1025-evan- | evang-iunio | iv-overb | overh-tilpa | tilsa-yngst
bold = Main text
Chapter, Paragraph grey = Comment text
2003 III,29 | men af en person og af det tilsagn, han giver os: Jeg er med
2004 IV,43 | ville ikke være den rigtige tilskyndelse at følge. Inden vi lægger
2005 II,17 | mysterium, som er bebudet på en tilsløret måde i Det gam-le Testamente
2006 II,27 | disse frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens tradition
2007 IV,51 | det ligefrem gør Kirkens tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto
2008 IV,56 | forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt alle, og som skal tilbydes
2009 III,33 | un-dertiden gør de det på tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget
2010 III,34 | ende med at bukke under for tiltrækningen ved »surrogater«, ved at
2011 II,24 | allerede i sin jordiske tilværelse var Jesus bevidst om sin
2012 III,40 | kulturer. Gennem årene har jeg tit gentaget opfordringen til
2013 III,38 | vore evners midler for at tjene Guds Riges sag. Men det
2014 III,40 | ordet for at blive »ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering:
2015 IV,51 | naturlige død. Ligeledes får tjenesten for menneskeheden os til
2016 IV,44 | første glemme de særlige tjenester for fællesskabet, som er
2017 0,1 | jubilæum, hvor vi fejrede den to-tusinde års-dag for Jesu fødsel,
2018 IV,49 | var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer
2019 II,28 | være forgæves og vor tro tom (jf. 1 Kor 15,14). Opstandelsen
2020 II,18 | over døden. De peger på den tomme grav og følger ham i perioden
2021 II,18 | Matt 13,55), som selv var »tømrer«, og hvis plads inden for
2022 II,18 | kendsgerninger om hans liv som »tømrerens søn« (Matt 13,55), som selv
2023 II,25 | begyndel-sesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines
2024 I,9 | muligt at glemme messen ved Tor Vergata. Endnu engang har
2025 0,1 | Åndens vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh 4,14).
