1025-evan- | evang-iunio | iv-overb | overh-tilpa | tilsa-yngst
bold = Main text
Chapter, Paragraph grey = Comment text
501 II,18 | strålende og definitivt daggry. Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise
502 II,24 | tydeligt både i de synoptiske evangelier (jf. Matt 11,27; Luk 10,
503 IV,49 | Matt 25,35-37). Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring
504 III,40 | begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange århundreder siden,
505 0,2 | kunne give sig i lag med sin evangeliserende opgave. Er dette lykkedes
506 IV,44 | at de følger deres ægte evangeliske inspiration. Siden Det andet
507 II,20 | sit kulminerende udtryk i evangelisten Jo-hannes' højtidelige proklamation: »
508 I,12 | grupper af troende. Den evi-ge Stad har således endnu engang
509 II,22 | herlighed, som er hans fra al evighed (jf. Fil 2,6-8; sml. 1 Pet
510 IV,43 | spiritualitet indbefatter også evnen til at se, hvad der er positivt
511 III,38 | intelligens' og alle vore evners midler for at tjene Guds
512 IV,47 | den pastorale omsorg for fa-milien, især når denne grundlæggende
513 I,10 | betydningsfuldt møde, hvor talløse fa-milier fra forskellige dele af
514 I,10 | og de handicappede, fra fabriks- og landarbejdere til sportsfolk,
515 II,24 | Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (Joh 10,38). Hvor velbegrundet
516 II,21(10) | I overensstemmelse med fædrene lærer og bekender vi enstemmigt,
517 IV,43 | overalt hvor familier og fæl-lesskaber opbygges. En fællesskabets
518 IV,43 | planer, må vi fremme en fællesska-bets spiritualitet, idet vi gør
519 IV,46 | Lige så vigtigt for fællesskabs-aspektet er arbejdet for dannelse
520 I,9 | bønnen, meditationen og fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed
521 IV,49 | tog jer af mig, jeg var i fæng-sel, og I besøgte mig« (Matt
522 II,19 | rabbi, som taler på en så fængslende måde, men de er ikke i stand
523 I,10 | møder det med fangerne i fængslet Regina Caeli. I deres øjne
524 III,38 | angriber enhver åndelig færd og ethvert pastoralt arbejde:
525 IV,48 | lang vej tilbage. Ved at fæstne vort blik på Kristus har
526 II,26 | hænder. Hans øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund
527 IV,45(29) | Collaboration of the Non-ordained Faithful in the Sacred Ministry of
528 II,19 | liv, i de spørgsmål, som faldt dem ind, hver gang de følte
529 I,10 | fremhævede dem for verden som »familiens og samfundets forår«. Dette
530 IV,47 | der er mere skrøbelige. Familierne må selv blive mere og mere
531 I,10 | festivitas var igen til stede ved familiernes jubilæum, hvor jeg fremhævede
532 III,31 | kirkelige fællesskabs og kristne familiers liv må føre i den retning.
533 II,18 | plads inden for hans større families sammenhæng var velkendt (
534 0,1 | garnene ud. »Det gjorde de og fangede en stor mængde fisk« (Luk
535 I,10 | bevægende møder det med fangerne i fængslet Regina Caeli.
536 0,1 | lægge ud på dybet« for at få fangst: »Duc in altum, Læg ud på
537 0,1 | pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes store hyrde« (Heb 13,20).
538 III,36 | Domini ønsker jeg derfor at fastholde, at deltagelse i eukaristien
539 I,6 | ydmyge og årvågne i vor fastholden af evangeliet. ~
540 IV,50 | næstekærlighed og uden den kristne fattigdoms vidnesbyrd risikerer forkyndelsen
541 I,14 | opmærksomhed over for de fattigdomsproblemer, som stadigt plager verden.
542 IV,53 | givet til så mange af vore fattigere brødre og søstre, for at
543 IV,53 | have alt til fælles, for de fattiges skyld (jf. ApG 2,44-45).
544 I,13 | Ordets liturgi, som d. 23. februar blev fejret i Paul VI's
545 III,35 | hvorpå den kristne menighed fejrer sakramenterne, specielt
546 I,12 | ønskede, at jubilæet skulle fejres i delkirkerne, og det var
547 III,34 | vidnesbyrd i verden med fejrin-gen af eukaristien og måske
548 0,2 | bestemt lejlighed, hvor Kirken femogtredive år efter Det andet Vatikankoncil
