1025-evan- | evang-iunio | iv-overb | overh-tilpa | tilsa-yngst
bold = Main text
Chapter, Paragraph grey = Comment text
1502 III,36 | opfyldes ikke blot for at overholde et påbud, men som noget,
1503 II,26 | forladt« af Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder.
1504 III,40 | og denne mission kan ikke overlades til en gruppe »specialister«,
1505 I,12 | altid er i stand til at overraske på ny. ~
1506 III,29 | tredje årtusind. Men det må oversættes til pastorale initiativer,
1507 III,31 | pastoral planlægning under overskriften hellighed et valg fuldt
1508 III,30 | krav. Nu, da jubilæet er overstået, begynder vi igen på vor
1509 III,34 | meget unatur-lige former for overtro. Det er derfor væsentligt,
1510 I,10 | menneske. Børn med deres overvældende sans for festivitas var
1511 I,11 | indvielses-handling, hvor jeg i overværelse af størstedelen af verdens
1512 0,3 | pasto-rale indsats ved at overveje, hvad Ånden har sagt til
1513 IV,45 | anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse i sager,
1514 II,28 | følgeskab med Paulus, som blev overvundet, da han mødte Herren på
1515 I,12 | vigtige møder med ortodokse pa-triarker og lederne af andre kristne
1516 IV,51 | fundamentale etiske krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet,
1517 III,36 | blot for at overholde et påbud, men som noget, der opfattes
1518 IV,43 | det ledende princip for pædagogikken, overalt hvor mennesket
1519 III,37 | skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne
1520 I,5 | Gud valgte at stifte en pagt med Israel og således forberede
1521 I,13 | Sinaj-bjerget, hvor gaven, pagtens ti bud, blev givet. Jeg
1522 II,18 | af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende kraft,
1523 Slut,58 | af disse år har jeg ofte påkaldt hende som »Nyevangeliseringens
1524 I,13 | også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper. Jeg
1525 II,18 | beskrive ham på grundlag af pålidelige vidnesbyrd, som de samlede (
1526 IV,45 | Meget sigende er Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor
1527 II,18 | velkendt (jf. Mark 6,3). De påpe-gede hans religiøse lidenskab,
1528 I,4 | dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,43). ~
1529 II,25 | konfronteres vi med det mest paradoksale aspekt af hans mysterium,
1530 II,27 | erfaring på korset i den paradokse blanding af lyksalighed
1531 II,27 | ved i sig selv at »opleve« paradokset med Jesu egen lyksalighed
1532 II,25 | af dette mysterium. Hele paradoksets brutalitet kan høres i Jesu
1533 IV,45 | naturligvis ikke ledet efter et parlamentarisk demokratis regler, for de
1534 I,14 | snart vil gennemføre disse parlamentariske beslutnin-ger. Spørgsmålet
1535 I,14 | har mange kreditorstaters parlamenter stemt for en væsentlig eftergivelse
1536 IV,45(29) | of Collaboration in the Particular Churches«.~
1537 III,35 | gaves dag, den ugentlige påske.20 I to tusind år er den
1538 I,5 | menneskevordelse, der kulminerede i påske-mysteriet og Åndens gave, er tidens
1539 III,35 | netop ved at fejre hans påskefest ikke kun én gang om året,
1540 II,28 | 28. Ligesom langfredag og påskelørdag fortsætter Kirken med at
1541 II,16 | Jerusalem i anledning af påsken, genlød åndeligt talt i
1542 III,37 | og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre i præstedømmet,
1543 0,3 | sin særlige skikkelse, som passer til hver enkelt kontekst
1544 0,3 | inspiration til sin åndelige og pasto-rale indsats ved at overveje,
1545 IV,43 | hvor præster, ordensfolk og pastoralarbejdere bliver uddannet, overalt
1546 IV,45 | Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid sættes meget højt.
1547 III,29 | biskopper nu regelmæssigt påta-ger sig i bispekonferencer og
1548 III,40 | alle medlemmer af Guds folk påtager sig dette ansvar. De, der
1549 IV,48 | hvad skal vi sige om den påtrængende opgave at udvikle fællesskab
1550 I,12 | alle armenieres højeste patriark og katholikos. Desuden deltog
1551 I,12 | Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af re-præsentanter
1552 IV,51 | det ikke drejer sig om at påtvinge ikke-troende en opfattelse,
1553 IV,45 | hvad der er bedst«.30 Og Paulinus af Nola beder ind-stændigt: »
1554 IV,56(40) | Folkeslagenes Evangelisering og Det pavelige Råd for Dialogen mellem
1555 I,7 | enten hellighed er tillagt paver, der er velkendte i historien,
1556 IV,45(31) | De omnium fideleum ore pendeamus, quia in omnem fidelium
1557 II,16 | Kristi lys i enhver historisk periode for at få hans ansigt til
1558 II,18 | tomme grav og følger ham i perioden med rækken af åben-baringer,
1559 II,21 | én person i to naturer«. Personen er, og den alene, Det evige
1560 II,21(10) | delt eller adskilt i to personer, men han er den ene og samme
1561 III,31 | hellighed«, tilpasset de enkelte personers behov. Denne pædagogik må
1562 III,34 | al pastoral planlæg-ning. Personligt har jeg besluttet at hellige
1563 IV,48 | fællesskab med alle kristne. I perspektivet af vor fornyede pilgrimsfærd
1564 I,9 | tilbøjelighed til at blive pessimistiske. De unges jubilæum ændrede
1565 I,6 | liturgi 12. marts 2000 i Peterskirken, hvor jeg, idet jeg så op
1566 0,3 | jubilæum ønsker at fremføre mit Petrus-embedes bidrag, således at Kirken
1567 IV,44 | for fællesskabet, som er Petrus-embedets, og i nær relation til det,
1568 II,23(12) | Oratio II contra Arianos, 70: PG 26, 425 B-426 G.~
1569 III,37 | af Kristus som mysterium pietatis [godhedens mysterium]. I
1570 Slut,59 | hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd til Jerusalem, bevarede
1571 IV,48 | fortsætter vi tillidsfuldt vor pilgrims-vandring, idet vi længes efter den
1572 0,1 | mere end nogen sinde til et pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes
