Søndagens eukaristi

35. Det er derfor klart, at vor vigtigste opmærksomhed må vies liturgien, »det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra«.¹⁹ I det tyvende århundrede, især efter Kon-cilet, er der foregået en stor udvikling i den måde, hvorpå den kristne menighed fejrer sakramenterne, specielt euka-ristien. Det er nødvendigt at fortsætte i den retning, og specielt at betone søndagens eukaristi og søndagen selv op-levet som en særlig troens dag, Den opstandne Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige påske.²⁰ I to tusind år er den kristne tid blevet målt ud fra mindet om »den første dag i ugen« (Mark 16,2.9; Luk 24,1; Joh 20,1), da den op-standne Kristus ønskede apostlene fred og gav dem Åndens gave (jf. Joh 20,19-23). Sandheden om Kristi opstan-delse er den oprindelige kendsgerning, som den kristne tro bygger på (jf. 1 Kor 15,14), en begivenhed i centrum af tidens mysterium, som bebuder den yderste dag, da Kristus vil vende tilbage i herlighed. Vi ved ikke, hvad det nye årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger sikkert i Kristi hænder, »Kongernes Konge og Herrernes Herre« (Åb 19,16); og netop ved at fejre hans påskefest ikke kun én gang om året, men hver søndag, vedbliver Kir-ken med at vise enhver generation »historiens virkelige omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens ende-lige skæbnes mysterium fører hen til«.²¹