2026 IV,49 | noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke,
2027 IV,46 | især når kaldet medfører en total given sig selv og ens kræfter
2028 III,33 | Der er tale om en rejse totalt båret af nåde, men som ikke
2029 I,4 | udtryk for det håb, at den totusindårets fejring af menneskevordelsens
2030 I,15 | efterlader os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som
2031 I,9 | mærket af korset. Derfor tøvede jeg ikke med som svar på
2032 II,24 | efter ham, svarer Jesus uden tøven: »Hvorfor ledte I efter
2033 IV,46 | sammenslutninger, enten af mere traditionel art eller de nyere kirkelige
2034 I,5 | bestemt til at blive et stort træ (sml. Mark 4,30-32). »Ære
2035 III,36 | kristent liv. Vi er ved at træde ind i et årtusind, som allerede
2036 Slut,59 | ægte, vil den ligesom have trænet vore ben til vejen, der
2037 0,2 | 2. Jeg føler trang til at skrive til jer, I
2038 II,19 | levet sammen med i næsten tre år, og det var ham, der
2039 II,18 | kendt Jesus gennem de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (
2040 IV,43 | hjertets betragtning af Treenighe-dens mysterium, som bor i os,
2041 I,5 | Ånden, den ene og udelte Treenighed, det uudsige-lige mysterium,
2042 III,30 | væsen er den hellige, den »trefoldigt hellige« (jf. Es 6,3). At
2043 Slut,59 | åbenbarelse, i året 2001, det treogtyvende af mit pontificat. ~ ~
2044 IV,46 | oprettede eller blot anerkendte, trives til gavn for hele fællesskabet,
2045 II,16 | ofte måske ubevidst - tro-ende om ikke blot at »tale« om
2046 0,1 | Herren, for han er god, hans tro-fasthed varer til evig tid« (Sl
2047 II,19 | 13-35). Apostlen Thomas troede først, efter at han selv
2048 IV,43 | hvis vi ønsker at være trofaste overfor Guds plan og imødekomme
2049 0,1 | vælder ud fra Guds og Lammets trone« (sml. Åb 22,1), er blevet
2050 IV,48 | enhedens mysterium. »Jeg tror på den ene kirke«: det vi
2051 III,29 | kraft, der inspirerer vor tros vandring. I bevidsthed om
2052 IV,48 | kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen har sit sidste grundlag
2053 III,33(18)| Sml. Kongregationen for Troslæren, Skrivelse om visse aspekter
2054 I,12 | lederne af andre kristne trossamfund. Jeg mindes især besøget
2055 I,8 | verdens forfølgelser og Guds trøst«.5 Vi har kun væ-ret i stand
2056 I,4 | ikke det? - oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«,
2057 III,41 | strålende eksempler på de mange trosvidner, som vi har erindret under
2058 II,17 | til os på en fuldstændig troværdig måde.9 ~
2059 IV,50 | grupper, som ikke desto mindre trues af fortviv-lelse, fordi
2060 IV,51 | for freden, der så ofte er truet af kata-strofale kriges
2061 II,20 | sted, mens Jesus »havde trukket sig tilbage for at bede« (
2062 III,29 | vil finde en eller anden trylleformular. Nej, vi vil ikke blive
2063 II,22 | og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er
2064 IV,42 | med menneskers og engles tunger og hvis vi har tro, der
2065 I,5 | nogen måde at give efter for tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion,
2066 I,5 | Med denne sang gentaget tusinder af gange har vi betragtet
2067 IV,51 | krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet, der i sidste
2068 IV,56 | sondren for at kunne forstå og tyde de »ægte tegn på Guds nærvær
2069 III,37 | syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig i vore dages kultur.23 Men
2070 III,29 | som det store jubilæum tydeligere har stillet mig for øje. ~
2071 II,24 | mysterium, som det er aldeles tydeligt både i de synoptiske evangelier (
2072 0,2 | overvejelse og på en måde »tydes«, for at høre, hvad Ånden
2073 II,21(10) | uforanderlig, udelelig, uadskillelig ... han er ikke delt eller
2074 II,21 | disse to aspekters intime og uadskillelige forening, at Kristi identitet
2075 I,8 | Når jeg betragtede den uafbrudte strøm af pilgrimme, så jeg
2076 III,30 | kristne: »Samtlige kristne uanset deres stand eller stilling
2077 IV,51 | udstrakte om-råder af vor planet ubeboelige og menneskefjendtlige? Eller
2078 IV,50 | Fattigdommens scenario kan udvides ubegrænset, hvis vi foruden dens traditionelle
2079 IV,45 | fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav, besjæler fællesskabets
2080 II,16 | fra vore dage - ofte måske ubevidst - tro-ende om ikke blot
2081 IV,46 | ved at stræbe efter at ud-brede evangeliet og at helliggøre
2082 III,41 | skænket os et forbavsende udblik ved at vise os, at vor tid
2083 III,40 | Paulus var opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg ikke
2084 II,21 | den hører aldrig op med at udbryde: »Min Herre og min Gud!« (
2085 III,29 | at jubilæet vil være en udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig
2086 III,29 | identificeres - mål og metoder, uddannelse og berigelse af de involverede
2087 IV,43 | pastoralarbejdere bliver uddannet, overalt hvor familier og
