18. Evangelierne hævder ikke at være en komplet biografi
af Jesus i overensstemmelse med moderne historisk vi-denskabs regler. Alligevel dukker
Nazaræerens ansigt frem af dem på et solidt historisk grundlag. Evangelisterne gjorde sig
umage med at beskrive ham på grundlag af pålidelige vidnesbyrd, som
de samlede (jf. Luk 1,3), og idet de arbejdede med dokumenter, som var genstand
for omhyggelig kirkelig gransken. Det var på grundlag af sådanne
førstehånds vidnesbyrd, at de, oplyste ved Helligåndens
vejledning, erfarede den forbløffende kendsgerning, at Je-sus var
født af en jomfru, af Maria, Josefs hustru. Fra dem, der havde kendt
Jesus gennem de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf. Luk
3,23), samlede de kendsgerninger om hans liv som »tømrerens søn«
(Matt 13,55), som selv var »tømrer«, og hvis plads inden for hans
større families sammenhæng var velkendt (jf. Mark 6,3). De
påpe-gede hans religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin
familie at foretage årlige valfarter til templet i Jeru-salem (jf. Luk
2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen i hans
egen by (jf. Luk 4,16). Uden at være komplette og detaljerede bliver
beretningerne om hans offentlige gerning meget mere indholdsrige fra det
øjeblik af, hvor den unge galilæer bliver døbt i Jordan af
Johannes Døber. Styrket af vidnesbyrdet fra det høje og bevidst
om at være den »elskede søn« (Luk 3,22) begynder han at
prædike om Guds Riges komme og for-klarer dets krav og dets magt med
nådefulde og barmhjertige ord og tegn. Evangelierne viser ham for os som
en, der vandrer gennem byer og landsbyer, fulgt af tolv apostle, som han har
udvalgt (jf. Mark 3,13-19), af en gruppe kvinder, som går dem til
hånde (jf. Luk 8,2-3), af skarer, der opsøger ham og følger
ham, af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende kraft, af
mennesker, som lytter til hans ord med forskelligt udbytte. Evangeliernes
beretning samler sig om den voksende spænding, der opstår mellem
Jesus og de herskende grupper i hans tids religiøse samfund, indtil den
endelige krise med dens dramatiske afslutning på Golgata. Dette er den
mør-kets time, som efterfølges af et nyt, strålende og
definitivt daggry. Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise
Nazaræeren sejrende over døden. De peger på den tomme grav
og følger ham i perioden med rækken af åben-baringer, hvor
disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte med
usigelig glæde - erfarer hans levende og vidunderlige nærvær.
Fra ham modtager de Helligånden (jf. Joh 20,22) og befalingen om at
forkynde evangeliet til »alle folkeslagene« (Matt 28,19).
|