Den opstandnes ansigt

28. Ligesom langfredag og påskelørdag fortsætter Kirken med at betragte dette blødende ansigt, som gemmer Guds liv og giver frelse til verden. Men dens betragtning af Kristi ansigt kan ikke standse ved billedet af den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det ikke var sådan, ville vor prædiken være forgæves og vor tro tom (jf. 1 Kor 15,14). Opstandelsen var Faderens svar på Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »Mens han levede på jorden, op-sendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham« (Heb 5,7-9). Det er den opstandne Kristus, som Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved med forståelig bæven at bekende sin kærlighed til Kristus: »Du ved, at jeg har dig kær« (Joh 21,15-17). Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som blev overvundet, da han mødte Herren på vejen til Damaskus: »Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding« (Fil 1,21). To tusinde år efter disse begivenheder oplever Kirken dem igen, som om de var sket i dag. Med blikket fæstet på Kristi ansigt betragter bruden sin rigdom og sin sande glæde: »Iesu dulcis memoria, dans vera cordis gaudia«: hvor lifligt er mindet om Jesus, kilden til hjertets glæde! Opmuntret af denne erfaring begiver Kirken sig endnu engang på sin vej for at forkynde Kristus til verden ved det tredje årtusinds begyndelse: han »er den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,6).