549 Slut,59 | Fra Vatikanet, 6. januar, festen for Herrens åbenbarelse,
550 I,10 | deres overvældende sans for festivitas var igen til stede ved familiernes
551 IV,45(31) | De omnium fideleum ore pendeamus, quia in omnem
552 IV,45(31) | pendeamus, quia in omnem fidelium Spiritus Dei spirat«. Epistola
553 IV,54(38) | habeat, sed ab Unigenito Dei Filio, qui multis locis in Sanctis
554 II,16 | anmodning rettet til apostlen Filip af nogle grækere, der havde
555 II,19 | velkendte scene ved Cæsarea Filippi (jf. Matt 16,13-20). Idet
556 IV,56 | for den kristne dialog med filosofier, kulturer og religioner.
557 III,29 | allerede: det er den plan, der fin-des i evangeliet og i den levende
558 IV,53 | mange ledere inden for den finan-sielle sektor har sluttet sig til
559 I,14 | optaget hos internationale finans-organisationer, har vist sig at være et
560 IV,50 | Disse sidste berører ofte finansielt velstående milieuer og grupper,
561 II,21 | i opstandelsen: »Ræk din finger frem, her er mine hænder,
562 II,20 | sammesteds). Lukas giver os et fingerpeg, som viser i samme retning,
563 IV,46 | at opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste om
564 0,1 | og fangede en stor mængde fisk« (Luk 5,6). Duc in altum,
565 III,38 | fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »Vi har slidt hele natten
566 III,41 | praktisere evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse, ofte lige
567 III,41 | tænke på martyrerne i ret fjerne tider, som om de var en
568 III,29 | enestående lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring,
569 I,12 | delkirkerne, og det var dér, flertallet af de troende var i stand
570 0,1 | sikkert og vist, at »en flod med livets vand«, det vand,
571 IV,53 | katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden, gennem
572 I,10 | for, at det lys får ind flydelse på en kultur, som på en
573 IV,53 | blive en lille strøm, der flyder ind i den store kristne
574 IV,42 | hvis vi har tro, der kan »flytte bjerge«, men ikke har kærlighed,
575 III,29 | modtagelse af, hvad jeg fo-reslog i min apostoliske skrivelse
576 III,41 | sået i god jord, hundrede fold (jf. Matt 13,8-23). Ved
577 II,25 | en bevægende blanding af følelser. Salmen fortsætter nemlig: »
578 IV,44 | 44. Følgelig vil det nye århundrede se
579 III,40 | globaliseringen« og af den deraf følgende nye og omskiftelige blanding
580 III,29 | lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring, der er
581 II,28 | 17). Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som blev overvundet,
582 III,40 | forskellige kulturer og folke-slag, hvori den er blevet modtaget
583 III,34 | passende dømmekraft give folkefromheden dens rette plads, og at
584 0,1 | Simons båd at have talt til folkeskaren - opfordrede apostlen til
585 IV,56(40) | Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering og Det pavelige
586 IV,51 | kristent hjerte må være følsomt overfor, er utallige. Der
587 I,15 | den begej-string, vi har følt, i konkrete initiativer.
588 IV,47 | begyndelsen« (Matt 19,8). For-di ægteskabet er ophøjet til
589 Slut,58 | afstand mellem dem, der er for-enede i det samme fællesskab,
590 II,18 | prædike om Guds Riges komme og for-klarer dets krav og dets magt med
591 IV,56 | mens vi deltager i dialog, for-pligtede til at vidne klart om det
592 I,15 | os til at slække på vor for-pligtelse. Tværtimod bør de erfaringer,
593 IV,51 | radikale budskab, som ofte for-stås mindre godt, endda så det
594 IV,51 | kriges spøgelse? Eller af foragt for så mange menneskers,
595 II,17 | Kristus«.8 Når vi er fast forankrede i Den hellige Skrift, åbner
596 III,38 | Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os i denne sandhed. Den
597 I,4 | mission, da han over for sine forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret
598 I,14 | være anderledes. Allerede i forbere-delsesårene havde jeg opfordret til
599 IV,55 | Vatikankoncils lære.39 I forberedelsesårene til det store jubilæum har
600 IV,57 | Derfor bad jeg Kirken om, i forberedelsestiden til det store Jubilæum,
601 I,6 | brud. I lang tid har vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse
602 III,29 | kontinentale møder, som forberedte Jubilæet, og som skabte
603 III,37 | vi må ikke give efter for forbigående kriser! Herrens gaver -
604 III,41 | kategori fra fortiden, især i forbindel-se med de første af den kristne
605 IV,51 | udfordringer ~51. Og hvordan kan vi forblive ligegyldige overfor udsigten
606 IV,46 | resultat af en verdslig forbrugermentalitet. Der er et presserende behov
607 0,3 | nødvendigt, at vi drager fordel af den nåde, vi har modtaget,
608 IV,50 | mennesker, som dør af sult? Fordømte til an-alfabetisme? Manglende
609 II,16 | nogle grækere, der havde fore-taget en pilgrimsrejse til Jerusalem
610 III,35 | efter Kon-cilet, er der foregået en stor udvikling i den
611 I,9 | og livets valg og med at forelægge dem en vældig opgave: at
612 III,33 | hjertet virkelig »bliver forelsket«. Inderlig bøn, ja, men
613 IV,45 | den ene side a priori at forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt,
614 IV,46 | virkelighed, at mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme, Kristi
615 III,31 | til igen uforbeholdent at foreslå enhver denne høje standard
616 III,29 | planlægge stadierne af den forestående vandring, idet de får hvert
617 II,19 | 13-20). Idet han ligesom foretager en første vurdering af sin
618 IV,43 | til den handling, der skal foretages, men det ville ikke være
619 I,15 | tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab. Der forventes
620 III,41 | evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse, ofte lige til den største
621 I,14 | af de fattigste og mest forgæl-dede landes gæld. Det er mit
622 IV,50 | mange forskellige måder i de forgangne to årtusinder, men som i
623 IV,49 | har brug for at se - og forhåbentlig med stadigt større klarhed -
624 II,22 | tjener snarere til den fulde forherligel-se af Kristus, også i hans
625 IV,56 | Denne missionsmæssige pligt forhindrer os dog ikke i at gå i gang
626 I,7 | anger har imidlertid ikke forhindret os i at give Herren ære
627 II,24 | bevidsthed, at Jesus blev forkastet og dømt: de forsøgte at
628 III,34 | omhu. Men det ville være forkert at mene, at almindelige
629 III,31 | 5,48). Som Koncilet selv forklarede, må dette fuldkommenhedens
630 II,21 | Maria, der hengives i døden, forklares i opstandelsen: »Ræk din
631 IV,56 | at det, som er en glad forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt
632 III,40 | Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet« (sml. 1 Kor
633 I,4 | det »i dag«, da englene forkyndte hyrderne den vidunderlige
634 II,26 | der strækker sig lige til forladthedsråbet. Denne samtidighed af disse
635 I,13 | til selve de steder, hvor Forløseren levede, og som han gjorde
636 Slut,59 | Guds Søns og menneskets Forløsers mysterium levende for øjnene
637 III,33(18)| kristen meditation Orationis Formas (15. oktober 1989), 19:
638 II,21 | overensstemmelse med den klassiske formel fra Koncilet i Kalcedon (
639 IV,46 | embeder, hvadenten de er formelt oprettede eller blot anerkendte,
640 IV,43 | mennesket og den kristne bliver formet, overalt hvor præster, ordensfolk
641 I,10 | gavnligt og i stand til at formidle tillid og kær-lighed til
642 II,21 | ord er begrænsede. Skønt formlen altid forbliver menneskelig,
643 IV,47 | historiens løb er blevet formørket af vort »hjertes hårdhed«,
644 III,29 | ikke blive frelste af en formular, men af en person og af
645 III,41 | christianorum;25 denne berømte formulering af Tertullian har vist sig
646 II,28 | han, som græd over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved
647 I,4 | fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt
648 IV,48 | givet os en mere levende fornemmelse for Kirken som et enhedens
649 I,15 | for mange ting. Men ét er fornødent« (Luk 10,41- 42). I denne
650 I,10 | indflydelse på men-nesker, en fornøjelig begivenhed. Jeg kunne minde
651 IV,48 | kristne. I perspektivet af vor fornyede pilgrimsfærd efter jubilæet
652 III,29 | spændende arbejde med pastoral fornyelse - et arbejde, der involverer
653 0,1 | vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh 4,14). Dette er
