Nådens forrang

38. Hvis vi i den planlægning, der venter os, forpligter os mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig og fælles bøn dens rette plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel i det kristne livssyn: nådens forrang. Der eksi-sterer en fristelse, som bestandig angriber enhver åndelig færd og ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resulta-terne afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge. Det er rigtig, at Gud indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde og opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens' og alle vore evners midler for at tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme, at »uden Kristus kan vi intet gøre« (sml. Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os i denne sandhed. Den minder os bestandigt om Kristi forrang, og i forening med ham, det indre livs og hellighedens forrang. Hvis denne grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale planer løber ud i sandet og efterlader os med en nedslående følelse af frustration? Så deler vi disciplenes erfaring i evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »Vi har slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,5). Dette er øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne vore hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge os i al deres magt: Duc in altum! Ved den lejlighed var det Peter, der udtalte troens ord: »På dit ord vil jeg kaste garnene ud« (sammesteds). Tillad nu, da dette årtusind begynder, Peters efterfølger at opfordre hele Kirken til at foretage denne troens handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse til bøn.