Sæt alt ind på næstekærlighed

49. Næstekærligheden udvikler sig, i overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste, der er universel; den inspirerer os til et engagement for praktisk og konkret hjælp til ethvert menneske. Dette er også et aspekt, som må kendetegne det kristne liv, Kirkens hele aktivitet og dens pastorale planlægning. Det århundrede og det årtusind, der nu begynder, har brug for at se - og forhåbentlig med stadigt større klarhed - til hvilken grad af pligttroskab det kristne fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste. Hvis vi virkeligt er be-gyndt på ny ud fra betragtningen af Kristus, må vi lære at se ham specielt i ansigterne hos dem, han selv ønskede at blive identificeret med: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fæng-sel, og I besøgte mig« (Matt 25,35-37). Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring til næstekærlighed: den er en side i kristologien, som kaster stråler af lys på Kristi mysterium. På disse ord, ikke mindre end på dens læres ortodoksi, måler Kirken sin troskab som Kristi brud. Vi er i sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes fra vor kærlighed, for »ved sin menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske«.³⁵ Alligevel er, som evangeliets utvety-dige ord minder os om, Kristus særlig nærværende i de fattige, og det kræver, at Kirken giver dem en fortrinsstil-ling. Dette fortrin er et vidnesbyrd om Guds kærlighed, om hans forsyn og barmhjertighed, og på en måde er histo-rien fyldt med Guds Riges sædekorn, som Jesus selv udsåede under sit jordiske liv, hver gang han reagerede over for dem, der kom til ham med deres åndelige og materielle behov.