654 IV,55 | fortsætte. I det klima med forøget kulturel og religiøs pluralisme,
655 IV,53(37) | Brevet til menigheden i Rom, Forord, De apostolske Fædre, Det
656 II,25 | virkeligheden udtrykker det forpinte »hvorfor«, der henvendes
657 I,10 | Matt 19,4-6), og for at forpligte sig til at sørge for, at
658 I,14 | var en tid, hvor samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed
659 IV,48 | sint« er på samme tid et forpligtende imperativ, en styrke, der
660 IV,53 | Rom, den kirke, »som fører forsædet i kærlighed«37 , og har
661 I,10 | hvorpå den første store forsamling, der var tilegnet børn,
662 II,27 | er et mysterium, men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad
663 IV,51 | instans fører til en gøren forskel på det ene og det andet
664 III,29 | af evangeliet i så mange forskel-lige milieuer og kulturer? Denne
665 IV,46 | integration af legitime forskelligheder. Det består i den virkelighed,
666 II,18 | lytter til hans ord med forskelligt udbytte. Evangeliernes beretning
667 II,27 | hjulpne ikke blot af teologisk forskning men også af den store arv,
668 IV,46 | sogne, skoler og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom
669 IV,55 | store jubilæum har Kirken forsøgt at opbygge et forhold med
670 III,37 | sit medlidende hjerte og forsoner os helt med sig selv. Det
671 II,28 | som begyndte på ny ved med forståelig bæven at bekende sin kærlighed
672 I,9 | indbyrdes kærlighed og dyb forståelse. Sådan var det lige fra
673 II,21(10) | Herren, den enbårne, skal forstås i to naturer, uden sammenblanding,
674 IV,51 | tro, men om at forklare og forsvare de værdier, der bunder i
675 II,24 | ikke, hvad Lukas ønsker at fortælle os, når han gengiver de
676 III,38 | disciplenes erfaring i evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »
677 II,17 | af alt det, vi har fået fortalt om ham i Den helli-ge Skrift,
678 IV,48 | tærsklen til det nye årtusind, fortidens sørgelige arv. Jubilæet
679 IV,49 | fortrinsstil-ling. Dette fortrin er et vidnesbyrd om Guds
680 IV,49 | at Kirken giver dem en fortrinsstil-ling. Dette fortrin er et vidnesbyrd
681 III,32 | Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: »Bliv i mig, og
682 II,23 | Kristus og får adgang til den fortroligheden i det trinitariske liv.
683 I,13 | ti bud, blev givet. Jeg fortsatte en måned senere, hvor jeg
684 IV,50 | ikke desto mindre trues af fortviv-lelse, fordi de mangler mening
685 II,26 | angsten af et menneske der fortvivler, men Sønnens bøn, som i
686 Slut,59 | frem mod det, der ligger forude, stræber mod målet, efter
687 IV,45 | hyrder til, uden at være forudindta-get af deres autoritet, at lytte
688 IV,45 | for delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske Lov, som
689 II,25 | Getsemane Have. Knuget af forudviden om de prøvelser, der venter
690 III,29 | Treenighedens liv og med ham forvandle historien indtil dens fuldbyrdelse
691 II,18 | disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte med usigelig
692 I,10 | som på en mere og mere forvirrende måde risikerer at miste
693 IV,55 | mere blive, hvad det er: et fredens navn og en befaling om fred. ~
694 I,4 | oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«, som på korset åbnede
695 III,29 | Nej, vi vil ikke blive frelste af en formular, men af en
696 IV,56 | Joh 3,16). Som den nylig frem-komne erklæring Dominus Iesus
697 I,9 | disse møder i almindelighed frembød. Og hvordan skulle vi kunne
698 0,3 | store jubilæum ønsker at fremføre mit Petrus-embedes bidrag,
699 III,40 | nogen« (1 Kor 9,22). Når jeg fremfører disse anbefalinger, tænker
700 I,12 | egnet til at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab?
701 II,22 | Paulus benytter den samme fremgangsmåde, når han erklærer, at Guds
702 II,24 | guddommelige-menneskelige identitet fremgår med styrke af evangelierne.
703 III,30 | Kirken for hellig betyder at fremhæve den som Kristi brud, som
704 IV,43 | bestandigt plager os og fremkalder kappestrid, karrierejag,
705 IV,49 | noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg
706 I,10 | under-holdningen til at fremsætte et positivt budskab, som
707 I,15 | ånd ønsker jeg, inden jeg fremsætter en række praktiske retningslinier
708 III,33 | verden er der, trods den fremskredne sekulariseringsproces, et
709 IV,50 | andre millioner ikke blot i fremskridtets yderkanter, men i livsbetin-gelser,
710 I,6 | årtusinder ikke altid kom til at fremstå i et strålende lys. Hvordan
711 I,7 | den mere end nogensinde fremstået klarere som den dimension,
