Pilgrimskirken

8. Som i helgenernes fodspor er talløse af Kirkens sønner og døtre kommet til Rom, til apostlenes grave, fordi de ønskede at aflægge vidnesbyrd om deres tro, bekende deres synder og modtage den nåde, som frelser. De menne-skemængder, der har fyldt Peterspladsen ved de mange gudstjenester, har i år ikke blot gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset for at betragte den lange kø af pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hel-lige Dør. Jeg gjorde mig umage for i hver af disse pilgrimme at forestille mig en livshistorie sammensat af glæder, bekymringer, lidelser, den historie, der er oplevet af en, som Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen drog afsted på en håbets rejse. Når jeg betragtede den uafbrudte strøm af pilgrimme, så jeg dem som en slags konkret billede af Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin siger, befinder sig »midt imellem verdens forfølgelser og Guds trøst«.⁵ Vi har kun væ-ret i stand til at iagttage det ydre af denne enestående begivenhed. Hvem kan bedømme de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde måder at ar- bejde på og uden ophør synge til hans pris: »Misericordias Domini in aeternum cantabo! Om Herrens miskundhed vil jeg evigt synge!«.