Et sorgens ansigt

25. Når vi betragter Kristi ansigt, konfronteres vi med det mest paradoksale aspekt af hans mysterium, som det dukker op i hans sidste time, på korset. Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan andet end kaste os tilbedende i støvet for. For vort indre blik står Herrens dødsangst i Getsemane Have. Knuget af forudviden om de prøvelser, der venter ham, og alene overfor Faderen, råber Jesus til ham på sin sædvanlige måde, der er udtryk for kærlig tillid; »Abba, Fader«. Han beder ham om, hvis det er muligt, at tage lidelsens bæger fra ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb. For at give Faderens ansigt tilbage til mennesket, måtte Jesus ikke blot antage menneskets ansigt, men tillige påtage sig syndens »ansigt«. »Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Vi vil aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette mysterium. Hele paradoksets brutalitet kan høres i Jesu tilsyneladende desperate smertensskrig på korset: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« - det betyder : »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Mark 15,34). Er det muligt at forestille sig en større dødsangst, et mere uigen-nemtrængeligt mørke? I virkeligheden udtrykker det forpinte »hvorfor«, der henvendes til Faderen med begyndel-sesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele realisme; men det er også oplyst af hele bønnens hensigt, hvor psalmisten samler lidelse og tillid i en bevægende blanding af følelser. Salmen fortsætter nemlig: »Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem ... Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig« (Sl 22,5.12).