Hellighed

30. Først og fremmest nærer jeg ingen betænkelighed ved at sige, at alle pastorale initiativer må sættes i forbindelse med hellighed. Var det ikke den oprindelige mening med jubilæums-afladen, som en særlig nåde skænket af Kri-stus, for at enhver døbts liv kunne blive renset og grundigt fornyet? Det er mit håb, at mange af dem, der har deltaget i jubilæet, har nydt godt af denne nåde i fuld bevidsthed om dens krav. Nu, da jubilæet er overstået, begynder vi igen på vor normale vej, men i bevidsthed om, at det mere end no-gen sinde er en vigtig pastoral opgave at lægge vægt på hellighed. Det er derfor nødvendigt at genopdage hele den praktiske betydning af kapitel 5 i Konstitutionen om Kirken Lu-men Gentium, som er viet til »det universelle kald til hellighed«. Når nu koncilsfædrene lagde et sådant eftertryk på dette punkt, var det ikke for at udsmykke ekklesiologien med en slags åndelig politur, men snarere for at få kaldet til hellighed til at stå frem som en indre dynamik i denne lære om Kirken. Genopdagelsen af Kirken som »mysteri-um« eller som »et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed«,¹⁵ måtte nødvendigvis føre til en genopdagelse af Kirkens »hellighed«, forstået i den grundlæggende betydning af at høre til ham, der i sit inderste væsen er den hellige, den »trefoldigt hellige« (jf. Es 6,3). At erklære Kirken for hellig betyder at fremhæve den som Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop for at gøre den hellig (jf. Ef 5,25-26). Denne hellighedens gave er så at sige »objektiv«, men den tilbydes enhver, der er døbt. Men gaven bliver på den anden side til en opgave, som skal forme hele det kristne liv: »For dette er Guds vilje, at I skal helliges« (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer visse kristne: »Samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed«.¹⁶