Forkynde ordet

40. At ernære sig selv med ordet for at blive »ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken må prioritere ved det nye årtusinds begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange århundreder siden, er realiteten, et »kristent samfund«, som midt iblandt alle svagheder altid har kendetegnet menneskelivet, målt udtrykkelig ud fra evangeliets værdier, nu forsvundet. I dag må vi modigt stille os ansigt til ansigt med en si-tuation, der bliver mere og mere forskelligartet og krævende i forbindelse med »globaliseringen« og af den deraf følgende nye og omskiftelige blanding af mennesker og kulturer. Gennem årene har jeg tit gentaget opfordringen til ny-evangeliseringen. Dette gør jeg nu igen, især for at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens drivkraft og lade os blive fyldte med den glød, som der var over den apostoliske prædiken efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende overbevisning, som Paulus var opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet« (sml. 1 Kor 9,16). Denne lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for mission i Kirken, og denne mission kan ikke overlades til en gruppe »specialister«, men må medføre, at alle medlemmer af Guds folk påtager sig dette ansvar. De, der vir-kelig har mødt Kristus, kan ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk dimension, som må leves i kristne menigheders og gruppers daglige engagement. Dette bør imidlertid gøres med respekt for hvert menneskes ofte forskelligartet vandring og med opmærksomhed overfor de forskellige kulturer, hvori det kristne budskab skal plantes og på en sådan måde, så ingen af de specielle værdier, der findes hos ethvert folkeslag, afvises, men renses og bringes til deres fulde udfoldelse. I det tredje årtusind er ktistenheden nødt til at reagere mere effektivt på dette behov for inkulturation. Samtidig med, at kristendommen forbliver fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor forkyndelsen af evangeliet og Kirkens tradition, vil den også genspejle de karakteristiske træk hos de forskellige kulturer og folke-slag, hvori den er blevet modtaget og har fæstet rod. I dette jubelår har vi på en særlig måde glædet os over skøn-heden i Kirkens forskellige ansigter. Dette er måske kun en begyndelse, et kun lige akkurat skitseret billede af den fremtid, som Guds Ånd er ved at forberede til os. Vi må tillidsfuldt fremstille Kristus for alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier, til unge, til børn uden at skjule de mest radikale krav i evangeliets budskab, men efter Paulus' eksempel tage højde for hver enkelts behov med hensyn til modtagelighed og sprog: »Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen« (1 Kor 9,22). Når jeg fremfører disse anbefalinger, tænker jeg specielt på den pastorale omsorg for unge. Netop med hen-blik på de unge har jubilæet, som jeg tidligere har sagt, givet os et opmuntrende bevis på deres storsindede vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette opmuntrende svar ved at investere den begejstring som et nyt ta-lent (sml. Matt 25,15), som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt udbytte.