27. Stillet overfor dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot af teologisk forskning men også af den store arv, som er helgenernes »levede teologi«. Helgenerne giver os en værdifuld indsigt, der gør os i stand til lettere at forstå troens umiddelbare opfattelse, takket være den særlige indsigt, som nogle af dem har modtaget fra Helligånden, eller netop gennem deres personlige oplevelse af disse frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens tradition be-skriver som den »mørke nat«. Ikke så sjældent har helgenerne gennemgået noget lignende som Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding af lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige Forsyn viser Gud Fader Katarina af Siena, hvordan glæde og lidelse kan være til stede samtidigt i hellige sjæle: »Således er sjælen lyksalig og bedrøvet på samme tid: bedrøvet på grund af dens næstes synder, lyksalig på grund af den forening og hengi-venhed af kærlighed, som den har modtaget. Disse sjæle ligner det uplettede lam, min enbårne Søn, som på korset var både lyksalig og bedrøvet«.¹³ På samme måde gennemlevede Thérèse af Lisieux sin dødskamp i forening med Jesu dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset med Jesu egen lyksalighed og smerte: »I Oliehaven nød alle Treenighedens glæder, dog var hans dødsangst ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad jeg selv føler, kan jeg forstå noget af det«.¹⁴ Hvilket oplysende vidnesbyrd! Desuden giver evan-gelisternes egne beretninger et grundlag for Kirkens opfattelse af Kristi bevidsthed, når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde han, mens han bad om tilgivelse for sine bødler (jf. Luk 23,34), og idet han over for Faderen gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil det sidste: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Luk 23,46).