Bøn

32. Denne ’hellighedens pædagogik’kræver et kristent liv, der frem for alt er kendetegnet af bønnens kunst. Jubel-året har været et år præget af mere intense bøn, både personlig og i fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan tages for given. Vi må alle lære at bede: ligesom om vi igen og igen på ny skulle lære denne kunst fra den gud-dommelige mesters egne læber, ligesom de første disciple: »Herre, lær os at bede!« (Luk 11,1). Bøn udvikler den samtale med Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: »Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (Joh 15,4). Denne gen-sidighed er selve hovedindholdet og sjælen i det kristne liv, og betingelsen for alt virkeligt pastoralt liv. Bevirket i os af Helligånden åbner denne gensidighed os, gennem Kristus og i Kristus, til at betragte Faderens ansigt. At lære denne trinitariske form for kristen bøn og praktisere den helt og fuldt, først og fremmest i liturgien, højdepunktet af og kilden til Kirkens liv,¹⁷ men også i personlig erfaring, er hemmeligheden ved en virkelig livskraftig kristendom, som ikke har nogen grund til at frygte fremtiden, fordi den bestandigt vender tilbage til kilderne og finder nyt liv i dem.