1573 0,1 | et nyt afsnit af Kirkens pilgrimsgang, lyder i vore hjerter atter
1574 II,16 | der havde fore-taget en pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning
1575 Slut,59 | til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring har været ægte, vil den
1576 II,27 | blanding af lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige
1577 II,26 | smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske
1578 II,25 | toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele realisme; men det er
1579 III,29 | Jerusalem lige efter hans pinsetale: »Hvad skal vi gøre?« (ApG
1580 I,9 | jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken og på
1581 IV,51 | udstrakte om-råder af vor planet ubeboelige og menneskefjendtlige?
1582 III,31 | Kan hellighed nogen sinde »planlæg-ges«? Hvad betyder ordet »hellighed«
1583 III,34 | bestanddel af al pastoral planlæg-ning. Personligt har jeg besluttet
1584 IV,45 | de er rådgivende mere end planlæggende;29 det-te betyder dog ikke,
1585 III,29 | at en detaljeret pastoral plans specifikke træk kan identificeres -
1586 III,40 | det kristne budskab skal plantes og på en sådan måde, så
1587 IV,50 | den mest basale medicinske pleje? Uden tag over hovedet?
1588 IV,49 | klarhed - til hvilken grad af pligttroskab det kristne fællesskab kan
1589 I,15 | der lægger sin hånd på ploven og ser sig til-bage, er
1590 IV,55 | forøget kulturel og religiøs pluralisme, som det må forventes vil
1591 II,23 | sker ved, at de forløste podes ind på Kristus og får adgang
1592 I,10 | præster til ordensfolk, fra politikere til journalister, til militærfolk,
1593 IV,51 | til gavn for kulturen, det politiske liv, økonomien og familien,
1594 III,30 | ekklesiologien med en slags åndelig politur, men snarere for at få kaldet
1595 Slut,59 | det treogtyvende af mit pontificat. ~ ~
1596 0,2 | Fra begyndelsen af mit pontifikat har mine tanker været rettet
1597 I,4 | korset åbnede Guds Riges porte for den angrende røver: »
1598 III,37 | i 1984 dette emne i den post-synodale skrivelse Reconcilatio et
1599 II,18 | Luk 3,22) begynder han at prædike om Guds Riges komme og for-klarer
1600 I,10 | af dem havde sit særlige præg og har efterladt sit budskab,
1601 IV,46 | Sammen med det ordinerede præsteembede, kan andre embeder, hvadenten
1602 IV,45 | af Den kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid
1603 III,37 | virkningsfuldt tilbyder praktiseringen af forsoningens sakramente.
1604 IV,47 | give efter for kulturelle pres, ligegyldigt hvor udbredte
1605 IV,46 | forbrugermentalitet. Der er et presserende behov for at gennemføre
1606 IV,45(29) | in the Sacred Ministry of Priests Ecclesiae de Mysterio (15.
1607 IV,51 | således at de fundamentale principper, hvoraf menneskers skæbne
1608 IV,45 | troende ved på den ene side a priori at forene dem i alt, hvad
1609 III,40 | uden tvivl det, Kirken må prioritere ved det nye årtusinds begyndelse.
1610 III,29 | pege på visse pastorale prioriteringer, som det store jubilæum
1611 IV,52 | fristelsen til at tilbyde en privatiseret og individualistisk spiritualitet,
1612 I,4 | Nazaret anvendte Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende
1613 IV,42 | rigtigt forstod det. Jeg pro-klamerede hende som kirkelærer, netop
1614 I,10 | økonomi-ske globaliserings processer er behørigt opmærksom på
1615 IV,56(40) | Interreligious Dialogue Dialogue and Procla-mation: Reflections and Orientations (
1616 IV,56(40) | Religio-nerne, Instruction on the Proclamation of the Gospel and Interreligious
1617 0,3 | fortiden, men også som en profeti om fremtiden. Nu er det
1618 IV,46 | ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast
1619 IV,48 | nogle virkeligt bevægende og profetiske tegn, men der er stadig
1620 II,17(8) | Commentarii in Isaiam, Prolog: PL 24, 17.~
1621 IV,46 | ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode« (
1622 II,24 | blive sat på den yderste prøve. Men ikke en-gang hans lidelse
1623 II,27 | oplevelse af disse frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens
1624 II,25 | hele bønnens hensigt, hvor psalmisten samler lidelse og tillid
1625 IV,54(38) | appellatus est«. Ennarationes in Psalmos, 10, 3: CCL 38, 42.~
1626 I,5 | og Åndens gave, er tidens pulse-rende hjerte, den hemmelighedsfulde
1627 IV,48 | kristen etiks væsentlige punkter, samarbejde i karitativt
1628 IV,45(29) | Instruction on Certain Questions regarding the Collaboration
1629 IV,54(38) | ab Unigenito Dei Filio, qui multis locis in Sanctis
1630 II,19 | religiøs dimensi-on ved denne rabbi, som taler på en så fængslende
1631 II,25 | og alene overfor Faderen, råber Jesus til ham på sin sædvanlige
1632 0,1 | verdens eneste frelser, råbte Kirken og Ånden: »Marana