712 III,40 | til os. Vi må tillidsfuldt fremstille Kristus for alle folkeslag.
713 I,9 | virkeligt venskab? Hvis Kristus fremstilles for unge mennesker, som
714 IV,50 | bedste og mest effektive fremstilling af Guds Riges glade budskab?
715 III,41 | vist os og banet vejen til fremti-den. Alt, hvad vi skal gøre,
716 III,29 | Vi lader os bestemt ikke friste af den naive forventning
717 IV,43 | og modstå de egoistiske fristelser, som bestandigt plager os
718 IV,45 | spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster og
719 III,38 | en nedslående følelse af frustration? Så deler vi disciplenes
720 IV,50 | afhængige af »stoffer«, frygter for ensomhed i alderdommen
721 I,5 | har sit udspring og sin fuldendelse. ~
722 III,30 | livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed«.16 ~
723 III,31 | selv forklarede, må dette fuldkommenhedens ideal ikke misforstås, som
724 IV,46 | nødvendigt mere og mere fuldstændigt at opdage kaldet hos lægfolk,
725 II,18 | gennem byer og landsbyer, fulgt af tolv apostle, som han
726 I,13 | umid-delbart derefter og fulgte frelseshistoriens etaper.
727 IV,56 | Joh 16,13). Dette er et fundamentalt princip ikke blot for det
728 IV,57 | lignende bestræbelser har fundet sted på forskellige måder
729 IV,44 | bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt meget
730 IV,56 | er snarere en nåde, der fylder os med glæde, et budskab,
731 II,26 | Mere end en oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en
732 II,23(12) | Arianos, 70: PG 26, 425 B-426 G.~
733 IV,53 | en spontan udveksling af ga-ver, lige til at have alt til
734 I,14 | Den internationale gældsbyrde ~14. Jubelåret var også
735 II,18 | gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen i hans egen
736 II,18 | øjeblik af, hvor den unge galilæer bliver døbt i Jordan af
737 II,17 | en tilsløret måde i Det gam-le Testamente og åbenbaret
738 II,24 | da Jesus var knap tolv år gammel? Allerede på dette tidspunkt
739 II,16 | hjerter opbevarer denne ganske særlige tids rigdomme, er
740 II,28 | memoria, dans vera cordis gaudia«: hvor lifligt er mindet
741 0,3 | endnu me-re klart i sine gavers mangfoldighed og i sin enhed
742 III,35 | opstandne Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige påske.20
743 IV,48 | styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse for vor langsomhed
744 I,10 | budskab, som både er moralsk gavnligt og i stand til at formidle
745 IV,45 | og hele Guds folk, mellem gejstlighed og ordensfolk, mellem foreninger
746 IV,45(29) | Sml. Kongregationen for Gejstligheden et al., Instruction on Certain
747 I,15 | mysterium, Kristus forstået gen-nem hans mangfoldige nærvær
748 III,32 | i jer« (Joh 15,4). Denne gen-sidighed er selve hovedindholdet
749 II,16 | også for det nye årtusinds generati-oner? Vort vidnesbyrd ville imidlertid
750 III,35 | Kir-ken med at vise enhver generation »historiens virkelige omdrejningspunkt,
751 IV,55 | værge os mod det frygtelige genfærd af de religionskrige, der
752 IV,47 | men som Kristus kom for at gengive dens oprindelig glans, idet
753 II,24 | at fortælle os, når han gengiver de første Jesu-ord, der
754 II,16 | Jerusalem i anledning af påsken, genlød åndeligt talt i vore øren
755 II,27 | sjældent har helgenerne gennemgået noget lignende som Jesu
756 III,34 | en kristent fællesskabs gennemsnits-dag er det måske mere tænke-ligt,
757 III,38 | og tillade Kristi ord at gennemtrænge os i al deres magt: Duc
758 III,34 | mere for at sikre et alt gennemtrængende bønnens klima. Man burde
759 II,17 | som fra først til sidst er gennemtrængt af hans mysterium, som er
760 III,30 | er derfor nødvendigt at genopdage hele den praktiske betydning
761 III,30 | i denne lære om Kirken. Genopdagelsen af Kirken som »mysteri-um«
762 III,37 | Kristi ansigt, der må blive genopdaget gennem bodens sakramente,
763 III,40 | efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende overbevisning,
764 I,14 | samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed og solidaritet
765 III,40 | ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens drivkraft og
766 IV,47 | en mand og en kvinde - en gensidig, absolut, enestående og
767 IV,48 | og jeg be-der for, at den gensidige udveksling af gaver, som
768 III,32 | Helligånden åbner denne gensidighed os, gennem Kristus og i
769 IV,54 | Kristus, solen, hvis lys den genspejler.38 Det var en måde at udtrykke
770 0,1 | kan vi med fornyet jubel gentage de gamle taksigelsesord: »
