Den økumeniske
dimension
12. Man vil forstå, at
jeg har lettere ved at tale om jubilæet set ud fra Peters Stol. Men
imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet
skulle fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet af de troende
var i stand til at opnå dets specielle nådegaver og især den
aflad, der var forbundet med jubelåret. Ikke desto mindre er det
betyd-ningsfuldt, at mange bispedømmer ønskede også at
være til stede her i Rom med store grupper af troende. Den evi-ge Stad har
således endnu engang vist sin af forsynet bestemte rolle som det sted,
hvor hver enkelt kirkes og faktisk også hver enkelt nations og kulturs
gaver finder deres »katolske« harmoni, således at Kristi ene kirke endnu
klarere kan vise sit mysterium som et »sakramente ... for hele
menneskeslægtens enhed«.7 Jeg
havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret blev taget
særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvil-ken anledning end
fejringen af Kristi fødsel kunne være mere egnet til at opmuntre til
fremgang på vejen til fuldt fællesskab? Der blev gjort meget med
henblik herpå, og et af højdepunkterne var det økumeniske
møde 18. januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden for Murene, hvor for
første gang i historien en hellig dør blev åbnet af Peters
efterfølger, en anglikansk ærkebiskop og en metropolit af
Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af
re-præsentanter for kirker og kirkelige samfund fra hele verden. Der var
også andre vigtige møder med ortodokse pa-triarker og lederne af
andre kristne trossamfund. Jeg mindes især besøget for nylig af
Hans Hellighed Karekin II, alle armenieres højeste patriark og
katholikos. Desuden deltog mange medlemmer af andre kirker og kirkesamfund i
jubelårets møder, der var arrangeret for andre grupper. Den
økumeniske vandring er bestemt stadig vanskelig, og vil måske
være lang, men vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive
ledet af Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige
magt, der altid er i stand til at overraske på ny.
|