Økumenisk engagement

48. Og hvad skal vi sige om den påtrængende opgave at udvikle fællesskab på økumenismens ømtålelige område? Desværre medbringer vi, når vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens sørgelige arv. Jubilæet har givet os nogle virkeligt bevægende og profetiske tegn, men der er stadig en lang vej tilbage. Ved at fæstne vort blik på Kristus har det store jubilæum givet os en mere levende fornemmelse for Kirken som et enhedens mysterium. »Jeg tror på den ene kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen har sit sidste grundlag i Kri-stus, i hvem Kirken er udelt (jf. 1 Kor 1,11-13). Som hans legeme, i den enhed, der er Åndens gave, forbliver den udelelig. Den reelle splittelse opstår på historiens plan i forholdet mellem Kirkens børn som et resultat af menne-skelig svaghed i den måde, hvorpå vi modtager den gave, der strømmer uophørligt fra Kristus, hovedet, til hans mystiske legeme. Jesu bøn i Nadversalen - »at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os« (Joh 17,21) - er både åbenbaring og bønfaldelse. Denne bøn åbenbarer os Kristi enhed med Faderen som kildespringet til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt vil vedblive at modtage på mystisk vis indtil dens fuldbyrdelse ved tidernes ende. Denne enhed er uophørligt opfyldt i Den katolske Kirke trods dens medlem-mers menneskelige begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk, og den virker også på forskellige måder i alle de elementer af hellighed og sandhed, der findes i de andre kirker og kirkelige samfund. Som gaver, der egent-lig tilhører Kristi kirke, leder disse elementer dem stadigt hen mod fuld enhed.³⁴ Kristi bøn minder os om, at denne gave er nødt til at blive modtaget og udviklet mere og mere. Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et forpligtende imperativ, en styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke, vi baserer håbet om, at allerede i historiens løb vil vi være i stand til at nå det fulde og synlige fællesskab med alle kristne. I perspektivet af vor fornyede pilgrimsfærd efter jubilæet ser jeg med stort håb hen til de østlige kirker, og jeg be-der for, at den gensidige udveksling af gaver, som var til berigelse for Kirken igennem det første årtusind, må ven-de tilbage i fuldt omfang. Måtte erindringen om den tid, da Kirken åndede med »begge lunger«, anspore kristne i Østen og Vesten til at vandre sammen i troens enhed og med respekt for legitim forskellighed, idet de accepterer og støtter hinanden som lemmer på Kristi ene legeme. En lignende forpligtelse burde føre til fremme af den økumeniske dialog med vore brødre og søstre, der hører til det anglikanske fællesskab og de kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen. Teologisk diskussion om troens og kristen etiks væsentlige punkter, samarbejde i karitativt arbejde og frem for alt den store hellighedens økumeni, kan ikke undgå, med Guds hjælp, at give resultater. I mellemtiden fortsætter vi tillidsfuldt vor pilgrims-vandring, idet vi længes efter den tid, hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple helhjertet vil kunne synge: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!« (Sl 133,1).