33. Er det ikke et af »tidens tegn«, at i vore dages verden er der,
trods den fremskredne sekulariseringsproces, et udbredt
ønske om åndelighed, et ønske, der for en stor del kommer til
udtryk som et fornyet
behov for bøn? Andre religioner, som nu i vid udstrækning er til stede i
gamle kristne lande, giver deres egne svar på dette behov, og un-dertiden
gør de det på tiltrækkende måder. Men vi, der har
modtaget den nåde at tro på Kristus, som har åbenbaret
Faderen og er menneskenes Frelser, har en pligt til at vise til hvilke dybder,
forholdet med Kristus kan føre. Kirkens store mystiske tradition
både i Østen og i Vesten har meget at sige i denne henseende. Den
viser, hvordan bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds
dialog i den grad, at mennesket tages i besiddelse af den gud-dommelige
elskede, bevæget af Helligåndens berøring, hvilende som et
barn i Faderens hjerte. Dette er den levede erfaring af Kristi løfte:
»Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham
og give mig til kende for ham« (Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt
båret af nåde, men som ikke desto mindre kræver et intenst
ån-deligt engagement, og som også kender smertelige lutringer (den
»mørke nat«). Men den fører ad forskellige muli-ge veje til den
uudsigelige glæde, som erfares af mystikerne som »ægteskabelig
forening«. Hvordan skulle vi her kunne glemme, blandt de mange strålende
eksempler, den hellige Johannes af Korsets og den hellige Teresa af Avi-las
lære? Ja, kære brødre og søstre, vore kristne
fællesskaber må blive ægte bønnens »skoler«, hvor mødet med
Kristus ikke udtrykkes blot ved at bede om hjælp, men også ved
taksigelse, lovprisning, tilbedelse, betragtning, lytten og ivrig hengivenhed,
indtil hjertet virkelig »bliver forelsket«. Inderlig bøn, ja, men det bortleder
os ikke fra vor forpligtelse over for historien: ved at åbne vort hjerte
for kærligheden til Gud, åbnes det også for kærlighed
til vore brødre og søstre og gør os i stand til at forme
historie i overensstemmelse med Guds plan.18
|