I. MØDET MED KRISTUS DET STORE JUBILÆUMS ARV

4. »Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige« (Åb 11,17). I bullen, der indvarslede jubilæet, gav jeg udtryk for det håb, at den totusindårets fejring af menneskevordelsens mysterium ville blive levet som »en uophørlig lovprisning af Treenigheden«² og tillige som en »forsoningens vej og et tegn på sandt håb for alle, som ser hen til Kristus og hans kirke«.³ Dette jubelår har også været en erfaring af disse væsentlige aspekter og har opnået øjeblikke, der var så fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær af Gud, fra hvem »alle gode og fuldkomne gaver kommer« (Jak 1,17). Jeg tænker først og fremmest på lovprisningens dimension. Denne er udgangspunktet for enhver ægte troens reakti-on på Guds åbenbaring i Kristus. Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds med blot at skabe verden og mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som den skabning, han har skabt, og efter mangfoldige gange og på mangfoldige måder at have talt gennem profeterne, har han »nu ved dage-nes ende ... talt til os gennem sin søn« (Heb 1,1-2). Nu ved dagenes ende! Ja, jubilæet har fået os til at forstå, at to tusinde års historie er gået uden at formindske nyhe-den ved det »i dag«, da englene forkyndte hyrderne den vidunderlige begivenhed med Jesu fødsel i Betlehem. »I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren« (Luk 2,11). Der er gået to tusinde år, men Jesu proklamation af hans mission, da han over for sine forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret anvendte Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende som nogen sinde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse« (Luk 4,21). Der er gået to tusinde år, men syndere, der har behov for barmhjertighed - og hvem har ikke det? - oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«, som på korset åbnede Guds Riges porte for den angrende røver: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,43).