45. Fællesskab må udvikles og udvides hver dag og på ethvert niveau af hver kirkes liv. Her må fællesskabet kom-me til udfoldelse i relationerne mellem biskopper, præster og diakoner, mellem hyrder og hele Guds folk, mellem gejstlighed og ordensfolk, mellem foreninger og kirkelige bevægelser. Til dette formål må de strukturer for delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid sættes meget højt. Disse råd er naturligvis ikke ledet efter et parlamentarisk demokratis regler, for de er rådgivende mere end planlæggende;²⁹ det-te betyder dog ikke, at de er mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets teologi og spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster og troende ved på den ene side a priori at forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt, og ved på den anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion. Med dette for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom, der opmuntrede hyrder til, uden at være forudindta-get af deres autoritet, at lytte i større udstrækning til hele Guds folk. Meget sigende er Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor han opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: »Takket være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der er bedst«.³⁰ Og Paulinus af Nola beder ind-stændigt: »Lad os lytte til, hvad alle de troende siger, for i enhver af dem ånder Guds Ånd«.³¹ Mens lovens visdom ved at give præcise regler for deltagelse bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav, besjæler fællesskabets spiritualitet institutionens legeme med en sjæl ved at tilskynde til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse med ethvert af Guds folks med-lemmers værdighed og ansvar.