1633 IV,45 | opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det yngste
1634 IV,45 | demokratis regler, for de er rådgivende mere end planlæggende;29
1635 I,9 | bede dem om at foretage et radi-kalt troens og livets valg og
1636 III,40 | vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette
1637 IV,47 | grundlæggende institution oplever en radikal og udbredt krise. I det
1638 II,18 | hvor disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte
1639 II,18 | følger ham i perioden med rækken af åben-baringer, hvor disciplene -
1640 I,14 | dets oprindelige bibelske ramme net-op var en tid, hvor
1641 I,13 | igen for nyligt er blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig
1642 I,15 | hvad der ofte fører til rastløshed med risiko for »handling
1643 II,22 | vore dage på grund af den rationalisme, der findes i så meget af
1644 I,12 | økumeniske patriarkat i nærvær af re-præsentanter for kirker og kirkelige
1645 IV,49 | jordiske liv, hver gang han reagerede over for dem, der kom til
1646 I,4 | udgangspunktet for enhver ægte troens reakti-on på Guds åbenbaring i Kristus.
1647 IV,52 | er klart, at alt dette må realiseres på en speciel kristen måde:
1648 II,25 | den uudsigelige pines hele realisme; men det er også oplyst
1649 III,40 | mange århundreder siden, er realiteten, et »kristent samfund«,
1650 I,11 | hvordan skulle så hans realpræsens andet end være midtpunktet
1651 III,34 | eukaristien og måske med recitationen af laudes og vesper. Den
1652 III,37 | post-synodale skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede
1653 IV,42 | sakramente«, som »tegn og red-skab for den inderlige forening
1654 Slut,59 | Måtte han finde os årvågne, rede til at genkende hans ansigt
1655 II,17 | trods deres indviklede redigering og primære kateketiske formål,
1656 IV,42 | for præcise, til at vi kan reducere deres betydning. Der er
1657 IV,48 | forbliver den udelelig. Den reelle splittelse opstår på historiens
1658 IV,56(40) | Dialogue and Procla-mation: Reflections and Orientations (19. maj
1659 IV,48 | fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen. Teologisk diskussion om
1660 IV,44 | blevet gjort meget for at reformere den romerske kurie, oprette
1661 IV,45(29) | Instruction on Certain Questions regarding the Collaboration of the
1662 II,18 | 41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen i hans
1663 III,29 | arbejde, som biskopper nu regelmæssigt påta-ger sig i bispekonferencer
1664 I,5 | dig, Jesus Kristus, for du regerer i dag og til alle tider«.
1665 I,14 | mit håb, at de respektive regeringer snart vil gennemføre disse
1666 I,10 | med fangerne i fængslet Regina Caeli. I deres øjne så jeg
1667 Slut,58 | kristnes begej-string: Vi kan regne med den samme kraft fra
1668 IV,45(30) | Regula, III, 3: »Ideo autem omnes
1669 IV,44 | Petrus-embedets, og i nær relation til det, den biskoppelige
1670 IV,45 | kom-me til udfoldelse i relationerne mellem biskopper, præster
1671 IV,52 | os bevidste om historiens relative beskaffenhed, medfører den
1672 IV,45 | mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets teologi og
1673 IV,56(40) | Råd for Dialogen mellem Religio-nerne, Instruction on the Proclamation
1674 I,5 | tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion, der er rodfæstet i historien!
1675 IV,55 | til og dialog med andre religioners tilhængere. Denne dialog
1676 IV,55 | frygtelige genfærd af de religionskrige, der så ofte har gjort menneskenes
1677 III,31 | minimalistisk etik og en overfladisk religiøsitet. At spørge katekumener: »
1678 I,6 | af erindringen ~6. For at rense vort syn til at betragte
1679 I,6 | Renselsen af erindringen ~6. For at
1680 III,40 | folkeslag, afvises, men renses og bringes til deres fulde
1681 III,30 | enhver døbts liv kunne blive renset og grundigt fornyet? Det
1682 I,7 | tyvende århundrede. Sammen med repræsentanter for de andre kirker og kirkelige
1683 II,24 | mysteriets »grænsezone«, der repræsenteres af Kristi viden om sig selv.
1684 IV,51 | til at gøre en indsats for respekten for ethvert men-neskeliv,
1685 I,10 | at begynde med børnene at respektere Kristi befaling: »Lad de
1686 IV,52 | indret-tes sådan, at alle respekterer dets kompetenceområder i
1687 III,38 | Hvis denne grundregel ikke respekteres, er det så noget under,
1688 IV,51 | fremtid afhænger, vil blive respekteret overalt. ~
1689 I,14 | gæld. Det er mit håb, at de respektive regeringer snart vil gennemføre
1690 III,38 | arbejde: den at mene, at resulta-terne afhænger af vor dygtighed
1691 IV,48 | med Guds hjælp, at give resultater. I mellemtiden fortsætter
1692 III,37 | Paenitentia, som sammenfattede resultaterne fra en bispesynode, der
1693 0,1 | Det er umuligt at måle resultatet af denne nåde, som i årets