771 Slut,58 | leder af vor vej. Idet jeg gentager Jesu egne ord og giver udtryk
772 IV,56 | primære opgave for missio ad gentes at forkynde, at det er i
773 IV,50 | udsætter os for. Kærlighedens gerninger sikrer kærlighedens ord
774 I,14 | sammen-hæng. En generøs gestus overfor disse lande ville
775 III,41 | 41. Gid de strålende eksempler på
776 Slut,59 | som disciplene fra Emmaus gjor-de,~»da han brød brødet« (Luk
777 III,40 | har vi på en særlig måde glædet os over skøn-heden i Kirkens
778 I,12 | Peters Stol. Men imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede,
779 IV,52 | spørgsmål, der nu har antaget globale dimensioner. Det etiske
780 III,40 | krævende i forbindelse med »globaliseringen« og af den deraf følgende
781 I,10 | at man i den økonomi-ske globaliserings processer er behørigt opmærksom
782 III,40 | os blive fyldte med den glød, som der var over den apostoliske
783 IV,53 | sparet, blive givet til godgørende formål. Det er vigtigt,
784 III,37 | som mysterium pietatis [godhedens mysterium]. I Kristus viser
785 IV,51 | sidste instans fører til en gøren forskel på det ene og det
786 IV,56(40) | the Proclamation of the Gospel and Interreligious Dialogue
787 II,28 | Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse, og
788 I,13 | dybt grebet, da jeg bad ved Grædemuren og under mit besøg ved mausoleet
789 II,16 | apostlen Filip af nogle grækere, der havde fore-taget en
790 II,24 | trænge ind i mysteriets »grænsezone«, der repræsenteres af Kristi
791 II,18 | for omhyggelig kirkelig gransken. Det var på grundlag af
792 II,18 | døden. De peger på den tomme grav og følger ham i perioden
793 I,8 | til Rom, til apostlenes grave, fordi de ønskede at aflægge
794 I,13 | befolkningsgrupper. Jeg var dybt grebet, da jeg bad ved Grædemuren
795 II,27 | hans dødsangst ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men
796 IV,51 | for virkeligt at forklare grundene til Kirkens standpunkt,
797 III,30 | liv kunne blive renset og grundigt fornyet? Det er mit håb,
798 II,23 | Menneskevordelsens mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som,
799 III,31 | denne elementære sandhed som grundlaget for den pastorale planlægning,
800 III,31 | former for individuel og grup-pehjælp, så vel som de nyere former
801 III,34 | er gjort af mange kristne grup-per, også af dem, der hovedsageligt
802 III,40 | i kristne menigheders og gruppers daglige engagement. Dette
803 II,24 | Sønnens ansigt ~24. Denne guddommelige-menneskelige identitet fremgår med styrke
804 II,23 | Gud selv, endog mod målet »guddommeliggørel-se«. Dette sker ved, at de
805 II,23(12) | skabning, kunne ikke blive guddommeligt, hvis ikke Sønnen virkeligt
806 II,28 | han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte
807 I,8 | Peterspladsen ved de mange gudstjenester, har i år ikke blot gjort
808 IV,46 | præstedømmet og til det Gudviede liv. Dette er et spørgsmål
809 III,39 | møde i den gamle og altid gyldige tradition med lectio divina,
810 I,14 | problematisk spørgsmål. Man må håbe, at det må lykkes for disse
811 IV,54(38) | Ecclesia, quod suum lumen non habeat, sed ab Unigenito Dei Filio,
812 IV,57 | til overvejelse, og jeg håber, at lignende bestræbelser
813 IV,48 | egen styrke, vi baserer håbet om, at allerede i historiens
814 II,16 | vidnesbyrd ville imidlertid være håbløst utilstrækkeligt, hvis vi
815 Slut,59 | lovprisning og taksigelse hæ-ve sig til Faderen, gennem
816 III,40 | som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt udbytte. ~
817 IV,51 | til tidligt og silde at hævde, at de, der benytter de
818 II,18 | 18. Evangelierne hævder ikke at være en komplet
819 0,3 | beslutninger og retningslinier for hand-ling. Dette er en opgave, som
820 II,18 | kvinder, som går dem til hånde (jf. Luk 8,2-3), af skarer,
821 II,20 | tillader nåden at tage os ved hånden. Kun erfaringen af stilhed
822 I,4 | fornemmede det, som om vi håndgribeligt var i kontakt med det nådige
823 I,10 | mennesker til de syge og de handicappede, fra fabriks- og landarbejdere
824 I,15 | ved »at være«, inden vi »handler«. I den henseende bør vi
825 I,15 | risiko for »handling for handlingens egen skyld«. Vi må modstå
826 II,19 | følte sig udfordrede af hans handlinger og hans ord. Man kan aldrig
827 IV,50 | betragtes som en ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem
828 I,9 | imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både kirkelige
