Chapter,  Paragraph

 1  0,1     |       hjerter atter Jesu ord, da han en dag - efter fra Simons
 2  0,1     | taksigelsesord: »Tak Herren, for han er god, hans tro-fasthed
 3  0,2     |          Sl 89,2). Samtidigt vil han, at det, der stod os for
 4  I,4     |         niveau som den skabning, han har skabt, og efter mangfoldige
 5  I,4     |      talt gennem profeterne, har han »nu ved dage-nes ende ...
 6  I,4     |          en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren« (Luk
 7  I,4     | proklamation af hans mission, da han over for sine forbavsede
 8  I,5     |          grundlag og midt-punkt, han er dens mening og endelige
 9  I,5     |      betragtet Kristus i år, som han er skildret i Johannes'
10  I,7     |        give Herren ære for, hvad han har gjort i hvert eneste
11  I,9     |          for unge mennesker, som han virkeligt er, oplever de
12  I,10    |         endnu mere at gøre, hvad han gjorde, da han stillede
13  I,10    |        gøre, hvad han gjorde, da han stillede et lille barn midt
14  I,13    |        Forløseren levede, og som han gjorde hellige. Det er vanskeligt
15  I,13    |         kunne ære stederne, hvor han blev født, og hvor han levede,
16  I,13    |      hvor han blev født, og hvor han levede, Betlehem og Nazaret,
17  I,13    |       mysterium på Golgata, hvor han gav sit liv for os. På disse
18 II,18    |     gennem de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf.
19 II,18    |         søn« (Luk 3,22) begynder han at prædike om Guds Riges
20 II,18    |       fulgt af tolv apostle, som han har udvalgt (jf. Mark 3,
21 II,19    |    Thomas troede først, efter at han selv havde efterprøvet underet (
22 II,19    |         jf. Matt 16,13-20). Idet han ligesom foretager en første
23 II,19    |          plan af hans væsen, som han venter fra dem, der står
24 II,20    |       viser i samme retning, når han bemærker, at denne samtale
25 II,21    |         hans menneskelighed, som han har mod-taget fra Maria,
26 II,21(10)|       udelelig, uadskillelig ... han er ikke delt eller adskilt
27 II,21(10)|       adskilt i to personer, men han er den ene og samme Søn,
28 II,22    |         samme fremgangsmåde, når han erklærer, at Guds Søn »som
29 II,23    |        over os« (Sl 67,1). Fordi han samtidigt er Gud og menneske,
30 II,23    |       Gud og menneske, åbenbarer han os også menneskets sande
31 II,23    |         menneskets sande ansigt, han åbenbarer »mennesket fuldt
32 II,24    |       ønsker at fortælle os, når han gengiver de første Jesu-ord,
33 II,24    |         på dette tidspunkt viser han, at han er bevidst om et
34 II,24    |          tidspunkt viser han, at han er bevidst om et unikt forhold
35 II,24    |         at hans sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt
36 II,24    |     fremhæver dette så meget, at han erklærer, at det til syvende
37 II,24    |         ham, »for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte
38 II,24    |          brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader
39 II,25    |    kærlig tillid; »Abba, Fader«. Han beder ham om, hvis det er
40 II,25    |        ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for
41 II,26    |          I selve det øjeblik, da han identificerer sig med vor
42 II,26    |          af Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder. Hans
43 II,26    |         erfaring af Faderen, som han alene har, ser han selv
44 II,26    |           som han alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik
45 II,26    |       lider på grund af den. Kun han, der ser Faderen og glæder
46 II,27    |          sin dybeste smerte døde han, mens han bad om tilgivelse
47 II,27    |    dybeste smerte døde han, mens han bad om tilgivelse for sine
48 II,27    |          jf. Luk 23,34), og idet han over for Faderen gav udtryk
49 II,28    |     billedet af den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det
50 II,28    |     hører i Hebræerbrevet: »Mens han levede på jorden, op-sendte
51 II,28    |      levede på jorden, op-sendte han, under høje råb og tårer,
52 II,28    |         frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.
53 II,28    |         for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære
54 II,28    |         Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han
55 II,28    |        han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået
56 II,28    |  lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han
57 II,28    |       han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for
58 II,28    |       den efter Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse,
59 II,28    |          som blev overvundet, da han mødte Herren på vejen til
60 II,28    |     tredje årtusinds begyndelse: han »er den samme i går og i
61 III,29   |        person og af det tilsagn, han giver os: Jeg er med jer!
62 III,30   |         den som Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop
63 III,31   |        Jeg takker Herren for, at han i disse år har givet mig
64 III,40   |        Paulus var opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg
65 IV,42    | inspireret af det »nye bud«, som han gav os: »I skal elske hinanden,
66 IV,45    |          et klosters abbed, hvor han opfordrer abbeden til at
67 IV,47    |      dens oprindelig glans, idet han åbenbarede, hvad der var
68 IV,49    |   specielt i ansigterne hos dem, han selv ønskede at blive identificeret
69 IV,49    |          jordiske liv, hver gang han reagerede over for dem,
70 IV,54    |          Kristus selv sagde, når han kaldte sig for »verdens
71 IV,56    |      elskede verden således, »at han gav sin enbårne søn« (Joh
72 Slut,58  |          ham i Nadversalen, hvor han om af-tenen »den første
73 Slut,59  |  apostlen Paulus' nidkærhed, når han siger: Jeg »strækker mig
74 Slut,59  |          fra Emmaus gjor-de,~»da han brød brødet« (Luk 24,35).
75 Slut,59  |       brødet« (Luk 24,35). Måtte han finde os årvågne, rede til