1694 I,13 | dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning af de stadigt uløste
1695 I,15 | udrettet i dette år kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed,
1696 III,39 | omhyggeligt. Biblen har sin retmæssige æresplads i Kirkens offentlige
1697 III,29 | Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore for nutidens forkyndelse
1698 IV,47 | samfundet for at sikre børnenes rettigheder. ~
1699 IV,45(30) | quia saepe iuniori Dominus revelat quod melius est«.~
1700 III,41 | os, at vor tid er særlig rig på vidner, som på forskellige
1701 II,28 | ansigt betragter bruden sin rigdom og sin sande glæde: »Iesu
1702 II,16 | denne ganske særlige tids rigdomme, er vort blik mere end nogen
1703 III,40 | i hænde, så vi kan få et rigt udbytte. ~
1704 IV,43 | det ville ikke være den rigtige tilskyndelse at følge. Inden
1705 IV,42 | som Thérèse af Lisieux så rigtigt forstod det. Jeg pro-klamerede
1706 III,37 | dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt, at præster ruster
1707 IV,46 | alle: »Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv
1708 I,15 | fører til rastløshed med risiko for »handling for handlingens
1709 IV,46 | værdien af alle andre kald, rodfæstede som de er i det nye liv,
1710 0,3 | og sidst afspejler denne rodfæstelse af Kirken i tid og sted
1711 IV,44 | meget for at reformere den romerske kurie, oprette synoder og
1712 II,19 | virkeligt til ker-nen og rører ved mysteriets dyb: »Du
1713 II,17 | hørte ham med deres øren, rørte ved ham med deres hænder (
1714 I,4 | Riges porte for den angrende røver: »Sandelig siger jeg dig:
1715 IV,42 | Jeg forstod, at kærlighed rummede alle kald, at alt var kærlighed«.27 ~
1716 III,37 | rimeligvis nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, krea-tivitet
1717 Slut,59 | en kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage til.
1718 II,24 | vil være i stand til at ryste hans klare vished om at
1719 I,13 | mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde om nazisternes dødslejre.
1720 II,25 | korset: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« - det betyder : »Min Gud,
1721 II,24 | for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud
1722 IV,45(29) | Non-ordained Faithful in the Sacred Ministry of Priests Ecclesiae
1723 II,18 | Det var på grundlag af sådanne førstehånds vidnesbyrd,
1724 III,41 | martyrerne altid være en livets sæd. Sanguis martyrum semen
1725 IV,45(30) | consilium vocari diximus, quia saepe iuniori Dominus revelat
1726 IV,49 | Sæt alt ind på næstekærlighed ~
1727 III,41 | dem gav Guds ord, der var sået i god jord, hundrede fold (
1728 I,4 | verden og mennesket, men sætter sig selv på samme niveau
1729 IV,54 | det på, som Kristus selv sagde, når han kaldte sig for »
1730 IV,45 | overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion.
1731 III,37 | kunne alle få øje på, at sakramen-tet var i krise, især i nogle
1732 III,31 | givet mig mulighed for at salig- og helgenkåre et stort antal
1733 Slut,58 | vandring er vi ledsagede af Den salige Jomfru Maria, til hvem jeg
1734 I,7 | været det år, hvor de blev saligkåret eller helgenkå-ret. Hvad
1735 II,25 | begyndel-sesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele
1736 II,25 | bevægende blanding af følelser. Salmen fortsætter nemlig: »Vore
1737 II,23 | søger dit ansigt« (Sl 27,8). Salmistens længsel i gamle dage kunne
1738 I,10 | verden som »familiens og samfundets forår«. Dette var et virkeligt
1739 III,29 | der er tilpassede ethvert samfunds omstændigheder. Jubilæet
1740 I,7 | blevet gjort meget for at samle de dyrebare minder om troens
1741 I,9 | jubilæumsbegivenheder har samlet de mest forskellige grupper
1742 I,14 | særlig betydning i denne sammen-hæng. En generøs gestus overfor
1743 I,5 | fylde ~5. Dette jubilæums sammenfald med begyndelsen af et nyt
1744 III,37 | Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne fra en bispesynode,
1745 II,22 | historiske og kulturelle sammenhænge en tilbøjelighed til at
1746 II,20 | en virkelig, trofast og sammenhængende erkendelse af det mysterium,
1747 I,8 | forestille mig en livshistorie sammensat af glæder, bekymringer,
1748 IV,46 | dannelse af forskellige slags sammenslutninger, enten af mere traditionel
1749 III,31 | at blive døbt?« betyder samti-digt at spørge dem: »Ønsker I
1750 II,26 | forladthedsråbet. Denne samtidighed af disse to tilsyneladende
1751 III,30 | vedkommer visse kristne: »Samtlige kristne uanset deres stand
1752 I,6 | vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse i bevidstheden om, at »Kirken,
1753 IV,54(38) | Filio, qui multis locis in Sanctis Scripturis allegorice sol
1754 0,3 | er i hver lokalkirke» i sand-hed Kristi ene, hellige, katolske