829 IV,47 | formørket af vort »hjertes hårdhed«, men som Kristus kom for
830 IV,48 | irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke
831 II,28 | lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »Mens han levede på jorden,
832 I,8 | ventede på at gå gennem Den hel-lige Dør. Jeg gjorde mig umage
833 II,18 | som højlydt påkalder hans helbredende kraft, af mennesker, som
834 I,7 | sin kirke en stor skare af helgener og martyrer. For nogle af
835 I,7 | de blev saligkåret eller helgenkå-ret. Hvad enten hellighed er
836 III,31 | mulighed for at salig- og helgenkåre et stort antal kristne og
837 IV,48 | og en af Kristi disciple helhjertet vil kunne synge: »Hvor er
838 II,17 | fået fortalt om ham i Den helli-ge Skrift, som fra først til
839 III,30 | er Guds vilje, at I skal helliges« (1 Tess 4,3). Det er en
840 IV,46 | ud-brede evangeliet og at helliggøre menneskene«.33 Lige så vigtigt
841 III,31 | muligt for få »usædvanligt heltemodige« hellige. Der er mange måder
842 III,40 | omsorg for unge. Netop med hen-blik på de unge har jubilæet,
843 IV,56 | ægte tegn på Guds nærvær og hen-sigt«,42 erkender Kirken, at
844 I,12 | Der blev gjort meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne
845 I,11 | mænds og kvinders liv til hendes moderlige omsorg. ~
846 II,27 | grund af den forening og hengi-venhed af kærlighed, som den har
847 III,34 | religiøse tilbud og endda hengive sig til meget unatur-lige
848 II,27 | gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil det sidste: »Fader,
849 III,33 | betragtning, lytten og ivrig hengivenhed, indtil hjertet virkelig »
850 I,15 | ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed,
851 II,21 | mod-taget fra Maria, der hengives i døden, forklares i opstandelsen: »
852 0,1 | kundgjort og givet os i Kristus. Henimod afslut-ningen af dette år
853 III,39 | evangelisering og katekese, som henter nyt liv fra inte-ressen
854 III,40 | alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier,
855 IV,46 | strenge og bestemte advarsel henvender sig til alle: »Udsluk ikke
856 II,25 | forpinte »hvorfor«, der henvendes til Faderen med begyndel-sesordene
857 II,20 | Udtrykket »kød og blod« er en henvisning til mennesket og den almindelige
858 I,14 | mellemmenneskelige forhold, heri indbefattet tilbagegivelse
859 II,24 | sit fulde udtryk i hans herliggjorte menneskelighed - så er der
860 IV,48 | synge: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!« (
861 II,24 | Jesu menneskelige viden herom blive sat på den yderste
862 I,12 | gjort meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne
863 III,35 | hænder, »Kongernes Konge og Herrernes Herre« (Åb 19,16); og netop
864 II,18 | opstår mellem Jesus og de herskende grupper i hans tids religiøse
865 II,22 | opgive Jesu menneskenaturs hi-storiske konkrethed. Men for Kirkens
866 IV,45 | deltagelse bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver
867 II,17 | Testamente, således, at Hieronymus så kraftigt kan erklære: »
868 II,20 | åbenbaret dig, men min Fader i himlene« (Matt 16,17). Udtrykket »
869 I,10 | vi ønsker at komme ind i Himmeriget (sml. Matt 18,2-4). Således
870 IV,43 | brødre og søstre, at bære »hinandens byrder« (Gal 6,2) og modstå
871 II,19 | allerede havde haft under Jesu histori-ske liv, i de spørgsmål, som
872 I,9 | civile organisatorers og hjæl-peres arbejde. I denne skrivelse
873 III,31 | pædagogik må integrere de hjælpekilder, der tilbydes enhver med
874 IV,50 | ikke blot ved at sikre, at hjælpen er effektiv, men også ved
875 I,6 | renselse«.4 Studiekongresser hjalp os til at identificere de
876 Slut,59 | betragtning, for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd
877 IV,50 | at de fattige føler sig hjemme i ethvert kristent fællesskab.
878 IV,43 | 43. At gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab:
879 I,13 | vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig velkomst ikke blot fra Kirkens
880 I,9 | vil jeg gerne udtrykke min hjertelige taknemlighed til dem alle.
881 Slut,59 | sender jeg jer alle min hjerteligste velsignelse. Fra Vatikanet,
882 IV,47 | blevet formørket af vort »hjertes hårdhed«, men som Kristus
883 III,33 | ivrig hengivenhed, indtil hjertet virkelig »bliver forelsket«.
884 III,36 | kristne ved at blive en »lille hjord« (Luk 12,32). Dette stiller
885 II,27 | dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot af teologisk forskning
886 III,40 | efter Paulus' eksempel tage højde for hver enkelts behov med
