   |           Augustin siger, befinder sig »midt imellem verdens forfølgelser
 8  I,9   |            engang har de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds
 9  I,10  |            6), og for at forpligte sig til at sørge for, at det
10  I,14  |         hvor samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed
11  I,14  |    finans-organisationer, har vist sig at være et mere problematisk
12  I,15  |          sin hånd på ploven og ser sig til-bage, er egnet for Guds
13  I,15  |          Luk 9,62). Når det drejer sig om Guds Rige, er der ikke
14  I,15  |          er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu mindre
15 II,18  |    grundlag. Evangelisterne gjorde sig umage med at beskrive ham
16 II,18  |     Evangeliernes beretning samler sig om den voksende spænding,
17 II,19  |            ind, hver gang de følte sig udfordrede af hans handlinger
18 II,20  |          mens Jesus »havde trukket sig tilbage for at bede« (Luk
19 II,21  |        Ligesom Thomas bøjer Kirken sig dybt i tilbedelse foran
20 II,22  |            ydmygelse ikke et mål i sig selv, den tjener snarere
21 II,22  |           navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og
22 II,23  |           og modsætninger, bevæger sig hen mod Gud selv, endog
23 II,24  |   repræsenteres af Kristi viden om sig selv. Kirken nærer ingen
24 II,24  |        mysterium også har udviklet sig til sit fulde udtryk i hans
25 II,24  |            Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig« (Joh 5,18).
26 II,25  |         ansigt, men tillige påtage sig syndens »ansigt«. »Ham,
27 II,25  |           det muligt at forestille sig en større dødsangst, et
28 II,26  |      øjeblik, da han identificerer sig med vor synd, »forladt«
29 II,26  |           Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder. Hans
30 II,26  |          der ser Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde
31 II,26  |          dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde
32 II,26  |            dødsangst, der strækker sig lige til forladthedsråbet.
33 II,27  |            med Jesu dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset
34 II,28  |            erfaring begiver Kirken sig endnu engang på sin vej
35 III,29 |         Jeg er med jer! Det drejer sig derfor ikke om at opfinde
36 III,29 |           nu regelmæssigt påta-ger sig i bispekonferencer og bispesynoder.
37 III,30 |           Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop for
38 III,31 |           selvmodsigende at stille sig tilfreds med et middelmådigt
39 III,33 |            hvordan bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds
40 III,34 |       almindelige kristne kan lade sig nøje med en overfladisk
41 III,34 |            tilbud og endda hengive sig til meget unatur-lige former
42 III,37 |      bispesynode, der beskæftigede sig med dette spørgsmål. Min
43 III,37 |            og forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi
44 III,37 |          har haft gavn af at nærme sig dette sakramente, er det
45 III,37 |      nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, krea-tivitet
46 III,38 |            handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse
47 III,39 |         der mange, som beskæftiger sig meget med Den hellige Skrift
48 III,39 |     uddybes også ved at man sikrer sig, at enhver familie ejer
49 III,40 |      Forkynde ordet ~40. At ernære sig selv med ordet for at blive »
50 III,40 |     medlemmer af Guds folk påtager sig dette ansvar. De, der vir-kelig
51 III,40 |           kan ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham.
52 III,40 |            fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab
53 III,40 |    storsindede vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære
54 III,41 | formulering af Tertullian har vist sig at være rigtig i alle historiens
55 IV,42  |        fællesskab, at Kirken viser sig som »sakramente«, som »tegn
56 IV,44  |            disse tider, der ændrer sig så hurtigt. ~
57 IV,45  |   opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem
58 IV,46  |            medfører en total given sig selv og ens kræfter for
59 IV,46  |         søge Guds Rige ved at tage sig af de jordiske formål og
60 IV,46  |        bestemte advarsel henvender sig til alle: »Udsluk ikke Ånden,
61 IV,49  |          Næstekærligheden udvikler sig, i overensstemmelse med
62 IV,49  |      nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske«.35
63 IV,50  |         sikre, at de fattige føler sig hjemme i ethvert kristent
64 IV,50  |  forkyndelsen af evangeliet, der i sig selv er den første form
65 IV,51  |        etiske krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet,
66 IV,51  |            det vigtigt, at man gør sig særlig anstrengelse for
67 IV,51  |      fremhæver, at det ikke drejer sig om at påtvinge ikke-troende
68 IV,53  |    finan-sielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs
69 IV,53  |         erfaring, der har gentaget sig så ofte siden Kirkens første
70 IV,54  |  århundrede, et nyt årtusind åbner sig i Kristi lys. Men det er
71 IV,54  |         selv sagde, når han kaldte sig for »verdens lys« (Joh 8,
72 IV,56  |        tegn«?41 Selv når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig
73 IV,57  |           kredse, og man bør lægge sig dem på sinde som læreembedets
74 Slut,58|         håb! Et nyt årtusind åbner sig for Kirken ligesom et umådeligt
75 Slut,58|            ugen« (Joh 20,19) viste sig for sine disciple for at
76 Slut,59|    lovprisning og taksigelse hæ-ve sig til Faderen, gennem Sønnen,