2088 III,39 | der af den bibelske tekst uddrager det levende Guds ord, som
2089 III,39 | bevægelse må styrkes og uddybes også ved at man sikrer sig,
2090 III,34 | overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde hele
2091 IV,48 | Kri-stus, i hvem Kirken er udelt (jf. 1 Kor 1,11-13). Som
2092 I,5 | Faderen og Ånden, den ene og udelte Treenighed, det uudsige-lige
2093 IV,49 | til at huske, at ingen kan udelukkes fra vor kærlighed, for »
2094 II,19 | hver gang de følte sig udfordrede af hans handlinger og hans
2095 I,4 | det er det underværk, der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds
2096 II,25 | aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette mysterium.
2097 II,25 | de stolede på dig, og du udfriede dem ... Hold dig ikke borte
2098 I,4 | lovprisningens dimension. Denne er udgangspunktet for enhver ægte troens reakti-on
2099 IV,53 | fejring af jubilæet. Når udgifterne for dette år er dækkede,
2100 III,41 | den største prøvelse, at udgyde deres blod. I dem gav Guds
2101 IV,42 | Den evige Faders hjerte og udgydes over os af den Ånd, som
2102 Slut,58 | kraft fra den Ånd, som blev udgydt til pinse, og som stadigt
2103 III,37 | tillid, krea-tivitet og udholdenhed hvad angår dette sakramente,
2104 IV,53 | på den kærlighed, der er udløst af jubilæet. Mange pilgrimme
2105 0,1 | sml. Åb 22,1), er blevet udøst over Kirken. Dette er det
2106 I,10 | underholdnings-verdenen, som udøver så mægtig en indflydelse
2107 IV,49 | sædekorn, som Jesus selv udsåede under sit jordiske liv,
2108 III,34 | middelmådige kristne, men »kristne udsat for fare«. De ville løbe
2109 IV,51 | forblive ligegyldige overfor udsigten til en økologisk krise,
2110 IV,46 | henvender sig til alle: »Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke
2111 III,30 | punkt, var det ikke for at udsmykke ekklesiologien med en slags
2112 III,29 | hyrder til med hjælp fra alle udsnit af Guds folk tillidsfuldt
2113 I,5 | mysterium, hvori alt har sit udspring og sin fuldendelse. ~
2114 IV,48 | kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen. Teologisk
2115 III,39 | menigheder benytter nu Biblen i udstrakt grad, og blandt lægfolk
2116 IV,51 | krise, som er ved at gøre udstrakte om-råder af vor planet ubeboelige
2117 II,24 | er optegnet, og som blev udtalt i templet i Jerusalem, da
2118 III,38 | lejlighed var det Peter, der udtalte troens ord: »På dit ord
2119 III,40 | kendetegnet menneskelivet, målt udtrykkelig ud fra evangeliets værdier,
2120 III,33 | hvor mødet med Kristus ikke udtrykkes blot ved at bede om hjælp,
2121 II,20 | i himlene« (Matt 16,17). Udtrykket »kød og blod« er en henvisning
2122 I,13 | ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets liturgi, som d. 23.
2123 II,18 | tolv apostle, som han har udvalgt (jf. Mark 3,13-19), af en
2124 IV,45 | 45. Fællesskab må udvikles og udvides hver dag og på
2125 IV,56 | fordi nådens mysterium, så uendelig fuldt af muligheder og konsekvenser
2126 II,21(10) | naturer, uden sammenblanding, uforanderlig, udelelig, uadskillelig ...
2127 III,31 | Tiden er kommet til igen uforbeholdent at foreslå enhver denne
2128 III,29 | Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og udbredte modtagelse af,
2129 II,26 | disse to tilsyneladende uforenelige aspekter bunder i den hypostati-ske
2130 III,35 | og Åndens gaves dag, den ugentlige påske.20 I to tusind år
2131 II,25 | større dødsangst, et mere uigen-nemtrængeligt mørke? I virkeligheden udtrykker
2132 IV,50 | sikrer kærlighedens ord en uimodståelig kraft. ~
2133 II,17 | så kraftigt kan erklære: »Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed
2134 I,10 | den økonomiske og sociale ulighed, der findes i arbejdsverdenen,
2135 I,13 | retfærdig løsning af de stadigt uløste problemer om de hellige
2136 IV,50 | teknologisk fremskridt, som giver umådelige muligheder til nogle få
2137 Slut,58 | sig for Kirken ligesom et umådeligt ocean, som vi skal vove
2138 I,13 | valfart fandt sted næsten umid-delbart derefter og fulgte frelseshistoriens
2139 II,27 | lettere at forstå troens umiddelbare opfattelse, takket være
2140 III,29 | nu er det ikke længere et umiddelbart mål, vi står overfor, men
2141 0,1 | 20; 1 Kor 16,22). Det er umuligt at måle resultatet af denne
2142 III,33 | svar på dette behov, og un-dertiden gør de det på tiltrækkende
2143 III,34 | endda hengive sig til meget unatur-lige former for overtro. Det
2144 I,10 | store ansvar for at benytte under-holdningen til at fremsætte et positivt
2145 0,2 | være med at takke for de »undere«, som Gud har udrettet for
2146 II,19 | han selv havde efterprøvet underet (jf. Joh 20,24-29). I virke-ligheden
2147 I,10 | i årets sidste dage med underholdnings-verdenen, som udøver så mægtig en
2148 III,34 | deres tro langsomt blive undermineret, og ville måske ende med