887 III,35 | må vies liturgien, »det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber
888 I,12 | henblik herpå, og et af højdepunkterne var det økumeniske møde
889 III,32 | og fremmest i liturgien, højdepunktet af og kilden til Kirkens
890 I,12 | Karekin II, alle armenieres højeste patriark og katholikos.
891 II,18 | følger ham, af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende
892 II,20 | evangelisten Jo-hannes' højtidelige proklamation: »Og Ordet
893 I,9 | lige me-get hvilke deres holdninger måske er, har en dyb længsel
894 IV,57 | gjort? Den kongres, der blev holdt her i Vatikanet, var et
895 II,25 | paradoksets brutalitet kan høres i Jesu tilsyneladende desperate
896 I,5 | frelseshistoriens store horisont – uden på nogen måde at
897 IV,53 | jubelåret foruden den store høst af næstekærlighed, som det
898 IV,46 | gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt 9,38) -
899 III,32 | Denne gen-sidighed er selve hovedindholdet og sjælen i det kristne
900 III,34 | grup-per, også af dem, der hovedsageligt består af lægfolk, er bevis
901 III,41 | der var sået i god jord, hundrede fold (jf. Matt 13,8-23).
902 Slut,58 | nye århundrede må vi gå hurtigere, når vi vandrer ad verdens
903 II,18 | jomfru, af Maria, Josefs hustru. Fra dem, der havde kendt
904 IV,46 | præsteembede, kan andre embeder, hvadenten de er formelt oprettede
905 Slut,59 | begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage
906 I,12 | til det økumeniske aspekt. Hvil-ken anledning end fejringen
907 III,33 | af Helligåndens berøring, hvilende som et barn i Faderens hjerte.
908 0,2 | for Jubelåret? Guds blik hviler opmærksomt på vort engagement,
909 IV,49 | stadigt større klarhed - til hvilken grad af pligttroskab det
910 II,27 | forstå noget af det«.14 Hvilket oplysende vidnesbyrd! Desuden
911 IV,51 | fundamentale principper, hvoraf menneskers skæbne og civilisationens
912 IV,56 | opvækker Guds Ånd, som »blæser, hvorhen den vil« (Joh 3,8), til
913 IV,42 | igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder os:
914 II,26 | uforenelige aspekter bunder i den hypostati-ske unions uudgrundelige dybder. ~
915 0,1 | ham, som er »fårenes store hyrde« (Heb 13,20). Med usædvanlig
916 0,3(1) | Dekret om biskoppernes hyrdehverv i Kirken Christus Dominus,
917 I,4 | dag«, da englene forkyndte hyrderne den vidunderlige begivenhed
918 IV,46 | delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes officielle direktiver. Men
919 I,8 | kun væ-ret i stand til at iagttage det ydre af denne enestående
920 III,31 | indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen, ville det være selvmodsigende
921 III,31 | må dette fuldkommenhedens ideal ikke misforstås, som om
922 I,6 | Studiekongresser hjalp os til at identificere de aspekter, som bidrog
923 II,26 | selve det øjeblik, da han identificerer sig med vor synd, »forladt«
924 III,29 | plans specifikke træk kan identificeres - mål og metoder, uddannelse
925 IV,49 | han selv ønskede at blive identificeret med: »Jeg var sulten, og
926 IV,45(30) | Regula, III, 3: »Ideo autem omnes ad consilium
927 II,28 | rigdom og sin sande glæde: »Iesu dulcis memoria, dans vera
928 IV,56 | frem-komne erklæring Dominus Iesus fremhævede, kan dette ikke
929 III,34 | bede på en særlig måde: ifølge sin beskaffenhed gør deres
930 IV,48 | til berigelse for Kirken igennem det første årtusind, må
931 IV,53(37) | Ignatius af Antiokia, Brevet til
932 IV,51 | bioteknologien, aldrig må ignorere fundamentale etiske krav
933 III,37 | opmun-trende budskab, der ikke bør ignoreres: hvis mange mennesker, og
934 IV,51 | drejer sig om at påtvinge ikke-troende en opfattelse, der bygger
935 IV,43 | Lad os ikke nære nogen illusioner: medmindre vi følger denne
936 I,8 | siger, befinder sig »midt imellem verdens forfølgelser og
937 III,37 | hvad der var muligt, for at imødegå »syndsbevidsthedens« krise,
938 IV,43 | trofaste overfor Guds plan og imødekomme verdens dybeste længsler.
939 IV,48 | samme tid et forpligtende imperativ, en styrke, der støtter
940 I,10 | Jeg kunne minde alle de implicerede om deres store ansvar for
941 I,9 | deltagerantallet har været virkeligt imponerende - undertiden som en hård
942 IV,56 | mennesker finder frelse. In-terreligiøs dialog »kan ikke simpelt
943 I,4(2) | Bulle Incarnationis Mysterium, 3: AAS 91 (1999),
944 IV,45 | Og Paulinus af Nola beder ind-stændigt: »Lad os lytte til, hvad
