Forsoningens sakramente

37. Jeg beder også om fornyet pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning af kristne menigheder overbe-visende og virkningsfuldt tilbyder praktiseringen af forsoningens sakramente. Som I vil erindre, behandlede jeg i 1984 dette emne i den post-synodale skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne fra en bispesynode, der beskæftigede sig med dette spørgsmål. Min opfordring dengang gik ud på at gøre alt, hvad der var muligt, for at imødegå »syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig i vore dages kultur.²³ Men jeg var endnu mere ivrig med at indbyde til en genopdagelse af Kristus som mysterium pietatis [godhedens mysterium]. I Kristus viser Gud os sit medlidende hjerte og forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt, der må blive genopdaget gennem bodens sakramente, som for de troende er den »ordinære måde til at få tilgivelse og syndsforladelse for alvorlige synder, der er begået efter dåben«.²⁴ Da synoden behandlede problemet, kunne alle få øje på, at sakramen-tet var i krise, især i nogle dele af verden. Årsagerne til krisen er ikke forsvundet i den korte tid, der er gået siden da. Men jubelåret, der har været særlig præget af en tilbagevenden til bodens sakramente, har givet os et opmun-trende budskab, der ikke bør ignoreres: hvis mange mennesker, og blandt dem også mange unge mennesker, har haft gavn af at nærme sig dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, krea-tivitet og udholdenhed hvad angår dette sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre i præstedømmet, vi må ikke give efter for forbigående kriser! Herrens gaver - og sakramenterne er blandt de værdifuldeste - kommer fra den, som kender menneskehjertet godt og er historiens Herre.