2149 III,39 | Det andet Vatikankoncil understregede Guds ords altovervejende
2150 I,4 | Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres af en Gud,
2151 III,29 | tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de problemer, vi står overfor.
2152 IV,51 | ethvert men-neskeliv, fra undfangelsen til den naturlige død. Ligeledes
2153 IV,48 | hellighedens økumeni, kan ikke undgå, med Guds hjælp, at give
2154 III,40 | Denne lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for
2155 II,26 | teologiske tradition har ikke undladt at stille det spørgsmål,
2156 II,22 | menneskehedens aspekter, undtagen synd (jf. Heb 4,15). Ud
2157 I,9 | denne uge, hvor Rom blev »ung med de unge«. Det vil ikke
2158 IV,54(38) | lumen non habeat, sed ab Unigenito Dei Filio, qui multis locis
2159 II,24 | at han er bevidst om et unikt forhold til Gud, et forhold,
2160 II,26 | bunder i den hypostati-ske unions uudgrundelige dybder. ~
2161 III,29 | pastoral aktivitet. Med dets universale og absolut nødvendige afgørelser
2162 IV,49 | til en tjeneste, der er universel; den inspirerer os til et
2163 I,10 | sportsfolk, fra kunstnere til universitetslærere, fra biskopper og præster
2164 IV,48 | og mere. Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et
2165 IV,51 | Kirkens tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto mindre
2166 I,4 | ville blive levet som »en uophørlig lovprisning af Treenigheden«2
2167 IV,47 | absolut, enestående og uopløselig forbindelse - til Guds oprindelige
2168 II,27 | Disse sjæle ligner det uplettede lam, min enbårne Søn, som
2169 I,13 | have begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom
2170 III,40 | trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor forkyndelsen
2171 I,15 | gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er
2172 I,13 | steder, der stadig er så urolige og igen for nyligt er blevet
2173 III,31 | som kun er muligt for få »usædvanligt heltemodige« hellige. Der
2174 II,18 | forvirrede, derpå fyldte med usigelig glæde - erfarer hans levende
2175 IV,48 | mere og mere. Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid
2176 III,39 | hellighedens og bønnens forrang er utænkelig uden en fornyet lytten til
2177 IV,51 | være følsomt overfor, er utallige. Der er behov for et særligt
2178 II,16 | imidlertid være håbløst utilstrækkeligt, hvis vi ikke selv først
2179 I,12 | Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt, der altid er i stand
2180 IV,49 | Alligevel er, som evangeliets utvety-dige ord minder os om, Kristus
2181 II,26 | den hypostati-ske unions uudgrundelige dybder. ~
2182 I,5 | og udelte Treenighed, det uudsige-lige mysterium, hvori alt har
2183 IV,56 | princip ikke blot for det uudtømmelige teologiske studium af den
2184 0,2 | store kraftanstrengelser og uundgåelige svagheder. Men vi kan ikke
2185 II,17 | Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed om Kristus«.8 Når vi er
2186 IV,55 | udfordring, som vi stadig vil væ-re forpligtet til i det nye
2187 I,8 | Guds trøst«.5 Vi har kun væ-ret i stand til at iagttage
2188 IV,45 | forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt, og ved på den anden side
2189 III,40 | lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for mission i
2190 0,1 | det vand, som bestandigt »vælder ud fra Guds og Lammets trone« (
2191 I,9 | med at forelægge dem en vældig opgave: at blive »morgenvægtere!« (
2192 III,31 | radikale be-skaffenhed: »Vær da fuldkomne, som jeres
2193 IV,57 | ikke mistet noget af deres værdi eller åndelige glans. De
2194 IV,46 | dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre kald, rodfæstede
2195 III,37 | sakramenterne er blandt de værdifuldeste - kommer fra den, som kender
2196 IV,55 | sikkert grundlag for fred og værge os mod det frygtelige genfærd
2197 Slut,58 | arbejder også i dag: vi må have vågne øjne for at se dette og
2198 II,18 | familie at foretage årlige valfarter til templet i Jeru-salem (
2199 I,5 | på historisk jord, at Gud valgte at stifte en pagt med Israel
2200 IV,48 | i Østen og Vesten til at vandre sammen i troens enhed og
2201 I,12 | vandring er bestemt stadig vanskelig, og vil måske være lang,
2202 I,13 | han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk for den bevæ-gelse,
2203 III,41 | Måske var vi blevet for vante til at tænke på martyrerne
2204 0,1 | er god, hans tro-fasthed varer til evig tid« (Sl 118,1). ~
2205 I,13 | besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde om nazisternes
2206 III,40 | opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg ikke forkynder
2207 IV,48 | gave, den bestandigt vil vedblive at modtage på mystisk vis
2208 IV,46 | engagement - frem for alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf.
2209 III,30 | er en pligt, som ikke kun vedkommer visse kristne: »Samtlige