1755 I,4 | for den angrende røver: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal
1756 III,38 | pastorale planer løber ud i sandet og efterlader os med en
1757 IV,56 | at vejlede den »i hele sandhe-den« (Joh 16,13). Dette er et
1758 IV,56 | stoler på Helligåndens, Sandhedens Ånds hjælp (jf. Joh 14,17),
1759 I,5 | til alle tider«. Med denne sang gentaget tusinder af gange
1760 III,41 | altid være en livets sæd. Sanguis martyrum semen christianorum;25
1761 I,12 | januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden for Murene, hvor
1762 II,21 | Kristus til at berøre hans sår, til at opdage, at det er
1763 II,24 | menneskelige viden herom blive sat på den yderste prøve. Men
1764 IV,50 | over hovedet? Fattigdommens scenario kan udvides ubegrænset,
1765 II,19 | evangeliet selv i den velkendte scene ved Cæsarea Filippi (jf.
1766 IV,42 | fordi hun er en ekspert i scientia amoris [kærlighedens videnskab]: »
1767 II,17(8) | Ignoratio enim Scripturarum ignoratio Christi est«:
1768 IV,54(38) | multis locis in Sanctis Scripturis allegorice sol appellatus
1769 IV,54(38) | quod suum lumen non habeat, sed ab Unigenito Dei Filio,
1770 IV,53 | skulle være frugten af og seglet på den kærlighed, der er
1771 II,18 | faktisk med at vise Nazaræeren sejrende over døden. De peger på
1772 Slut,59 | stræber mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder
1773 IV,53 | inden for den finan-sielle sektor har sluttet sig til ved
1774 III,33 | der, trods den fremskredne sekulariseringsproces, et udbredt ønske om åndelighed,
1775 II,24 | Johannesevangeliet. Jesus nærer i sin selvbevidsthed ingen tvivl: »Faderen er
1776 IV,46 | virkeligt »Åndens forår«. Selvfølgelig må foreninger og bevægelser
1777 III,31 | Ånds iboen, ville det være selvmodsigende at stille sig tilfreds med
1778 I,15 | retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed, og endnu mindre bør det
1779 III,41 | livets sæd. Sanguis martyrum semen christianorum;25 denne berømte
1780 IV,46 | egen del af hele Guds folks sendelse ... ved at stræbe efter
1781 Slut,59 | i Helligånden. Med dette sender jeg jer alle min hjerteligste
1782 IV,45(31) | Epistola 23, 36 til Sulpicius Severus: CSEL 29, 193.~
1783 III,40 | ansigt til ansigt med en si-tuation, der bliver mere og mere
1784 IV,48 | godt og herligt, når brødre sidder sammen!« (Sl 133,1). ~
1785 II,27 | viser Gud Fader Katarina af Siena, hvordan glæde og lidelse
1786 IV,45 | til hele Guds folk. Meget sigende er Benedikts påmindelse
1787 IV,51 | menneskeheden os til tidligt og silde at hævde, at de, der benytter
1788 0,1 | da han en dag - efter fra Simons båd at have talt til folkeskaren -
1789 IV,49 | evangelietekst er ikke en simpel opfordring til næstekærlighed:
1790 IV,56 | In-terreligiøs dialog »kan ikke simpelt hen erstatte forkyndelse,
1791 I,13 | jeg den glæde at besøge Sinaj-bjerget, hvor gaven, pagtens ti
1792 IV,42 | os alle til »ét hjerte og sind« (ApG 4,32). Det er ved
1793 IV,50 | som kræver et kristent sindelag. Vor verden går ind i det
1794 I,13 | jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg ikke lade være
1795 IV,48 | mere. Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et forpligtende
1796 0,3 | enhver lokalkirkes særlige situation, at Guds ene folks mysterium
1797 IV,46 | traditionelt kristne lande er situationen blevet dramatisk som følge
1798 III,36 | isolerede og vanskelige situationer, at aflægge et endnu stærkere
1799 II,26 | hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske
1800 III,38 | mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig og
1801 I,4 | er tilfreds med blot at skabe verden og mennesket, men
1802 I,4 | som den skabning, han har skabt, og efter mangfoldige gange
1803 III,29 | forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore for nutidens
1804 IV,51 | principper, hvoraf menneskers skæbne og civilisationens fremtid
1805 III,35 | oprindelses og dens ende-lige skæbnes mysterium fører hen til«.21 ~
1806 III,38 | Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme, at »uden Kristus
1807 II,21 | os det muligt, omend med skælven, på en måde at stirre ind
1808 I,7 | har lagt bag os, ved at skænke sin kirke en stor skare
1809 IV,42 | os af den Ånd, som Jesus skænker os (sml. Rom 5,5) for at
1810 Slut,58 | det håb, der ikke »gør til skamme« (Rom 5,5). Ved begyndelsen
1811 I,7 | skænke sin kirke en stor skare af helgener og martyrer.
1812 II,18 | hånde (jf. Luk 8,2-3), af skarer, der opsøger ham og følger
1813 II,19 | meget langt - fra sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme
1814 IV,57 | Hvor ligger der dog en stor skat i de retningslinier, som
1815 IV,54 | mysterium lunae, der var en så skat-tet del af kirkefædrenes kontemplation;
1816 II,23 | guddommeliggørel-se«. Dette sker ved, at de forløste podes
