26. Kære brødre og søstre! Jesu råb på korset er ikke udtryk for angsten af et menneske der fortvivler, men Sønnens bøn, som i kærlighed ofrer sit liv til Faderen, for alles frelse. I selve det øjeblik, da han identificerer sig med vor synd, »forladt« af Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder. Hans øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund af den viden om og erfaring af Faderen, som han alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik klart syn-dens alvor og lider på grund af den. Kun han, der ser Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå, hvad det betyder at modstå Faderens kærlighed med synd. Mere end en oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske tradition har ikke undladt at stille det spørgsmål, hvordan Jesus på én og samme tid kunne opleve sin dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke, og en dødsangst, der strækker sig lige til forladthedsråbet. Denne samtidighed af disse to tilsyneladende uforenelige aspekter bunder i den hypostati-ske unions uudgrundelige dybder.