2210 III,31 | er imidlertid klart, at vejene til hellighed er individuelle
2211 IV,56 | hvis gerning det er, at vejlede den »i hele sandhe-den« (
2212 II,24 | Fade-ren« (Joh 10,38). Hvor velbegrundet det end er at tro - på grund
2213 IV,52 | negligere medmenneskers velfærd, men forpligter dem snarere
2214 II,18 | families sammenhæng var velkendt (jf. Mark 6,3). De påpe-gede
2215 I,9 | øjeblik, hvor jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken
2216 I,13 | en usædvanlig hjertelig velkomst ikke blot fra Kirkens medlemmer,
2217 Slut,59 | jer alle min hjerteligste velsignelse. Fra Vatikanet, 6. januar,
2218 II,23 | ansigt. Gud har virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt
2219 IV,50 | berører ofte finansielt velstående milieuer og grupper, som
2220 I,9 | ædleste og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt
2221 IV,48 | det første årtusind, må ven-de tilbage i fuldt omfang.
2222 III,35 | yderste dag, da Kristus vil vende tilbage i herlighed. Vi
2223 Slut,59 | betragtning, for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin
2224 III,32 | gør os til hans fortrolige venner: »Bliv i mig, og jeg bliver
2225 I,8 | pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hel-lige
2226 II,28 | Iesu dulcis memoria, dans vera cordis gaudia«: hvor lifligt
2227 II,17(9) | Konstitutionen om Åbenbaringen Dei Verbum, 19.~
2228 IV,46 | interesse som resultat af en verdslig forbrugermentalitet. Der
2229 I,9 | at glemme messen ved Tor Vergata. Endnu engang har de unge
2230 III,34 | recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der er gjort
2231 II,18 | overensstemmelse med moderne historisk vi-denskabs regler. Alligevel dukker
2232 III,33 | Andre religioner, som nu i vid udstrækning er til stede
2233 IV,42 | scientia amoris [kærlighedens videnskab]: »Jeg forstod, at Kirken
2234 IV,51 | der benytter de nyeste videnskabelige fremskridt, især inden for
2235 II,18 | Johannes Døber. Styrket af vidnesbyrdet fra det høje og bevidst
2236 II,24 | Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være
2237 I,8 | Hvem kan bedømme de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter?
2238 0,1 | stor i dette år, mens den viede sig til at betragte sin
2239 III,35 | vigtigste opmærksomhed må vies liturgien, »det højdepunkt,
2240 IV,45 | afværger enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav,
2241 II,25 | Men Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb.
2242 IV,56 | dialog med en holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk,
2243 III,40 | sig dette ansvar. De, der vir-kelig har mødt Kristus, kan ikke
2244 II,17 | åbner vi os for Åndens virk-ning (jf. Joh 15,26), som de
2245 II,19 | underet (jf. Joh 20,24-29). I virke-ligheden var det ligegyldigt, hvor
2246 IV,44 | mere, som skal gøres for at virkeliggøre mulighe-derne i alle disse
2247 III,29 | til at forsvinde, men må virkeliggøres i praksis. Det, der venter
2248 IV,46 | forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange medlemmer er forenede
2249 III,37 | menigheder overbe-visende og virkningsfuldt tilbyder praktiseringen
2250 Slut,58 | dag i ugen« (Joh 20,19) viste sig for sine disciple for
2251 IV,46 | vedbliver med at give Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et
2252 IV,45(30) | autem omnes ad consilium vocari diximus, quia saepe iuniori
2253 II,24 | betingelser, som fik ham til at vokse »i visdom og vækst og yndest
2254 II,24 | sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt giver udtryk
2255 II,18 | beretning samler sig om den voksende spænding, der opstår mellem
2256 IV,42 | beviset for den kærlighed, der vokser frem fra Den evige Faders
2257 I,13 | nyligt er blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig
2258 Slut,58 | umådeligt ocean, som vi skal vove os ud på, idet vi stoler
2259 Slut,58 | dem i gang med det store vovestykke at forkynde evangeliet.
2260 II,19 | ligesom foretager en første vurdering af sin gerning, spørger
2261 I,8(5) | De Civitate Dei, XVIII, 51, 2: PL 41, 614; sml.
2262 I,13 | mit besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde
2263 IV,50 | ikke blot i fremskridtets yderkanter, men i livsbetin-gelser,
2264 II,19 | anderledes! Det er netop denne yderlige erkendel-se, der gælder
2265 IV,56 | Kirken, at den ikke blot har ydet noget til, men også »hvor
2266 I,8 | bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde
2267 II,22 | side er denne Guds Søns ydmygelse ikke et mål i sig selv,
2268 IV,50 | hjælper, ikke betragtes som en ydmygende håndsrækning, men som en
2269 II,27(14) | Last Conversations. Yellow Booklet (6. juli 1897):
2270 II,24 | vokse »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk
2271 IV,45 | inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der er bedst«.30
2272 IV,45 | rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: »
|