1817 III,29 | med tiders og kulturers skiften, selv om det tager hensyn
1818 0,3 | mysterium får sin særlige skikkelse, som passer til hver enkelt
1819 I,5 | Kristus i år, som han er skildret i Johannes' Åbenbaring: »
1820 IV,43 | lys vi også må kunne se skinne i vore omgivende brødres
1821 III,40 | begyndelse, et kun lige akkurat skitseret billede af den fremtid,
1822 III,40 | til unge, til børn uden at skjule de mest radikale krav i
1823 I,6 | indbefatter syn-dere i sit skød, er på én gang hellig og
1824 IV,43 | gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab: det er den
1825 III,40 | særlig måde glædet os over skøn-heden i Kirkens forskellige ansigter.
1826 IV,54 | Matt 5,14). Dette er en skræmmende opgave, hvis vi ser på vor
1827 I,6 | mindet« har styrket vore skridt til vandringen mod fremtiden
1828 II,17 | erklære: »Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed om Kristus«.8
1829 I,4 | nogen sinde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået
1830 0,2 | Jeg føler trang til at skrive til jer, I kære, for at
1831 IV,47 | for børnene, der er mere skrøbelige. Familierne må selv blive
1832 IV,54 | ofte gør os sløve og kaster skyg-ger over os. Men det er en opgave,
1833 I,6 | utroskab, der har kastet en skygge over dens ansigt som Kristi
1834 I,10 | solidaritet og den respekt, der skyldes ethvert menneske. Børn med
1835 III,29 | det altid har gjort, at slå rod overalt i Kirken. Det
1836 II,22 | menneske er kommet af Davids slægt« (jf. Rom 1,3; jf. 9,5).
1837 I,15 | mindre bør det få os til at slække på vor for-pligtelse. Tværtimod
1838 III,38 | mirakuløse fiskefangst: »Vi har slidt hele natten og ingenting
1839 I,5 | sml. Mark 1,15), ja endog slog rod i histo-rien som det
1840 IV,54 | svaghed, der så ofte gør os sløve og kaster skyg-ger over
1841 0,1 | er det Åndens vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh
1842 Slut | SLUTNING DUC IN ALTUM! ~
1843 II,18 | Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise Nazaræeren
1844 IV,53 | finan-sielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs
1845 I,10 | Kristi befaling: »Lad de små børn komme til mig« (Mark
1846 III,33 | engagement, og som også kender smertelige lutringer (den »mørke nat«).
1847 II,25 | tilsyneladende desperate smertensskrig på korset: »Eloí, Eloí!
1848 I,13 | mindes den gerne som en af de smukkeste gaver fra hele oplevelsen
1849 I,14 | de respektive regeringer snart vil gennemføre disse parlamentariske
1850 III,34 | fare«. De ville løbe den snigende fare for at se deres tro
1851 IV,42 | Joh 13,35). Kære brødre og sø-stre! Hvis vi virkelig har betragtet
1852 IV,50 | for marginalisering eller social diskrimination. I denne
1853 IV,52 | fællesskaber til slet og ret socialkontorer. Især bør Kirkens forhold
1854 IV,52 | overensstemmelse med Kirkens sociallære. Vel kendte er Kirkens læremyndigheds
1855 III,29 | de involverede mennesker, søgen efter de nødvendige midler.
1856 I,9 | eftertænksomme, ivrige efter at bede, søgende efter »mening« og virkeligt
1857 II,23 | 23. »Herre, jeg søger dit ansigt« (Sl 27,8). Salmistens
1858 IV,54(38) | Sanctis Scripturis allegorice sol appellatus est«. Ennarationes
1859 IV,54 | afhængighed af Kristus, solen, hvis lys den genspejler.38
1860 IV,50 | effektiv, men også ved at være solidariske med de lidende, så at den
1861 II,18 | ansigt frem af dem på et solidt historisk grundlag. Evangelisterne
1862 III,36 | deltage i eukaristien hver søn-dag er et af dem. Søndagens
1863 III,35 | betone søndagens eukaristi og søndagen selv op-levet som en særlig
1864 II,27 | Faderen gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil det sidste: »
1865 I,8 | fodspor er talløse af Kirkens sønner og døtre kommet til Rom,
1866 I,10 | at forpligte sig til at sørge for, at det lys får ind
1867 IV,48 | nye årtusind, fortidens sørgelige arv. Jubilæet har givet
1868 II,25 | Et sorgens ansigt ~25. Når vi betragter
1869 IV,50 | men som en delen mellem søskende. Vi må derfor sikre, at
1870 IV,43 | gave til broderen eller søsteren, som direkte har modtaget
1871 IV,43 | vore omgivende brødres og søstres ansigter. En fællesskabets
1872 II,23 | lagde stor vægt på denne soteriologiske dimension af menneskevordelsens
1873 III,29 | venter os, er derfor et spændende arbejde med pastoral fornyelse -
1874 II,18 | samler sig om den voksende spænding, der opstår mellem Jesus
1875 IV,53 | dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til godgørende
1876 III,40 | overlades til en gruppe »specialister«, men må medføre, at alle
1877 IV,52 | dette må realiseres på en speciel kristen måde: især lægfolk
1878 III,29 | detaljeret pastoral plans specifikke træk kan identificeres -
