Unge mennesker

 9. De mange jubilæumsbegivenheder har samlet de mest forskellige grupper af mennesker, og deltagerantallet har været virkeligt imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både kirkelige og civile organisatorers og hjæl-peres arbejde. I denne skrivelse vil jeg gerne udtrykke min hjertelige taknemlighed til dem alle. Men bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget mig, intensiteten i bønnen, meditationen og fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed frembød. Og hvordan skulle vi kunne lade være med især at mindes de unges glade og inspirerende møde? Hvis der er noget billede fra jubelåret 2000, som mere end noget andet vil leve i min erindring, er det sikkert de masser af unge, med hvem jeg har kunnet indgå en helt særlig dialog, fuld af indbyrdes kærlighed og dyb forståelse. Sådan var det lige fra det øjeblik, hvor jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken og på Peterspladsen. Derefter så jeg dem myldre gennem byen, lykkelige, som unge bør være, men også eftertænksomme, ivrige efter at bede, søgende efter »mening« og virkeligt venskab. Hverken for dem selv eller for dem, der så dem, vil det være let at glemme denne uge, hvor Rom blev »ung med de unge«. Det vil ikke være muligt at glemme messen ved Tor Vergata. Endnu engang har de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden føler vi, når vi betragter de unge med de problemer og svagheder, som er karakteristiske for dem i det nuværende samfund, en tilbøjelighed til at blive pessimistiske. De unges jubilæum ændrede imidlertid dette ved at vise os, at unge, lige me-get hvilke deres holdninger måske er, har en dyb længsel efter de ægte værdier, som finder deres fylde i Kristus. Er Kristus ikke hemmeligheden i hjertets sande frihed og dybe glæde? Er Kristus ikke den ædleste og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt venskab? Hvis Kristus fremstilles for unge mennesker, som han virkeligt er, oplever de ham som et svar, der er overbevisende, og de kan da acceptere hans budskab, selv om det er krævende og mærket af korset. Derfor tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring at bede dem om at foretage et radi-kalt troens og livets valg og med at forelægge dem en vældig opgave: at blive »morgenvægtere!« (sml. Es 21,11- 12) i det nye millenniums daggry..