IV. VIDNER OM KÆRLIGHED

42. »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13,35). Kære brødre og sø-stre! Hvis vi virkelig har betragtet Kristi ansigt, vil vor pastorale planlægning nødvendigvis blive inspireret af det »nye bud«, som han gav os: »I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer« (Joh 13,34). Dette er det andet vigtige område, hvor der må være engagement og planlægning for den universelle kirkes og delkirkernes vedkommende: Fællesskabets domæne (koinonia), som udtrykker og åbenbarer selve kernen i Kirkens mysterium. Fællesskab er frugten af og beviset for den kærlighed, der vokser frem fra Den evige Faders hjerte og udgydes over os af den Ånd, som Jesus skænker os (sml. Rom 5,5) for at gøre os alle til »ét hjerte og sind« (ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens fællesskab, at Kirken viser sig som »sakramente«, som »tegn og red-skab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed«.²⁶ Herrens ord om denne sag er for præcise, til at vi kan reducere deres betydning. Der er mange ting, der er nødven-dige for Kirkens vandring gennem historien, ikke mindst i dette nye århundrede; men uden kærlighed (agape) vil det hele være forgæves. Det er igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder os: selv om vi taler med menneskers og engles tunger og hvis vi har tro, der kan »flytte bjerge«, men ikke har kærlighed, er det hele »intet« (jf. 1 Kor 13,2). Kærlighed er i sandhed Kirkens »hjerte«, som Thérèse af Lisieux så rigtigt forstod det. Jeg pro-klamerede hende som kirkelærer, netop fordi hun er en ekspert i scientia amoris [kærlighedens videnskab]: »Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte var optændt af kærlighed. Jeg forstod, at alene kærlighed bevæ-ger Kirkens medlemmer til at handle ... Jeg forstod, at kærlighed rummede alle kald, at alt var kærlighed«.²⁷