1879 IV,45(31) | omnem fidelium Spiritus Dei spirat«. Epistola 23, 36 til Sulpicius
1880 IV,45(31) | quia in omnem fidelium Spiritus Dei spirat«. Epistola 23,
1881 IV,49 | sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav
1882 IV,48 | den udelelig. Den reelle splittelse opstår på historiens plan
1883 IV,51 | af kata-strofale kriges spøgelse? Eller af foragt for så
1884 IV,53 | det bevægende syn af en spontan udveksling af ga-ver, lige
1885 I,10 | fabriks- og landarbejdere til sportsfolk, fra kunstnere til universitetslærere,
1886 III,30 | kaldet til hellighed til at stå frem som en indre dynamik
1887 II,19 | Absolut et godt svar, men sta-dig langt - meget langt - fra
1888 I,12 | grupper af troende. Den evi-ge Stad har således endnu engang
1889 III,36 | sted, hvor fællesskab til stadig-hed forkyndes og næres. Netop
1890 I,10 | lejlighed til at komme med en stærk opfordring til at bøde på
1891 III,36 | situationer, at aflægge et endnu stærkere vidnesbyrd om de særlige
1892 III,31 | foreslå enhver denne høje standard for det almindelige kristne
1893 IV,51 | forklare grundene til Kirkens standpunkt, idet man fremhæver, at
1894 II,28 | af Kristi ansigt kan ikke standse ved billedet af den korsfæstede.
1895 I,8 | indtryk på mig. Jeg er ofte standset for at betragte den lange
1896 I,13 | jeg følte ved at kunne ære stederne, hvor han blev født, og
1897 IV,52 | individualistisk spiritualitet, som stemmer dårligt overens med næstekærlighedens
1898 I,14 | kreditorstaters parlamenter stemt for en væsentlig eftergivelse
1899 I,5 | historisk jord, at Gud valgte at stifte en pagt med Israel og således
1900 IV,50 | i det råb om hjælp, der stiger op fra fattigdommens verden.
1901 II,21 | og ræk din hånd frem og stik den i min side« (Joh 20,
1902 II,20 | hånden. Kun erfaringen af stilhed og bøn giver det rette milieu
1903 I,10 | hvad han gjorde, da han stillede et lille barn midt iblandt
1904 III,30 | uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs
1905 II,21 | med skælven, på en måde at stirre ind i mysteriets dybder.
1906 Slut,58 | som »Nyevangeliseringens Stjerne«. Nu peger jeg endnu engang
1907 0,2 | Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje, tages op til
1908 IV,50 | deres liv, er afhængige af »stoffer«, frygter for ensomhed i
1909 I,12 | jubilæet set ud fra Peters Stol. Men imidlertid glemmer
1910 II,20 | følge i hans fodspor med stør-re og større overbevisning?
1911 III,40 | opmuntrende bevis på deres storsindede vilje til at stille sig
1912 IV,46 | er i sandhed behov for et storsindet engagement - frem for alt
1913 I,11 | hvor jeg i overværelse af størstedelen af verdens biskopper betroede
1914 II,25 | end kaste os tilbedende i støvet for. For vort indre blik
1915 IV,46 | folks sendelse ... ved at stræbe efter at ud-brede evangeliet
1916 IV,43 | Også her kunne vore tanker straks gå til den handling, der
1917 IV,49 | kristologien, som kaster stråler af lys på Kristi mysterium.
1918 IV,46 | direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte advarsel henvender
1919 IV,45(29) | specielt artikel 5: »The Structures of Collaboration in the
1920 IV,45 | bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver fristelse
1921 III,39 | til Den hellige Skrift og studere den omhyggeligt. Biblen
1922 IV,44 | for Kirken,28 men som må studeres konstant for at sikre, at
1923 I,6 | altid brug for renselse«.4 Studiekongresser hjalp os til at identificere
1924 III,39 | teologiske og bi-belske studier. Men det er først og fremmest
1925 IV,56 | uudtømmelige teologiske studium af den kristne sandhed,
1926 III,39 | søstre! Denne bevægelse må styrkes og uddybes også ved at man
1927 IV,45(31) | spirat«. Epistola 23, 36 til Sulpicius Severus: CSEL 29, 193.~
1928 IV,50 | er mennesker, som dør af sult? Fordømte til an-alfabetisme?
1929 IV,49 | identificeret med: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise,
1930 III,34 | under for tiltrækningen ved »surrogater«, ved at acceptere alternative
1931 IV,54(38) | intellegitur Ecclesia, quod suum lumen non habeat, sed ab
1932 IV,49 | og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg
1933 IV,50 | i alderdommen eller for sygdom, for marginalisering eller
1934 Slut,59 | søstre! Den hellige dørs symbol lukkes nu bag os, men kun
1935 II,26 | dette mørkets øjeblik klart syn-dens alvor og lider på grund
1936 I,6 | Kirken, som indbefatter syn-dere i sit skød, er på én gang
1937 II,25 | men tillige påtage sig syndens »ansigt«. »Ham, der ikke
1938 I,4 | gået to tusinde år, men syndere, der har behov for barmhjertighed -
1939 III,37 | muligt, for at imødegå »syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig
1940 III,37 | til at få tilgivelse og syndsforladelse for alvorlige synder, der
