Chapter,  Paragraph

 1  0,1   |        dybet« (Luk 5,4). Peter og hans første ledsagere stolede
 2  0,1   |           Herren, for han er god, hans tro-fasthed varer til evig
 3  I,4   |        som ser hen til Kristus og hans kirke«.3 Dette jubelår har
 4  I,4   |          men Jesu proklamation af hans mission, da han over for
 5  I,5   |          Joh 1,3; sml. Kol 1,15). Hans menneskevordelse, der kulminerede
 6  I,8   |           og uden ophør synge til hans pris: »Misericordias Domini
 7  I,9   |            og de kan da acceptere hans budskab, selv om det er
 8  I,11  |      blandt os, hvordan skulle så hans realpræsens andet end være
 9  I,12  |         især besøget for nylig af Hans Hellighed Karekin II, alle
10  I,12  |          Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt, der
11  I,15  |         åsyn. Kristus betragtet i hans historiske træk og i hans
12  I,15  |         hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus forstået
13  I,15  |          Kristus forstået gen-nem hans mangfoldige nærvær i Kirken
14 II,16  |       historisk periode for at få hans ansigt til at stråle også
15 II,16  |        selv først havde betragtet hans ansigt. Det store jubilæum
16 II,17  |          sidst er gennemtrængt af hans mysterium, som er bebudet
17 II,18  |      samlede de kendsgerninger om hans liv som »tømrerens søn« (
18 II,18  |           og hvis plads inden for hans større families sammenhæng
19 II,18  |           Mark 6,3). De påpe-gede hans religiøse lidenskab, som
20 II,18  |    regelmæssig gæst i synagogen i hans egen by (jf. Luk 4,16).
21 II,18  |           bliver beretningerne om hans offentlige gerning meget
22 II,18  |        syge, som højlydt påkalder hans helbredende kraft, af mennesker,
23 II,18  |         mennesker, som lytter til hans ord med forskelligt udbytte.
24 II,18  |         og de herskende grupper i hans tids religiøse samfund,
25 II,18  |          usigelig glæde - erfarer hans levende og vidunderlige
26 II,19  |           forbløffende sandhed om hans nye liv ved at vise dem »
27 II,19  |           ligegyldigt, hvor meget hans legeme var blevet set eller
28 II,19  |           følte sig udfordrede af hans handlinger og hans ord.
29 II,19  |  udfordrede af hans handlinger og hans ord. Man kan aldrig virkeligt
30 II,19  |         gælder det dybere plan af hans væsen, som han venter fra
31 II,20  |         hvis vi ønsker at følge i hans fodspor med stør-re og større
32 II,20  |        bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed,
33 II,21  |         guddommelige herlighed og hans tagen bolig iblandt os!
34 II,21  |          af Kristus til at berøre hans sår, til at opdage, at det
35 II,21  |         at opdage, at det er hele hans menneskelighed, som han
36 II,22  |          på den herlighed, som er hans fra al evighed (jf. Fil
37 II,22  | forherligel-se af Kristus, også i hans menneskelighed: »Derfor
38 II,23  |      menneskehed til at deltage i hans gud-dommelige liv. Menneskevordelsens
39 II,24  |         har forstået sandheden om hans person og hans egen bevidsthed
40 II,24  |       sandheden om hans person og hans egen bevidsthed derom. Er
41 II,24  |      netop tilkommer en »søn«. Da hans mor fortæller ham, hvor
42 II,24  |       derfor ikke noget under, at hans sprog senere, da han er
43 II,24  |        giver udtryk for dybden af hans eget mysterium, som det
44 II,24  |         mennesker« (Luk 2,52), at hans menneskelige bevidsthed
45 II,24  |        menneskelige bevidsthed om hans eget mysterium også har
46 II,24  |        sig til sit fulde udtryk i hans herliggjorte menneskelighed -
47 II,24  |           prøve. Men ikke en-gang hans lidelse og døds drama vil
48 II,24  |         være i stand til at ryste hans klare vished om at være
49 II,25  |        mest paradoksale aspekt af hans mysterium, som det dukker
50 II,25  |    mysterium, som det dukker op i hans sidste time, på korset.
51 II,26  |        han sig i Faderens hænder. Hans øjne er stadig fæstnede
52 II,26  |     oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig
53 II,27  |     Treenighedens glæder, dog var hans dødsangst ikke mindre grufuld.
54 III,29 |      Peter i Jerusalem lige efter hans pinsetale: »Hvad skal vi
55 III,31 |          indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen, ville det være
56 III,32 |           Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: »Bliv
57 III,35 |             og netop ved at fejre hans påskefest ikke kun én gang
58 III,38 |   virkeligt til at samarbejde med hans nåde og opfordrer os derfor
59 IV,47  |      ægteskabelige kær-lighed til hans kirke er (jf. Ef 5,32).
60 IV,48  |           jf. 1 Kor 1,11-13). Som hans legeme, i den enhed, der
61 IV,48  |         fra Kristus, hovedet, til hans mystiske legeme. Jesu bøn
62 IV,49  |  vidnesbyrd om Guds kærlighed, om hans forsyn og barmhjertighed,
63 IV,50  |           Kristus ved at fornemme hans stemme i det råb om hjælp,
64 Slut,58|         selv at blive redskaber i hans arbejde. Fejrede vi ikke
65 Slut,59|     årvågne, rede til at genkende hans ansigt og løbe til vore