56. Dialog kan imidlertid ikke være baseret på religiøs indifferens; og vi kristne er, mens vi deltager i dialog, for-pligtede til at vidne klart om det håb, vi har (jf. 1 Pet 3,15). Vi bør ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndel-se af en gave, der er tiltænkt alle, og som skal tilbydes alle med den største respekt for den enkeltes frihed, vil blive betragtet som en krænkelse af andres identitet. Der er jo tale om den gave, som er åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den Gud, som elskede verden således, »at han gav sin enbårne søn« (Joh 3,16). Som den nylig frem-komne erklæring Dominus Iesus fremhævede, kan dette ikke være genstand for dialog, forstået som diskussion, som om vi betragtede det blot som en opfattelse: det er snarere en nåde, der fylder os med glæde, et budskab, som vi har en pligt til at forkynde. Kirken kan derfor ikke opgive sin missionsgerning blandt verdens folkeslag. Det er den primære opgave for missio ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen og sandheden og livet« (Joh 14,6), at mennesker finder frelse. In-terreligiøs dialog »kan ikke simpelt hen erstatte forkyndelse, men er altid orienteret mod forkyndelse«⁴⁰ . Denne missionsmæssige pligt forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog med en holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk, at fordi nådens mysterium, så uendelig fuldt af muligheder og konsekvenser for det menneskelige liv og den menneskelige historie, er nærværende, vil Kirken selv aldrig holde op med at stille spørgsmål, idet den stoler på Helligåndens, Sandhedens Ånds hjælp (jf. Joh 14,17), hvis gerning det er, at vejlede den »i hele sandhe-den« (Joh 16,13). Dette er et fundamentalt princip ikke blot for det uudtømmelige teologiske studium af den kristne sandhed, men også for den kristne dialog med filosofier, kulturer og religioner. I menneskehedens universelle erfaring, opvækker Guds Ånd, som »blæser, hvorhen den vil« (Joh 3,8), til trods for alle menneskelige begrænsninger, ikke sjældent tegn på sit nærvær, som hjælper Kristi tilhængere til bedre at forstå det budskab, de bringer. Var det ikke med den-ne ydmyge og tillidsfulde åbenhed, at Det andet Vatikankoncil forsøgte at tolke »tidens tegn«?⁴¹ Selv når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig sondren for at kunne forstå og tyde de »ægte tegn på Guds nærvær og hen-sigt«,⁴² erkender Kirken, at den ikke blot har ydet noget til, men også »hvor meget den selv har modtaget af menne-skeslægtens historie og udvikling«.⁴³ Denne åbne holdning blev, kombineret med omhyggelig sondren, benyttet af Koncilet også i forhold til andre religioner. Det er vor opgave med stor troskab at følge imod Koncilets lære og at gå den vej det har vist.