Forkynde ordet
40. At ernære sig selv
med ordet for at blive »ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering: det er
uden tvivl det, Kirken må prioritere ved det nye årtusinds
begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange århundreder
siden, er realiteten, et »kristent samfund«, som midt iblandt alle svagheder
altid har kendetegnet menneskelivet, målt udtrykkelig ud fra evangeliets
værdier, nu forsvundet. I dag må vi modigt stille os ansigt til
ansigt med en si-tuation, der bliver mere og mere forskelligartet og
krævende i forbindelse med »globaliseringen« og af den deraf
følgende nye og omskiftelige blanding af mennesker og kulturer. Gennem
årene har jeg tit gentaget opfordringen til ny-evangeliseringen. Dette gør jeg nu
igen, især for at holde fast ved, at vi i os selv må
genopvække begyndelsens drivkraft og lade os blive fyldte med den
glød, som der var over den apostoliske prædiken efter pinse. Vi
må i os selv genoplive den brændende overbevisning, som Paulus var
opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet«
(sml. 1 Kor 9,16). Denne lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans
for mission i Kirken, og denne mission kan ikke overlades til en gruppe
»specialister«, men må medføre, at alle medlemmer af Guds folk
påtager sig dette ansvar. De, der vir-kelig har mødt Kristus, kan
ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny
apostolisk dimension, som må leves i kristne menigheders og gruppers
daglige engagement.
Dette bør imidlertid gøres med respekt for hvert menneskes ofte
forskelligartet vandring og med opmærksomhed overfor de forskellige
kulturer, hvori det kristne budskab skal plantes og på en sådan
måde, så ingen af de specielle værdier, der findes hos
ethvert folkeslag, afvises, men renses og bringes til deres fulde udfoldelse. I
det tredje årtusind er ktistenheden nødt til at reagere mere
effektivt på dette behov for inkulturation. Samtidig med, at
kristendommen forbliver fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig
troskab overfor forkyndelsen af evangeliet og Kirkens tradition, vil den
også genspejle de karakteristiske træk hos de forskellige kulturer
og folke-slag, hvori den er blevet modtaget og har fæstet rod. I dette
jubelår har vi på en særlig måde glædet os over
skøn-heden i Kirkens forskellige ansigter. Dette er måske kun en
begyndelse, et kun lige akkurat skitseret billede af den fremtid, som Guds
Ånd er ved at forberede til os. Vi må tillidsfuldt fremstille
Kristus for alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier, til
unge, til børn uden at skjule de mest radikale krav i evangeliets
budskab, men efter Paulus' eksempel tage højde for hver enkelts behov
med hensyn til modtagelighed og sprog: »Alt er jeg blevet for alle for i det
mindste at frelse nogen« (1 Kor 9,22). Når jeg fremfører disse
anbefalinger, tænker jeg specielt på den pastorale omsorg
for unge.
Netop med hen-blik på de unge har jubilæet, som jeg tidligere har
sagt, givet os et opmuntrende bevis på deres storsindede vilje til at
stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette
opmuntrende svar ved at investere den begejstring som et nyt ta-lent (sml. Matt
25,15), som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt
udbytte.
|