23. »Herre, jeg søger dit ansigt« (Sl 27,8). Salmistens længsel i gamle dage kunne ikke få nogen større og mere forbavsende opfyldelse end betragtningen af Kristi ansigt. Gud har virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt lyse over os« (Sl 67,1). Fordi han samtidigt er Gud og menneske, åbenbarer han os også menneskets sande ansigt, han åbenbarer »mennesket fuldt ud for mennesket selv«.¹¹ Jesus er »det nye menneske« (jf. Ef 4,24; Kol 3,10), som kalder den forløste menneskehed til at deltage i hans gud-dommelige liv. Menneskevordelsens mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som, idet den når ud over sine egne begrænsninger og modsætninger, bevæger sig hen mod Gud selv, endog mod målet »guddommeliggørel-se«. Dette sker ved, at de forløste podes ind på Kristus og får adgang til den fortroligheden i det trinitariske liv. Kir-kefædrene lagde stor vægt på denne soteriologiske dimension af menneskevordelsens mysterium: det er kun, fordi Guds Søn virkeligt blev menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt kan blive et Guds barn.¹²