Nye kræfter 15. Dette er kun nogle af de mere væsentlige bestanddele af jubelårets fejring. Det har efterladt os med mange min-der. Men hvis vi spørger, hvad der er kernen i den store arv, det efterlader os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som betragtningen af Kristi åsyn. Kristus betragtet i hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus forstået gen-nem hans mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt som hensigten med historien og livsløbets lys. Nu må vi se fremad, vi må »lægge ud på dybet« i tillid til Kristi ord: Duc in altum! Hvad vi har udrettet i dette år kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed, og endnu mindre bør det få os til at slække på vor for-pligtelse. Tværtimod bør de erfaringer, vi har gjort, indgive os nye kræfter og tilskynde os til at investere den begej-string, vi har følt, i konkrete initiativer. Jesus advarer os selv: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig til-bage, er egnet for Guds rige« (Luk 9,62). Når det drejer sig om Guds Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab. Der forventes meget af os, og derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv pastoral plan for tiden efter Jubilæet. Det er imidlertid vigtigt, at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp, er dybt rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse, hvad der ofte fører til rastløshed med risiko for »handling for handlingens egen skyld«. Vi må modstå denne fristelse ved »at være«, inden vi »handler«. I den henseende bør vi huske på, hvordan Jesus irettesatte Martha. »Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent« (Luk 10,41- 42). I denne ånd ønsker jeg, inden jeg fremsætter en række praktiske retningslinier for jeres overvejelse, at dele nogle meditationstanker med jer over Kristi mysterium, det absolutte grundlag for al vor pastorale aktivitet.