1941 I,10 | måde risikerer at miste synet for selve meningen med ægteskabet
1942 IV,48 | stand til at nå det fulde og synlige fællesskab med alle kristne.
1943 III,37 | begået efter dåben«.24 Da synoden behandlede problemet, kunne
1944 IV,44 | romerske kurie, oprette synoder og få bispekonferencer til
1945 II,24 | aldeles tydeligt både i de synoptiske evangelier (jf. Matt 11,
1946 IV,52 | lys og til på belejlig og systematisk måde tilbyde sit bidrag
1947 0,1 | Kirken og Ånden: »Marana ta - kom, Herre Jesus« (jf.
1948 III,40 | den begejstring som et nyt ta-lent (sml. Matt 25,15), som Herren
1949 I,7 | er en arv, der ikke må gå tabt; vi bør altid være taknemlige
1950 III,34 | gennemsnits-dag er det måske mere tænke-ligt, end vi almindeligvis antager,
1951 IV,53 | gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende
1952 0,2 | som en vigtig milepæl. Jeg tænkte på fejringen af det som
1953 IV,48 | medbringer vi, når vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens
1954 IV,46 | sådant syn på fællesskab er tæt forbundet med det kristne
1955 IV,50 | basale medicinske pleje? Uden tag over hovedet? Fattigdommens
1956 0,1 | de gamle taksigelsesord: »Tak Herren, for han er god,
1957 0,2 | kan ikke lade være med at takke for de »undere«, som Gud
1958 0,1 | at erindre fortiden med taknem-lighed, leve nutiden med begejstring
1959 III,29 | udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og
1960 I,7 | tabt; vi bør altid være taknemlige for den, og vi bør forny
1961 I,9 | udtrykke min hjertelige taknemlighed til dem alle. Men bortset
1962 0,1 | fornyet jubel gentage de gamle taksigelsesord: »Tak Herren, for han er
1963 I,7 | dem den 7. maj 2000 i de talende omgivelser i Colosseum,
1964 I,8 | lange kø af pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem
1965 0,3 | store jubilæums. Det er med tanken for dette, at jeg i dette
1966 II,28 | op-sendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til
1967 IV,57 | læreembedets vigtige og normative tek-ster inden for Kirkens tradition.
1968 IV,50 | økonomisk, kulturelt og teknologisk fremskridt, som giver umådelige
1969 III,39 | divina, der af den bibelske tekst uddrager det levende Guds
1970 II,17 | Joh 15,26), som de hellige tekster har deres oprindelse fra,
1971 III,33 | af Korsets og den hellige Teresa af Avi-las lære? Ja, kære
1972 II,28 | på vejen til Damaskus: »Thi for mig er livet Kristus,
1973 I,13 | Sinaj-bjerget, hvor gaven, pagtens ti bud, blev givet. Jeg fortsatte
1974 IV,48 | indtil dens fuldbyrdelse ved tidernes ende. Denne enhed er uophørligt
1975 III,29 | program, der ikke ændres med tiders og kulturers skiften, selv
1976 III,40 | unge har jubilæet, som jeg tidligere har sagt, givet os et opmuntrende
1977 IV,51 | for menneskeheden os til tidligt og silde at hævde, at de,
1978 0,3 | år og endda i det længere tids-rum fra Det andet Vatikankoncil
1979 III,41 | de første af den kristne tidsalders århundreder. Jubilæets erindring
1980 II,24 | gammel? Allerede på dette tidspunkt viser han, at han er bevidst
1981 I,8 | menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid
1982 I,15 | hånd på ploven og ser sig til-bage, er egnet for Guds rige« (
1983 I,5 | når vi betragtede Kristus, tilbad vi også Faderen og Ånden,
1984 I,14 | forhold, heri indbefattet tilbagegivelse af alt, hvad der tilhørte
1985 Slut,58 | enhver af vore kirker må tilbagelægge, men der er ingen afstand
1986 III,37 | været særlig præget af en tilbagevenden til bodens sakramente, har
1987 I,8 | Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds
1988 II,25 | ikke kan andet end kaste os tilbedende i støvet for. For vort indre
1989 II,18 | de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf. Luk 3,23),
1990 III,34 | acceptere alternative religiøse tilbud og endda hengive sig til
1991 IV,45 | Med dette for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom,
1992 I,10 | store forsamling, der var tilegnet børn, blev fejret. I en
1993 IV,48 | Som gaver, der egent-lig tilhører Kristi kirke, leder disse
1994 I,14 | tilbagegivelse af alt, hvad der tilhørte andre. Jeg glæder mig over
1995 III,38 | garnene ud« (sammesteds). Tillad nu, da dette årtusind begynder,
1996 III,38 | hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge
1997 II,20 | egne kræfter, men ved at vi tillader nåden at tage os ved hånden.
1998 I,7 | Hvad enten hellighed er tillagt paver, der er velkendte
1999 III,29 | stiller spørgsmålet med tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere
2000 IV,53 | vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge, vil blive brugt
2001 III,29 | pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds omstændigheder.
2002 III,31 | indøvelse i hellighed«, tilpasset de enkelte personers behov.
|