34. Kristne, der som gave har modtaget et kald til ordenslivet, er naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde: ifølge sin beskaffenhed gør deres indvielse dem mere åbne for erfaringen af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler den med særlig omhu. Men det ville være forkert at mene, at almindelige kristne kan lade sig nøje med en overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde hele deres liv. Især stillet over for de mange prøvelser, som vore da-ges verden udsætter troen for, ville de ikke blot være middelmådige kristne, men »kristne udsat for fare«. De ville løbe den snigende fare for at se deres tro langsomt blive undermineret, og ville måske ende med at bukke under for tiltrækningen ved »surrogater«, ved at acceptere alternative religiøse tilbud og endda hengive sig til meget unatur-lige former for overtro. Det er derfor væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver en central bestanddel af al pastoral planlæg-ning. Personligt har jeg besluttet at hellige de kommende onsdagskatekeser til overvejelser over Davids Salmer, begyndende med Laudes' salmer, hvormed Kirkens officielle bøn indbyder os til at hellige og lede vor dag. Hvor nyttigt ville det ikke være, hvis der ikke blot i ordenssamfund, men også i sogne blev gjort mere for at sikre et alt gennemtrængende bønnens klima. Man burde med passende dømmekraft give folkefromheden dens rette plads, og at folk blev oplært specielt i liturgisk bøn. For en kristent fællesskabs gennemsnits-dag er det måske mere tænke-ligt, end vi almindeligvis antager, at kombinere mange former for pastoralt liv og vidnesbyrd i verden med fejrin-gen af eukaristien og måske med recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der er gjort af mange kristne grup-per, også af dem, der hovedsageligt består af lægfolk, er bevis for det.