Valfart til Det hellige land

13. Og hvordan kan jeg lade være med at mindes mit personlige jubelår hen ad Det hellige Lands veje? Jeg ville gerne have begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom bogstaveligt, i Abrahams »vor fader i troens« fodspor (jf. Rom 4,11-16). Jeg måtte imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets liturgi, som d. 23. februar blev fejret i Paul VI's audienssal. Den virkelige valfart fandt sted næsten umid-delbart derefter og fulgte frelseshistoriens etaper. Således havde jeg den glæde at besøge Sinaj-bjerget, hvor gaven, pagtens ti bud, blev givet. Jeg fortsatte en måned senere, hvor jeg nåede til Nebo-bjerget og derpå drog videre til selve de steder, hvor Forløseren levede, og som han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk for den bevæ-gelse, jeg følte ved at kunne ære stederne, hvor han blev født, og hvor han levede, Betlehem og Nazaret, at fejre eukaristien i »Nadversalen«, netop det sted, hvor den blev indstiftet, meditere over Korsets mysterium på Golgata, hvor han gav sit liv for os. På disse steder, der stadig er så urolige og igen for nyligt er blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig velkomst ikke blot fra Kirkens medlemmer, men også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper. Jeg var dybt grebet, da jeg bad ved Grædemuren og under mit besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde om nazisternes dødslejre. Min pilgrimsfærd var et øjeblik fyldt af broderlighed og fred, og jeg mindes den gerne som en af de smukkeste gaver fra hele oplevelsen af jubelåret. Når jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg ikke lade være med at give udtryk for mit dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning af de stadigt uløste problemer om de hellige steder, som elskes af både jøder, kristne og muslimer.