945 I,14 | mellemmenneskelige forhold, heri indbefattet tilbagegivelse af alt, hvad
946 I,10 | til arbejdets verden. Jeg indbød dem til at praktisere en
947 III,37 | endnu mere ivrig med at indbyde til en genopdagelse af Kristus
948 I,9 | helt særlig dialog, fuld af indbyrdes kærlighed og dyb forståelse.
949 IV,46 | på personlig kontakt og inddrage sogne, skoler og familier
950 III,33 | virkelig »bliver forelsket«. Inderlig bøn, ja, men det bortleder
951 IV,42 | tegn og red-skab for den inderlige forening med Gud og for
952 III,30 | høre til ham, der i sit inderste væsen er den hellige, den »
953 I,9 | med hvem jeg har kunnet indgå en helt særlig dialog, fuld
954 0,1 | troende lægfolk. ~1. Ved indgangen til det nye årtusind og
955 I,15 | erfaringer, vi har gjort, indgive os nye kræfter og tilskynde
956 IV,56 | være baseret på religiøs indifferens; og vi kristne er, mens
957 IV,52 | tilbyde en privatiseret og individualistisk spiritualitet, som stemmer
958 III,31 | traditionelle former for individuel og grup-pehjælp, så vel
959 III,31 | vejene til hellighed er individuelle og kræver en ægte »indøvelse
960 III,31 | indtræden i Guds hellighed ved indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen,
961 IV,55 | årtusinds samfund, er det indlysende, at denne dialog vil være
962 III,31 | individuelle og kræver en ægte »indøvelse i hellighed«, tilpasset
963 IV,49 | med sin natur ud fra det indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste,
964 IV,52 | til det borgerlige samfund indret-tes sådan, at alle respekterer
965 IV,46 | af de jordiske formål og indrette dem med Gud som mål«;32
966 I,13 | det sted, hvor den blev indstiftet, meditere over Korsets mysterium
967 III,31 | siden dåb er en virkelig indtræden i Guds hellighed ved indlemmelse
968 I,8 | ikke blot gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset
969 I,4 | Åb 11,17). I bullen, der indvarslede jubilæet, gav jeg udtryk
970 III,34 | sin beskaffenhed gør deres indvielse dem mere åbne for erfaringen
971 I,11 | frem for alt i den store indvielses-handling, hvor jeg i overværelse
972 II,17 | evangelierne, trods deres indviklede redigering og primære kateketiske
973 III,38 | har slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,5). Dette er
974 III,41 | os i denne tillidsfulde, initiativrige og kreative sans for mission.
975 III,40 | effektivt på dette behov for inkulturation. Samtidig med, at kristendommen
976 II,24 | i deres beretninger, og inspirerede fra det høje, i Jesu ord
977 I,9 | mindes de unges glade og inspirerende møde? Hvis der er noget
978 IV,45 | fællesskabets spiritualitet institutionens legeme med en sjæl ved at
979 III,39 | som henter nyt liv fra inte-ressen for Guds ord. Kære brødre
980 IV,46 | ensartethed, men en organisk integration af legitime forskelligheder.
981 III,31 | behov. Denne pædagogik må integrere de hjælpekilder, der tilbydes
982 IV,54(38) | eksempel, AUGUSTIN: »Luna intellegitur Ecclesia, quod suum lumen
983 III,38 | til at investere alle vor intelligens' og alle vore evners midler
984 III,32 | været et år præget af mere intense bøn, både personlig og i
985 I,4 | øjeblikke, der var så fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som
986 I,9 | så ofte har bevæget mig, intensiteten i bønnen, meditationen og
987 IV,46 | og en manglende religiøs interesse som resultat af en verdslig
988 IV,55 | at vi bør betragte den interreligiøse dialogs store udfordring,
989 IV,56(40) | Proclamation of the Gospel and Interreligious Dialogue Dialogue and Procla-mation:
990 II,21 | er i disse to aspekters intime og uadskillelige forening,
991 III,29 | uddannelse og berigelse af de involverede mennesker, søgen efter de
992 III,29 | fornyelse - et arbejde, der involverer os alle. Som vejledning
993 IV,48 | støtter os, og en gavnlig irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed.
994 I,15 | huske på, hvordan Jesus irettesatte Martha. »Du gør dig bekymringer
995 II,17(8) | Christi est«: Commentarii in Isaiam, Prolog: PL 24, 17.~
996 III,36 | for den udfordring, ofte i isolerede og vanskelige situationer,
997 I,5 | valgte at stifte en pagt med Israel og således forberede Sønnens
998 II,19 | Guds mænd, som havde præget Israels historie. Jesus er virkelig
999 I,13 | medlemmer, men også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper.
1000 IV,45(30) | vocari diximus, quia saepe iuniori Dominus revelat quod melius
|