III. BEGYNDE PÅ NY FRA KRISTUS

29. »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28,20). Kære brødre og søstre! Denne vished har ledsaget Kirken i to tusinde år, og er nu blevet fornyet i vore hjerter ved fejringen af jubilæet. Derfra må vi opnå en ny driv-kraft til det kristne liv; ja, vi bør gøre det til en kraft, der inspirerer vor tros vandring. I bevidsthed om den opstand-ne Herres nærvær iblandt os, stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål, der blev stillet til Peter i Jerusalem lige efter hans pinsetale: »Hvad skal vi gøre?« (ApG 2,37). Vi stiller spørgsmålet med tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de problemer, vi står overfor. Vi lader os bestemt ikke friste af den naive forventning om, at vi, når vi står over for vor tids store udfordringer, vil finde en eller anden trylleformular. Nej, vi vil ikke blive frelste af en formular, men af en person og af det tilsagn, han giver os: Jeg er med jer! Det drejer sig derfor ikke om at opfinde et »nyt program«. Programmet eksisterer allerede: det er den plan, der fin-des i evangeliet og i den levende tradition, den er den samme som altid. Til syvende og sidst har den sit centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende, elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens liv og med ham forvandle historien indtil dens fuldbyrdelse i det himmelske Jerusalem. Det er et program, der ikke ændres med tiders og kulturers skiften, selv om det tager hensyn til tid og kultur af hensyn til sand dialog og effektiv kommunikation. Dette program for alle tider er vort program for det tredje årtusind. Men det må oversættes til pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds omstændigheder. Jubilæet har givet os den enestående lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring, der er fælles for hele Kirken, en kateke-tisk vandring med Treenigheden som tema, ledsaget af særlige pastorale initiativer, beregnet til at sikre, at jubilæet vil være en udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og udbredte modtagelse af, hvad jeg fo-reslog i min apostoliske skrivelse Tertio Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et umiddelbart mål, vi står overfor, men den største og mest krævende udfordring i form af normal pastoral aktivitet. Med dets universale og absolut nødvendige afgørelser må evangeliets program fortsætte med, som det altid har gjort, at slå rod overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en detaljeret pastoral plans specifikke træk kan identificeres - mål og metoder, uddannelse og berigelse af de involverede mennesker, søgen efter de nødvendige midler. En plan, som vil gøre det muligt, for forkyndelsen af Kristus at nå mennesker, danne menigheder og fællesskaber og trænge ind i samfund og kultur ved at vidne om evangeliets værdier. Derfor opfordrer jeg alvorligt delkirkernes hyrder til med hjælp fra alle udsnit af Guds folk tillidsfuldt at planlægge stadierne af den forestående vandring, idet de får hvert enkelt bispedømmes valg til at stemme overens med nabo-kirkernes og den universelle kirkes. En sådan overensstemmelse vil bestemt blive lettet af det kollegiale arbejde, som biskopper nu regelmæssigt påta-ger sig i bispekonferencer og bispesynoder. Var det ikke netop hensigten med bispesynodens kontinentale møder, som forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore for nutidens forkyndelse af evangeliet i så mange forskel-lige milieuer og kulturer? Denne rige arv af overvejelser må ikke få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres i praksis. Det, der venter os, er derfor et spændende arbejde med pastoral fornyelse - et arbejde, der involverer os alle. Som vejledning og opmuntring for alle vil jeg pege på visse pastorale prioriteringer, som det store jubilæum tydeligere har stillet mig for øje.