Den økumeniske dimension

12. Man vil forstå, at jeg har lettere ved at tale om jubilæet set ud fra Peters Stol. Men imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet skulle fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet af de troende var i stand til at opnå dets specielle nådegaver og især den aflad, der var forbundet med jubelåret. Ikke desto mindre er det betyd-ningsfuldt, at mange bispedømmer ønskede også at være til stede her i Rom med store grupper af troende. Den evi-ge Stad har således endnu engang vist sin af forsynet bestemte rolle som det sted, hvor hver enkelt kirkes og faktisk også hver enkelt nations og kulturs gaver finder deres »katolske« harmoni, således at Kristi ene kirke endnu klarere kan vise sit mysterium som et »sakramente ... for hele menneskeslægtens enhed«.⁷ Jeg havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret blev taget særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvil-ken anledning end fejringen af Kristi fødsel kunne være mere egnet til at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab? Der blev gjort meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne var det økumeniske møde 18. januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden for Murene, hvor for første gang i historien en hellig dør blev åbnet af Peters efterfølger, en anglikansk ærkebiskop og en metropolit af Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af re-præsentanter for kirker og kirkelige samfund fra hele verden. Der var også andre vigtige møder med ortodokse pa-triarker og lederne af andre kristne trossamfund. Jeg mindes især besøget for nylig af Hans Hellighed Karekin II, alle armenieres højeste patriark og katholikos. Desuden deltog mange medlemmer af andre kirker og kirkesamfund i jubelårets møder, der var arrangeret for andre grupper. Den økumeniske vandring er bestemt stadig vanskelig, og vil måske være lang, men vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive ledet af Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt, der altid er i stand til at overraske på ny.